Som mange andre fulgte jeg finalebordet i millionen til formiddag, og forhandlingerne om fordelingen af slanterne. Er jeg den eneste, der synes chipleaders grådighed var kvalmende?
Jeg mener - man har haft sit livs run i løbet af natten, esserne har holdt hjem, man har lavet utallige suckouts - og man har bragt sig i et spot med præmier, som kun vil være de færreste forundt i deres pokerkarriere - uanset skills og volume.
Og alligevel er det ikke nok. 800 K er ikke nok, man skal da vride citronen max, udnytte sine modstanderes dumhed og presse dem til at lave en lorteaftale.
Jeg har set det så tit. Scenariet gentager sig stort set hver eneste gang, der er deal making i turneringerne. Er det virkelig nødvendigt at opføre sig som en nar, fordi man har haft en guldske i røven og løbet godt?