Jeg kender en familie med 2 sønner ligesom vores. Der er 3 uger mellem vores ældste og 15 dage mellem vores yngste.
Deres yngstesøn er født med galdevejsatresi og fik en fuld levertransplantation da han var 2 år gammel.
En norsk familie mistede deres eget lille barn i en ulykke, men de turde midt i sorgen træffe den sværeste beslutning om at donere barnets organer, og derved give flere andre børn et længere og bedre liv - deriblandt ham, som fik leveren i december i 2006.
Da min far døde i en arbejdsulykke i 1997 var vores 2 første spørgsmål:
Nåede han at lide/ opdage, hvad der var sket? (nej, død på stedet) Kan hans organer doneres til andre? (Nej, desværre var hans krop for ødelagt).
De pårørende bør ikke skulle tage så stor beslutning i deres tilstand af chok og sorg - den beslutning bør vi alle have truffet mens vi er i live, og vi er bare for dårlige til at få det gjort "i tide". Men, vi er normalt rigtigt gode til at melde fra, så lad os da prøve dén model fremadrettet!
Mikkmakk har gentagne gange fået indskærpet, at hvis jeg dør før ham OG der er noget som helst "af mig", der kan bruges som reservedele af andre, så må lægerne tage alt der kan bruges. JEG skal jo ikke bruge det længere!
Og, hvis han modsætter sig i situationen, så vil jeg hjemsøge ham som den ondeste poltergejst, der ødelægger alle hans golfslag, og sørger for mis-click i alle pokertours!
Jeg registrerede mig som fuld organ- og vævsdonor på min 18års fødselsdag, og jeg er jævnligt ærgerlig over, at jeg ikke må være bloddonor pga daglig medicin for astma.
Når man er hjerne-eller hjertedød skal man jo ikke selv bruge reservedelene længere, så lad da endelig andre få et bedre liv ud af dét!