Jeg forstår godt, at folk bliver irriterede over aggressive facere, og det er bestemt heller ikke en praksis, jeg er tilhænger af.
Til gengæld synes jeg, det giver rigtig fin mening, at der i mange organisationer bruges en del penge på administration og cheflønninger. Der er ganske enkelt ikke mange af de dygtigste virksomheds-/organisationsledere, der gider arbejde frivilligt eller for en gennemsnitlig løn, når de kan få skyhøje lønninger i private virksomheder. Det betaler sig for samfundet i form af bedre udførte projekter at have virkelig dygtige folk siddende i NGO'er, på samme måde som det oftest betaler sig for aktionærerne i private virksomheder.
Man kan selvfølgelig mene, at det ikke burde være pengene, der motiverer i den branche, og det kan der da også være noget om, men det er de færreste mennesker, hvor penge og personlig belønning intet betyder. Man kan prøve at forestille sig, at man er en dygtig og eftertragtet leder, der ofte bliver headhuntet til nye jobs. Hvis man samme dag skulle få to jobtilbud - på den ene side en høj stilling i en virksomhed, der er spændende, men hvor man ikke har en klar holdning til, om den er samfundsnyttig eller ej (det kunne f.eks. være Coca-Cola), og på den anden side leder af en NGO, man respekterer - hvordan skulle lønningerne så være for at vælge NGO'en? Hvis virksomheden tilbyder 3 mio. årligt, mens NGO'en tilbyder 400.000, og man har en familie at forsøge, og et dyrt hus, der betales af på, hvad så? Ville det gøre en forskel for valget, hvis NGO'en tilbød 1,2 mio.?
Det er de virksomheder, der har de bedste ledere, og som kan tiltrække den bedste arbejdskraft, der skaber de bedste resultater, og de samme principper gælder også i non-profit-verdenen. De to sektorer kæmper både internt og mod hinanden om arbejdskraften, og i den kamp er lønninger altså en faktor. Langt fra den eneste faktor, men en betydelig én. Også for mange af dem, der alt andet lige helst vil have et samfundsnyttigt job.