Åh, ærede PN'ere. I, som altid giver de svar, man har virkelig svært ved at finde andre steder!
Jeg er i gang med at lægge ny belægning i mit enorme orangeri, som er et oldgammelt trædrivhus på over 42 m2, hvor jeg har skiftet nogle taglægter, malet, renset og genopsat alle glas og nu er i gang med belægningen. Som en del af mit gamle skur, som nu er revet med, stod der en gammel teglskorsten, som er væltet, og vi har nu renset approx 1000 sten (almindelige røde teglsten, nu flot patinerede) og er i gang med at lægge dem på et ordentligt lag sand (grus).
I dag ville jeg prøve at feje noget fugesand ned mellem de allerede placerede sten, men da jeg kom hjem med en helt almindelig sæk dansand fugesand til lige over 40 kr. fra Jem & Fix, bemærkede jeg, at der forrest på sækken står, at det IKKE må bruges til teglsten.
Og jeg fornemmer nu, at der med meget fugesand står, at det ikke er egnet til tegl.
Jeg er absolut ikke fagperson. Men kan nogen forklare mig, om det ligefrem er et problem at bruge ukrudtsæmmende fugesand mellem teglsten? Og eventuelt hvorfor?
Jeg beklager på forhånd, hvis svaret er nemt at søge frem, men det er ikke lykkedes mig.
Jeg har læst, at mange lægger teglsten med knasfuger. Men de her sten er altså dels gamle, dels måske ikke helt så ensartede, som nye sten er. Så jeg tror, det vil gå op i hat og briller at lægge dem sådan. Og jeg vil sgu egentlig gerne ha' nogle fine sandfuger imellem.
Så hvad siger I? Skal jeg bare fyre fugesand mellem og lege, at jeg ikke har set, at det åbenbart ikke passer til tegl? Eller skal jeg gøre noget helt andet?
På forhånd mange tak!