Vi er endeligt landet hjemme i Vemmelev igen.
Dag 2 i Goslar endte med en udflugt til Rammelsberg med køretur i minetog, interessant udstilling og guidet tour om moderne minedrift.
Derefter kørte vi til en oldgammel fæstning/ borgruin - Regenstein Castle - på en bjergtop lige uden for Blankenburg.
Det var også en rigtig god og hyggelig udflugt.
Sønnerne bliver heldigvis stadigt begejstrede for at klatre på klipper og se flotte udsigter langt omkring, og de er også (lidt) interesserede i det historiske.
Det havde været perfekt at medbringe madkurv til at sidde på toppen af ruinen og spise frokost/aftensmad. Men så langt havde vi ikke tænkt.
Det blev derfor til et besøg på Tim's i Goslar, hvor vi fik noget super lækker mad. Mikkmakk fik en fremragende Schnitzel .. bedre end den fra dagen før, sønnerne fik en Giant burger med pomfritter og jeg fik en skøn, vegetarisk pastaret, med ekstra parmesan. (Der gemmer sig ristede pinjekerner, grillet tomat, løg, hvidløg, olivenolie og ruccola under parmesanen)
Onsdag gik turen mod Berlin. Vores hotel viste sig at være "lige akkurat ok, men absolut ikke fremragende" og selvom vi havde bedt om at få 2 værelser så tæt på hinanden som muligt, så kunne de to værelser ikke have ligget længere fra hinanden uden at ligge på forskellige adresser ... værelserne var i hver sin ende af en 100m lang gang, men dog i det mindste på samme etage.
Morgenbuffeten var ret kedelig men kaffeautomaten lavede god kaffe.
Baren var endnu kedeligere for trods et minimalt drinkskort, så kunne de ansatte ikke lave én eneste af de 5 drinks ... De kunne kun servere noget færdigblandet eller shots.
Det viste sig da også, at 75% af gæsterne var muslimer, så baren er nok i virkeligheden mest for "et syns skyld".
Så undlad endelig at booke noget på Motel+ i Berlin, medmindre I bare skal have en ok seng at sove i, og ikke har noget imod at have håndvasken delvist på skødet når man sidder på toilettet.
Det var dog super nemt at komme rundt i byen med Ubahn, for der lå en station (U8, Hermanstraße) 400m derfra.
Første aften tog vi til Alexanderplatz, kiggede lidt i stormagasinet der og købte en flot Ralph Lauren Polo som fødselsdagsgave til Yngstesønnen (nu 15 år gammel) og derefter på Block House og spiste store bøffer.
Det var super lækkert og rimelige priser, dog oplevede vi ret lang ventetid fra vi bestilte maden til vi fik den (næsten en time), så man skal nok ikke lige være ved at dø af sult når man kommer.
Men det smagte lækkert, bøfferne var perfekt stegte og sønnike var vild med sin kæmpe store 300gr bøf (billedet er taget fra dårlig vinkel, så bøffen ser mindre og tyndere ud end den var) så det kunne næsten ikke være bedre.
Torsdag tog vi på Computerspilsmuseet ... og tak for anbefalingen.
Det var helt genialt.. sjovt for os alle 4, slaraffenland for ældstesønnen og han blev hurtigt spottet af nogle, der var ved at optage noget film og interviews til en computerspilssymposium, der skal afholdes i Berlin "snart".
Sønnike blev interviewet om sine synspunkter på gaming som socialt og kulturelt fænomen, om computerspils historiske udvikling, og han blev bedt om sine synspunkter på, hvad han tror fremtiden bringer.
Interviewet skal kun vises for folk i game-udviklings branchen, men sønnike var stolt .. og det var vi også.
Mikkmakk havde i øvrigt rekorden i Donky Kong da vi gik, men den holder jo nok ikke evigt...
Efter computerspil tog vi ud og så East Side Galleri på 1,3km rest af Berlinmuren.
Det var emotionelt stærkt at gå der, hvor folk for så kort tid siden blev skudt for at forsøge at flygte.
Derefter tog yngstesønnen og jeg i KaDeWe, mens Mikkmakk og ældstesønnen tog tilbage til hotellet for at restituere.
Yngstesønnen nød SIT slaraffenland mens jeg gik og var rystet over, at der åbenbart findes mennesker med lyst og penge til at give 8000kr for et bælte bare fordi der står Hermés på det.
Sønnike købte et par længe ønskede Gucci-solbriller, og er lykkelig for dem.
Derefter mødtes vi med Mikkmakk og ældstesønnen og tog til "Denk mal"-monumentet og Brandenburger Tor.
Aftensmaden blev indtaget i Food Court øverst i Mall of Berlin (Chop Suey med kylling, og ældstesønnen valgte Pizza Hut).
Fredag blev brugt på et besøg på DDR-museet, som var vildt interessant og "nostalgisk" men desværre også proppet med mennesker.
Det havde klart været en bedre oplevelse, hvis det havde været lidt nemmere at komme til at læse om tingene, prøve/røre det, der måtte prøves og i det hele taget føre en samtale om udstillingen undervejs.
Herefter var det Mikkmakk tur til at svinge visakortet sammen med yngstesønnen mens ældstesøn og jeg tog tilbage og hvilede på hotellet.
Sidst på eftermiddagen tog vi på Spionmuseet og det var sjovere/ mere interessant end forventet, men en del af udstillingen var "desværre bare" at se en replika og læse en infoplakette om noget spiongrej.
De ting man selv kunne prøve var dog rigtigt sjove, og man bliver grebet af "irritation" over en svær kode, der skal knækkes men det er også fedt når det lykkes.
Vi var heldige, at der ikke ret mange besøgende på det sene tidspunkt, så vi havde god tid og plads til at bryde koder.
Aftensmaden blev igen Chop Suey og Pizza Hut i Food Court (det er dét der med det trygge, genkendelige, forudsigelige når man har et barn med autisme).
Hjemturen mod Danmark gik fuldstændig perfekt og uproblematisk uden hverken bilkøer eller uheld lige indtil vi bare lige skulle strække ben på Hüttener Berge....
Så var bilens batteri stået af efter 15km langsom kørsel pga vejarbejde .. og nok også fordi batterier er godt 5 år gammelt, men vi har jo ALDRIG haft et problem med det før nu, og bilen var til stort service for et par måneder siden.. )
Hurra for Hyundai vejhjælp, som fik os videre .. men træls med de "bare lige 2 minutter strække-ben-pause" som blev til 3 timers utålmodig venten i regn- og tordenvejr...
Men hjem kom vi, og hvem havde nogensinde forestillet sig, at vi skulle kunne overstå en tur i Calle på 5 minutter, fordi bilen skulle stå i tomgang imens.. men vi fik da købt det vi havde planlagt hjemmefra. (Mørk Pålægchokolade, opvasketabs og Crazy Candy Frogs-bolcher)
Vi har haft en dejlig tur, med perfekt balance ml. "udflugter, shopping og afslapning".
Det eneste vi manglede at vide før vi tog afsted var, at man på mange restauranter IKKE kan betale med Visa eller Mastercard ... tyskere foretrækker generelt kontanter.
Vi var dog forberedt på det fra en tur i Hamburg for 8 år siden, men vi havde da troet, at hovedstaden var lidt mere fremme på det punkt..
Til gengæld er tyskerne blevet ret gode til engelsk, og de er også så små begyndt at have infoplaketter på museer på engelsk i stedet for kun på tysk.
Så, det er faktisk helt ok ferieagtigt at besøge vores nabo mod syd i de 6 dage/ 5 nætter vi var afsted.
Redigeret af tuznelda d. 21-07-2019 20:50