Dette er Gullberg blog nr. 2 om Betting systemer og spille strategier.
Past Posting
Past Posting er snyd. Det går ud på at spille efter resultatet er kendt.
Hvis det er ved roulettebordet man past poster, så går det ud på at placere éns spillejetoner på et vindende felt efter roulettekuglen er landet.
Det kræver at man samtidigt afleder dealerens opmærksomhed.
Udtrykket past posting stammer dog oprindeligt fra et andet spil: Heste Betting.
Det refererer til at man spiller efter at hesten har krydset målstregen. På engelsk: "past the post".
I filmklassikeren The Sting, prøver heltene Robert Redford og Paul Newman at sælge en past posting fidus til skurken Robert Shaw.
Det går ud på at de har en medsammensvoren, som er ansat ved telegrafvæsenet, som kan videregive resultatet af et hestevæddeløb inden det kommer til spillebutikken. Det sker ved at forsinke forbindelsen.
I filmen er det hele så et stort set up, som går ud på svindle Robert Shaw.
Filmen er 48 år gammel og foregår i 1936, så man kunne måske forledes til at tro at den slags medieforsinkelse af sportsresultater hører fortiden til.
Sådan er det dog ikke. Past Posting har en variant ved navn: Frontrunning.
I forbindelse med udbredelsen af internettet og massemedier er sportsbetting blevet noget man kan gøre ved at trykke på et par knapper på et tastatur.
Live betting også kaldet in play betting er blevet så populært i løbet af de sidste 20 år at det har overtaget omsætningen på traditionel sports betting.
I gamle dage spillede man på sportsbegivenhed, f.eks. en fodboldkamp, hvorefter man kunne sætte sig tilrette i sofaen og se kampen.
Nuomdage vil kunderne have mere action og spiller på livet løs under selve kampen.
Spillegiganten Bet365 oplyste i deres nyligt offentliggjorte regnskab at 79% af omsætningen kommer fra in play betting.
Hvordan laver man overskud på traditionel sportsbetting?
Svar: Man laver væddemål, hvor den forventede værdi er højere end den chancevurdering man har lavet.
Hvordan laver man overskud på in play sportsbetting?
Svar: Man laver en analyse og chancevurdering ligesom ved traditionel sportsbetting.
Eller: Man har bedre og hurtigere information end modparten.
I filmen The Sting har spillerene, der forsøger at "snyde systemet "en insider hos telegrafvæsenet.
Hvordan foregår det i 2021?
Der findes flere forskellige måder at opnå hurtigere information om udviklingen i en sportsbegivenhed.
Man kan selv tage til en fodboldkamp eller et tennisstævne med en mobiltelefon i hånden, man kan sende en medhjælper i marken, eller man kan flyve sin drone henover hestevæddeløbsbanen. Kun fantasien sætter grænser.
Ved mange sportsbegivenheder er den slags frontrunners uvelkomne. Hvis en arrangørerne af en tennisturnering fanger en såkaldt court sider, bliver vedkommende smidt ud.
Bookmakere bryder sig selvfølgelig ikke om at tabe penge til kunder, der spiller som om de har en spåkugle.
Hvis man gang på gang rammer rigtigt under live betting, så lukker de éns konto ned.
Spillebørsen Betfair har en advarsel på deres platform og flere sekunders forsinkelse på live betting væddemål i et forsøg på at tilbyde et mere ligevægtigt produkt til de tabende kunder. De tabende kunder er dem som sidder hjemme foran fjernsynet med deres mobiltelefon uden andre hjælpemidler end deres øjne og fingre.
Betfair har dog så stor fortjeneste ved live betting, at de er mere interesseret i at holde omsætningen oppe end at kunderne spiller på lige vilkår.
Der vil altid være nogen, som ved mere eller har adgang til hurtigere information end andre.
Findes der danske Frontrunning operatører?
Ja - det gør der. Nogle tidligere pokerspillere har skiftet spillekortene ud med hurtige billeder.
En gruppe går under navnet "Portugal Klanen"
En anden succesfuld frontrunning klub er så hemmelig at jeg end ikke kender dens øgenavn, men dygtige folk er de ihvertfald.
En af deres dygtigste krigere lavede i januar et overskud på 2.9 mio kroner. Den største gevinst kom på en tysk fodboldkamp mellem Mönchengladbach og Dortmund. Kampen endte 4-2 og føringen skiftede undervejs. Den slags skiftende føringer kan man score kassen på, hvis man bruger en spillebørs som Betfair og først spiller den ene vej og derefter den anden vej og rammer rigtigt hver gang.
Er Frontrunning snyd?
Jeg vil sige "nej", de er bare dygtigere i og med de opfanger og udnytter informationen før de andre spillere. De manipulerer ikke resultatet, men udnytter blot tekniske hjælpemidler.
Bemærk: Denne blog er forfatterens egen mening og opfattelse. Måske laver Portugal Klanen og de andre overskud ved at være dygtige til live betting-analyser eller det er bare rent og skært held.
Et gammelt ordsprog siger:
Den kloge narrer den mindre kloge...
Torsdag, fredag og lørdag er der hestevæddeløb på Aintree banen ved Liverpool.
Jeg har været i telefonisk kontakt med Clyde's Fætter og vil poste hans staldtips.
Disse spilletips er baseret på god gammeldags dataanalyse. Der er ingen droner eller anden form for hurtigere billeder involveret.