Der har I de senere måneder på både PokerNet og 2+2 været en del status- og diskussionstråde omkring winrate, stats og nonshowdown winnings i relation til PLO ( ..og pokersidernes absurd høje rake på PLO!).
I den forbindelse tænkte jeg, at det kunne være spændende, at se på nogle af de parametre, som jeg selv arbejder meget med, der forhåbentlig kan differentiere mig og jer fra mange af de regulars, der findes på small- og mediumstakes bordene i dag.
Et af de bedste råd jeg til dato har fået omkring PLO er, at det er de små og mellemstore pots, der gør forskellen i din winrate. Det kan måske lyde banalt, men tænk en gang over det eller tjek de store pots i din database.
Rigtig ofte kommer pengene til midten når SPR[1] falder - uanset hvilken linje du eller din modstander tager. Derfor vil det også i højere grad være små og mellemstore pots, der udgør niveauforskellen, på dig og den brede mængde af regulars, fordi selv de dårligste spillere efterhånden kan sende wrap+FD til midten i 3-bettede og 4-bettede pots[2].
Formålet med denne artikel er at sætte nogle tanker i gang hos læseren omkring små og mellemstore pots, samt give nogle eksempler, værktøjer og strategier til implementering i dit spil. Det er et massivt område, men forhåbentlig kan jeg få prikket hul på noget af det. Farvel til autopiloten – i gang med at spille kort! God læselyst! :-)
Jeg har valgt, at tage udgangspunkt i flop-situationer, primært hvor vi er HU. Det er vigtigt for mig at understrege, at de eksempler og teorier, jeg skriver om nedenfor, ikke er endegyldige, fordi mængden af parametre er stor, hvor ændringer kan betyde meget for vores beslutninger. Det er en af de største udfordringer ved at skrive en artikel som denne, hvor pladsen ikke er uendelig, kompleksiteten høj og det skal være lidt generelt.
Poker og specielt PLO er, som de fleste efterhånden ved, klart mest profitabelt at spille i position. Uanset om vi er i position eller ude af position er der dog nogle værktøjer, vi kan bruge, til at forsøge at udspille vores modstander. For overblikkets skyld har jeg valgt at dele det op to i kategorier - i position (del 1) og ude af position (del 2).
I position
Når vi caller en hånd preflop i PLO er det essentielt set, fordi vi har en ide om, at vi enten kan floppe den bedste hånd eller udspille vores modstander postflop. Netop fordi vi har positionen, har vi bedre muligheder for at repræsentere en bredere range af hænder postflop. Når vi på floppet skal vurdere hvordan vi vil spille vores hånd, er der nogle afgørende faktorer vi tager udgangspunkt i (lettere forsimplede):
- Spillertype
○ Passiv, callish, maniac, tricky etc
○ Postflop tendenser - bet og check frekvenser
○ Stats
- Board
○ Vådt eller tørt
○ Perceived ranges - hvordan passer preflop action til villains range?
- Stacks
○ Hvor dybe er vi?
○ SPR på senere streets
○ Shortstacks i hånden
○ Døde penge
Med udgangspunkt i ovenstående, har vi mulighed for enten at floate eller bluffraise, med de hænder, der ikke indgår i vores valuerange.
Floating
Floating er ét af de værktøjer, vi kan bruge, til at udspille villains postflop, fordi vi har position og forhåbentlig en bedre forståelse for board / handreading end vores modstander. Floating er attraktivt fordi vi får en god pris på at vinde potten, samtidig med at vi får mere information på turn. Villains med en høj cbet % og en lav turn-cbet % (høj turn c/f %) er ofte ideelle at floate mod.
Overordnet ønsker vi i højere grad at floate våde boards, hvor nuts kan ændre sig senere i hånden, end lockdown boards, fordi vi kan repræsentere en bredere range af hænder på fremtidige streets. Eksempelvis vil vi i en singleraised pot SB vs BB hellere floate et JT9-board med J854 end et lockdown-board alá AJT, fordi der i førstnævnte situation er mange flere turnkort, vi har mulighed for at fortsætte hånden på – også selvom vi ikke forbedrer vores aktuelle hånd.
Dertil er en range for en spiller i SB typisk relativt broadway-tung, hvorfor det selvsagt er mere spændende at lave ballade, på boards der ikke rammer villains perceived range så hårdt.
Denne type situationer opstår ofte mellem eksempelvis et UTG-raise og et call fra BTN. Specielt mod modstandere som åbner tight UTG og cbetter (for)meget, vil der være mange typer boards, der enten kan floates eller bluffraises. Tørre boards, som eksempelvis T52 eller 663 kan også floates, men det er ikke nær så attraktivt, fordi vi repræsenterer en smallere range af hænder og må folde på mange turnkort hvis villain skyder endnu en barrel.
Dermed ikke sagt at floats ikke kan være profitable på denne type boards, men det kræver at vi har en ide om, hvordan villain spiller postflop - herunder bet/check-frekvenser. Det er klart, at hvis vi kan floate 882 og få villain til at check/folde AAxx på turn, er det bare med at komme i gang, men den type spillere er der ikke så mange af.
All in all ønsker vi altså ikke som udgangspunkt at floate lockdown boards og super tørre boards. Det giver os færre muligheder senere i hånden og dertil er det dyrt, at calle ned uden en form for backdoor equity. Våde boards, hvor vi har backdoor-equity, hvor villains perceived range ikke rammer det alt for hårdt, samt hvor vi har en ide om tendenser på turn, er derimod oplagte at udfordre vores modstandere på.
Bluffraise
Ligesom floating er bluffraising et rigtig effektivt værktøj, der gør os svære at spille imod og kan forøge vores winrate. Det er vigtigt at holde sig for øje, at vi bluffraiser mindre i PLO end NLHE, fordi equityen løber tættere.
Om vi skal bluffraise eller ej, afhænger af vores modstanders tendenser og board-teksturen. Med hensyn til modstandere er bluffraises effektivt mod spillere, der cbetter hyppigt, handreader dårligt[3] og bet/folder hyppigt. Det er naturligvis ikke oplagt mod store callingstations og/eller maniacs, der caller for light eller bet/3better (for)light.
Vi ønsker overordnet at bluffraise borde, hvor villain sjældent har en hånd, han kan fortsætte med - det siger nok sig selv. Det kan eksempelvis være boards som 446, monotome boards, eller boards alá Q62, fordi de cbettes hyppigt og ofte kun rammes af en mindre del af villains range. Specielt sidstnævnte boardtype (high, low, low borde) er svære at spille OOP med overpar. De fleste kan relatere til når deres KKxx bliver raiset på eksempelvis Q85.
En af de faktorer, der kan gøre det attraktivt at bluffraise i PLO er blockers. Blockers mindsker gennem cardremoval chancen for at din modstander har en bestemt hånd. Ideelt set blocker vi gerne nuts, men det er ikke ultimativt. Ligeledes kan man argumentere for, at floate blockers i stedet for at raise dem[4]. Generelt kan man nok sige, at det er lettest at spille sine blockers aggressivt. Eksempler på scenarier hvor blockers kan bruges kunne være: Ahxxx på K28, TTxx på J98 etc. Det er naturligvis vigtigt for blocker-bluffs at du har FE mod din modstander.
Når vi bluffraiser vil vi gerne have noget backdoor equity i potten, de gange vi skulle blive kaldt. Det kan eksempelvis være AJ54 på et K52-board, hvor eksempelvis Kxxx eller AAxx kommer i svære beslutninger. En variation af dette koncept er, når vi sammensætter vores ranges, at vi med fordel kan bruge nogle af de svageste hænder i vores flop-call range, til at bluffraise floppet.
Eventuelt kan de stærkeste holdings fra vores flop-fold range, der enten blocker eller har backdoor-draws, også tilføjes til vores bluffraise-range. Hånden ovenfor er et godt eksempel på dette fordi den har lave reverse implied odds og backdoor-equity, men er i enten toppen af vores fold-range eller bunden af vores call-range på floppet.
Strategierne tager udgangspunkt i, at vi har en bluffraising-range på floppet kombineret med en valueraising-range. Det gør os sværere at spille mod, fordi vores range bliver mere balanceret[5], samtidig med at vi har equity (og position) mod den stærkere range, der eventuelt skulle calle vores raise. Vi lader villains tage de svære beslutninger og udnytter vores bedre forståelse for de parametre, der har indflydelse på postflop beslutningerne.
[1] Stack to Pot Ratio
[2] Såfremt du ikke laver elementære fejl i store pots
[3] Ofte lav WWSF
[4] Det er en længere diskussion. Phil Galfond argumenterer bl.a. for hvordan vi også kan udnytte blockers OOP mod dygtige spillere på runitonce.com
[5] Jeg vil ikke gå yderligere ind i balanceringsaspektet her.
Spørgsmål og tilføjelser kan stilles her :)