Betsizing

#1| 0

Hej PN,

Jeg har i en anden tråd haft en længere diskussion med en PN’er omkring betsizing af continuationbets. Vi har to vidt forskellige tilgange til denne del af spillet, og jeg kunne nu godt tænke mig at høre PNs holdning til dette ”problem”. Man kan jo komme helt i tvivl om man har den mest profitable tilgang, når en anden hårdnakket påstår han kan bevise teoretisk at hans tilgang er mere profitabel:)

Nå men til selve emnet. Min tilgang til Cbets er at jeg som default skyder omkring 3/4 pot(singleraised) og tenderer mod ½ pot på tørre borde og mod 1/1 pot på drawy borde. Dette gør jeg af den grund, at på de tørre borde spiller folk ret ”ærligt” og FE er ca. den samme med et lavere bet. På de drawy borde vil jeg gerne charge draws når jeg har en made hand, og derfor er mine bluffs selvfølgelig samme størrelse, for at jeg ikke kan udnyttes. Denne fremgangsmåde har virket for mig på NL100. Ham jeg har diskuteret med gør præcis det modsatte, better højere på tørre borde og lavere på drawy, og mener det kan bevises at være den mest profitable tilgang med et program det hedder StoxEV(jeg kender ikke det program).

Jeg er klar over at man kan tilpasse sig betstørrelser til den enkelte spiller, ligesom ens egen spillestil kan have indflydelse på hvad man better. Hvis en modstander ikke er observerende, kan der være andre mere profitable tilgange, men jeg vil gerne gøre det til en mere teoretisk diskussion om hvad der ”bør” være den ”korrekte” tilgang.

Hvordan konstruerer i jeres betsizes af Cbets?

Fladskærm

17-03-2009 13:58 #2| 0

Jeg vil også klart byde mere på drawy borde, altså antaget at jeg har en hånd jeg faktisk vil beskytte mod draws, hvis vi absolut ingen showdown-value har så er det ikke så vigtigt om vi beskytter os mod draws.

Mod fisk better jeg næsten fuld pot for value og lidt over halv pot som bluff, deres callingrange ændrer sig ikke synderligt.

17-03-2009 14:03 #3| 0

Det er vel bare at finde ud af hvor ofte villain folder til cbets in general og så bare bette matematisk profitabelt i forhold til dette på alle flops. Så er du fri for at variere, og du er sikker på at lave +EV cbets everytime :P

Ej selvfølgelig skal man variere alt efter floppets struktur og villain. Det er logisk at bette mere på drawy og mindre på tørre flops. Tror ikke der er mange der er uenige her.

Hvis du vil have lidt matematik til en evt. 3-betting-size, så se denne tråd af Tune
www.pokernet.dk/forum/show.asp?tid=160363

Nogle af argumenterne kan du evt bruge - har ikke lige læst den igennem for nyligt, kan bare huske han snakkede om betsizing af 3-bets preflop.

17-03-2009 15:10 #4| 0

@Fladskræm
Fin tilgang jeg better også som std. 3/4 pot, herunder lidt mindre på tørt flop lidt højere ved draw heavy flops (mod totale fjolser kan jeg godt variere noget mere alt efter hvad jeg gerne vil dem til)

Optimalt er det naturligvis at tilpasse sig den konkrete modstander ift. bordet mv. men hvis man multitabler (4+ borde) skal man virkelig passe på, for man kommer meget let til at lave et system, og variation af betsizing er virkelig noget af det selv halvdårlige spiller ligger mærke til.

17-03-2009 15:11 #5| 0

Jeg synes position er meget vigtigt ift. C-bets. Nok siger du at:
"Dette gør jeg af den grund, at på de tørre borde spiller folk ret ”ærligt” og FE er ca. den samme med et lavere bet"

Dette kunne jeg egentlig ikke være mere uenig i.
IMO laver fornuftige spillere (og dem er der flest af) langt oftere moves de ikke vil til bunds med på tørre boards og ISÆR i position.... (reraises og floats)

Derfor C-better jeg meget lightere i position end OOP, ligesom jeg 3-better meget lightere i pos... Ligesom jeg generelt bare er overdrevet light i pos.

I pos er stort set det eneste jeg ikke c-better meget drawy boards hvor jeg har SD-value, eller ved min modstander Check-reaiser dras light.

Angående C-bettets størrelse synes jeg det er fint at tilpasse til board og spiller, men selv tilpasser jeg det også efter position... OOP better jeg naturligvis større når jeg vælger at C-bette.

MVH Skod

17-03-2009 16:49 #6| 0

@Laur

Er også enig i at bettingmønstre generelt er noget af det de dårligere spillere hurtigst lægger mærke til, så man kan sjældent tillade sig at være helt ude i skoven:)

@skod

Meget god pointe at tage position med i sine overvejelser. Det er nok noget jeg vil overveje. I øvrigt enig i at tørre boards er oplagte at spille tilbage på, da initial raise ofte sjældent rammer disse hårdt. Men tror ikke at min betsizing gør stor forskel på "lysten" til at spille tilbage. Man kan selvfølgelig sige at man mister mindre de gange man er nødt til at give op, hvilket også gør det fint at bette mindre på disse boards.

@steelchicken

Det ville være lækkert hvis du ville fremlægge dine "beviser" for hvorfor det skulle være mere profitabelt at have et modsatrettet cbet-mønster i forhold til boardtekstur, så vi kan få diskussionen i den her tråd.

Fladskærm

17-03-2009 19:44 #7| 0

Jeg bumper lige denne her interessante diskussion.

17-03-2009 20:08 #8| 0

Jeg lovede at jeg ville skrive noget mere om emnet, men det jeg har i tankerne er så omfattende, at jeg næppe når at blive færdig i dag. Jeg har tænkt mig at være meget grundig og opstille et antal forskellige scenarier imod forskellige modstandere, og argumentere for hvor optimum ligger i hver tilfælde.

Det bliver en lang post, og jeg vil gerne være omhyggelig med at få det hele sat rigtigt op, så forvent at der kommer et stort plop fra mig her en af dagene.

17-03-2009 20:12 #9| 0

@Steel

Okay, det lyder godt. Så håber jeg mange vil kommentere på det, så vi kan få diskuteret emnet igennem. Har stadig aldrig hørt om nogen som gør som dig, så det bliver interessant og se om du har en revolutionerende teori du kan hive ud af ærmet:)

Fladskærm

26-03-2009 05:33 #10| 0

Bumper lige, glæder mig som de andre også til at se hvad det er for nogle tanker du er kommet frem til angående betsizing af cbets :=)

26-03-2009 05:47 #11| 0

Phaerless har skrevet noget om betsizing i MPN. Ligeledes har Albert skrevet en artikel om betsizing som er god.

26-03-2009 06:42 #12| 0

Ja okay, men det var mere den lidt alternative måde som steelchicken havde "beviser" for var bedre end den mere gængse måde man normalt laver sine cbet størrelser ud fra, som jeg var interesseret i ;=)

29-03-2009 20:37 #13| 0

Okay, så jeg lovede at skrive en lang post om emnet bet sizing, og her er den så. Det bliver en lang smøre, så jeg foreslår at hvis man er interesseret i at læse den, så er det nok en god idé at copy/paste teksten ind i et word dokument, og lave en udskrift i læsevenlig kvalitet, som man kan sidde og hygge sig med i lænestolen.

Ud over hvad jeg har skrevet her, har jeg lavet et Excel ark med resultaterne af mine case study analyser, samt yderligere kommentarer. Dette samt data filer til StoxEV kan modtages, hvis man sender mig en PM med en e-mail adresse som jeg kan sende til.


I forbindelse med denne post har jeg lavet case studies på fire forskellige modstandere og fire forskellige flops. Det giver intet mindre end 16 forskellige analyser, så derfor den lange ventetid.

I alle analyserne ser vi på en situation hvor vi sidder i CO med AK og effektiv stak på 100 BBs, raiser til 3xBB og bliver kaldt af big blind. Herefter går analysen på hvor stort vores bet på floppet bør være, givet de forskellige modstandere, og de forskellige flops.

Stacks er $100, og blinds er $0,5 og $1. Det vil sige at vi kan læse EV beregningerne direkte som antal af BBs, og resultaterne bliver derved nemme at overføre på andre stakes.



Beskrivelser af de fire modstandere

Nu er det selvfølgelig de færreste modstandere der præcist kan kategoriseres i en af de fire typer som jeg har valgt at fokusere på. Det meste af tiden er man oppe imod modstandere der ikke spiller helt mekanisk og forudsigeligt, og det kan være svært at vurdere hvad deres detaljerede strategi egentlig er. Når det så er sagt, så har jeg valgt fire arketyper, som ligger ude i ekstremerne af hvad man kan opleve. Dels fordi de er nemmere at modellere end dybt tænkende spillere, og dels fordi det giver et fingerpraj om hvor man skal lægge sin linje, når man møder modstandere, der har visse træk tilfælles med dem.


Semi loose / aggressive - Sane

Ham her vil forsvare sin blind forholdsvis løst. Vi antager at han kalder med de 30% bedste hænder. Han kan finde på at leade ind i os på floppet som et bluff 20% af tiden, og 20% - 30% af tiden når han har ramt. Han kan check-raise os som bluff 10% af tide på et tørt bord, og på et drawy bord næsten udelukkende når han har et stort draw, eller når han har to par eller bedre. På senere streets er hans bluff frekvens dog væsentligt lavere, og han kan ikke finde på at semi-bluf check-raise med et draw på turn. Han er opmærksom på de pot odds han får tilbudt, og er i stand til at folde de svageste draws, der kun giver ham op til ni outs, og ikke trækker til nuts, når han får dårligere odds end 3:1.

Af de fire modstandere, er ham her den sværeste at lave en fornuftig model af, siden han i virkelighedens verden vil bruge timing tells og analysere situationen i forhold til sit read på os, og gør mange andre ting, som vi ikke let kan beskrive i en simpel matematisk model. Derfor er de resultater vi når frem til her også noget mere unøjagtige end for de andre modstandere, og man vil kunne argumentere for mange ændringer af modellen.

Alt i alt en uberegnelig spiller, som det ikke er nemt at sætte på en hånd, men som sjældent går langt out of line.

Vi kunne vælge forskellige linjer imod ham her, men i det givne case study har jeg valgt en linje hvor vi skyder alle tre barrels, uanset om vi rammer floppet eller ej, så længe at vi ikke møder modstand i form af at han leader ind i os eller check-raiser os.


Tight / passive - Nit

Kalder kun meget sjældent pre flop. Han kalder for at set mine med alle par op til JJ. Vi antager at han vil re-raise med QQ+ og AKs, så de hænder kan vi udelukke fra hans range. Desuden kalder han også med de bedste suitede connectors JTs, QJs og KQs, samt AQs-ATs og AKo-AQo.

Post flop er han voldsomt passiv, og folder meget nemt. Hvis han ikke rammer sit set, så er han ude af vagten, selv til et beskedent bet. Han vil spille top pair meget konservativt, og folder let til store bets. Han kan spille forholdsvis store pots med TPTK eller over par, men igen kan han bluffes af hånden med et stort bet, især hvis en flush completer. Han vil ikke spille *nogen* draws til pot odds dårligere end 3:1.

Alt i alt er han meget nem at spille imod. Han skal bare continuation bettes fra hus og hjem, da han folder alt-alt for meget, og spiller med en ekstremt gennemskuelig og ubalanceret strategi, der tillader dig at slippe væk fra selv TPTK meget meget billigt, når han rammer sit set.


Loose / aggressive - Maniac

Den mest værdifulde modstander man kan ønske sig. Meget løs, og meget uforudsigelig. Kan skubbe all-in stort set til hver en tid med hvilken som helst hånd. Hvor det ofte kan være tilrådeligt at folde top pair imod andre modstandere, så er det nærmest en forbrydelse at gøre det mod ham her, selv på et bord hvor både flushes og straights er mulige. Han anser en hver top pair hånd, og somme tider et hvert par som værende stone cold nuts, og han vil spille dem helt i bund. Pot odds er en by i rusland for ham, så vi kan forvente at han spiller et hvert draw til den bitre ende, uanset prisen.

Jeg har valgt en strategi imod ham, hvor jeg ikke folder min AK hånd let når han leader floppet. Heller ikke selv om jeg ikke har ramt, siden hans bluff frekvens er helt oppe under loftet, og der er så meget value i ham, at man kan forvente at blive betalt generøst, hvis man rammer sin 6 outer. På den anden side så vil vi ikke bluffe, da vi ikke kan forvente at han folder noget som helst.


Loose / passive - Fisk

En løs villain, der på en måde minder lidt om vores nit fra før, på den måde at han kun viser aggression hvis han kan slå top pair. Til gengæld har han alt for nemt ved at trykke på call - knappen, så længe at han har et draw, eller noget som helst der kan slå et bluff. Igen er pot odds ikke rigtig noget der er med i hans overvejelser, men han begynder nok at tænke lidt over tingene, hvis vi better mere end fuld pot.

Igen en meget nem modstander, der tillader os at slippe billigt væk fra vores top pair hænder, og som vi nødigt vil bluffe imod, fordi vi ved at han intet folder. Til gengæld vil vi value bette ham helt i bund af selv samme årsag.



Case studier

For hver modstander har jeg undersøgt hvad en optimal bet størrelse er på fire forskellige flops:

A: Value bet - Dry flop

K 7 2

B: Value bet - Drawy flop

K 7 8

C: C-bet - Dry flop

Q 7 2

D: C-bet - Drawy flop

Q 7 8


Der tegner sig et generelt billede af at EV for at continuation bette når man ikke har ramt floppet aldrig overstiger 3 BBs, uanset hvem modstanderen er (bemærk at jeg her, og i det følgende, snakker om EV for pre flop beslutningen om at c-bette, og ikke om EV for selve handlingen på floppet). Det i sig selv er jo noget det er værd at tænke over, hvis man har for vane at c-bette tæt på 100% af tiden. Det er ikke meget value man misser, ved at checke floppet efter, og hvis modstanderen ved at man c-better hver gang, så kan han bruge det imod os, ved at check-raise os ofte. Der kan være god værdi i somme tider at tage sit gratis draw til 6 outs.

Et andet billede der tegner sig, er at uanset om floppet er drawy eller tørt, så bør man prøve at holde sit c-bet så lavt som muligt. For det meste er et c-bet at regne for at være et bluff, og den almindelige regel for at bluffe, er at man skal bette lige nøjagtigt nok til at få jobbet gjort, og ikke mere. Det som den oprindelige diskussion, som affødte dette monster indlæg, gik ud på, var om man skal c-bette større på drawy flops, end på tørre flops. Det viser sig at svaret på det spørgsmål ikke er helt ligefremt. Det kommer an på forskellige ting, som jeg kommer ind på i flere detaljer i det følgende.


Case: "Tænkende" modstander

A: Value bet - Dry flop

Ifølge den model jeg har sat op, er optimum at vi better præcis halv pot, hvilket giver os en pre flop EV på $4,1. Om det er optimalt imod alle tænkende modstandere i alle situationer kan diskuteres, men et bet i det nabolag er vel aldrig helt i skoven. Man bør i realiteten nok variere med en vis tilfældighedsfaktor, for at balancere med de situationer hvor man virkelig gerne vil bygge potten op, som når man har ramt et set eller lignende.

B: Value bet - Drawy flop

Igen er den optimale bet størrelse halv pot. Her er EV dog kun $2,9, siden de mange draws væsentligt forringer værdien af vores hånd. Forudsætningen for denne bet størrelse er dog at villain folder de svageste draws (nøgne flush draws, og rene straight draws, hvor der ikke er andre kort end flush eller straigt kort der kan forbedre hånden, samt mellem par og lignende) hvis pot odds er dårligere end 3:1. Jo større bets han vil kalde med et svagt draw, jo større bør dit bet være. Hvis han vil kalde et bet til odds 1:1, så er fuld pot vejen frem.

C: C-bet - Dry flop

Optimalt c-bet er her 55% pot størrelse. EV = $2,3. Igen er forudsætningen at det er det der skal til, for at få modstanderen til at folde mellem par og lignende. Hvis han kan bluffes af mellem par, eller måske endda top pair, med en dårlig kicker, med et større bet, så kan man til tider skyde større.

D: C-bet - Drawy flop

Ligeledes 55% pot. EV = $1.0. Igen med forbehold for at villain kan folde hænder til pot odds 3:1. Her er EV for et c-bet så lille, at man lige så godt kan lade være. Især hvis der skal mere end et halvt pot bet til for at bluffe ham af noget som helst, er et check at foretrække, da vi med det store bet får en ret dårlig risk/reward ratio. Hellere se om vi kan ramme et gratis es eller konge, eller lave et forsinket c-bet på turn.

I det hele taget er et voldsomt drawy flop rimeligt godt at checke på, også af og til når man har ramt, fordi de draws som villain vil spille, vil han ofte spille aggressivt, og når han mixer sine aggressive semi-bluff check-raises med de gange hvor han har ramt sets og to par, så er vores equity imod hans range så dårlig, at vi bliver tvunget til at folde selv top pair, hvilket jo er katastrofalt i de tilfælde hvor vi er oppe imod et draw som vi coin flipper imod. Det forsinkede c-bet / value bet tager brodden af den risiko.

Nogen vil sige at man selvfølgelig altid skal beskytte sin hånd imod et draw, men husk på at på floppet er potten ikke ret stor, og det meget drawy bord formindsker værdien af vores hånd væsentligt. Imod mange af de draws vi vil beskytte os imod, har vi kun et coin flip, eller værre, så der kan være god ræson i ikke at bygge en stor pot op, før man har en rimelig antagelse om at man er langt foran. Ja, du kan risikere at lade modstanderen ramme en straight eller flush helt gratis, men vi har ind til nu kun investeret $3 i hånden, og hvis vi bygger pot'en op imod et draw, som det er umuligt at bette ud, så vil vi ende med at skulle kalde et større bet på river, når modstanderen value better sin straight, eller hvad han nu har, og ofte kommer vi til at betale alligevel. Vi vil hellere kalde et value bet i en lille pot end i en stor.


Case: Nit

A: Value bet - Dry flop

Optimalt bet: 10% pot. EV = $2,3. Hvad har du gang i kylling!!!??? Min-bette, er du gal?! Tjah. Vi snakker her om en rimelig simpel model, hvor modstanderen flat caller pre flop hovedsageligt med par for at set mine, og hvis han misser, så er han væk, uanset bet sizing. Det vil sige at vi bare behøver at puste på pot'en, og så er den for det meste vores, og vi kan lige så godt bette så lidt som muligt, for hvis vi får modstand, så er vores TPTK alligevel et nemt fold. I virkelighedens verden vil selv de mest nitty nits dog ikke folde et hvert PP til et min-bet, men modellen illustrerer det generelle princip: Bet så småt som overhovedet muligt, i henhold til din fornemmelse af hvad der skal til for at få modstanderen til at følge sin forfejlede strategi til dørs.

B: Value bet - Drawy flop

Optimalt bet: 55% pot. EV = $2,4. Her er antagelsen at modstanderen vil folde et draw til pot odds værre end 3:1. Hvis han vil kalde til værre odds, så bør man selvfølgelig bette større. Hvis han overhovedet ikke folder et draw, selv til odds 1:1, så kan det være lige meget at forsøge at få ham til at smide det. Bare bet nok til at du kan være rimelig sikker på at han *har* et draw hvis han kalder, og samtidig så lidt at du ikke mister for meget når han check-raiser dig ud af potten, sådan at du nemt slipper væk på senere streets, når han rammer. Husk på at det kun er en flush du er bange for, da der ikke er nogen hænder i hans pre flop range, der kan have ramt et straight draw på flop.

C: C-bet - Dry flop

Optimalt bet: 10% pot. EV = $1,7. Igen er princippet at så lille et bet som muligt er vejen frem. Faktisk så er der et sjovt lille faktum: Siden vi har tænkt os at folde til enhver form for modstand, med mindre vi selv har en total nuts hånd, så betyder vores egen holding faktisk meget lidt i forhold til den her modstander. Det er selvfølgelig bedre at ramme end at misse, men der er kun marginal værdi i at ramme TPTK imod hans TPGK, fordi han meget nemt opgiver den slags hænder.

Størstedelen af vores EV imod ham her består i at vi har en masse fold equity. Derfor er vi nærmest tvunget til at følge op med et bet på flop 100% af tiden. Jeg har kun een gang været ude for at jeg syntes at det var bedst at checke floppet imod sådan en modstander, og det var fordi jeg selv havde ramt nuts set i knægte, og vidste at den eneste måde jeg kunne få så meget som en cent mere ud af ham, var ved at give ham et gratis kort til at ramme sit usandsynlige set.

D: C-bet - Drawy flop

Optimalt bet: 55% pot. EV = $1,8. Igen vil vi her vove at bette så meget som 55% af pot'en, såfremt villain vil folde et draw til ufordelagtige pot odds. Igen beror vores EV på den fold equity vi har imod denne modstander, så det gør ikke en stor forskel om vi rammer eller misser, hvilket også kan ses på EV, som er nogenlunde upåvirket af styrken af vores hånd.


Case: Maniac

A: Value bet - Dry flop

Optimalt bet: Mindst 100% pot. EV = $22,5. Det er der vist ikke så meget at sige til. Han folder intet, og han raiser med intet, eller meget lidt, så her er det eneste vi behøver at bekymre os om hvordan vi hurtigst får alle pengene til midten.

B: Value bet - Drawy flop

Optimalt bet: Mindst 100% pot. EV = $21,5. Igen samme historie. Læg mærke til at EV her kun er $1 mindre end på et tørt bord. Hans range er så bred, at draws er en forsvindende lille del af alle de hænder, han vil gå hele vejen med, så vi kan stort set ignorere bordets tekstur.

C: C-bet - Dry flop

Optimalt bet: 10% pot. EV = $0,9. Egentlig kan det slet ikke betale sig at c-bette, fordi han så ofte vil check-raise os, at vi lige så godt bare kan tage vores gratis kort, såfremt det bliver os tilbudt. Grunden til at vi gør det alligevel af og til, er at vi gerne vil lade ham blive i troen på at vi bluffer hele tiden, og at han kan re-bluffe os til tid og evighed. Det er vigtigt at vi ikke spiller imod ham på en måde der giver anledning til at han ændrer sin strategi.

D: C-bet - Drawy flop

Optimalt bet: 10% pot. EV = $1,6. Samme historie som på det tørre flop. Bet så lavt som muligt, uden at det bliver alt for åbenlyst at vi better mindre når vi har misset, end når vi har ramt.


Generelt: Det kan være ret frustrerende at spille imod en maniac. Ofte ser man ham komme til bordet og hurtigt skarabe en kæmpe stak til sig ved at suge ud til højre og venstre, og ved at nogle af de andre spillere ved bordet ikke forstår at det er omsonst at prøve at bluffe blufferen.

Det kan især være frustrerende når man endelig finder en hånd som AK, og man så misser floppet, og må opgive pot'en gang på gang.

Det man skal huske på, er at ens hånd først er noget værd, når den har ramt. Til gengæld så får man så meget for den, når den rammer, at man uden større kvaler kan vinke farvel til den, når den misser, selv om man formoder at den nok i virkeligheden stadig er god, når villain bluffer os af den. Bare lad dig køre over så længe du misser. Ingen grund til at ærgrer sig over at tabe en masse små pots, når han alligevel gladelig giver dig alle pengene tilbage med renters rente, når du rammer.


Case: Fisk

A: Value bet - Dry flop

Optimalt bet: 100% pot. EV = $19,1. Meget simpelt. Modstanderen kalder helt i bund med et hvert top pair, og betaler flop og turn med et hvert draw, så det er bare med at få speederen i bund.

B: Value bet - Drawy flop

Optimalt bet: 100% pot. EV = $18,6. Samme historie. Det at bordet er drawy, betyder ikke det store i forhold til EV. Du får nogle flere dårlige kald, men det er vist det.

C: C-bet - Dry flop

Optimalt bet: 95% pot. EV = $2,4. Det her skal tages med et stort gran salt. Grunden til at vi netop her mener at vi kan lave et stort c-bet, er at vi faktisk opfatter det som et value bet, mere end et bluff. Antagelsen er at villain kalder floppet med et hvert es på hånden, men hvis vi ændrer den antagelse til at den værste hånd han vil check-calle med er AT, så vender situationen igen til at vores c-bet skal være så småt som vi kan gøre det, uden at det virker for åbenlyst at vi har misset.

D: C-bet - Drawy flop

Optimalt bet: 95% pot. EV = $1,6. Samme historie som for det tørre flop.

Generelt så betyder floppets tekstur ikke det store i forhold til fisk og maniacs, da deres pre flop range er så bred, at det er umuligt at vide hvilke flops det er sandsynligt at de har ramt to par, straights og lignende på. Bare spil for value med gode hænder, og for fiskens vedkommende lad hans lave aggressionsfaktor være dit vigtigste værktøj i forhold til at vurdere om du er slået eller ej.



Generelt om bet sizing

Når vi i det hele taget laver et bet, så bør vi være os bevidst om grundene til at bette i det hele taget. Almindeligvis nævnes to grunde:

* For value: Vi vil have dårligere hænder til at kalde.

* For at bluffe: Vi vil have bedre hænder til at folde.

Jeg syntes dog at der hører mere med til historien. Jeg vil gerne tilføje

* Meta game: Hvordan påvirker en beslutning vores table image?

* Beskyttelse: Vi vil hellere beholde hele pot'en for os selv nu og her, frem for at checke hånden ned, og lade modstanderens værdiløse hånd trække ud på os en given procentdel af tiden. Man kunne lægge dette ind under betegnelsen "for value", da vi stort set er ligeglade med om dårligere hænder kalder eller folder, siden vi vinder i begge tilfælde, men jeg syntes nu alligevel at det er værd at nævne forskellen.

* Information: Et noget overvurderet begreb ifølge min overbevisning. Det er ikke så ofte at den information du får ud af et bet er bettet's størrelse værd. Det kan dog være værd at overveje, når man bruger det i kombination med en af de andre grunde. For eksempel så viste analyserne ovenfor flere gange, at det er optimalt at bette det absolutte minimum, men siden modellen er forsimplet, så vil man i virkeligheden for det meste have brug for at bette større for at få noget brugbar information. Kaldte modstanderen os fordi han har noget det er værd at kalde med, eller giver han bare af princip ikke pot'en fra sig til et min bet? Det spørgsmål forsvinder helt ud af billedet, når vi better nok.


Det interessante ved at continuaton bette med en hånd som AK, er at det på samme tid kan opfylde flere af de nævnte grunde. Alligevel kan der også være gode grunde til ikke at c-bette hver gang, da et check kan påvirke meta gamet i en mere hensigtsmæssig retning i forhold til en given modstander, og vi får desuden beskyttelse imod at blive bluffet af hånden.

Når vi overvejer disse grunde i forbindelse med at vælge en hensigtsmæssig bet size, så er det en god idé at tænke en ekstra gang over begrebet beskyttelse, som jeg har defineret det oven for. Målet er at få en dårligere hånd til at folde, for at få lov til at beholde hele pot'en selv her og nu i stedet for at dele den med en vis procentdel til hver. Men hvad hvis modstanderen er stædig, og ikke opgiver sin hånd, uanset hvor meget du better?

Så længe du er rimelig sikker på at du er foran, så gør det ikke så meget, og dit bet kommer mere til at ligge i "value" kategorien, og så er det bare et spørgsmål om at bette nok til at få mest muligt ud af situationen.

Men hvad hvis du ikke ved om du egentlig er foran hvis du bliver kaldt? Et eksempel kunne være hvis du c-better på et drawy flop. Det kan sågar være hvis du value better dit top pair imod en tænkende spiller på et drawy bord. Her har beskyttelsen ikke så stor værdi i forhold til risikoen for at blive skudt af hånden hvis modstanderen har netop en af de hænder du prøver at beskytte dig imod. Det er desuden umuligt at "beskytte" sig imod (åbenlyse) coin flips, med mindre at modstanderen spiller for scared money, så hvorfor forsøge?

Det vil sige at på et flop der er så drawy som det jeg har brugt i alle mine analyser ovenfor, bør man overveje hvad man vil "beskytte" sig imod. Hvis man tror at modstanderen vil kalde med et hvert flush eller straight draw, uanset prisen, så bet for value, men husk på at jo større du better, jo flere af de hænder, som du hellere vil holde inde i hånden, så som dominerede top pairs og mellem pocket pairs, begynder at forlade den synkende skude, og tilbage står du med hænder som enten slår dig, eller som du kun er en svag favorit imod. Et større bet er kun fordelagtigt, hvis du tror at det kan få modstanderen til at folde visse straight eller flush draws, men hvis du tror det er tilfældet, skal du selvfølgelig bette lige nøjagtig nok til at opnå den effekt, hvilket almindeligvis er 3/4 pot eller fuld pot.

Husk: Du får aldrig beskyttelse imod stærke multi draws, som open ended straight + flush draw, eller nuts flush draw med to over kort. De hænder folder simpelthen bare ikke, og du er ikke en favorit imod dem, så hvis du bare kan bette nok til at finde ud af at modstanderen med en rimelig sandsynlighed har sådan et draw, så sætter du dig selv i en situation, hvor du kan folde noget nær perfekt, når drawet completer, og du får fornuftig value fra dårligere hænder, der måske tror de er foran, men ikke vil kalde alt for store bets.

Hvis du på et drawy flop value better forholdsvis lavt, måske lidt over halv pot, fordi du ikke tror at modstanderen nogensinde folder et draw alligevel, så opnår du beskyttelse mod de allersvageste draws, som for eksempel bottom pair, der ellers kunne fiske efter at ramme to par eller trips, hvis chancen bliver givet, og samtidig så giver du ufavorable odds til at kalde med et draw med otte eller ni outs, og du holder diverse top pair, og PP større end mellem par inde i potten.

Når vi snakker c-bets med AK på et drawy flop, så skal vi igen tænke på om det er et bluff, eller om det er beskyttelsespenge. Det er omsonst at prøve at beskytte sig imod et draw, for faktisk så har de fleste draws omkring 14 outs til at slå din es-høj hånd, så du gør det faktisk korrekt at kalde med et hvert draw, uanset prisen. Derfor er der ingen grund til at bette mere end hvad der skal til for at få de allerværste no pair-no draw hænder til at folde, og der behøver du sjældent at skyde mere end halv pot. Du kan selvfølgelig også lave din hånd om til et bluff, og så skal der selvfølgelig skydes så meget, at de dårligste par, og de dårligste draws folder. Hvor meget det er, afhænger af modstanderen. Man kunne argumentere for at man aldrig bør c-bette med AK på et meget drawy flop, men aldrig er sjældent et godt ord at bruge i poker. Man kan argumentere for at man skal gøre det sjældnere på et drawy flop end på et tørt et af slagsen, men vi bør gøre det trods alt af og til, for at balancere for de gange hvor vi har ramt en ”made hand”, eller hvor vi selv har et stærkt draw.

Om du overhovedet vil c-bette din hånd, og i givet fald om du vil gøre det som rent bluff eller for value/beskyttelse, er en beslutning hvor du i høj grad bør tage meta game faktoren med i betragtning, men det er et emne der ligger uden for diskussionen i denne post, så det vil jeg ikke komme nærmere ind på her.


Jeg håber ikke at der var for meget læsestof. Forhåbentlig er det ikke helt trivielt for de fleste, og måske kan det danne basis for en god diskussion. Det er muligt at jeg måske har fået lavet nogle fejl i modellerne her og der, og det er meget tænkeligt at resultaterne kan fortolkes anderledes end hvad jeg er kommet frem til. Jeg laver jo disse analyser for selv at blive bedre, så deri ligger jo implicit at jeg ikke er en top spiller, og stadig har mange ting at lære, så tøv ikke med at hamre mine argumenter tilbage til stenalderen :-)

Og igen: De modeller jeg har lavet samt flere kommentarer skrevet på engelsk, kan modtages hvis man sender mig en PM med en e-mail adresse. Jeg har været flittig til at skrive en længere afhandling, men jeg er trods alt for doven til at lægge materialet op til offentlig download :-)

31-03-2009 09:01 #14| 0

Jeg synes du glemmer en vigtig ting: information hiding principle.

Vi kan kun slippe afsted med at bette mindre beløb som c-bets end valuebets mod villains som tænker level 0. Level 1+ tænkende villains vil opdage at vi har et betsizing leak.

Derfor at vi over for level 1+ villains enten nødt til at

- variere størrelsen af vores c-bets så vi med passende frekvens rammer samme bet-størrelse som vi benytter til value bets (og variere størelsen af vores value bets så de med passende frekvens har samme størrelse om vores c-bets)

eller

- benytte samme bet-størrelse for både c-bets og valuebets.

Det sidste er typisk den løsning 5+ multitablers vælger, men den første kan benyttes live og i nogen grad af 2-4 tablers.

Jørn

31-03-2009 15:45 #15| 0

Thyssen, du er som altid spot on.

Imod nogle modstandere kan man slippe af sted med at bette forskelligt afhængig af ens hånds styrke, men imod de fleste skal man prøve i en eller anden grad at skjule sine holdings.

Som jeg også kommer ind på i analysen, så skal resultaterne læses ud fra at de optimale bet sizes er baseret på simple "dumme" matematiske modeller, og virkelige modstandere vil selvfølgelig bemærke hvis man åbenlyst better forskellige beløb afhængig af om man har ramt eller ej.

Hvis man vil gøre det mindre åbenlyst, så kan man, som Thyssen siger, variere tilfældig med en passende frekvens. Hvad disse frekvenser skal være, er noget man kan beregne ud fra spilteori, men spilteori er ikke noget jeg har den store erfaring med. Som regel er man fint kørende, hvis man bruger sin intuition.

← Gå til forumoversigtenGå til toppen ↑
Skriv et svar