Deal or No Deal.....
Mit navn er Gullberg. Jeg er 39 år gammel og har et Gambling problem....
Jeg er Grisk når det gælder!
Når jeg spiller pokerturneringer vil jeg gerne vinde. Jeg er så grisk at jeg gerne vil vinde hele turneringen outright, så jeg får hele førstepræmien og æren og trofæet.
Det er mit problem.
Da jeg var yngre og spillede bridgeturneringer var det ikke noget problem. Vi spillede alle for at vinde.
Jeg vandt nogle mindre lokale turneringer. Følelsen af at stå øverst på sejrskamlen til sidst var det bedste jeg vidste.
Det gav aldrig de store penge. Normalt var førstepræmien 500kr, seks flasker rødvin og rangliste point.
Der var sjældent tale om trofæer. Engang vandt jeg en DM sølvmedalje.
Men det var tilbage i forrige årtusinde.
Nu om dage spiller jeg cash game poker. Det er meget godt. Jeg vinder lidt hist og her.
Jeg vinder £300, jeg taber £300. I gennemsnit giver det omkring £15 i timen i overskud. Jeg overlever.
Men allerhelst vil jeg gerne vinde en turnering. Jeg vil være Last Man Standing. Jeg vil stå øverst på sejrsskamlen. Jeg vil løfte trofæet.
Her kommer problemet. I en pokerturnering kan man i modsætning til en bridgeturnering lave en aftale om at dele de resterende præmiepenge.
Det er på sin måde fint nok.
Jeg vil bare gerne opleve følelsen af at vinde hele turneringen.
De fleste andre spillere vil gerne lave deals. Det har jeg ikke så meget imod at de vil. Jeg kan godt forstå at de gerne vil sikre sig en god bid af kagen - udligne variansen og tage hjem med god pose penge efter en lang turnering.
Men hvis vi laver en deal, kan jeg jo ikke blive vinderen.
Er det grådigt af mig?
- Ja, det er det måske.
I weekenden 8-9. august spillede jeg to Loyalty turneringer.
Det er de turneringer jeg ligesom et par hundrede andre pokerspillere bruger resten af måneden på at kvalificere mig til.
Der er ikke noget trofæ eller medalje til førstepræmien - kun kolde kontanter.
Det er også fint nok. Trofæet er jo bare et fysisk minde om sejren. Pengene man vinder forsvinder igen. De bruges til at betale husleje, regninger og mad med.
Som læserne af mine tidligere blogs måske husker, koster det cirka £5 om dagen at købe mad og drikke i London.
Det jeg gerne vil vinde er følelsen af at være den dygtigste/heldigste spiller på dagen. Jeg vil vinde hele turneringen.
Det kostede mig dyrt.
En grådig mand sagde engang: "Greed, for lack of a better word, is Good!"
Men er det nu også det...?
Lørdag den 8. august stillede 196 spillere op til Aspers Cash Game Loyalty Tour.
Klokken 14 startede jeg med 30,000 chips 8-9 timer senere var vi 17 mand tilbage, og de andre ville gerne lave en deal.
Det er standard i den turnering på Aspers kasinoet.
Jeg kan huske første gang denne turnering blev afholdt tilbage i februar 2013. Efter et par timers spil, hvor der stadig var over 100 tilbage begyndte folk pludselig at piske en deal stemning op. En spiller med stor stack sagde: "Nej, det er for latterligt" og der var lynchstemning.
Anføreren af deal diskussionen og hans kumpaner var næsten klar til at klynge ham op i det nærmeste træ!
Nu om dage er det knapt så brutalt, men en deal kommer altid på tale, når der to borde tilbage.
Min cash race grinder kollega Jimi har på et tidspunkt sagt til mig, at han spiller turneringen, som en sattelit.
Simpelthen fordi der så godt som altid bliver lavet en deal når der er omkring 15-20 spillere tilbage.
Jeg sagde: "No Deal" og vi spillede videre.
Der røg et par stykker mere ud. De andre blev ved med at presse mig for at lave en deal. Jeg sagde konsekvent "Nej tak".
Jeg havde hverken færrest chips eller flest chips. Førstepræmien var £12K. Andenpræmien var £10K og der var lignende hop ned til 17-11. pladsen som gav £875.
En ICM deal på dette tidspunkt ville måske have givet mig omkring £2-3K.
En spiller var i særdeleshed sur på mig fordi jeg ikke ville lave en deal. Han jublede da jeg røg ud som nummer 12.
Min gevinst: £875
Søndag den 9. august stillede 157 spillere op til Victoria Casinos Loyalty Bonus Final.
Allerførste gang Vic afholdt deres Loyalty Bonus Final blev der indgået en deal da omkring halvdelen af feltet var tilbage!
De fik således alle omkring £700 hver!
Det var noget rod og siden dengang tillader The Vic heldigvis ikke deals før finalebordet.
Klokken 15 startede jeg med 12,500 chips. 9 timer senere kom jeg til finalebordet med 287,000 chips. To andre spillere havde flere chips.
Vi lavede en hemmelig afstemning og 3 ud af 9 sagde "No Deal".
Hver gang en spiller røg ud lavede vi en ny afsteming. Til sidst var det kun mig, der stemte "No Deal".
Det var ikke mere hemmeligt end at de andre godt kunne regne ud at det var mig, der stemte "No Deal".
Da vi var seks tilbage gik jeg til sidst med til at vi kiggede på tallene.
En ICM deal ville på dette tidspunkt give mig £10K
Præmiefordelingen var således:
1. 19,000
2. 13,000
3. 9,784
osv.
Titusinde pund var mere end trediepladsen.
Men jeg ville virkelig bare gerne vinde det usynlige trofæ!
Mark (med kasketten) som var nummer 2 i chips var så ivrig efter at lave en deal at han sagde nr1, 2 og 3 - vi kunne alle få £11,000 hver og de andre deres ICM tal.
Den mørke fyr til venstre var chipleader. Han var lidt uvant med situationen og sagde ikke så meget, udover at tilkendegive at han måske gerne ville lave en deal.
Den venlige inder, som sad til venstre for mig havde færrest chips, var den største fortaler for en deal - lige fra vi satte os ved finalebordet.
Han havde færrest chips, så han ville gerne lave en even chip deal - hvor vi fik ligemeget hver!
Hans konstante argument for at lave en deal var at imorges vågnede vi jo allesammen op og ville have været glade for at vinde £7,000.
Jeg sagde til ham at jeg ville være glad for at vinde £19,000.
De sidste seks var: Den unge afrikaner (chipleader), Mark med tatoveringerne, Jesus som sidder mellem afrikaneren og Mark.
Den venlige inder, den asiatiske pige og Gullberg.
Jeg ville virkelig gerne bare spille turneringen til slut og vinde £19,000.
På den anden side kunne jeg vel heller ikke sige nej til den deal, som ville give mig mere end ICM.
Jeg sagde at jeg ville have £13K for at gå med til en deal.
Det blev ikke til noget.
Brøndbygutterne retzz og kefir spillede også turneringen og supportede mig på railen.
Det var mægtigt sjovt - første gang i mit liv, hvor jeg havde en rail.
Specielt en hånd vakte morskab:
Jeg havde tabt lidt chips og var presset.
6-handed UTG+1 samler jeg: A♠ 2♦ op og gør klar til at skubbe mine cirka 10bb ind.
Netop som jeg skal til at skubbe, ser jeg ud af øjenkrogen at den venlige inder er mere end ivrig for også at skubbe sin mindre chipstack ind!
Jeg trækker øjeblikkeligt håndbremsen og folder!
Han indser sin fejl, men skubber alligevel. Resten af bordet snap-folder og alle griner.
Det var selvfølgeligt lidt af et bondemands-poker-trick fra min side og en streng turneringsleder kunne måske havde dømt mig for "forward motion".
Men jeg havde måske skubbet chipstacken en centimeter og ikke givet nogen verbal tilkendegivelse.
Lidt senere indrømmede han at han havde "KK".
I baggrunden hører jeg retzzz sige "Stærkt spillet, Gullberg!"
Der kommer en række hænder, som ikke faldt ud til min fordel og pludeslig var jeg lavest i chips.
Så var jeg heldig at vinde en All In med A9 mod AK.
Så ryger den venlige inder ud.
Den unge afrikaner er stadig chipleader.
Der blev stadigvæk ikke lavet en deal. Hver gang forlangte jeg mere end jeg jeg var ICM berettiget til.
Inderst inde ville jeg helst ikke lave en deal.
Så kommer den skæbnesvangre hånd.
Mark click-raiser, jeg har AJ på knappen og skubber. Han er ikke glad ved det, men kalder til sidst med 88.
Bordet løber ud K x Q x x og jeg er ude på en femteplads til £5,172.
De jubler alle og high-fiver. Nu kan de lave deres ønskede deal!
Marks 2.05m høje ven fra railen giver mig fingeren og siger: "Where's your £13K now? - Ha!"
Jeg trækker på skuldrene, skriver under på en kvittering om at jeg giver £72 i drikkepenge til personalet og deponerer £5,100 hos kasinoet.
Så går jeg i baren og får en pint sammen med retzzz og kefir. De fortæller sjove historier fra deres måned i London.
De fortæller mig desuden at poker-turnerings-kulturen i Danmark er noget anderledes.
Folk er langt fra så ivrige efter at lave deals. Folk er mere sportslige.
De sviner og presser slet ikke på samme måde.
