Det var lørdag formiddag. 335 håbefulde sjæle havde taget plads ved bordene på Party Pokers hjemmeside og hver især lagt 50 dollars for at få lov at vise deres vid og behændighed ved det grønne klæde. For hver enkelt af os var det som en eksamen, en eksamen hvor kun 10 procent består og kun de allerfærreste med excellance.
Jeg havde læst grundigt på dagens tekst og efter godt tre timer sad vi nu kun tre tilbage. Vi havde lagt 332 kadavere i vores kølvand og manglede nu bare at få fordelt de 8300 dejlige dollars imellem os. Arrangøren havde gjort lidt af forarbejdet for os og delt de i tre bunker af hhv. 4200, 2500 og 1600 skejser.
Blindsniveauet havde nået skræmmende 4000/8000, 12K på bordet allerede inden kortene var delt. Vores chipleader havde 190K, jeg selv 90K og junior de resterende 55.
Fjerdepladsen var netop blevet besat af en nordmand, der gamblede med J-10 og blev kaldt af chipleaderens A-8, begge hænder offsuit, og nu sad vi bare og tjattede lidt til hinanden, lod blindsene gå lidt på omgang.
Efter en seks-syv hænder sidder jeg på knappen. Dealeren omdeler kortene med sin sædvanlig rytmiske skurren, jeg kigger ned og dèr foran mig åbenbarer sig det herligste syn: To pragtfulde kvinder, blinkende med deres vidende MonaLisa-smil og deres mørke, mandelformede øjne. De farvestrålende rokokogevandter flagrer om deres smækre kroppe og i det fjerne synes jeg at høre den skønneste sirenesang, æggende, lokkende.
Det kræver al min selvbeherskelse ikke at smide hele stakken på bordet, men min grådighed og min iver efter at få fingrene i mine modstanderes bjerge af brændt ler maner mig til besindelse.
Jeg tøver en kende, raiser så til 24.000, 3 x BB.
Chipleader er small blind og han kalder mig uden at blinke.
Junior ser sin chance for et hurtigt avancement, smider sine skiver og læner sig længselsfuldt tilbage i stolen.
Floppet kommer på bordet, med kirurgisk præcision samme sted hver gang. Mit hjerte fornemmer de gode nyheder før min hjerne og springer let et par slag over. 10-5-7, ingen suits. Jeg tager min tid, grubler. Chipleader har spillet fornuftig poker ved finalebordet, kun vist fine hænder med en enkelt undtagelse. Da vi var 8 tilbage callede han fra 2. position med K-10 offsuit, så jeg ved, han er i stand til at spille marginale hænder. Og han er jo ovenpå, så hvorfor skulle han ikke gøre det igen. K-10 eller A-10. Jeg må finde ud af hvor jeg står. Jeg raiser en halv pot, 28 kilo. Denne gang fornemmer jeg lidt tøven fra hans side, dog ikke meget, før han igen bare caller.
Åh, hvad har han??? Kan han har ramt et set? Ville han ikke have reraiset mig før floppet med par 5 eller par 7? Han ville helt sikkert have gjort det med par 10, så væk med den. Tilbage til A-10. Top par med top kicker...hvis det var mig, der var mere end dobbelt chipleader, så ville jeg nok gerne call"e et par voksne bets med den hånd.
Hvad med 6-8? Nej, den havde han smidt fra starten. Og han spiller heller ikke 10-7 eller andet ubrugeligt snask. Han har A-10!! Fan"me så, A-10!!
Jeg går all-in, mine sidste 38.000 ryger ind på midten. Jeg ville give hvad som helst for lidt ventetid, nogle sekunder hvor han i det mindste giver indtryk af at tænke, men han håner mig, call"er uden den mindste snert af eftertanke.
Jeg holder vejret da han vender sine kort: 5-6 offsuit!!
Hvad var det? Har han henholdt mig i ulidelig spænding på grund af mindste par på bordet. Har han haft sat mig på et fuldblods bluff eller skal han være et eller andet sted snart og har ikke tid til at spille færdig.
Hele universet er gået i stå, mens vi venter på fif
Historien om en hånd
19-12-2005 18:22
#1|
0
19-12-2005 18:28
#3|
0
God historie, men f*** hvor surt!! :-)
Er du egentlig med på at forsvare vores 3. plads til hold dm?
19-12-2005 18:32
#4|
0
Hehe, ja hvis historien er SÅ god, accepterer vi helt op til 10% chance til villains i Bad beat sektionen
19-12-2005 19:21
#5|
0
velskrevet.
Der er vel en grund til at jeg stadig har bad-beat på forum-forsiden...
Du skal være logget ind for at kunne skrive et svar!