Blog fra Rwanda-opdateret med 6. og sidste kapitel

På en solbagt cementterrase sidder jeg og fordøjer fem samosaer med moderat succes. De kommer ned, men er på deres færd nogenlunde lige så diskrete som Tony G. ved et pokerbord.
Anderledes elegant er lokalbefolkningen gået i blodet på mig. Ganske forsigtigt er det Østafrikanske land med den forfærdelige historie sevet ind i mig, og dag for dag er kærligheden blevet større. Jeg lader mig ikke længere gå på af, at strømmen kommer og går, at jeg må tænke mig til det varme bad. Jeg har lært, at bananer skal koges, spøgelsesbilisme er ufarligt og glædespiger koster en 5'er. Det slutter ikke her. White boy's comin' back.

Jeg er i Rwandas hovedstad Kigali – udsendt af verdens største pokersite, Pokerstars. Men selvom væksten boomer i landet, er jeg her ikke for at opdyrke et nyt marked for pokermastodonten. Jeg er her for at skrive. Om Educat – den danske ngo, som har modtaget en lille million kroner fra ”Poker for Rwanda”-kampagnerne.

Det er min næstsidste dag, og jeg har sat mig til at gruble over, hvad jeg set, hørt, smagt og oplevet den sidste halvanden uges tid. Nu vil jeg skrive det ned, så du, kære læser, kan få historien om en gøgeunge af en organisation, der blev sat i verden af nogle naive kaospiloter med tro på fremtiden. Det har været fem år opad bakke. Men takket være en stor pose penge fra de danske pokerspillere har ungen vokset sig stor og flyver snart med KLM og en af Rwandas største banker som medpassager. De vil sammen styrke det i forvejen spirrende iværksættermijø i Kigali og resten af landet.

Jeg tog til Afrika, fordi det var på tide. Jeg har været fundraiser i Folkekirkens Nødhjælp, Fundraisinggruppen, UNICEF, Dansk Flygtningehjælp og CARE Danmark. Mine talegaver har indsamlet millioner til sultne børn, men for en måned siden, havde jeg i mit 28 år lange liv aldrig oplevet et U-land med egne øjne.

For min pladderhumanistiske sjælefred er det helt symbolsk, at det netop var pokeren, der førte mig til Afrika. Som mange andre pokernettere har jeg lagt mange timer i spillet, og nogle fra siden kender mig måske som en i perioder yderst aktiv poster i analysetrådene. Det har helt sikkert båret frugt, selvom jeg i de senere år mest har været hobbyspiller. Men jeg tjente ganske fint, dengang pokernet.dk var gult, og Villy Søvndal var rød.
Pengene er dog ikke løbet ind på kontoen uden regning. Mit hjerte har altid siddet til venstre, og jeg er vokset op med idealet om, at man er alles lykkes smed. Den der tænker i profit er fattig, og man skal gøre verden til et bedre sted. Sådan var mit paradigme, så det har givet moralske skrubler, at jeg i perioder brugte det meste af min åndelige tankevirksomhed på at maksimere min ROI i skattefrit kortspil på internettet.
Jeg holdt dog altid fast i, at poker ikke skulle være mit fag. Derfor tog jeg en uddannelse i journalistik på Roskilde Universitet, og med den og pen under armen hoppede jeg på et fly til Kigali for at følge pengene fra ”Poker for Rwanda”-kampagnen.
Ironisk nok har min antimoralske parasit, pokeren, således ført mig til alle venstreorienteredes kroniske dårlige samvittighed: Afrika. Nu har jeg oplevet det fortabte kontinent, og jeg er rystet. Ikke fordi jeg så små børn med udspilede maver, grædende kvinder eller udhungrede bønder. Nej jeg er rystet over, hvor langt Rwanda er kommet med sin udvikling, blot 19 år efter det brutale folkemord. Afrika er nok ikke så fortabt, som jeg troede.

Læs næste kapitel i morgen.

Læs om Educats taknemmelighed over for de danske pokerspillere her: www.pnn.dk/artikler/educat-vi-skylder-pokerspillerne-en-stor-tak/

Rasmus Løppenthin er udsendt af Pokerstars og pnn.dk, som er et af flere medier, der bakker op om Poker for Rwanda-kampagnen.

Om tillid

Jeg havde fået den værst tænkelige start. Klokken var 3:05 om natten, og jeg sad min mac, kuffert og tunge øjne. Efter 16 timer i luften ventede jeg nu på at blive hentet. Men Andreas fra Educat så ikke ud til at dukke op, og han svarede ikke på mobilen.

De første par timers ventetid var gået hurtigt. Her kunne jeg blandt andet more mig over projekt rengøring i Kigalis Lufthavn. Hvis rwanderne skal spare på vandet, var det i alt andet end tydeligt denne nat. De sendte en sand skumflodbølge ud på gulvet, og så stod de ellers 10 mand høj på 50 kvadratmeter og svuppede som gjaldt det deres liv eller OL i curling.

Nu ramte trætheden mig til gengæld som en hammer. Jeg begyndte at mærke samme isnende stikken, som når man mandag morgen møder lyset efter en lang nat med søndagsturneringer. Der skulle efterhånden mere end sæbevand til at få mit smil frem. Jeg blev simpelthen nødt til at få noget søvn nu.

Jeg rejste mig med min rullekuffert, gik hen over gulvet i den mirkoskopiske ankomsthal og ud i luften. Trods mørket kunne jeg fornemme, at udsigten var fantastisk med bjergene i baggrunden, men det interesserede mig egentlig ikke. Jeg ville bare finde et sted og sove, men måtte også sande, at der ikke just var oplagte kandidater i mit synsfelt. Jeg kiggede lidt rundt på parkeringspladsen og fik øje på én fra rengøringspersonalet, som stod lidt for sig selv. Jeg tøvede lidt, men gik så hen til ham.

”You know where I can find a hotel?”

”Yes, yes”, svarede han, tog min kuffert og førte mig over vejen. Jeg fulgte efter, lidt befippet.

Da vi havde gået et par minutter, var vi pludselig meget isoleret fra omverdenen og bevægede os ned ad en usandsynligt mørk grussti. Dæmonerne begyndte at komme snigende. Havde han tænkt sig at rulle mig? Ventede en gruppe venner for at tømme lommerne på den spritnye og komplet naive hvide mand i Rwanda?
Jeg slog det hen, havde besluttet at møde Afrika med tillid. Mine 10 dage hernede skulle ikke styres af frygten for, at jeg ville blive røvet og kidnappet af en flok limsniffende ex-børnesoldater, der spiser muzungoer (hvide) til morgenmad.

Så jeg kiggede på min guide og lyttede til min mavefornemmelsen. Den fyr her ville mig ikke noget ondt. Nok var han høj, men han var ranglet og havde en rolig, nærmest spankulerende gangstil. Øjnene var venlige, og han virkede meget interesseret i at småsnakke og forklare, hvor vi var på vej hen.
Efter lidt tid viste det sig også, at hans hensigter skam var helt reelle. Han tog mig hen til et lille en-etages bygning, som rummede et være et nyåbnet hotel. Her fik jeg et værelse til 35 dollars – givetvis mzungo-prize.

Da jeg kom ind på værelset smed jeg en mail til Andreas og gav besked om, hvor jeg var. Så lagde jeg mig på sengen, tog en dyb indåndning og lukkede øjnene. Roen nåede dog ikke at komme ind over mig, før jeg hørte en ubehaelig summen. Det var fra en myg, som jeg fik overbevist mig selv om var malariabefængt helt ud til spidsen på vingerne. Jeg havde glemt at spise mine malariapiller dagen før, så nu blev jeg selvfølgelig nødt til at holde mig vågen og være på vagt over for det lille dræberkræ.

”Rolig nu”, sagde jeg så til mig selv, ”der sker ikke noget”.

Educat-lejren havde nemlig forsikret mig om, at malaria ikke var særlig udbredt i Rwanda. Nok er de on african-time, når de skal hente folk i lufthavnen, men de har styr på deres helbred, tænkte jeg.
Så jeg fik anbragt mit søvndrukne korpus under tæppet – med alt mit tøj på. Nu kunne kroppen i hvert fald ikke blive ramt.

Et øjeblik efter kimede mobilen.

Følg næste kapitel her i tråden.

Om mzungo-priser

Mobilen kimer løs og forstyrrer mit håbløse projekt nattesøvn på et hotel i Kigali. Jeg ser på mobilen og når hurtigt og indse, at jeg trods alt har sovet fire timer.

- Det må du fandeme undskylde, siger Andreas fra Educat i den anden ende.

Han skulle have hentet mig i lufthavnen om natten, men sov over sig. Mærkeligt nok er jeg egentlig ikke sur. Bare træt.

Den skaldede CEO fra Educat henter mig på hotellet, og vi hopper på en taxa mod Educat-huset. Her oplever jeg det, der senere skulle vise sig at blive en klassisk Andreas-specialitet: Ord-orkanen. Han taler meget og længe, og som journalist er han ikke den nemmeste kilde. Når man spørger ”Hvornår startede Educat?”, kommer der typisk et seks minutters svar – uden årstal. Sagligt set burde man afbryde, men man nænner det ikke. For det er aldrig uinteressant, det som kommer ud af hans mund.
I bilen langer Andreas ud efter vestlændinge, som kommer til Afrika og kaster om sig med penge. Særligt amerikanerne er slemme til at give store summer i drikkepenge på restauranterne, mener han.
Nok er jeg søvndrukken og ubehageligt til mode, men jeg lytter alligevel intenst. Uden dog helt at forstå pointen. Jeg får mere i løn om ugen, end mange rwandere tjener om året. Landet er fattigt, og jeg er født med en guldske i min bagdel. Forklar mig lige igen hvorfor jeg skal holde på pengene, mens jeg er hernede?

Dagen efter bliver jeg lidt klogere. Her oplever jeg Educat-medarbejderen Niklas i intens forhandling med en fører af en motorcykeltaxa om en prisforskel på en krone. Det ender med, at Niklas går væk, ”it's six”, nærmest råber han. Manden på motorcyklen smiler og giver sig.
Jeg forstår ikke helt episoden og spørger ham, hvad det gik ud på.

- Hvis ikke jeg forhandler her, så kommer der mzungo-priser(særlige priser for hvide red.), og det skal der bare ikke, siger han og sætter trumf på.

- Det handler om, hvor man kan gøre en forskel.

”Hvor man kan gøre en forskel”. På sin vis er det jo en rigtig ngo-kliché, men jeg fornemmer alligevel, at der er noget andet på spil i det her udsagn. Som om han viser en helt anden indgangsvinkel til det at lave udviklingsarbejde i forhold til, hvad jeg er vant til fra de store ngo'er. Jeg lader det synke, og som dagene går, begynder det mere og mere at gå op for mig, hvad det her drejer sig om.

Jeg begynder selv at gå videre, hvis jeg mener, at føreren af motorcykeltaxaen presser citronen(med en krone). Og jeg hopper ikke i fælden, da en kvinde på bussationen forsøger at flå mig for mere end dobbelt pris i forhold til, hvad der står på billetten. I nærmest hvilken som helst handelssituation bliver man mødt af groteske udspil i forhold til den reelle pris. De siger ikke noget, men i deres blik, mimik, fornemmer man, at de tænker: ”Du er jo bare en muzungo.”

På et tidspunkt, da jeg netop er hoppet på en motorcykeltaxa, kommer der en mand hen til.

- Du og jeg er lige. Du er hvid, og jeg er sort, men vi er lige meget værd. Jeg skal bruge et måltid mad, og du kan ikke tillade dig at sige nej, for vi er lige. Det ved du. Kom nu, we are just the same, siger han.

Jeg ser på ham og bliver ramt af en kulde, der chokerer mig, og svarer tørt.

- Hvis du virkelig mente, vi var lige, havde du aldrig bedt mig om penge.

Mens jeg er i Rwanda, begynder jeg at udvikle en større og større trang til ikke bare at betale konstante afladsafgifter. Jeg bliver mere og mere overbevist om, at selvom det kan synes vældig barmhjerteligt at donere penge til højre og venstre, så er det reelt at pisse i bukserne. I værste fald er det udtryk for en mentalitet, som kan sætte en stopklods for Afrikas udvikling.

Næste gang skal jeg forklare dig hvorfor.

Om nuttede brune babyer

Udvikling i Afrika. Det har været på tapetet i årtier, men vi kæmper stadig med at få styr på, hvordan vi skal gøre det. Inden jeg tog til Rwanda troede jeg, at man havde lært af fortidens synder. At udviklingsindustrien for længst havde lagt afstand til det tankegods, der fik DANIDA til at donere højteknologisk landbrugsudstyr, som blot stod og rustede.

Jeg har tidligere fortalt, hvordan et solcelleprojekt i Rwanda slog fejl, fordi man åbenbart ikke havde uddannet de involverede tilstrækkeligt. I hvert fald var projektet gået i stå, i det øjeblik de velmenende vesterlændinge var taget videre. Hjælp til selvhjælp lyder godt, men spørgsmålet er, om det er andet end en kommunikationskonstruktion til ære for den skeptiske befolkning, som betaler for showet? Skaber de mange projekter inden for HIV, uddannelse og infrastruktur reelt en varig og bæredygtig fremgang? På et eller andet niveau gør de selvfølgelig. Men bliver pengene brugt godt nok? Det er jeg for alvor begyndt at tvivle på.
Ord-orkanen Andreas Nørlem fra Educat mener, at Vestens syn på Afrika stadig er forfejlet. Uden at være det tilstrækkeligt bevidste har vi en arrogant holdning, som er med til at skabe en usund kultur donor og modtager imellem, mener han.

- Jeg kender rigtig mange piger fra Vesten, som kommer til Afrika med de bedste intentioner. Og du kan næsten være sikker på, at der maks går nogle måneder, så har de postet et billede på Facebook, hvor de holder en sød brun baby. Det siger meget om vores syn på Afrika, siger han.

Jeg tror, at han har en pointe. Vi danskere skal ændre vores forståelse af situationen. Vi skal ikke redde Afrika, vi skal investere i Afrika.

Politiken skrev for nylig, at vi misser vækstbølgen i Afrika, fordi vores virksomheder tøver med at investere i det såkaldt fortabte kontinent. Hollandske Heineken har fået et enormt marked i Ghana, har åbnet en fabrik og skabt masser af arbejdspladser. Danmark halter bagefter i forhold til de nationer, vi normalt sammenligner os med. Noget holder os tilbage.

Måske er det fordi, vi gør Afrika til et offer? I Danmark fokuserer vi på krig, HIV og børnesoldater – Det kunne være med til at skræmme virksomhederne væk.

Det er nyt for mig at begynde at købe den slags argumenter. Jeg har hidtil tilhørt en ngo-classic-lejr med klare planøkonomiske tendenser, som kan opsummeres nogenlunde sådan her: Udvikling skal skabes af ngo’er uden om de korrupte regeringer, og donorerne eller investorerne skal heller ikke have økonomiske interesser. Sker det, vil de fattigste blot blive udnyttet, og aktionærerne i Vesten vil skumme fløden. Igen.

Det tror jeg stadig er en reel risiko, men i min tid i Rwanda, mærker jeg også konsekvenserne af patroniseringen over for Afrika. En del ser stadig mzungoerne som dumme og arrogante pengetanke, det er helt i orden at udfritte, hvis man kan slippe afsted med det.
- Et eller andet sted kan jeg jo godt forstå, at den tankegang opstår. Altså når vi kommer ned med sådan en ”nu skal vi lære dig, hvordan du skal hjælpe dig selv”-mentalitet, så er det da klart, at de kommer til at opfatte os som bedrevidende, siger Andreas en aften hjemme i Educat-huset.

Respekten for os hvide og vores penge forsvinder, og i nogle tilfælde er arrogancen også med til at dræbe det lokale initiativ. En af Educats tidligere kursister har eksempelvis udviklingsprojekter som sine største konkurrenter. Det kan ikke være sundt.
Derfor opgiver jeg hurtigt tanken om at kaste om mig med penge, mens jeg er i Rwanda. Jeg forhandler på lige fod med de lokale og er ikke bange for at råbe op, hvis jeg føler, de prøver at få mig til at betale overpris. Paradoksalt nok er det for at vise kulturen respekt, at jeg ikke bare lukker øjnene og giver, hvad de beder om.

Alligevel hoppede jeg på et tidspunkt i mzungo-fælden.

Om ludere

Alkoholen er gået i blodet, og på et diskotek i Nymirambo-bydelen giver jeg mit skandinaviske bud på Rwanda-rytmer midt på dansegulvet.
En lokal pige kommer hen og vil danse. Høflig, som jeg er, accepterer jeg tilbuddet og vralter i hendes selskab hjælpeløst rundt til de lokale beats. Så spørger hun, om vi skal giftes.
Jeg prøver at forklare, at jeg har en dejlig dansk kæreste, og at jeg under alle omstændigheder ikke ville kunne afklare omfanget af min eventuelle kærlighed efter seks minutters bekendtskab. Det lader ikke til at bekymre hende, og hun påpeger at ”just for tonight is okay”.

De første par aftener i Kigali føler jeg mig som en verdensmand og får et egoboost af konstant at skulle afvise lokale, flirtende kvinder. Man er vel en charmør med blå øjne, tænker jeg, indtil Andreas Nørlem brutalt krakelerer mit selvbillede.

”Hende der du talte med. Hun var så meget luder.”

Nå. Det var ikke min skandinaviske charme, men min pengepung, de var interesseret i. Jeg vidste selvfølgelig godt, at der bag deres brune øjne nok var et sæt dollarstegn, men det overrasker mig alligevel, at de æggende tøser er decideret prostituerede.

Men det burde ikke være kommet som et chok for mig. For selvom Kigali oplever en hastig økonomisk udvikling, er der stadig mange mennesker, som har svært ved at opretholde en anstændig indkomst. Og en aften med en naiv og fuld europæer kan måske indbringe det meste af en månedsløn. Samtidig er der prestige i at have sat hak ud for ”hvid mand” i den personlige scrapbog.

- Mange kvinder især i Nyamirambo synes, det er sejt at kunne sige, de har knaldet med en muzongo, siger kunsteren Augustin til mig på en café, da jeg interviewer ham til en artikel, du kan læse om her på PNN.dkhttp://www.pnn.dk/artikler/den-lange-vej-vaek-fra-fattigdommen/.

- De lever af at tage ud om aftenen og få hvide mænd til at give dem penge på den ene eller anden måde, siger han.

Det lykkes ikke min dansepartner at narre mig ind i et ægteskab, men hun får mig alligevel til at åbne foret. I et sårbart øjeblik giver jeg hende 10 kroner til en motorcykeltaxa hjem, selvom jeg bagefter indser, hun sikkert bor lige rundt om hjørnet.

Havde jeg været rigtig desperat, kunne jeg have fået en glædespige for det halve. Muligvis er jeg præget af min drengede naivitet, for jeg bemærker dem aldrig. Men i nærheden af Educat-huset i Nymirambo trækker de prostituerede efter mørkets frembrud og sælger sig selv for en 5'er.

Det siger blandt andre Educats medarbejder Line, som med sine 20 år er den yngste i organisationen og den senest ankomne. Hun har med egne øjne oplevet, at det kan være en barsk tilværelse at være gadeluder i Kigali. For nyligt så hun en sexarbejder liggende nærmest bevidstløs af druk på sandjorden. Med trusserne nede om anklerne.

- Jeg prøvede at hjælpe hende, men det var svært, når hun var så fuld. Og ja det var måske også dumt af mig. Jeg tror de andre i Educat ville sige, at jeg ikke skal bryde ind der. Det er jo ikke det, vi er her for, og i det større billede hjælper det jo ikke, at jeg blander mig i den slags situationer, siger Line og bringer mindelser om Niklas' ord efter han havde været i heftige forhandlinger med en fører af en motorcykeltaxa.

”Det handler om, hvor man kan gøre en forskel.”

Jeg synes du skriver virkelig flot og medrivende.

Jeg har selv lige været 4 måneder i Afrika, og skal selv til at læse journalistik på RUC til sommer, så vi har en del fællesnævnere. Jeg venter spændt på næste indlæg.

Skrev desuden også en blog mens jeg var afsted :-)

God dag!

Super blog. Tror vi er mange som spændt følger med. Keep up the good work:)

Ja kanon blog :-)

Interessant læsning, og dine byture lyder præcis som egne oplevelser i Tanzania :)
En lille rettelse, det staves Mzungu ;)

Om sorte og hvide

Solen er for længst gået ned lidt uden for Kigali, og vi kører stærkt ned ad bjergryggen i en lille, ramponeret bus. Alligevel er der ingen tvivl om, hvad der møder mit blik i vejsiden. En anden bus ligger med bunden i vejret, og omkring 30 rwandere står samlet og stirrer på de forbipasserende køretøjer. Jeg kan ikke nå at afgøre, om der er nogen, der er kommet alvorligt til skade, men jeg opfanger noget andet. Måske foregår det bare inde i mit hoved, men det er som om, at deres øjne bedende siger ”Vær sød at tage os med”.
Jeg overvejer et kort sekund at sige til buschaufføren, han skal stoppe, men tager mig i det. Her er jo helt proppet, så hvad skulle det nytte? Vil folk være villige til at bytte deres plads og selv blive efterladt ude i det mørke ingenting? De lokale ville sikkert synes jeg er åndssvag, tænker jeg, en forkælet vesterlænding, der ikke forstår, at den slags kaotiske situationer er en del af dagens orden. Så jeg tier og skammer mig lidt.

Skammen bliver dog hurtigt afløst af frustration. Det regner nemlig, og vejene virker spejlglatte, hvilket jeg mistænker var årsagen til den ulykke, vi netop var vidne til. Alligevel insisterer chaufføren på at køre stærkt og knævre løs i sin mobiltelefon.

Jeg begynder at mærke en varme af irritation. Han har netop med egne øjne set, hvad skødesløshed kan føre til, og alligevel opfører han sig nærmest som en parodi på en uforsigtig buschauffør. Samtidig begynder jeg at mærke klaustrofobiske tendenser, føler ikke jeg kan trække vejret ordentligt. Her er massivt pakket. Flere må sidde på skødet af hinanden, og min sidedame møver konstant albuer ind i mit ribben uden så meget som overveje at beklage sine bevægelser. Mine egne arme sidder i en ukomfortabel position låst foran brystkassen.
Pludselig føler jeg mig som en meget hvid mand i en meget mørk bus. Mit sind bliver inficeret af tanker, der normalt er fremmede for en politisk korrekt ngo-hippie som mig: Har de da ingen respekt for menneskeliv, begynder jeg at tænke? Chaufføren har mere end 30 menneskers liv i sine hænder, og han virker komplet ligeglad med andet end sig selv og sin mobiltelefon. Han jorder derudad, og i det omfang han overhovedet tænker over de mulige konsekvenser, kan han i hvert fald ikke være nået længere end til at håbe på det bedste.
Og stanken. Den er ufatteligt harsk og kvalmt sødmefuld. Går de mindre i bad, eller lugter de simpelthen mere end...Jeg stopper, tager mig i det. Vil ikke tænke tanken til ende.
I stedet bliver jeg flov. Her render jeg rundt til daglig med alle mine fine idealer om fred i verden, større lighed og omfordeling af de globale ressourcer. Alligevel skulle der ikke andet end banal frygt for min sikkerhed til at lokke mig ind i noget, der grangiveligt ligner momentan racisme.

Jeg var ikke stolt af mine tanker i bussen. Alligevel står det efter min tid i Rwanda klart, at man ikke gøre sig begreb om Afrika uden at beskæftige sig med kategorierne ”sort” og ”hvid”. Det kan godt være, man ideelt set ønskede sig dem langt væk. Men rwanderne selv er så sandelig opmærksomme på, om man er mzungo eller ej. Kuløren spiller en rolle, det kan man ikke tænke sig ud af.

Det oplever jeg igen senere på ugen, da en taxachauffør har kørt mig ud til lufthavnen i Kigali. Inden jeg steg på, var vi blevet enige om en pris, men nu vil han pludselig have mere, fordi han skulle betale en afgift for at køre ind på parkeringspladsen. Jeg tøver lidt. Er stadig i forhandlingszonen, hvor jeg bekæmper deres tro på, at jeg bare er en dum mzungo med løstsiddende pengesedler.
Men så ser jeg først på ham og derefter ned på min kuffert. Jeg er på vej væk og har jo ikke ligefrem alverden at bruge mine rwandiske franc til den kommende tid. Så hvorfor ikke bare give ham de penge, han beder om? Herregud. Det ville gøre hans dag så meget bedre, og jeg kommer jo ikke til at tænke over, at jeg mangler den 20'er alligevel. Så jeg stikker ham et par lapper sedler, og ruller op imod lufthavnen. Nu skal jeg hjem til Danmark, hvor man altid spiser bananerne rå og bilisterne holder sig i egen vejbane. Jeg glæder mig til ikke at frygte for mit liv, når jeg er på en vejbane og få en mere funktionsduelig maveregion.

Men jeg kommer til at savne samosaerne.