App idé: gamify - lær gode vaner, bliv produktiv, mm.

#1| 0

Kære Pokernettere,

 

Jeg søger feedback og kritik af min idé til en app, som jeg har gået rundt med i den seneste måneds tid.

Planen er at gå i gang med udviklingen snarest; men inden da, kan det næppe skade at få andres tanker og kritik med!


Indledning:

Jeg har i flere år gået med lidt af en iværksætter i maven. Drømmen er at skabe noget selv, noget der er drøn smart og hvor der er tænkt nøje over detaljerne i produktet.

Men hvordan finder man tid til at gribe det seriøst an, ved siden af fuldtidsarbejde og andet der må prioriteres over eventyrlige drømme? Og hvordan gøres det, når ikke bare ét af snart utallige forsøg på at blive mere produktiv har været vedvarende?

Jeg har prøvet næsten alt, i mit forsøg på at blive mere produktiv.

Blandt det afprøvede er: alverdens apps til at lave 'to-do'-lister i, fysiske 'to-do'-lister skrevet i hånden, scrum boards, produktive meditationspakker fra Headspace, pomodoro, diverse podcasts, bøger, artikler, osv.

Jeg er har nok forsøgt 50+ gange, henover årene. Langt de fleste forsøg er faldet til jorden på blot få timer, og andre har måske holdt en enkelt dag, hvor jeg for en kort stund har troet at 'nu har jeg fundet løsningen!', for så at måtte anerkende at det alligevel ikke gjorde tricket for mig.

 

Min tanke har været - at hvis jeg lige så let som jeg kan 'spilde' en masse timer på at spille CS:GO, browse Reddit, eller andre tidsrøvere, i stedet kan 'spilde' en masse timer på rent faktisk at arbejde på nogle fede projekter - så er jeg ikke i tvivl om hvad der på sigt afgiver mest glæde og tilfredsstillelse.

Jeg tror at der er mange, inklusiv mig selv, som egentlig gerne vil en helt masse i livet, men ender i fælden af 'procrastination' og at mangle rammerne til at opbygge mere produktive vaner i.

 

Det ledte mig over i 'gamification', hvortil jeg har fundet flere apps der netop gør et forsøg på at lave et spil ud af det at være produktiv og holde sunde vaner.

Jeg prøvede først Habitica, som jeg var ret solgt på i det jeg gik i gang med appen. Lang historie kort, synes jeg ikke det spillede helt for mig, jeg savnede blandt andet noget indikation af min fremgang med at blive mere produktiv, altså f.eks. nogle grafer hvorpå man kan se hvor meget "exp" man har optjent i løbet af dagen i forhold til forrige dage (så man kan 'konkurrere' med sig selv). Ja, flere andre ting spillede heller ikke helt, synes jeg, f.eks.det at det henvender sig for meget til en nørdet målgruppe; hvilket ud fra mit synspunkt er unødvendigt.

Jeg faldt så over 'Do It Now' som dog kun findes til Android og er udviklet af en enkelt person. Dette indeholder netop flere af de ting jeg savnede at finde i Habitica. Langt om længe har jeg nu fundet noget der rent faktisk har en markant positiv virkning på min produktivitet, hvilket nu har varet ved i en hel måned.

I found it; men det er mudret til i en relativt ukendt app, hvor jeg kan finde et hav af unødvendige og suboptimale ting, for ikke at nævne de idéer jeg selv har til forbedrende tiltag.

 

Så hvorfor ikke gøre brug af mit nye niveau af produktivitet til at lave et produkt der ikke bare kan gøre mig selv endnu mere produktiv, men også kan hjælpe andre i gang med at leve sundere og opnå mere af det de går og drømmer om at få arbejdet sig mod? ;-)


Selve idéen:

Med udgangspunkt i diverse gamification/produktivitets-apps, herunder særligt 'Do It Now' til Android, vil jeg lave min egen app der har til formål at gøre det både let, sjovt, og vanedannende at blive mere produktiv og opnå større sundhed.

Man skal kunne komme let i gang, men samtidig også have mulighed for at customize appen til at ramme ens egne foretrukne måder at gribe det an på, så den er relevant for 80+% af dem som måtte ønske det appen har til mål at levere.


Der vil, som i flere af de andre af den type apps, være mulighed for:

  • At oprette opgaver/vaner til sig selv, som vil indgå i en form for to-do liste, hvortil der kan angives deadlines, gentagelser (f.eks. hver dag, hver uge, bestemte dage i ugen, osv.) af opgaven/vanen, samt hvor mange point/exp de hver giver.
  • Man vil kunne se alle dagens opgaver/vaner, med rig mulighed for at sortere og filtrere listen.
  • Som i 'Do It Now' vil man kunne se historik på hvor mange point/exp du har fået over de forrige dage, og samtidig kunne se hvad du har fået i løbet af den nuværende dag.
  • Der vil også være rig mulighed for at sætte notifikationer og andet til, hvor man selv kan styre hvad, hvis overhovedet noget, appen skal påminde og meddele en om.
  • Farvetemaer i appen (f.eks. dark mode), ikoner, noter, tags, farver, osv. til opgaver/vaner.

Idéer jeg har som jeg vil implementere i egen app:

  • Der skal være muligt at oprette 'pakker' af opgaver/vaner, både så man kan gruppere relevante opgaver/vaner, men også så man kan gøre sine 'pakker' public, hvilket giver andre brugere mulighed for at hente disse 'pakker' og flette ind som del af deres egne. Tænk hen i stil med brugeroprettede playlists i spotify, som man så kan følge. Her skal der både være mulighed for at man kopiere en eksisterende pakke, og så senere manuelt kan opdatere den, hvis original ejer af pakken opdatere den public, men også mulighed for at 'followe' en pakke, som så automatisk bliver opdateret hvis den originale ejer af pakken opdatere den.
  • Pakker vil kunne dække alverdens ting, det kan være pakker med træningsprogrammer i, hvor der så er angivet opgaver/vaner med hvert enkelt løft, samlet på forskellige dage og sat til automatisk at gentage i bestemt interval eller bestemte dage af ugen. Det kan også være pakker med gode vaner, som kan spare andre for at skulle definere og indtaste opgaver/vaner selv - hvor en pakke så f.eks. kunne indeholde vaner som 'Brug tandtråd' (som sættes til at blive udført dagligt), 'Mediter' (som også sættes til dagligt), 'Spis 500g grøntsager' (som også sættes til dagligt, og så f.eks. med en slider, så man i løbet af dagen kan slide op til de 500g som er målet, men så man også får point/exp hvis man nu bare får spist 300g), osv. Der er vanvittigt mange muligheder her, og det er særligt på dette punkt jeg ser mulighed for at appen kan blive super smart.
  • Appen skal kunne bruges som redskab til når man er i gang med at være produktiv, som f.eks. indbygget features til pomodoro-opgaver, hvor man finde nedtællingsur mm. hvor at ens pomodoro mål så f.eks. kan vælges ud fra ens eksisterende to-do list
  • Man skal kunne angive i hvilken grad en opgave er færdig i. Hvis jeg har en daglig vane angivet, som er at "Træne", skal jeg når jeg tjekker opgaven af, kunne sige om det f.eks. var en fuld træning, en kort træning, eller andet som har indflydelse på hvor mange point/exp man bør få.
  • Hvis man nu ikke gider definere et hav af opgaver/vaner hele tiden, skal man kunne lave nogle mere generelle opgaver, såsom 'Arbejde i 30 min'/'Klare 1 Pomodoro', hvor man så blot kan trykke på en "+1" knap i løbet af dagen, og så få en sammenlagt point/exp sidst på dagen.
  • For at kunne konkurrere mere tydeligt med sig selv, skal der i graferne for optjente point/exp være en form for "ghost" graf under en daglig graf delt op på timer; så man i løbet af dagen kan se hvordan man klare sig i forhold til en bestemt tidligere dag (kunne være 'i går', dagen med højest score, eller ens gennemsnit af alle dage, som man så konkurrere imod) - tænk på bilspil hvor man vil sætte ny rekord på 1 lap, og man så kan se en gennemsigtig version af ens bil køre på banen, som er fra ens high score.
  • Man skal også kunne give mere spontane/hurtige point; hvis man f.eks. lige har gjort noget som man bør få exp/point for, men som ikke allerede står på to-do listen, skal man blot kunne angive exp/point man har tjent og navngive, uden at man så skal ind og finde den og krydse af.
  • Det er afgørende at appen ikke bliver for cluttered og at folk bliver tabt på at det er for svært at sætte sig ind i; så der skal være nogle simple settings hvor man kan sættes appen i "simple mode", "advanced mode", "customized mode", eller noget i den stil; så dem som bare vil have en helt simpel oplevelse, ikke skal bombes med muligheder for alt muligt de aldrig ønsker at bruge.

 

Hvad siger i til idéen alt i alt?

Er der nogen som har fundet andre måder at blive mere produktiv på?

Og er der nogen som synes det lyder som en app i kunne se jer selv give et skud, og hvis ikke, kunne der så tilføjes/ændres noget der ville gøre det interessant?

 

På forhånd tak for feedback, og også en tak til dem der blot orkede at læse det hele :o)

 

 

 

01-02-2020 22:44 #2| 0

jeg er meget til håndskrevne to do lister må jeg sige. Men en fin idé :)



Som et lille input ift at øge produktivitet er min erfaring at telefonen skal så langt væk som muligt :)

01-02-2020 23:05 #3| 0
OP
Allundberg skrev:

jeg er meget til håndskrevne to do lister må jeg sige. Men en fin idé :)

 


Som et lille input ift at øge produktivitet er min erfaring at telefonen skal så langt væk som muligt :)

 

 Tak, jeg synes også stadig at fysiske to-do lister har værdi, f.eks. hvis jeg sidder og arbejder og lige hurtigt vil liste hvad jeg skal have gjort og i hvilken rækkefølge. Altså til 'her og nu'-opgaver man vil bryde op i flere dele, for at overskueliggøre noget man skal til at arbejde sig igennem.

Jeg kan også bedre lide følelsen af at skrive en opgave ned på et stykke papir end at indtaste i en app på mobilen.


Med det sagt, så er der også enormt mange begrænsninger på de fysiske to-do lister, og det er ikke lykkedes mig - trods utroligt mange forsøg og måder at gribe det an på - at få min produktivitet markant i vejret via fysiske to-do lister.

 

Låser jeg min mobil op, er der udover 'Opkald', 'Kontakter', 'Chrome browser', og 'Kamera', kun tilføjet følgende app genveje: 'Ur', 'Do It Now', 'NemID, 'Spotify' og så en mappe kaldet 'Apps' hvori jeg har smidt alt andet ind, for netop ikke at få øje på andre apps en dem som rent faktisk er gavnlige. (Spotify bruger jeg en del til playlists som jeg hører mens jeg arbejder). Og så er der ellers slået langt de fleste notifikationer fra.

01-02-2020 23:09 #4| 1

ja god idé med "clean desk" på Telefonen. 

 

Måske en idé med sådan nogle tips som man kan se inde i Appen et eller andet sted

← Gå til forumoversigtenGå til toppen ↑
Skriv et svar