I forbindelse med sidste års vægttabsbet vol. 1 styrede jeg mit kalorieindtag med en kostplan der bestod mestendels af pulvermad som jeg selv kunne blande og variere efter følgende grundopskrift: https://diy.soylent.com/recipes/dansk-pulvermad-low-carb-mand. Jeg tabte 16 kg. og har siden det sluttede i juli ligget stabilt omkring de 70 kg. Jeg kan sagtens styre mit kalorieindtag med almindelig mad og nedenstående ønske skal derfor ikke ses som en nødløsning for at undgå at komme tilbage til min tidligere vægt. Jeg var ikke fanatisk med pulverkosten og spiste almindelig mad når jeg var sammen med andre. Da jeg levede af pulvermad, opdagede hurtigt at almindelige måltider både duftede og smagte bedre end normalt, hvilket var en rar følelse. Siden juli har pulveret blot være et mindre supplement til en almindelig sund og varieret kost. Nu er jeg nået til et punkt, hvor mad ikke dufter og smager som det gjorde engang og kalorierne er blot en nødvendighed for at holde min krop i gang. Udover en nærmest euforisk glæde ved mad, var en af fordelene ved pulverlivet at jeg ikke skulle overveje måltiderne og handle ind derefter. Derfor er ønsket nu at vænne tilbage til en ensartet madplan, som ikke skal bestå af pulver som før, men opbygges efter opskriften "flest mættende kalorier, mindst mulig tid i køkkenet". Jeg vil stadig spise andet end mine fastlagte måltider i sociale sammenhænge.
Jeg leder efter ét fast morgenmåltid, ét fast middagsmåltid, ét fast aftenmåltid og så vil jeg stadig drikke én daglig shake.
Jeg er selv helt idéforladt og har indtil nu kun lavet nedenstående liste. Jeg søger derfor inspiration til alle mulige mættende måltider, som bare ikke må indeholde oliven. Hvis der er tale om varme retter, skal det gerne være noget der kan laves i bulk og varmes op, da jeg ikke har planer om at stå i køkkenet hver aften.
Morgenmad (jeg vælger blot et af dem og altså ikke det hele samlet)
- Havregryn med mælk eller vand
- Skyr med havregryn og evt. bær
- Smoothie med havregryn, frugt og grønt (hvad er lækkert?)
- Omelet
Middags- og aftensmad (jeg vælger blot et af dem og altså ikke det hele samlet)
- Rugbrød med stegt kyllingbryst
- Hytteost med tun og gulerødder
- Suppe med grøntsager (hvad er lækkert?)
Snack:
- Altid have æbler og gulerødder i køleskabet
Da jeg levede af pulvermad, mødte jeg megen modstand fra personer som var overbeviste om at det måtte være usundt og ligefrem sundhedsskadeligt at indtage pulverkost. En af disse, var en pige der selv var glad for sunde og nærende retter som pommes frites og chicken nuggets til aftensmad. Det hjalp ikke at fortælle at jeg med pulveret kunne indtage mit ønskede miks af protein/carbs/fedt, foruden vitaminer, salte og fibre. Jeg forventer en lignende reaktion fra min omgangskreds denne gang og jeg undres allerede, da jeg ikke kan se forskellen på at have en fast madrutine og fx at have drukket den samme kop Rød Merrild hver morgen i 10 år.