Ovenpå mine kvaler med at kæmpe mig igennem Cloutier & McEvoy var det en ren fornøjelse at komme i gang med David Sklansky & Mason Malmuth's Holdem Poker For Advanced Players (HPFAP). Faktisk var det så meget af en fornøjelse at jeg fik læst den fra A-Z ud i en køre. Og det er absolut ikke sidste gang at jeg har læst den heller.
Sklansky er altid værd at læse af mindst to årsager. Den ene er at manden simpelthen er en god forfatter. Han skriver levende og koncist, og selvom hans ideer ikke altid er let fattelige, så keder man sig i hvert fald ikke i selskab med en af hans bøger. Den anden årsag er at manden er en kniv skarp analytiker. Det er ikke for ingen ting at han har ry for at være branchens bedste teoretiker.
Af de tre Sklansky bøger jeg endnu har læst er HPFAP uden sammeligning den bedste, og den kan kraftigt anbefales både til begyndere og veteraner. Bogen er sprængfyldt med tricks og tips - men det der gør bogen så interessant er at den fokuserer på at få dig til at tænke de rigtige tanker. Hvor mange pokerbøger enten er meget mekaniske i deres approach (specifikke moves til specifikke typer af situationer), eller kommer med en masse alt for situationsspecifikke moves, så er HPFAP dejligt sprælsk i sin tilgang, idet den søger at lære dig at overveje et hav af forskellige muligheder for en given situation, samt lære dig hvilke overvejelser der bør ligge til grund for dit valg af spilmulighed i en given situation.
Dette gør, efter min mening bogen til pligtlæsning. Problemet med rigide tilgange til poker, er at det ofte ikke er nok at spille din egen hånd efter bogen. Du bliver nødt til at udnytte de muligheder som dine modstandere giver dig også. Du bliver med andre ord nødt til at udvikle et kreativt tankesæt omkring spillet. Og her har HPFAP rigtigt meget at byde på.
En enkelt anke skal der dog også være plads til. Den stil som forfatterne lægger op til er efter min mening loose aggressiv, hvor jeg personligt foretrækker at spille tight aggressivt. Imidlertid kender jeg i hvert fald en spiller der er i stand til at spille et utal af mystiske starthænder med success. Dette kan imidlertid ikke anbefales i udgangspunktet, idet det kræver at du er superdygtig efter floppet, hvilket du ikke bliver på en dag. For mit eget vedkommende stoler jeg simpelthen ikke nok på min dømmekraft endnu til at jeg tør spille så mange starthænder som forfatterne anbefaler.
I den nyeste udgave af HPFAP er tilføjet afsnit om loose games og om shorthanded spil. Begge afsnit indeholder nogle råd som kraftigt går imod konventionel visdom, så har du en ældre version af bogen, er disse to afsnit alene de 30$ værd.
Men som sagt. En på alle måder sublim bog. 5 stjerner af 5 mulige.
Anmeldelse: HPFAP
08-03-2003 21:34
#1|
0
Du skal være logget ind for at kunne skrive et svar!