I de gode gamle dage
I foråret var jeg på Casino Munkebjerg for at spille deres populære Spring Tour. Pokermæssigt var det ingen succes, men jeg overhørte en interessant samtale mellem to unge mænd:
”Det var fedt vi tog herud”
”Ja, det er jo altid fedt at spille poker”
”Jo jo, men jeg føler også at jeg er en af de bedste. Det er lidt ligesom at spille online for nogle år siden.”
Den anden nikker bekræftende: ”Hvis bare spillene på nettet var lige så bløde som dengang”
Det viste sig efterfølgende at de to unge mænd var universitetsstuderende. De forklarede mig, at de begge havde spillet poker for a living, men havde måttet indse, at de ikke kunne slå spillet mere og derfor begyndte på en uddannelse. Lidt efter bustede den ene i et setup og smuttede hjem og jeg genoptog samtalen med den anden fyr
”Spiller du stadigvæk online?”
”Ja en gang imellem” han begyndte at grine lidt ”Men det er desværre uden den store succes”
”Kan du mærke at spillene er blevet mere hårde?”
”Det er blevet meget mere aggressivt!” svarede han hurtigt.
”Hvordan er det blevet mere aggressivt?”.
”Jo altså, folk raiser bare meget mere”.
Jeg forsøgte at få ham til at uddybe sin pointe, men han havde svært ved at sætte flere ord på det. Jeg konkluderede, at han nok aldrig havde været ret stærk i sin pokertankeproces. Og det heller ikke nødvendigt for at vinde penge i 2008. Dengang var poker nemlig nemt!
Det statement har vi nyere spillere efterhånden hørt et par gange. Jeg vil ikke argumentere imod det, da det er givetvis sværere at tjene penge på poker nu. Men det betyder ikke at, det nødvendigvis er umuligt. Der er nemlig stadig mange penge at hente i turneringspoker.
Hvad er der egentlig sket
Vores ven fra liveturneringen havde problemer med at sætte ord på, hvordan onlinepokeren har ændret sig siden 2007 og 2008. Og det er svært at finde rundt i den jungle af begreber og koncepter, der nu har vokset sig stor og kompleks. Jeg vil alligevel forsøge at skabe et overblik:
- Strukturen er blevet bedre i de fleste turneringer.
- Blindlevels er længere.
- Startstacken er forhøjet. Hvor 1500 chips før var standard, så har de fleste nu mellem 2000 og 3000 startchips.
- Der er flere levels. Som eksempel er 40/80 blevet mere udbredt.
- Turneringerne er blevet mere aggressive
- De flestes åbningsrange er bredere. Nu er det ikke kun JJ+ og AK, der åbnes fra EP.
- Flere spilleres 3bettingrange er blevet bredere.
- Der shoves bredere. Hvor det tidl. var ~12-13bbs, der var optimal 3betshove stack, så er det nu ikke unormalt at se shoves for 20bbs.
- Continuationbets er blevet så udbredt, at selv de dårligste fisk better langt de fleste flops.
- Betsizings har ændret sig markant.
- Tidligere var det ikke unormalt at åbne 6-7-8x bb før floppet i starten af tours.
- Klikraises var et af de største tegn på, at det var en dårlig spiller. Nu er der normalt.
- Ville man 3bette, så var tommelfingerreglen, at man gjorde det til 3x det oprindelige bet. Nu er det sjældent, at man ser så store 3bets, og de fleste er 2x-2.5x det oprindelige bet.
- Mere eller mindre avancerede koncepter er blevet allemandseje.
- Hvem har ikke stødt på begrebet potkontrol?
- Continuationbets?
- Float?
- Balancering?
- Trackerprogrammer er blevet mere udbredte
- Vi spiller med flere (og måske) bedre reads.
- Vi kan nemmere analysere vores eget spil end tidligere – og derved plugge leaks.
- Spillestilen på Pokerstars er blevet mere differentieret fra spillestilen på eurosites. Mens størstedelen af de forandringer jeg har remset op, har primært fundet sted på Pokerstars, så har udviklingen været noget mere sløv på de europæiske netværk.
Men hvad så?
Selvom de fleste af jer måske har identificeret flere af disse forandringer selv, så er der langt fra teori og til praksis. Og der er endnu længere fra praksis til teori. Det kan nemlig være rigtig dyrt, hvis man forsøger at efterabe disse trends uden at vide, hvorfor man gør det og hvordan det bedst gøres. Specielt hvis man spiller mod gode modstandere.
Og der kommer flere gode spillere. Derfor er det også vigtigt at kunne skabe sig et hurtigt overblik over, hvem der skal udnyttes (fiskene), og hvem, man skal undgå (hajerne). Følgeligt vil jeg i denne artikel introducere noget efterhånden helt almindeligt i nutidens turneringsmiljø: Trackerprogrammer (Holdem Manager / Pokertracker) og ingame statistikker (HUD). De stats jeg introducerer, er også nogle, jeg vil bruge i de næste artikler. Det er derfor vigtigt, at der stiftes bekendtskab med dem.
De gængse stats
Læser man bare nogenlunde regulært i PokerNets analyseforum, så opdager man, at en anden spiller ofte beskrives med tre tal: F.eks. 37/1/1
Disse tal repræsenterer de mest almindelige stats, som er: VPIP/PFR/AF.
VPIP er en forkortelse for ” Voluntarily Put money In Pot”, hvilket betyder, hvor ofte en spiller frivilligt putter chips i potten, det værende enten som et raise eller et call. Det er altså ikke gældende når man sidder i blinds, da disse ikke er frivillige. En dygtig spiller har typisk en VPIP på mellem 15 og 25 (det kan variere afhængigt af spillestil, modstandere og stadie i turneringen). I ovenstående tilfælde betyder det, at spilleren frivilligt putter chips i potten 37 % af gangene.
PFR er en forkortelse for ”Preflop raise”, og viser, hvor ofte en spiller raiser før floppet. Det indebærer både at bette normalt ud men ligeledes at 3bette, 4bette osv. En dygtig spiller raiser som udgangspunkt langt de fleste hænder – dvs. PFR typisk også vil være mellem 15 og 25. I vores indledende eksempel raiser vores spiller kun 1% af gangene.
AF er den generelle aggressionsfaktor. Det udregnes således: ((Raise % + Bet % )/ Call %) = AF. Det er et fint redskab til at vurdere, om spillere er aggressive eller passive efter floppet. Typisk siger man at en AF under 1 er en meget passiv spiller og over 4 er en meget aggressiv spiller. I vores eksempel har han en AF på 1, hvilket er i den lave ende.
Find fisken
Tilbage i 2008 var det ikke unormalt med 4-5-6 fisk pr. bord – uanset buyin. I disse dage er det anderledes. Har man mere end to store fisk på bordet, så er man heldig (eller dygtig til at gameselecte).
Fordi der er færre fisk, så er endnu mere vigtigt at være i stand til at identificere de 1-2 fisk, der er på bordet. Helst så hurtigt som muligt.
Til dette har man flere redskaber. Man kan slå dem op på Official Poker Rankings eller Sharkscope, og tjekke om de er vindende eller tabende. Problemet er, at selvom der typisk sættes lighedstegn mellem tabende spillere og fisk, så er der stor forskel på hvordan fiskene spiller – og dermed også, hvordan de skal udnyttes. Det er i sådan en situation, at man kan (og bør) bruge statistikkerne. Specielt VPIP, PFR og forholdet mellem dem er gode pejlemærker.
Jeg plejer selv at inddele fiskene i tre kategorier: De loose-passive, de tight-passive og ”maniacs”.
Jeg vil kort skitsere nogle kendetegn ved dem, og hvordan man bruger statsene til at inddele fiskene i disse kategorier: I en kommende artikel vil jeg fyldestgørende behandle, hvordan man kan udnytte fiskenes svagheder – og hvad man ikke skal gøre.
Loose-passive
Hvis jeg møder en spiller, der har 27/2, 75/0 eller 37/10 i VPIP/PFR stats, så ryger han i denne kategori. Han spiller for mange hænder, og gør det uden at raise. Spillere i denne kategori går også under betegnelsen callingstationer. Selvom der er stor forskel på en 27/2 og en 75/0 spiller, så deler de begge samme svaghed: De kalder for meget og raiser for lidt. Som tommelfingerregel, så valuebetter jeg tyndt og meget mod disse spillere – og hvis de raiser, så fortsætter jeg kun med toppen af min range.
Tight-passive
I denne kategori er de spillere, der spiller for få hænder, og når de endeligt spiller nogle, så raiser de ikke. De vil typisk have stats som 7/0 eller 11/1. Sidder en tight-passiv spiller i blindsene, så er det et godt steal-spot. Viser de aggression, så fortsætter jeg kun med toppen af min range. Som udgangspunkt er jeg opmærksom på ikke at valuebette for light, da tight-passive spillere oftere vil check-calle stærke hænder.
Maniacs
Det er lidt sværere at typificere disse, da de kan have relativt ”pæne” stats preflop. Typisk vil de dog have VPIP/PFR stats i den høje ende af skalaen: 75/52, 47/23 eller 38/38. Disse vil også tit 3bette (og 4bette) rigtig meget. Afhængigt af hvilken type maniac det er, bør vi enten spille vores stærke hænder passivt eller meget aggressivt. Rammer vi floppet hårdt, så kan vi som udgangspunkt lade dem hænge sig selv, ved at check-calle vores gode hænder. Jo højere en AF de har, jo bedre vil det være at trappe med vores stærke hænder.
Prøv at putte vores ven med stats på 37/1/1 fra det tidligere eksempel i en kategori.
Siden 2008 er der blevet væsentligt færre loose-passive spillere og relativt flere maniacs. Det er de loose-passive spillere vi helst vil have på bordet, da de er mere forudsigelige at spille imod.
Jeg vil anbefale, at næste gang du spiller en turnering, så prøv at kategoriser spillerne.
Prøv at identificer fisken. Og hvis du ikke kan det……:
“If, after the first twenty minutes, you don’t know who the sucker at the table is, it’s you.”
Fin artikel. Hvornår regner du med at den næste i rækken er på gaden?