Efter, at Gargamel var ført ud af byen, fejrede Smølferne, at byen næsten var renset for forklædte, onde håndlangere.
Tønder med hindbærbrus blev hentet frem af kældrene og der blev skålet og festet til solen var næsten helt gået ned.
Da de sidste solstråler ramte byen, skyndte alle smølferne sig til deres hytter. Også denne aften blev der låst og spærret af alle vegne. På trods af, at Gargamel var taget til fange og ikke længere kunne skade smølferne, var indbyggerne sikre på, at der stadig var fare på færde i byen om natten.
StærkSmølf tjekkede også, at han fik låst sin dør og lukket vinduerne denne aften selvom han ikke var bange for hverken KarateSmølf eller Gargamels hjælpere.
Han var byens stærkeste smølf og mente sig i stand til at beskytte sig selv mod enhver fare.
Da han gik rundt i sin hytte begyndte han pludselig at føle sig indespærret. Selvom der måske kun var én forklædt smølf tilbage i byen, kunne det jo tage mange dage at finde den rigtige ”Forræder” og StærkSmølf savnede inderligt sin daglige aftenløbetur i skoven.
Han plejede at løbe en runde, der indeholdt høje spring, dybe huller at kravle op af og tunge ting af løfte på. Det var god træning og gav en god nattesøvn bagefter.
Jo mere han tænkte over det, jo mere blev StærkSmølf vred over, at Gargamel skulle skræmme ham fra at få sin sædvanlige aftentur.
Han besluttede sig hurtigt for, at der sikkert ikke var nogen fare i skoven alligevel, så StærkSmølf åbnede døren og listede udenfor.
Han nød at mærke den friske luft i ansigtet og løb derfor så hurtigt han kunne ud til motionsstien.
Desværre for ham, var det også her den sidste forklædte smølf havde valgt at gemme sig denne nat.
StærkSmølf sprang ned i det dybeste hul, hvorfra han skulle prøve at kravle op uden hjælpemidler - en hård øvelse for et væsen, der kun er 3æbler højt, men det var sjovt at udfordre sin egen fysiske styrke, mente StærkSmølf.
Inden han nåede så langt, blev alt sort...
Gargamels sidste hjælper havde set, at Smølfen var sprunget i hullet og havde derfor dækket hullet med en stor, tung sten. Nu sad StærkSmølf indespærret under stenen og havde ingen mulighed for at tilkalde hjælp. Og ingen, udover forræderen, vidste hvor han var …
ZorroDK er død. Han var Villa.
Smølfette havde nydt festen i byen i aften. Hun var en rigtig ”festabe” og elskede musik, dans og fællesskab. Derfor var hun også lidt længe om at nå hjem til sin hytte og ind i sikkerhed denne aften.
Da hun endelig gik fra torvet som én af de allersidste, tænkte hun på de smukke ord DigterSmølf havde sagt om hende i aften. For engangs skyld var det ikke Smølfine, der fik alle komplimenterne eller blev bedt op til dans hele tiden. I aften havde Smølfette haft flere bejlere end Smølfine og derfor svævede hun nu på en lyserød sky af lykke. Hun så slet ikke, at hun var kommet til at danse helt ud af byen før hun trådte i vandet ved den lille skovsø lidt uden for byen.
Månen lyste klart over skoven og Smølfette spejlede sig i vandoverfladen. Men pludselig forsvandt spejlbilledet og Smølfette kiggede forbavset op.
En kæmpe stor mand stod lige bag ved hende, men han havde tilsyneladende ikke sét Smølfette endnu. Forbløffet blev hun stående et øjeblik for at se, hvad mennesket ville ved den lille skovsø. Det var ikke tit, at smølferne så mennesker .. og i dag havde hun både set Gargamel og nu også denne skovhugger.
Smølfette var lamslået over menneskets størrelse og derfor nåede hun ikke at flytte sig i tide, da skovhuggeren kastede sig ned på knæ for at drikke af skovsøens vand. Hun blev kastet ud i vandet og kæmpede for at komme ind igen, da skovhuggeren fik øje på hende og samlede hende op.
”En blå mus i hvid kjole”, hørte hun ham brumme inden hun blev kastet ned i en stor, sort lomme. Her sad hun hjælpeløst, da Skovhuggeren rejste sig op igen og fortsatte sin færd ind i skoven…
Zulu er død. Han var villa-ANGEL
I aften havde KarateSmølf udset sig et særligt offer. BagerSmølf havde ikke villet forære KarateSmølf en hindbærsnitte i formiddags og KarateSmølf var sikker på, at dét måtte være et tegn på dyb, dyb ondskab.
Næst efter pebernødder er hindbærsnitter enhver Smølfs yndlingspise og KarateSmølf havde mere end én gang fået lov at få en kage uden at betale, fordi BagerSmølf så gerne ville lære Karatetricks. Derfor havde KarateSmølf regnet med at kunne lave den sædvanlige aftale: ”En snitte for en snitte”. Det betød, at BagerSmølf lærte ét karatetrick for hver gratis hindbærsnitte.
Men, når BagerSmølf ikke længere ville dele ud af kagerne, måtte det være et tegn på, at noget var galt!
KarateSmølf gemte sig i busken lige bag ved bageriet, hvor BagerSmølf skulle tilbringe natten med at bage brød og kager til landsbyen.
Nu puslede det et stykke vej borte og KarateSmølf gjorde sig klar.
Et par hurtige håndkantsslag måtte være nok til at uskadeliggøre BagerSmølf, så KarateSmølf kunne afsløre, om byens bager fra uskyldig eller ej.
Og planen gik næsten som KarateSmølf havde forestillet sig. BagerSmølf kunne ikke kæmpe imod. Han havde armene fulde af melsække , så han nåede ikke at gøre modstand før KarateSmølf havde slået ham bevidstløs.
Først skete der noget mærkeligt…. BagerSmølf så ud som han forvandlede sig. Kroppen sitrede og vred sig i mærkelige mønstre. Smølfen jamrede og rullede rundt på jorden selvom han var bevidstløs og KarateSmølf var sikker på, at NU havde han endelig ramt én af de onde.
Men nej. BagerSmølf hostede kraftigt så melet stod omkring ham i en stor sky .. og derefter lå han helt stille og sov tungt. KarateSmølf blev utroligt skuffet. BagerSmølf var uskyldig og KarateSmølf havde igen fejlet.
Men derfor var der jo ingen grund til at gå glip af hindbærsnitterne, så han fyldte lommerne og skyndte sig hjem i sikkerhed i sin egen hytte… i morgen måtte han gøre sig mere umage for at ramme Gargamels håndlanger…
Tweety er død. Hun var MILLER (er villa men peeker som ulv)
