Hvad er det tætteste, du har været på at kradse af?

Jeg spørger, fordi jeg selv blev kørt ned den anden dag (fik kun overfladiske skrammer og var reelt ikke i nærheden af at dø, men det var en ret klam oplevelse alligevel) og bagefter var lidt rystet over tanken om, hvor hurtigt det hele kan slutte, hvis du er lidt uopmærksom, eller man er uheldig at møde en idiot bag et rat. Tænker, at der nok er nogen, der har lidt vildere historier end mig - og måske har ændret noget radikalt i deres liv efterfølgende? Sæt i gang..

1989, sejltur i 18-fods båd i Godhåbsfjorden i Grønland. Der var meget høj sø, styrtøj i stykker og kun halv motorkraft. Min mor kom ned til os tre børn nederst i båden og forsøgte at snakke om alt muligt andet end situationen.
Hun har senere fortalt, at hun kom ned for at sige farvel.
Jeg sejler ikke så meget mere.

Jeg vil tro, at der er mange, der har været tæt på. Folk tænker ikke over, hvad de laver, når de bevæger sig rundt i trafikken.. Så går man ud på cykelstien for at nå over til bussen, uden at tjekke om der kommer cyklister. Så går man ud på fodgængerfeltet uden overhovedet at se, om bilerne kan/vil stoppe for dig. Så cykler man tværs over vejen uden at orientere sig ordentligt osv. osv. osv.

Jeg synes selv, at det generelt er skide irriterende, at folk ikke ser sig for, og tænker over, at der er andre end dem selv i trafikken, og at jorden ikke kun drejer sig om dem. Dette gælder for eksempel også i storcentre, hvor folk kan stoppe op fra det ene øjeblik til det andet uden at tænke over, at der faktisk går folk bag dem, som så vælter over dem.

Jeg var nybegyndt håndmand for en gravemaskine. Skulle sætte en krog/kæde i en stor jernplade -af den slags man dækker huller i vejen- den fik jeg så ikke sat ordentligt fast.
Pladen faldt ned og gav mig en stor hudafskrabning på skinnebenet. det kunne være gået MEGET værer!!

Er så ogå som murerlærling skvattet på rygnigen af et to etagers hus i Gl.Holte, med to spande mørtel i hænderne, landede heldigvis lige i knæhaserne med hovedet ned ad taget.

Godt, at du ikke er kommet alvorlig til skade. Det er altid en grim oplevelse at mærke døden puste i nakken.

Svjv har jeg aldrig selv været rigtig tæt på at kradse af - udover at være født som ægte sædefødsel i 1975. Havde min mor ikke været en 19 årig smidig gymnast, så var det i hvert fald endt galt.

Og så har jeg siddet i en bil og 2 busser, der er blevet påkørt af henholdsvis personbil, lastbil og varevogn.

Min søster har til gengæld været ved at drukne et par gange, er faldet ud af 2 vinduer som helt lille barn (første gang var fra 1. Sals højde og hun ramte en betontrappe med hovedet først) hun er faldet ned fra træer og har taget nogle voldsomme styrt med heste i ridebanespringning.

Hun er dog ikke blevet mere forsigtig af den grund.

En trafikulykke for 2 år siden. Lå i koma i 4 uger på Rigshospitalet og lå og svingede mellem liv eller død, og de knogler jeg brækkede i ryggen og nakken, var kun 1 mm eller 1 cm (kan jeg ikke lige huske) fra at ramme nervebanen, og så havde jeg været lam. :/

nyhederne.tv2.dk/article.php/id-41093062:to-slynget-ud-af-bil-p%C3%A5-motorvej.html


Det sætter virkelig livet i perspektiv. Man lærer at sætte pris på de mennesker der er omkring en. Lærer at sætte pris på de ting man har, og ikke fokuserer på de ting man mangler.

Jeg har efter ulykken været i seriøs genoptræning og fejret årsdagen (og livet) sidste år med at gennemfører et maraton løb. Har siden da løbet 4 maratonløb og et 24 timers løb.
Lægerne og fyserne sagde jeg skulle vente, og give det tid, men det kunne jeg ikke. Ville bevise overfor mig selv, at man kan hvad med vil, så længe man tror på det :)


kostede iøvrigt også en operation i ryggen og nakken

Min far døde i en arbejdsulykke i 1997 da han kun var 42 år gammel.
Det har givet mig en sund respekt for livets skrøbelighed, så jeg kører ikke (ret meget) for stærkt og bryder mig slet ikke om at køre tæt på andre bilister.
Bare spørg Mikkmakk hvor meget jeg bremser med og gisper af skræk, hvis et elleR andet fjols trækker ind foran os på motorvejen osv.

Og så skal jeg altid vide det med det samme, hvis han bliver forsinket på vejen hjem. Og gæster/ folk jeg holder af skal lige sende en sms når de er sikkert hjemme efter en lang køretur - Ellers bliver jeg urolig.

Jeg glæder mig absolut ikke til sønnerne bliver gamle nok til at køre knallert og senere bil :-[

Har, som dig selv OP, prøvet at blive kørt ned.
En varevogn med 60 km/t. Jeg var mere eller mindre selvforskyldt (var en vej med blindt spot til venstre side), udover at han kørte 10 km/t for stærkt.

Det lyder ret voldsomt på papiret, men der skete ikke det store. Min ven gik i chok. Han så på fra sidelinjen da jeg fløj igennem luften. Kan intet huske fra det, udover at jeg "vågnede" på vejen og kunne ikke trække vejret men på en eller anden måde fik jeg rejst mig og sat mig ind på fortovet.

Der kom ambulance og hele svineriet. Kom på hospitalet trauma center, en hel del læger kom hen til mig. De behandlede mig som var jeg svingende mellem liv og død.
Fik noget bedøvelse, kan huske jeg sad og og råbte af en læge fordi han skulle klippe min nye dyre trøje op. Opfattede slet ikke hvad der rigtig var sket.

Det endte så med at de kunne se der intet var sket, udover et hul i hovedet og en stor skramme på ryggen.
En af lægerne sagde det var et mirakel der ikke var sket mere. Om det sandt eller ej, skal jeg lade stå i det uvisse.

Det er selvfølgelig ret sick at tænke tilbage på, og omkring et halvt år efter ulykken kunne jeg godt være virkelig bange i traffikken.
Men ellers, det har ikke ændret noget på mig selv. Man kan sige desværre, for jeg tror aldrig jeg helt har opfattet hvor hurtigt det kan gå.
Det mere min ven der så det og chaufføren, der virkelig blev ramt psykisk (chaufføren kom forbi mig et par dage efter, han var helt smadret psykisk, men vi fik en god snak).

Løb fra en lokal dude på svampe og piller, der viftede med en pistol, på Filippinerne. Hans 6-fingrede bror tilbad Hitler, havde sagt til min ven at han ville dræbe ham hvis vi gik, og påstod at han var klar til at være lejemorder for en fair pris.

Det hele foregik dog i en 'ok' stemning på en lokal bar, og chancen for at vi var blevet skudt hvis vi ikke havde løbet fra pistolmanden, der fulgte os ud, kan jeg ikke vurdere, men nok ikke høj.

Så nu er det bare en sjov historie.

Som ca. 18 årig var jeg ved at drukne ved Karrebæksminde, fordi en kammerat og jeg svømmede ud til bøjerne og på vejen tilbage var der sindssyg understrøm. Jeg var ikke en særlig habil svømmer. Og min kammi kunne ikke bjærge mig. Der kom heldigvis en vaks god svømmer ud og reddede mig inde fra land. Aner ikke hvem han er så har aldrig fået sagt ordentligt tak ;(

Kørte engang ind i autoværnet på motorvejen, det kunne sagtens have endt galt !!

Har været udsendt som soldat et par gange, dog ikke været super tæt på at dø der. Vi sad i bunker den ene gang hvor granaterne fløj frem og tilbage over vores lejr i ca 12-18 timer.

Anden gang stod vi ude på en bro og dannede kæde. På et tidspunkt beslutter de fulde tosserikker sig for at gå ned og hente en bus og køre med 70-80 km i timen direkte mod os ind over denne bro.

Kaptajnen for en kampvogns enhed stod bagved os og råbte højt og sikkert -- i bliver bare stående !! ;)

Ikke godt og vide hvad man havde været i dag, hvis de havde taget hele turen ind i kampvognen !!

Ja og så det løse ;)

TonnyG skrev:
En trafikulykke for 2 år siden. Lå i koma i 4 uger på Rigshospitalet og lå og svingede mellem liv eller død, og de knogler jeg brækkede i ryggen og nakken, var kun 1 mm eller 1 cm (kan jeg ikke lige huske) fra at ramme nervebanen, og så havde jeg været lam. :/

nyhederne.tv2.dk/article.php/id-41093062:to-slynget-ud-af-bil-p%C3%A5-motorvej.html


Det sætter virkelig livet i perspektiv. Man lærer at sætte pris på de mennesker der er omkring en. Lærer at sætte pris på de ting man har, og ikke fokuserer på de ting man mangler.

Jeg har efter ulykken været i seriøs genoptræning og fejret årsdagen (og livet) sidste år med at gennemfører et maraton løb. Har siden da løbet 4 maratonløb og et 24 timers løb.
Lægerne og fyserne sagde jeg skulle vente, og give det tid, men det kunne jeg ikke. Ville bevise overfor mig selv, at man kan hvad med vil, så længe man tror på det :)


kostede iøvrigt også en operation i ryggen og nakken

PUKE. Big time PUKE.

Glad for at høre, at det går fremad :)

I hæren for nogle år siden. Vi skulle træne delt stillingskifte med skarp.. Min buddy ser en skive der er på hans højre side. Samme side som jeg ligger på. Jeg lå lidt længere fremme end han gjorde.
Han afgiver op til flere skud, og kan mærke projektilerne flyve forbi mit hoved. Det var vidst en 3-4 skud.
Vi snakker centimeter fra at blive skudt i hovedet, bogstaveligt talt.

Var først bagefter at jeg virkelig forstod alvoren samt hvor tæt det egentligt havde Været. Reagerede ganske køligt, synes jeg selv, og tænkte bare : jeg ligger for langtvæk fremme, må hellere kravle lidt tilbage.

I børnehaven, 2 gutter sad med et halstørklæde på hver deres side af mig og trak imod dem selv, imens halstørklædet var strammet om min hals. Kan huske det sortnede for mine øjne et splitsekund, inden de gav slip igen.

Ubehagelig følelse.

Jeg har alt for mange (mindst fem situationer der var virkelig tæt på, sikkert fem til der absolut også havde potentiale), men den der altid kommer på toppen af min liste er da jeg faldt i søvn på motorvejen. Not cool, der var "formildende omstændigheder", men det er en meget lang historie.

Rimelig klamt at vågne mens man kører med +100 km/t, dog ikke på vejbanen mere. Totalskadet bil, ingen andre involveret, ingen skader på mig. Jeg havde aldrig troet det kunne ske for mig, men det kan det tydeligvis --> jeg er yderst obs på træthed ved kørsel nu. Og mit takeaway? Tag en ekstra pause og vær ikke sky for at stoppe bilen og tage en lur - anywhere.

Ellers er jeg også fløjet over en bil, har været meget tæt på at drukne, været i diverse uforskyldte trafikuheld, et tilfældigt skridt fra at falde 10-20 meter, cm fra at skære pulsårer på glas (to gange!) og meget mere. Shit happens I guess :-)

16 år, på vej hjem. Fuld smed i sin varebil bakker ud, ser sig kun til venstre, jeg kommer til højre. Han bakker ind i mig så jeg vælter. På det tidspunkt er jeg endnu ikke i panik. Det er mere efter at han fortsætter med at bakke og varevognen kun er få centimeter fra at køre hen over mig, at han ser en ældre dame der vifter og skriger at han skal stoppe, før han stopper.

Han fik taget kørekortet få år efter.

Som soldat var der også et par situationer som kunne været gået grueligt galt. Har dog været ret heldig (7 9 13) de seneste mange år.

De fleste selvforskyldte "near death" oplevelser kommer vel indtil starten af 20erne, fordi frontallapperne endnu ikke er helt veludviklet.
Høj indtagelse af alkohol og "Brian fødder" på speederen er vel også de mest almindelige.
De dumheder man enten selv lavede eller hørte om som teenager, hører jeg stadig fra nutidens unge.

Hold da op folk lever farligt. Det kan godt være der er mange situationer man ikke oplever, som måske kunne være livstruende, men jøsses folk har været galt afsted herinde :/

Jeg har 7-9-13 endnu ikke været ude for noget slemt personligt, "kun" familiært.

Et par gange på Rigshospitalet grundet for høj promille, som 16 årig var jeg oppe og runde 3,5 i promille det var ikke sundt.

Det værste er at jeg ikke lærte synderligt meget af det da jeg af gode grunde ikke kunne huske en skid.

Ikke livstruende men det kunne nemt være endt galt, skal lige siges at jeg altså ikke har været så fuld siden og langt fra drikker på den måde mere .)

Nu vil jeg selv kalde mig for hypokonter og derfor er jeg tæt på at dø hele tiden... For tiden er jeg også i livsfare efter jeg trådte på en hveps - læger håber dog på det bedste. :)

Spøg til side.. Jeg har en rigtig oplevelse hvor jeg frygtede for mig liv. Samtidig med at min mor frygtede for hendes og mit.
Vi befinder os i Thailand, min mor og far samt mig.. Som de turister vi var, havde vi besluttet os for at tage ud til en "elefant-park" hvor man fik en lille tur rundt i parken på ryggen af elefanten.. Man sad på sådan en lille form for sæde til to hvor at hende thai-pigen der styrede den bare sad omkring halsen på den..

Det gik så også ganske fint og vi nød det rigtigt, for hold kæft hvor var det smukt!
På et tidspunkt rundt på ruten når man så til en lille sti som går helt ud til en skrant hvor der minimum var 100 meter ned til en flod, hvor der dog stak kæmpe sten op fra.. mit bud er at der ikke var særlig dybt.
Elefanten vender sig pluselig 90 grader og står nu med hovedet ud over skranten og forsøger at nå nogle bananer eller whatever det var.. Min mor når lige at få sagt: I dont like this, før at Elefanten sætter sine 2 "forpotter" ned på skråningen som altså var MEGET stejl... Nu sidder mig og min mor begge og er nød til at holde fast i kanten på det sæde vi sad på for ikke at ryge udover og presse os tilbage i sædet.

Jeg tror aldrig jeg glemmer hvor meget frygt der var i min mors stemme da hun gentagende gange rystende fik sagt: i realy realy dont like this! Mens jeg som den 13 årige gut jeg var der ikke kunne sige en lyd.. Jeg var så bange at jeg ikke tænkte.. Jeg har siden hen tænkt på om man kunne have rejst sig og sprunget udover halen på den og derved komme i sikkerhed, ved dog ikke om det ville have givet elefanten overbalance så min mor og thai-pigen var styrtet i døden..

Alt dette skete for øjene af min far som sad bag på en elefant der befandt sig bag os, han kunne dog heldigvis se elefanten vende rundt efter thai-pigen på magisk vis fik vendt den...

Jeg kan stadig få kuldekysninger af bare at tænke på det.

Om det har ændret noget i mit liv? Njaa, forsøger tit at sige til mig selv at jeg skal leve så skulle jeg skride i svinget imorgen ville jeg ikke fortryde noget, men det er jo bare en cliche og dur ikke rigtigt i virkeligheden synes jeg.

1) Gaseksplosion i nabolejligheden på 3. Sal. Alle mine vinduer og døre blev blæst ud og gavlen rykkede sig 5 cm. Da vi skulle ud af lejligheden og ned af trapperne var der flammer under loftet og ned af trappen, naboen kom ud fra lejligheden og lignede noget fra en tegnefilm, sort i hovedet og med tøjet i laser, han var meget tæt på at dø af sine forbrændinger.. Hvis det havde været om natten, så tror jeg ikke vi havde nået ud.

2) En lastbil der trækker ud i mig mens jeg er ved at overhale på motorvejen - det kostede en snurretur. Vildt så lang tid der går før man holder stille når kører 120 km/t

Første køretur da jeg lige havde fået kørekort. Låner farmands Saab 95 Turbo, og gir' den fuld Rebekka ud ad motorvejen.

Da jeg rammer 225 km/t, og vil bremse ned, sker der dét man kalder for "bremse-fading" = du jogger pedalen i bund uden bilen bremser (skyldes overophedning, som danner et lag gas mellem skiver og klodser...).

Med det resultat, at jeg må foretage en overhaling indenom en autocamper, og så yderligere udenom en lastbil.

Får bragt bilen til standsning i nødsporet, langsomt, ved hjælp af håndbremsen.

Kørte efter bogen, hele vejen hjem, og har ikke kørt over 130 siden.

Udover det - slynget ud af RIB-boat, da jeg var i Søværnet, under en live boarding af et skib, i Østersøen. Plus 10 m bølger. Yderst ubehageligt.

Da Robin van Persie solgte sin sjæl til United

Åbent Mavesår, for derefter at blive kørt med fuld gadaffi fra Næstved til Hvidovre Sygehus i Ambulance. For at blive akut opereret og vinder af et 15cm langt ar på maven.

For at få afvide jeg ikke skulle ha ligget 1 time mere derhjemme så havde det ikke været godt :(.

Da jeg 1 måned efter blev klar nok til at blive rykket fra intensiv til alm afd. Tog vi en tur igen med et nyt åbent mavesår.

Nåede at ligge på Sygehuset i godt 2½måned...

Blodforgiftning 2 gange.

Elektrisk stød flere gange

Slukket en el-brand på arbejde, hvor jeg bliver indlagt bagefter for mistanke om røgforgiftning.

Første gang jeg skulle prøve at ryge hash! Var lidt for smart, og havde ikke lyst til at dele min 2g joint med nogen som helst.

Det kunne min dengang 15årige krop på 50kg IKKE klare og jeg endte med at kaste op og hoste blod i 4-5 timer. Jeg troede virkelig inderligt at det var slut nu. Hvorfor der ikke blevet ringet til mine forældre eller en ambulance forstår jeg stadig ikke den dag i dag :D

Fuck ja, glemte helt dengang jeg fik de gode 220V i fingeren. Øm arm resten af dagen.

MrPaulsen skrev:
Første gang jeg skulle prøve at ryge hash! Var lidt for smart, og havde ikke lyst til at dele min 2g joint med nogen som helst.

Det kunne min dengang 15årige krop på 50kg IKKE klare og jeg endte med at kaste op og hoste blod i 4-5 timer. Jeg troede virkelig inderligt at det var slut nu. Hvorfor der ikke blevet ringet til mine forældre eller en ambulance forstår jeg stadig ikke den dag i dag :D

Man kan ikke dø af at ryge hash :)

Pokermadsen skrev:

MrPaulsen skrev:
Første gang jeg skulle prøve at ryge hash! Var lidt for smart, og havde ikke lyst til at dele min 2g joint med nogen som helst.

Det kunne min dengang 15årige krop på 50kg IKKE klare og jeg endte med at kaste op og hoste blod i 4-5 timer. Jeg troede virkelig inderligt at det var slut nu. Hvorfor der ikke blevet ringet til mine forældre eller en ambulance forstår jeg stadig ikke den dag i dag :D

Man kan ikke dø af at ryge hash :)

Det kan du jo så passende fortælle hans krop, når han dør af blodtab :)

Bodyboardingudflugt i Japan syd for Tokyo.

Jeg kan ikke svømme, men tænkte at vandet ikke var særligt dybt i den lagune vi befandt os i. Da der var for mange unger inde ved land, padlede jeg ud til hvor surferdudesne var. Går fint med de første par høje bølger (2 meter cirka) og det er herregrineren, så jeg svømmer lidt mere ud og er nok et par hundrede meter fra stranden. En flot 3.5 meter bølge, fanger jeg ikke (padler ikke stærkt nok), så jeg bliver slynget op i luften af og panikker og ryger langt under vandet (der har nok været en 3 meter dybt). Der er så understrøm som gør at jeg ruller rundt om mig selv, fordi jeg er panikket har jeg insta pustet al luft ud og lukket øjnene, så prøver bare at svømme i en retning. Jeg ender med at svømme ned til sandbund inden jeg får svømmet opad igen, da jeg kommer op og kun lige har hovedet over vand og får åbnet øjnene kommer en efterbølge på ca. 1.5 meter og jeg ryger under igen og triller rundt, men kommer hurtigt op igen.

Det har vel taget ca 10-15 sekunder, men da jeg kommer op anden gang er der 4-5 bekymrede surferdudes omkring mig, så jeg padler hurtigt ind mod land og hoster vand og slim op de følgende 3 kvarter.

Hvis jeg bare kunne svømme en smule havde det nok været standard. Men det har givet mig respekt for at være i vandet fremover.

Pokermadsen skrev:

MrPaulsen skrev:
Første gang jeg skulle prøve at ryge hash! Var lidt for smart, og havde ikke lyst til at dele min 2g joint med nogen som helst.

Det kunne min dengang 15årige krop på 50kg IKKE klare og jeg endte med at kaste op og hoste blod i 4-5 timer. Jeg troede virkelig inderligt at det var slut nu. Hvorfor der ikke blevet ringet til mine forældre eller en ambulance forstår jeg stadig ikke den dag i dag :D

Man kan ikke dø af at ryge hash :)

Som om jeg vidste det på daværende tidspunkt :)

Som bette knægt (12 år vel) på en strandtur i Italien var jeg smuttet ud på en mole der stak vel 100-150 meter ud fra stranden.
Hoppede i og ville svømme ind. Nu kunne jeg så ikke andet end hundesvømning, så ca halvvejs var jeg løbet tør for krudt og gik under.
Kan huske at jeg tænkte på at jeg ikke ville se mine forældre igen, og hvordan det var min egen skyld når jeg nu var smuttet fra dem.
Men en italiener på molen havde fulgt min tur de sidste meter og sprang åbenbart i efter mig.

Man har lov at være heldig.

Syge ting i den her tråd! Jeg har aldrig så meget som brækket en tå, så jeg har aldrig oplevet noget nær nogen i denne her tråd. Det tætteste jeg kommer på at tænke "ok nu er det slut" må være følgende:

Jeg befinder mig på et fly på vej hjem fra en eller anden random live tour, vi er lige kommet i luften og skiltene med fasten seatbelt er lige blevet slukket. 2 stereotyper på Al-Qaeda terroister (turban, "kjole", langt skæg) rejser sig op fra deres plads midt i flyet 3 rækker foran mig, og går herefter ned i hver sin ende af flyet med en eller anden form for semi stor håndtaske foran sig i armene. Jeg vender mig om og kigger 2 rækker bagud hvor min kammerat sidder (vi sidder begge ved gangen), og vi udveksler et blik af total angst over hvorfor de går ned i hver sin ende af flyet simultant. Der går vel 10-12 minutter, inden de to mænd stille og roligt returnerer til deres sæde.

Der skete intet herefter, og mit bedste bud må være noget religiøst ala de måske skulle ud og bede (mindes at have hørt muslimer beder et par gange om dagen på faste tidspunkter).

Fordomme længe leve.

Følte jeg var ret tæt på at kradse af efter den sidste fodboldkamp jeg spillede.. det hjalp dog gevaldigt efter at par kolde øl i omklædningsrummet.

@MikkMakk
Ja det er sgu nemt som kommandør på en 40+ ton kampvogn at forlange at folkene foran bare bliver stående, når han selv ikke rokker sig ud af stedet ved en evt. påkørsel.
Stod forresten selv ved et andet checkpoint den samme aften da vi jo var udsendt på samme hold. Absolut ikke en sjov oplevelse (men vand i forhold hvad folk i f.eks. Helmand, har været udsat for). Dog var det med til at vise at vi som danske soldater formår at stå sammen når det virkeligt brænder på, og at vores uddannelse inden vi tager af sted er en af de bedste i verden. Stor respekt herfra (men det ved du vel)

@TonnyG
I artiklen står der at der var en kvinde med i bilen. Hvordan har hun det i dag? Der står også at i ikke havde seler på. Var du enten kommet mere til skade eller sluppet "billigere" fra ulykken, hvis i havde haft seler på?

@Rubino
Kvinden røg ud af bagruden (jeg igennem sideruden) og landede i rabatten (jeg på overhællingesbanen på motorvejen og blevet står bevidstløs), så der skete ikke noget videre med hende, andet end et par brækkede ribben og noget med halebenet. Hun er gudskelov uden mén i dag :)
Ville aldrig have kunne tilgive mig selv, var der sket noget med hende, da jeg var fører af bilen.

Havde vi haft seler på, var vi blevet mast ihjel, måtte politiet erkende/indrømme, da de afhørte mig 5-6 uger efter ulykken. Så det reddet vores liv, at vi ikke havde dem på.

TonnyG skrev:

Havde vi haft seler på, var vi blevet mast ihjel, måtte politiet erkende/indrømme, da de afhørte mig 5-6 uger efter ulykken. Så det reddet vores liv, at vi ikke havde dem på.

Jeg bider på.
Hvad er din holdning til brug af sikkerhedssele så i dag?

Sele på - any time no matter what!
Vi har været de personer, som man siger 1 ud af 100 eller måske 1000, som overlever sådan noget.
Der er ingen grund til, at udfordre skæbnen en gang til.

Der er ingen af os, der kan huske ulykken. Jeg kan ikke en gang huske, at jeg satte mig ind i bilen. Vågner bare 4 uger efter på et hospital. Stiller ikke spørgsmålstegn ved noget, hvilket jeg stadig den dag i dag ikke forstår, men det jeg ville frem til var, at bilen var af nyere dato, hvilket gjort at bippede kontant, hvis dem foran ikke havde sele på, så vi er sikker på, at vi havde sele på, men politiets teknikker osv er overbevidst om vi ikke havde sele på.

walth skrev:
Syge ting i den her tråd! Jeg har aldrig så meget som brækket en tå, så jeg har aldrig oplevet noget nær nogen i denne her tråd. Det tætteste jeg kommer på at tænke "ok nu er det slut" må være følgende:

Jeg befinder mig på et fly på vej hjem fra en eller anden random live tour, vi er lige kommet i luften og skiltene med fasten seatbelt er lige blevet slukket. 2 stereotyper på Al-Qaeda terroister (turban, "kjole", langt skæg) rejser sig op fra deres plads midt i flyet 3 rækker foran mig, og går herefter ned i hver sin ende af flyet med en eller anden form for semi stor håndtaske foran sig i armene. Jeg vender mig om og kigger 2 rækker bagud hvor min kammerat sidder (vi sidder begge ved gangen), og vi udveksler et blik af total angst over hvorfor de går ned i hver sin ende af flyet simultant. Der går vel 10-12 minutter, inden de to mænd stille og roligt returnerer til deres sæde.

Der skete intet herefter, og mit bedste bud må være noget religiøst ala de måske skulle ud og bede (mindes at have hørt muslimer beder et par gange om dagen på faste tidspunkter).

Fordomme længe leve.

Ville blive så bange, at jeg insta ville begynde at hyle tror jeg!

Må være da min mor kom tøsejod på et sår......der var jeg ved at dø af skam over at skulle vise mig hos kammeraterne med TØSEjod på :-(

Mere seriøst må det være på motorvejen, hvor vi lå lige bag meget høj ( men åben foroven ) lastbil.......pludselig løsnede noget kæmpestykke jern sig fra dens last, som landede ganske få meter fra os på højre side af bilen.

1½ år siden hoppede på hovedet i en pool på ferie, brækkede nakken, 7. nakkevivl knust, brud på 6. nakkevivl. Får selv svømmet mig fra midten af poolen ind til kanten med ondt i hovedet og tænker jeg skal lige op og sunde mig på jorden.

Kommer dog ikke videre end da jeg er ved kanten har jeg ikke kræfter til at trække mig selv op, må kalde på min onkel som sidder halv stiv ved poolen og nyder en drink og be ham om hjælp til at skubbe mig op af poolen. Da jeg kommer op af pooler ligger jeg så udskrakt på ryggen og kan ikke mærke mine ben og har nervesmerter i hele kroppen. Efter godt 1 time kommer den lokale lægen på Øen og tilser mig, hun har ingen krave da den var givet væk ugen før. Yderligere 1 time efter kommer der en gammel ambulance fra før 2. verdenskrig, no kidding! Folk er i panik og aner ikke hvordan de skal få mig fra poolen og 50m op af trapper og ind i bilen. Til sidst får de rullet et lagn under mig og videre op i ambulancen.

Derfra husker jeg ikke meget, er kun vågen kort hvor jeg beklager mig over smerter og rystelser fra ambulancen mens jeg får en sprøjte morfin hver 30. min til vi 4 timer senere er på nærmeste hospital. Jeg vågner lidt op der inde og true med bål og brænd hvis de så meget som bare puster på min krop. Forstil jer at de var nød til at skifte mig over på en anden båre, derefter på en en krave. Derefter af med kraven igen for at komme i en scanner, og på igen med kraven. Bonget op alt det morfin kroppen kunne trække skriger jeg stadig af smerte.

Den pgl. lægen på stedet spørger om jeg vil sendes videre til Manila, 4 timers kørsel, hvor han har en gammel studiekammerat der var førende inden for området og operation af nakken. Det tog jeg i mod og bliver fragtede videre med 30km i timen i en nyere ambulance, nok fra 1960 or so. Stadig gammelt lort, men vi kunne ikke kører hurtigere grundet rystelser fra køretøjet og op i nakken, selvom jeg stadig var dopet til af morfin.

Jeg ankommer så til et top5 hospital i hele asain, hvor rige loaded folk fra mellemøsten samt USA tager til for at få operationer. Jeg kom i gode hænder og opereret dagen efter jeg ankom da lægen lige skulle hjem og sove før han kunne tage mig.

2 dage senere vågner jeg op med en metal plade fra C5 til T1 samt et flot lille ar på halsen. Kan huske hele turen, men husker INTET whatsoever om hvor mange smerter jeg havde, og det gør jeg heller ikke stadigvæk. efter 7 dage i sengen får jeg lov til at begynde at gå igen. Det var svært de første par dage. Efter 14 dage i Manila var jeg "frisk" nok til at flyve hjem bonget op på dope.

Den dag i dag har jeg det fint nok taget i betragtning af at det stunt jeg lavede bliver 9/10 lam fra ben og ned, de heldige kan få stiv tisseflute. Jeg klonkede bare min 4 outer, og har kun men i den forstand at jeg har mistet ca. 50% kraft i højre hånd(jeg er højre håndet) samt motorisk vanskeligheder, 5% nedsat bevægelse i nakke, lidt nakke og rygsmerter, primært udspringer det sig fordi jeg har taget rygmarvsskader samt lidt tonus i benene. Ellers alt vel :).

@Walth

Pas på med din historie! Da jeg blev fragtet hjem på businessclas og kørt igennem 3 forskellige lufthavne i en kørestol på vej hjem var jeg ikke igennem ET ENESTE SECURITY eller METAL SCANNER. Så hvis du ser sådan nogle 2 fætre igen og de sidder i en kørestol inden de skal boarde, så TAG DET NÆSTE FLY! for der er stor chance for de ikke har været igennem security!

@TonnyG

Sick story :(. Hvilke skader pådrog du dig i nakken og ryggen?

samtlige drukture siden 1986 og der har dælme været mange... problemet er at jeg ikke selv husker de livstruende historier, men venner, bekendte og tilfældige tilskuere har berettet om MANGE syge ting - forsøgte bl.a at hoppe ind i et nyt år, i en lav kælder med betonloft, fra en stol - pænt glad for at der var førstehjælps-kyndige i nærheden, da jeg præsterede at slå mig selv bevidstløs og faldt uheldigt så jeg blokerede luftvejene - missede for i øvrigt alt fyrværkeriet den aften...

Ville spamme for vildt hvis I skal ha' alle historierne - har også et par diplomer for at have reddet menneskeliv, så det går vel lige op det hele

Bare vi passer på hinanden, så går det sgu' nok... Take care players :-)

Pneets skrev:
Bodyboardingudflugt i Japan syd for Tokyo.

Jeg kan ikke svømme, men tænkte at vandet ikke var særligt dybt i den lagune vi befandt os i. Da der var for mange unger inde ved land, padlede jeg ud til hvor surferdudesne var. Går fint med de første par høje bølger (2 meter cirka) og det er herregrineren, så jeg svømmer lidt mere ud og er nok et par hundrede meter fra stranden. En flot 3.5 meter bølge, fanger jeg ikke (padler ikke stærkt nok), så jeg bliver slynget op i luften af og panikker og ryger langt under vandet (der har nok været en 3 meter dybt). Der er så understrøm som gør at jeg ruller rundt om mig selv, fordi jeg er panikket har jeg insta pustet al luft ud og lukket øjnene, så prøver bare at svømme i en retning. Jeg ender med at svømme ned til sandbund inden jeg får svømmet opad igen, da jeg kommer op og kun lige har hovedet over vand og får åbnet øjnene kommer en efterbølge på ca. 1.5 meter og jeg ryger under igen og triller rundt, men kommer hurtigt op igen.


Det har vel taget ca 10-15 sekunder, men da jeg kommer op anden gang er der 4-5 bekymrede surferdudes omkring mig, så jeg padler hurtigt ind mod land og hoster vand og slim op de følgende 3 kvarter.

Hvis jeg bare kunne svømme en smule havde det nok været standard. Men det har givet mig respekt for at være i vandet fremover.

hmmm

For satan folk har klonket sig ud af nogle vilde ting.

Jeg vågnede selv op en lørdag morgen, tilbage i gymnasiedagene, i min seng hvor der vitterligt var pisset udover det hele. Jeg kan intet huske fra dagen før, men får så at vide, at gutterne har sendt mig hjem i en taxa, da de ikke orkede mig mere. Hjemme foran mine forældres hus er den stået helt af for mig, og i stedet for at banke på, eller selv forsøge at låse op - har jeg i min desperation bare stået og krattet på døren ( halvdelen af dørens maling sad vitterligt under mine negle dagen efter ) Det er februar måned og minusgrader, men jeg beslutter at lægge mig til at sove uden for, i jeans og t-shirt - så jeg er kort sagt fucked på det her tidspunkt, og godt på vej til at sove ind og dø af kulde. Jeg bliver reddet af, at min mor på mirakuløs vis vågner med en følelse af at noget er galt, hvorefter hun går ud og finder mig sovende på fliserne foran huset - også her havde jeg pisset i bukserne, så det var seriøst utroligt hvordan det lykkedes mig at fylde min egen seng så kort tid efter

Sick tråd. Næsten til endnu en film i Final Destination serien.

Har selv været ved at dø et par gange:
-Overset biler i trafikken og forsøgt at dreje til venstre i et 2 sporet kryds på cykel, hvorefter en bil med hornet i bund hamrer forbi mig. Følte tiden gik i super slow-motion, og nåede at få flashbacks til episoder i mit liv på et par sekunder...

-Blevet godt fried da jeg skulle hænge kæde med lys op; fik stød fra kontakten så hele kroppen rystede og mit hjerte sprang et slag over og mistede bevidstheden i et splitsekund. Var som om ledningen 'hang fast' på min hånd pga strømmen. Faldt bare sammen på jorden bagefter, og har stadigt ar eftet det, da min finger var blevet revet/brændt af strømmen. (Foregik i sydafrika, med mega ringe el-sikkerhed)

-ved stranden i Portugal i nærheden af Lisabon, som 12-årig. Et sted med meget understrøm og stejl strand med klitter helt ned til vandet. Kæmpe surferbølger på 3+ meter. Egentlig ikke et sted man kunne bade, så jeg selv, min mor og min bror skulle bare lige stå på stranden og mærke trækket fra bølgerne. Så kommer der pludselig en bølge som lige er et par numre større end de andre og vi bliver alle tre revet med ud. Bliver rullet rundt i brændingen og kan ikke finde ud af op og ned. Begynder at mangle luft, men bliver heldigvis spyttet op på stranden igen af en stor bøgle. Min bror kommer ind med den næste. Min mor er desværre blevet fanget af strøm på den anden side af bøglerne og prøver forgæves at svømme mod land. En snarrådig badegæst der havde holdt øje ryger ud efter hende og får hevet hende i land. Eneste minde efter turen var et par hudafskrabninger.

Jeg vågnede en nat i 1984 fordi min daværende kæreste tævede løs på mig. Hun vågnede fordi jeg lå og kastede mig rundt i sengen helt blå i hovedet. Hun havde allerede ringet efter en ambulance, og jeg fik på sygehuset diagnosticeret et alvorligt astmaanfald. Det har jeg så måttet døje med siden.

Så skal vi helt tilbage til da jeg blev født i '92.
Jeg blev født 3 måneder for tidligt som tvilling.
Egentlig skulle jeg være kommet sidst ud, men under fødslen formår jeg at overhale, det der så blev min lillebror, indenom og bliver dermed født først.
Min lillebror kommer derefter ud som den sidste og med benene først og efter kun et par minutter dør han desværre.
Da jeg blev født vejede jeg omkring 1 kg og på et tidspunkt var min vægt helt nede på 840g. (Jeg har dog taget revanche sidenhen og er i dag 1,93m høj og vejer omkring 90kg).

På daværende tidspunkt, hvis man blev født så tidligt, døde 33% ligesom min tvilling, 33% blev fysisk eller psykisk handicappet og de sidste 33% formåede så at klare sig igennem uden mén.

Min far var på daværende tidspunkt var landsholdsspiller i håndbold (Otto Mertz)og i Ekstra Bladet næste dag kunne man læse at
"landsholsspilleren Otto Mertz har fået 2 dødsfødte sønner" - typisk Ekstra Bladet ikke at have facts'ne i orden ;-)

tuznelda skrev:
Min far døde i en arbejdsulykke i 1997 da han kun var 42 år gammel.
Det har givet mig en sund respekt for livets skrøbelighed, så jeg kører ikke (ret meget) for stærkt og bryder mig slet ikke om at køre tæt på andre bilister.
Bare spørg Mikkmakk hvor meget jeg bremser med og gisper af skræk, hvis et elleR andet fjols trækker ind foran os på motorvejen osv.

Og så skal jeg altid vide det med det samme, hvis han bliver forsinket på vejen hjem. Og gæster/ folk jeg holder af skal lige sende en sms når de er sikkert hjemme efter en lang køretur - Ellers bliver jeg urolig.

Jeg glæder mig absolut ikke til sønnerne bliver gamle nok til at køre knallert og senere bil :-[

Du er så omsorgsfuld og betænksom det gør helt ondt. Tænk hvor fantastisk et sted verden ville være at leve i, hvis alle var lige så betænksomme som dig. Det ville næsten være for rosenrødt, hehe.

19 år, til havnefest somewhere på sjælland, godt stiv, sammen med flere kammerater der både havde drukket tæt, røget tjald og taget andet lort.

Min kammerat havde lige købt en Toyota Supra, så det ender med ham og jeg beslutter os for at tage den med 110km/t igennem en rundkørsel på vej hjem ( han kørte ), sådan en stor en med lidt højde på og godt med beplantning inde i midten.

Tør slet ikke tænkte på hvor mange mennesker der kunne være blevet slået ihjel den dag, hvis vi ikke havde været pisseheldige.

Heldigvis var det kun hans 3uger gamle Supra der måtte lade livet.

Som 13 årig blev jeg på en skitur indlagt med meningitis under en lejrskole.

Lejrskole chefen troede jeg havde en normal forkølese, men da min nakke blev fuldstænding stiv, jeg var prikket med småblødninger i huden og jeg var fuldstænding væk rent mentalt slog de alarm.

Skiområdet lå til mit held i et område i Norge hvor de var forskningsførende på meningitis, så da ambulancelægen så mine symptomer blev jeg proppet med antibiotika intravenøst.
Jeg lå på intensiv in Norge i en uge hvor jeg fik 2 liter antibiotika/væske 6 gange i døgnet i drop. Herefter var jeg stabil til at kunne flyve til DK i lægefly hvor jeg så var indlagt yderligere 3 uger.

Mine forældre blev fløjet ind til nærmeste lufthavn, da de havde fået at vide at jeg formentlig havde under et døgn at leve i.

De førnævnte blødninger har jeg efterfølgende fået at vide er tegn på, at bakterierne har spredt sig til blodet og et meget alvorligt tegn, hvor eneste behandling er antibiotika direkte i blodårerne. Ifølge lægerne kan jeg takke ambulance lægen og den hurtige behandling han/hun gav for at være i live i dag - uden men.

I Sharm El Sheik tilbage i 2005 da Al Queda eksploderede 3 bomber, på sidste dag der var det meningen at vi skulle ud og feste i diskotek, men en af mine kammerater fik os overtalt til at gå tidligere i seng i stedet da vi skulle op tidligt, senere fandt vi så ud af at en af bomberne eksploderede uden for netop det diskotek vi havde tænkt os at tage ind på.

Min far havde selv en interessant historie fra Irak-Iran krigen, han søgte ly i et artilleri krater sammen med 2 andre soldater under et artilleri bombardement tæt på grænsen, de 2 andre løb væk og min far blev siddende alene i krateret, på modsat side af krateret der landede der en artilleri granat som på mirakuløs vis ikke eksploderede, men blev siddende fast i jorden foran ham.

Føj for satan nogle spænende historier. Jeg tror det tætteste jeg var været på at dø, var da jeg selv og 4 af mine andre kammerater følte for at stjæle min vens fars bil godt snaldret, da sønnen obv sku vise os sine drift skills (15 år ish).. Vi smadrede direkte ind i en beton mur med 80-90km i timen og jeg sad i midten bag i uden sele. Kom heldigvis derfra kun med smerter i nakken.

Heh @Gleerup, kan godt se det er ringe formuleret. Først padlede jeg ud på bodyboardet ;-)

Jeg kan ikke svømme 25 meter i en svømmehal uden at røre bunden. Jeg kan måske baske febrilsk en ti meter :-/

Da jeg skulle op fra sandbunden satte jeg primært fra og kom op.

Den værste i min egen bog, og den som stadig kan få det til at løbe koldt ned ad ryggen på mig hændte på efterskole for 25 år siden.

Det er en weekend formiddag og der er kun et par håndfulde mennesker på skolen. Jeg og min kæreste er alene i sportshallen der har banderne sat op. Vi spiller basket og på et tidspunkt ryger bolden over banden. Hun løber hen efter bolden, og i det samme hopper jeg over modsatte bande og hopper ned i en tom boldkasse og er væk for hende. Jeg har låget på boldkassen på klem og kan se at hun nærmest panikker da hun ikke fatter hvor jeg er blevet af, mens hun leder overalt.
Det går der noget tid med inden jeg giver mig til kende, hvilket får hende til at skraldgrine og hurtigt foreslå at vi begge kravler derned.

Boldkasse: Lukket kasse lavet i træ, bagside fastgjort til mur. Der er 4 identiske kasser i forlængelse af hinanden. Ramme i massive brædder og beklædt med laminerede plader. Størrelse vel ca. 100 cm ned mod 0,8 høj(falder), x 60 x 60 cm, der er knap plads til en person, og slet ikke til 2.

Hun får sig møvet ned, sådan delvist ovenpå mig, og da hun skal have den ene arm med helt ned river hun i min arm og jeg slipper grebet i kassens kant. KLAP!

Låsemekanisme; Den slags i metal hvor der på låget sidder en regtangulær plade med et hul som fanger et øje på kassen som der kan monteres en hængelås på.

Øjeblikkeligt bliver lågets inderside fugtigt, der er en lille, måske 2 mm sprække mellem lågets ene flade og kassen.

Hun panikker totalt og skriger og græder. Jeg tæsker løs på låget med det meget lille afsæt min albue har til at generere kræfter, vi er helt og aldeles moslet sammen til et kompakt stykke kød, så at sige. Jeg får hende til at prøve at tage min pung op af min baglomme (ja, vi er i 80erne) og det lykkes og vi får nogle mønter ud som jeg prøver at skubbe den regtangulære plade i låsemekanismen fri af beslaget på kassen med. Jeg kan ikke trykke mønterne hårdt nok ud og projekt mønt går i vasken.

Vi har nu været i kassen i ihvert fald et minuts tid, nok nærmere 2, og vi har i et stykke tid mærket at vi mangler luft. Vi hoster og jeg mærker at mere fugt i kassen og vores tøj virker gennemblødt. Vi vælger at genoptage tæskeløsningen, det er den eneste udvej. Pludselig og helt uventet giver skruerne i beslaget efter og låget springer op. Jeg vil tro at vi var fanget der i mere end 3 minutter, med sikkerhed mere end 2.

Da vi stiger op af kassen, falder vi begge om og vågner nogle sekunder senere, hvor vi, af alle muligheder for næste aktivitet, giver os til at dyrke græde-sex på stedet, og kommer for sent til middagsmaden, hvilket vi selvfølgelig fik en skideballe for. Vi var rystede, men holdt det for os selv, vi turde af en eller anden grund ikke sige et ord til nogen. Og ærlig talt så var det først længe efter at chokket eller traumaet om man vil, sådan rigtig indtraf.

Jeg har mange gange tænkt at jeg vil vide præcist hvor meget luft der kom igennem sprækken, og hvor lang tid vi ville kunne være blevet der inden vi skulle komme fri, også taget i betragtning at vi var i panik hvilet vel kun øger mængden af ilt vi forbruger. For jeg ville nok kunne regne det nogenlunde ud, for boldkasserne stod der i hvert fald endnu da jeg var til gammel elevdag sidst. Men jeg har aldrig gået ind i detaljerne, måske fordi svaret nok ikke er værd at høre. Jeg tror ikke jeg har fortalt det til mere end 5 venner gennem årene, fordi det var så barsk en oplevelse som det var. Især i årene efter kørte hele sceancen ofte igennem i mine tanker, omend jeg helst ville være fri.

PS: Hun var satme en sild, lyshåret, lækkert smil og tandsæt, lidt blank men på top 3 på skolen. Og så hørte hun Manowar og Ozzy!

vh

Vilde historier. I min historie kommer jeg ikke til skade, men jeg føler mig nu stadig meget heldig, at der intet galt skete den dag.

Jeg var på en bustur på vej til skiferie et sted i Norge/Sverige.

Vi kører ad en fjeldlandevej, der ligger lige ud til en skrænt, som ca. går lodret ned 50-100 meter. På den højre side af vejen går fjeldet stejlt opad. Vejen er lige præcis så bred, at der er plads til at to lastbiler kan køre side om side - vejrabat er der intet af. Der er is på vejen, og chaufføren har meddelt, at han derfor kører forsigtigt, og at turen vil vare lidt længere.

På vejen kommer der et langt sving, hvor man pga. fjeldet ikke kan se rundt i svinget. Vi kører ind i dette sving med nok 50 km/t, og da vi er kommet halvvejs rundt i svinget, står der pludselig en bus parkeret 10 meter foran os, som spærrer hele højre kørebane.

Chaufføren sparker bremsen i bund, men bussen glider og det er tydeligt, at den ikke kan nå at bremse, før vi ender oppe bag i den parkerede bus - og sandsynligvis ryger ud over skrænten. Det er umuligt at se vejen rundt om den parkerede bus, så chaufføren satser på at blive ved med at prøve at bremse bussen.

I hvad der føles som sidste sekund, før det kan kaldes en busulykke, går det op for chaufføren, at vi ikke kan nå at bremse og han river i blinde bussen ud i venstre kørebane - som gudskelov viser sig at være fri. Vi kommer sikkert forbi den parkerede bus og chaufføren får en klapsalve.

Hvis det var sket blot 20 sekunder senere, havde vi smadret frontalt sammen med en modkørende lastbil.

@saftsusme

Sick en historie! Indrømmet - jeg har ondt i maven! :/

Sker der for de ting folk har oplevet. Har heldigvis ikke prøvet noget ligende.

Det øjeblik hvor jeg har mest frygtet for mit liv, er da vi skulle køre til noget fodbold. Gutten starter ud med at køre mod et stilads, men sidemanden får da heldigvis hevet i rattet, mens føreren stadig leder efter sin smøg -.-.

Da vi så kommer ud på motorvejen og kører de 200 i hans lorte bil så den rigtig rasler og jeg sveder over det hele af frygt, så beder han lige den anden tage rattet fordi han lige vil ryge igen, og vi begynder at snitte autoværnet.


Hader folk der ikke bare kan køre bil i stedet for at lave alt mulig andet, når jeg er passager.

Ånden i Glasset!! bare lad vær med at prøve det.

Den 22. dec 2010 var jeg på sygehuset for at få scannet en hævet testikel som jeg havde gået rundt med i et års tid, for den slags skal som bekendt bare arbejdes væk.... Ikke sandt? Jeg havde en måneden forinden været ved min egen læge som efter en kort undersøgelse henviste mig til en ultralyds scanning med en forsikring om at når jeg havde gået så længe med det var det i hvert fald ikke noget alvorligt.

Lægen der foretog scanningen var dog af en noget anden opfattelse, han formodede at det var kræft, og jeg skulle have den ene testikel fjernet hurtigst muligt. Jeg har altid lidt af ekstrem kastrationsangst, været nød til at forlade stuen hvis der blev vist en kastration i tv og lign. Det blev jeg så kureret for i samme øjeblik. Jeg kunne ikke have været mere enig. Havde han stukket mig en skalpel på daværende tidspunkt havde jeg nok selv skåret skidtet af.

Sundhedssystemet som ellers får så meget kritisk, er fantastisk efektivt når vi snakker unge mennesker og kræft. Den 27. dec. røg jeg på operationsbordet og vågnede et par timer senere som einstein. 3 timer efter opvågningen var det en tur ned i CT- scanneren for at få et overblik over evt. spredning. På det tidspunkt havde jeg dog allerede fået at vide af kirugen at der på den fjernede testikel var tegn på en form for spredning.

Den fjernede testikel skal undersøges nærmere for at fastslå hvilken type tetiscancer der er tale om og billederne fra scanningen skal ses i gennenm, men pga. helligdage kan jeg først få svar i det nye år. Der begynder de længste 6 dage af mit liv så. Uvisheden om hvorvidt man er købt eller solgt, har man lige holdt sin sidste juleaften? Får man aldrig fanget den laks? Har man virkelig brugt 80 timer i ugen på arbejde de sidste 5 år, og var det en særlig smart priotering alt taget i betragtning?

Efter hvad der føltes som et par evigheder blev det d. 2 januar og lægen ringede med godt nyt spredningen var "kun" fase 2, hvilket vil sige spredning til lymfekirtlerne i bughulen. Endnu bedre var det at der var tale om en seminom kræfttype som er meget følsom overfor strålebehandling. Det placerede mig i en diagnosegruppe med en overlevelse på 95%+ Bingo! Der gik lidt tid før jeg følte behov for at bruge min "one time" igen. I betragtning af hvor dum jeg havde været, og hvor lang tid jeg havde gået med skidtet, så kunne det have set meget anderledes ud.

En masse biopsier, en enkelt operation, flere CT- scanninger end jeg kan tælle til og 17 strålebehandlinger senere var jeg kræftfri og tilbage til hverdagen. Reelt set var jeg aldrig ved at kradse af men på de 11 dage der gik fra mit første besøg på sygehuset til det stod klart at jeg nok skulle snige mig igennem, der lærte jeg mere om mig selv end jeg havde gjort de foregående 27 år.

Nå ja. Husk at tjekke bollerne drenge.

Skriver og tænker på Messi herinde..go utso.

Vi skal lidt over et år tilbage i tiden, for at finde min største nærdødsoplevelse. Jeg er på et 4 måneders ophold i Afrika (Zanzibar), og er på daværende tidspunkt på den såkaldte "rejseuge" man har fra højskolen, hvor man i to uger får frit spil i hele kontinentet. Jeg ville gerne springe 111 m ned i Victoria Falls, så for mig gik turen til Zambia. Det var meningen at vi skulle tage en 48 timers tog fra Dar Es Salaam (Tanzania) til Lusaka (Zambia), men grundet strejke, kommer vi kun ned til grænsen mellem de to lande. At komme til Lusaka kræver imidlertidigt en lang bustur, så vi finder en bus!

Vi sætter os ind i bussen, og har på daværende tidspunkt en bustur på 14 timer foran os. Den går egentligt som smurt indtil midnatstid, hvor vi stopper på en rasteplads og bussens chauffør kommer ned til os seks danskere bagerst i bussen, som også er de eneste hvide, og fortæller at grundet overvægt på bussen skal vi ud i en taxa og køres 3 kilometer frem mens bussen længere henne bliver tjekket på vægtstationen, og derefter bliver vi så hentet igen. Vi stiller spørgsmål til proceduren, men vælger alligevel naivt at gå ud af bussen, og sætte os ind i en personbil med en fremmed mand. Det er kun Emil (min rejsepartner) og jeg, pigerne bliver i bussen efter en diskussion med chaufføren som vi desværre ikke når at være en del af.

Vi bliver kørt få kilometer ad en FULDSTÆNDIG sort vej, og holder derefter ved et bælmørkt sted i vejkanten hvor der er parkeret et par andre biler. Manden der kører forstår knap nok engelsk, så informationer er lig med nul og vi begynder at blive temmelig nervøse. Det bliver ikke bedre, da han et par minutter efter fortæller os at han skal gemme hans bil for politiet og kører ind til et lille skovområde, beordrer os til ikke at gå ud af bilen på sit gebrokne engelsk og dytter en enkelt gang. I disse sekunder har jeg selvfølgelig allerede vurderet det enkelt dyt som et tegn til de folk der bare ventede på at komme og tømme os for værdier og derefter likvidere os, som man så mange gange er blevet advaret mod. På dette tidspunkt får jeg hurtigt skrevet et "elsker dig for altid" til kæresten, og smidt et par sedler ned i mine Boxers, hvis uheldet er ude. Vi snakker om at være på en Afrikansk øde vej, hvor der virkelig ikke er et eneste hotel, busstation, kiosk eller lignende i mange mange kilometers omegn. Enten har de ikke hørt tegnet, eller også var manden ganske reel eftersom vi ti minutter senere kører tilbage til det sted vi lige kørte fra. Her får vi tilladelse til at gå ud, og kommer i selskab med en flok afrikanere der er ligeså rådvilde som os. Et par af dem er ikke videre behjælpelige for mine nerver, da de adskillige gange råber "the bus i long gone" efterfulgt af hånlige grin. Er den det, så er jeg eddermandme på spanden med min backpack i en bus og mig selv på en vej hvor lygtepæle aldrig har været en tilstede.

Pludselig bliver vi bedt om at gå frem via. vejkanten, mens vi ser store lastbiler suse forbi os. Vi går i 3 kilometer, og har på daværende tidspunkt erkendt "nederlaget" og en skandaløs start på vores rejseuge. Men alt imens alt håb er ude bliver vi passet op af en anden bus der åbenbart har kontakt til vores bus, og 15 minutter efter fanger den vores bus - helt igennem en forløsning. Vi træder ind i bussen og bliver modtaget som helte af de indfødte, og som uansvarlige af vores fire medrejsende piger. Heltemodtagelsen er immervæk skuespil af første klasse, for efter opsangen fra vores piger fortæller de os hvordan diskussioner har hærget i bussen, da mange har ment at bussen bare skulle køre videre uden os, og hvordan pigerne i panik har forsøgt at dæmpe gemytterne og snakket chaufføren til fornuft. Alt i alt var det ikke en særlig sjov oplevelse, men heldigvis sad vi i bussen igen og det er det vigtigste. Man lærer af sine (naive) fejl!

En sprunget blindtarm, som jeg havde ligget med et par døgn. Lægen mente bare det var et maveonde!!!!

Som bette dreng:

Leg med de lidt større børn - herunder min søster - i nogle træer langt væk fra alting.
Jeg mister på en eller anden måde fodfæste og falder - næh... bliver reddet af min hættejakke og hænger så der og dingler med seriøst pres på halsen og luftvejene - og uden mulighed for selv, at komme fri. Hvis ikke det var for de større børn, der fik reddet mig ned lynhurtigt, så var det endt galt.

Som ung knægt:

Var håndboldmålmand i mange år med dertilhørende skud i bollerne, ansigtet og utallige forstuvede fingre - men værste oplevelse var en ganske almindelig træningsaften i meget kraftig blæst. Det blæser så meget, at målet - et gedigent fullsize håndboldmål i træ (ja, vi er i 80'erne) står og vipper lidt. Pludselig får vinden så meget fat, at målet tipper forover - det opdager jeg og skynder mig at løbe fremad.. doh! - jeg bliver slagtet af målet eller rettere overliggeren. Den smadrer ned i hovedet på mig og alt sortner... Jeg er helt væk. Da jeg nogenlunde kommer til mig selv var jeg sluppet med en gigantisk bule men havde målet ramt en lillebitte smule anderledes havde det været fatalt.
På skadestuen sagde de dengang, at hjernen ikke havde taget skade - jeg vil tro nogle af mine nærmeste er uenige i den vurdering :)

Som voksen:

Hver gang jeg er ude at flyve.

Kan huske jeg var 21 år på det tidspunkt.. Det var i sommeren 2007 mig og en ven var oppe i hans onkels lejlighed i kgs.nytorv,, hvor min ven fandt hans onkels pistol. Vi sad og legede lidt og han sigtede på mit hoved og kom til at trygge på aftrækkeren ved uheld... Og hvor den sagde klik.. efter dette prøvede han at afyrre den ud af vinduet.. hvor efter vi hørte et stort brag!!! der sad åbenbart en kule i hylstret og ramte en bil nedeforan!!!? Vi har efterfølgende snakket om hvor heldigt det var og hvor sindsygt det var at det ikke lige var da han aimede mig i hoved!!!

Kunne jo ha været død!

Lagde mig til at sove i en hæk om natten efter en firmafrokost i december måned da jeg var 17ish år. Kan intet huske fra omkring eftermiddagen til at min far henter mig på hospitalet ved 7 tiden om morgenen. En hundelufter der havde været ude på en tidlig morgentur havde fundet mig i en hæk og ringet efter en ambulance. Fik senere at vide at de havde fortalt mine forældre at 1-2 timer mere i hækken så havde det været fatalt.

Ikke særlig rart at tænke på, så en stor tak til ukendt hundelufter!

Som 15 årig og troede at hvis man slog op med sin kæreste, så gik verden under og hvad var livet så værd.. stjal en bøtte med 100 panodiler på mit arbejde og indtog hele lortet i min frokostpause. Jeg skulle så med chaufføren ud og levere noget ikke lang tid efter - der blev jeg så dårlig han smed mig af foran sygehuset.. hvorfra jeg tog bussen hjem i stedet, lagde mig til at sove.
Vågnede da det var mørkt(ingen anelse om hvad klokken var) ved at der stod lårtykke stråler af bræk rundt overalt, jeg kunne simpelthen ikke stoppe. Det vækkede min mor som tog mig på hospitalet, hvor de gav mig noget modgift mod pillerne - og her kommer det tossede så.
-jeg ligger på ryggen, min mor står henover mig - jeg kan mærke de giver mig modgiften, og med det samme kan jeg mærke der er noget galt, det føles som om mit ansigt hæver til bristepunktet på 1 sek, mine løber føles spændte som var ALT blod i kroppen most ud i dem og jeg kan ikke sige noget jeg kigger min mor i øjnene og så går det op for mig jeg ikke kan trække vejret længere... jeg vågner op dagen efter og det viser sig jeg ikke kan tåle den modgift de har haft brugt - jeg har haft hjertestop i 2+ min. Ergo har jeg været tættere på at kradse af grundet hjælpen end den egentlige situation. Den dag idag kan jeg stadig ikke sluge en pille, min krop nægter simpelthen..

-og før lektionerne, I know.. var 15 og hjernen var tydeligvis ikke færdigudviklet!

kochman skrev:
19 år, til havnefest somewhere på sjælland, godt stiv, sammen med flere kammerater der både havde drukket tæt, røget tjald og taget andet lort.

Min kammerat havde lige købt en Toyota Supra, så det ender med ham og jeg beslutter os for at tage den med 110km/t igennem en rundkørsel på vej hjem ( han kørte ), sådan en stor en med lidt højde på og godt med beplantning inde i midten.

Tør slet ikke tænkte på hvor mange mennesker der kunne være blevet slået ihjel den dag, hvis vi ikke havde været pisseheldige.

Heldigvis var det kun hans 3uger gamle Supra der måtte lade livet.

Skulle vel ikke tilfældigvis være i Ølstykke det foregik?

@saftsuseme
ubehaglig oplevelse.. i gamle dage havde man et totur middel som hed "the little case" Det var godt nok luft men noget lign. det samme. går ud fra de 2 min. føltes som flere timer.. Terrified!!!

saftsuseme skrev:
Hun var satme en sild, lyshåret, lækkert smil og tandsæt, lidt blank men på top 3 på skolen.

saftsuseme skrev:
Det går der noget tid med inden jeg giver mig til kende, hvilket får hende til at skraldgrine og hurtigt foreslå at vi begge kravler derned.

Jeg tror på dig.

@SebberG

Kan din kammerat have været min lillebror, Emil Johnsen?

@Turbofluen

Ja, det er det :-) Sjovt!

Engang da jeg var 9-10 år, fandt min kammerat hans storebrors pistol fra hæren, vi legede lidt med den, og pegede på hinanden, da vi så får åbnet magasinet er den fuld magasineret med skarpe patroner, havde vi kommet til at afsikre den, havde han eller jeg nok ikke været her i dag.

En anden historie, da jeg var 15 år, havde en tidligere ven en far som var pusher, så han fik hash gratis, og det røg vi en del af.
På et tidspunkt da vi havde røget, går vi op på en tig station, jeg får så stemmer i hovedet, om ar jeg skal gå ud på skinnerne, da jeg når til kanten, bliver jeg mig selv igen. Og tænker hvad fanden laver jeg? Jeg går væk fra kanten, og maks 30 sek efter kommer der et gennemkørende tog.. Da blev jeg skræmt!
Siden den dag har jeg ikke rørt hash, eller andre stoffer og kommer aldrig nogensinde til det igen!

Pudsigt! Ikke sikker på at jeg har fået historien før, omend dele ringer en klokke.

Er det så dig der har det virkelig godt forhold til hende Karin fra Kaospiloterne?

Jeps, det er mig. Verdens sejeste kvinde!

Jeg ved ikke om jeg har haft en near-death experience.. :)

Men jeg har næsten prøvet det der var værre end døden selv.
For nogle år siden var mig og et par kammerater taget til Løkken for at give den max gas en lørdag aften, da vores DJ-buddy skulle spille på New York..
Jeg bliver standart voldsomt stiv og begynder at lægge an på en af ejerens 3 møglækre døtre. Efter noget tid, siger hun at hun synes jeg skal gå hen og danse på bordene, så kommer hun om lidt(Efterfølgende har jeg fattet at det vidst var en afvisning).
På New York er der borde der er indrettet til at danse på.
Jeg vælger så IKKE at danse på dem, men på et meget ustabilt bord. Det går fint indtil det kollapser.
Jeg hamrer hovedet ned i gulvet, men på vejen ned rammer hjørnet af bordet lige ind i skridtet på mig. :o
Jeg besvimer og vågner op, på et spineboard på vej til sygehuset.
Her kan de fortælle at jeg har fået en dyb-dyb-DYB flænge i skridtet, men vil ikke fortælle hvor i skridtet :o OMG jeg var bange for min diller på det tidspunkt...

Da jeg kommer ind på sygehuset, er det en kvindelig læge og 2 kvindelige sygeplejersker der skal tage imod mig og de kigger med store øjne på den flænge jeg ikke selv kan se.. Forholdsvist pinligt da bettemanden, HELT SIKKERT var voldsomt lille af ren frygt på dette tidspunkt :)

Det viser sig så at jeg omkring en 1/2 cm fra dilleren har ramt hjørnet af bordet og fået en meget dyb flænge over 5 cm lang :o
De fortalte efterfølgende at min diller obv var blevet kappet midt over hvis jeg havde ramt bare lidt ved siden af.

Efter episoden er det self en møgsjov historie og den var til stor morskab i omklædningsrummet til fodbold, da deres syninger ikke var så pæne, lignede det nemlig at jeg havde en KLITORIS lige ved siden af pikken :D

Så skal du prøve at have fået opereret bollerne ned som 8 årig før der kom hår på den! Med 2 flotte røde ar over dilleren .. Lignede dette en elefant (babyelefant) til stor morskab for mine klassekammerater :)

@Micebulldogs
Lidt nederen at man som 8 årig ikke rigtigt vinder noget ved at fortælle pigerne at man render rundt med en elefant, eller en ordenlig snabel mellem benene...

slut firserne. min kones søster ville lige vise at hendes nye gangsterkærste havde et
oversavet jagtgevær.

self skal hun stå der og pege på mig med det. kan huske jeg får en helt vild dårlig
fornemmelse og beder hende fjerne den. hun griner og siger jeg skal slappe af for den er jo ikke ladt, så trykker hun gud hjælpe mig på aftrækkeren, ingen ting sker, men idet samme kommer hendes kærste ind af døren, råber hvad fanden laver du, tager geværet fra hende, knækker det og tager to patroner ud.

takker mange gange til ham der fandt på sikrings låsen.

Jeg var 18 år og var i Bruxelles for at besøge en ven.

Vi besluttede os for, at vi ville sejle i kano i det sydlige Belgien. Vi endte dog med at tage en alt for sen togafgang, så kanobureauet havde lukket, da vi endelig ankom. Vi bankede dog på alligevel, da vi kunne se, at der stadig stod en mand inden for. Han åbnede døren, og efter ca. 20 minutters snak fik vi ham endelig overtalt til at tillade os at sejle af sted i kano - der var no way, at vi ville tage hjem igen uden at have prøvet det. Problemet var, at der ikke gik flere guidede tours resten af dagen, hvilket altså betød, at vi måtte sejle ruten selv. Måden hvorpå vi fik ham overtalt var ved at bilde ham ind, at vi var erfarne, og ved at gå med til at skrive under på et stykke papir om, at kanobureaet ikke var ansvarlige, hvis vi kom til skade. Vi fandt så bagefter ud af, at der faktisk er omkommet folk på bestemte stykker af ruten...

Vi sejler af sted i troen om, at det er en meget stille og rolig rute, men der viser sig at være flere vandfald undervejs - og vi kæntrer ved hver eneste af dem. Ved de første par gange var det dog bare sjovt og intet alvorligt, så vi fortsatte, indtil vi så ramte et semistort vandfald. Vi kæntrer igen, men denne gang bliver jeg fanget under vandet af en strøm, og der går lidt tid, før jeg kan komme op igen og få vejret. Det føltes som en evighed, men det var nok bare 10 sekunder. I hvert fald var jeg ret panikken, da jeg kun havde været i stand til at svømme i ét år på det tidspunkt. Men jeg kommer op, og jeg kæmper så imod strømmen for at komme hen til bredden. Bredden var måske 5 meter fra mig, og det tog mig 5 minutter at komme derhen.

Imens alt det her sker er min ven dog stadig fanget helt henne ved vandfaldet, og jeg kan se, at hans hoved bopper op og ned, og han kommer ingen vegne overhovedet. Lidt fra mig kan jeg se, at der på jorden foran et eller andet træskur ligger noget reb-agtigt halløj, som jeg løber hen og tager og binder rundt om et træ lige ved bredden. Jeg går derefter ud for at fiske en paddel op, som jeg så bruger til at få fat i min ven med. Det tager os noget tid, men jeg får ham endelig ind på bredden i sikkerhed.

Den dag i dag er jeg (og han) stadig overbevist om, at han aldrig havde klaret den, hvis jeg ikke havde reddet ham. Så jeg kan sige, at jeg har reddet et andet menneskes liv :P.

Da jeg aftjente min værnepligt car vi på en 3 ugers øvelse. Vi blev kørt med meget lidt søvn efter ca 10 dage faldt jeg i søvn under kørsel fra Boris til oksbøl og ramte en modkørende bil frontalt med ca 80 km i timen. Ingen døde men nogle i den anden bil fik kæbe og tand skader og brækket bækkenet. Uretfærdigt nok var det mig selv der skete mindst med på trods af jeg end ikke havde sele på.

superKrikken skrev:
Da jeg aftjente min værnepligt car vi på en 3 ugers øvelse. Vi blev kørt med meget lidt søvn efter ca 10 dage faldt jeg i søvn under kørsel fra Boris til oksbøl og ramte en modkørende bil frontalt med ca 80 km i timen. Ingen døde men nogle i den anden bil fik kæbe og tand skader og brækket bækkenet. Uretfærdigt nok var det mig selv der skete mindst med på trods af jeg end ikke havde sele på.

Som chauffør er du "priviligeret" ved at være underlagt køre-hviletid, så hvorfor udnyttede du ikke det og fik noget søvn?
Jeg kan da selv huske, at jeg var nødt til at tage alle lortevagterne, fordi chaufføren på min vogn skulle have sin søvn.

Da jeg blev holdt oppe af tre personer med en viftende hobbykniv og spørgsmålet om jeg havde prøvet at blive stukket 8 gange i maven før.

Stemningen var ligesom ikke til at jeg bad serganten tage rettet. Han sov, og vi var ikke på sludre niveau.

Jeg er målløs over, at så mange har været i situationer med skødesløs omgang med våben - hvad fanden tænker I på?

saftsuseme skrev:
Den værste i min egen bog, og den som stadig kan få det til at løbe koldt ned ad ryggen på mig hændte på efterskole for 25 år siden.

Det er en weekend formiddag og der er kun et par håndfulde mennesker på skolen. Jeg og min kæreste er alene i sportshallen der har banderne sat op. Vi spiller basket og på et tidspunkt ryger bolden over banden. Hun løber hen efter bolden, og i det samme hopper jeg over modsatte bande og hopper ned i en tom boldkasse og er væk for hende. Jeg har låget på boldkassen på klem og kan se at hun nærmest panikker da hun ikke fatter hvor jeg er blevet af, mens hun leder overalt.
Det går der noget tid med inden jeg giver mig til kende, hvilket får hende til at skraldgrine og hurtigt foreslå at vi begge kravler derned.

Boldkasse: Lukket kasse lavet i træ, bagside fastgjort til mur. Der er 4 identiske kasser i forlængelse af hinanden. Ramme i massive brædder og beklædt med laminerede plader. Størrelse vel ca. 100 cm ned mod 0,8 høj(falder), x 60 x 60 cm, der er knap plads til en person, og slet ikke til 2.

Hun får sig møvet ned, sådan delvist ovenpå mig, og da hun skal have den ene arm med helt ned river hun i min arm og jeg slipper grebet i kassens kant. KLAP!

Låsemekanisme; Den slags i metal hvor der på låget sidder en regtangulær plade med et hul som fanger et øje på kassen som der kan monteres en hængelås på.

Øjeblikkeligt bliver lågets inderside fugtigt, der er en lille, måske 2 mm sprække mellem lågets ene flade og kassen.

Hun panikker totalt og skriger og græder. Jeg tæsker løs på låget med det meget lille afsæt min albue har til at generere kræfter, vi er helt og aldeles moslet sammen til et kompakt stykke kød, så at sige. Jeg får hende til at prøve at tage min pung op af min baglomme (ja, vi er i 80erne) og det lykkes og vi får nogle mønter ud som jeg prøver at skubbe den regtangulære plade i låsemekanismen fri af beslaget på kassen med. Jeg kan ikke trykke mønterne hårdt nok ud og projekt mønt går i vasken.

Vi har nu været i kassen i ihvert fald et minuts tid, nok nærmere 2, og vi har i et stykke tid mærket at vi mangler luft. Vi hoster og jeg mærker at mere fugt i kassen og vores tøj virker gennemblødt. Vi vælger at genoptage tæskeløsningen, det er den eneste udvej. Pludselig og helt uventet giver skruerne i beslaget efter og låget springer op. Jeg vil tro at vi var fanget der i mere end 3 minutter, med sikkerhed mere end 2.

Da vi stiger op af kassen, falder vi begge om og vågner nogle sekunder senere, hvor vi, af alle muligheder for næste aktivitet, giver os til at dyrke græde-sex på stedet, og kommer for sent til middagsmaden, hvilket vi selvfølgelig fik en skideballe for. Vi var rystede, men holdt det for os selv, vi turde af en eller anden grund ikke sige et ord til nogen. Og ærlig talt så var det først længe efter at chokket eller traumaet om man vil, sådan rigtig indtraf.

Jeg har mange gange tænkt at jeg vil vide præcist hvor meget luft der kom igennem sprækken, og hvor lang tid vi ville kunne være blevet der inden vi skulle komme fri, også taget i betragtning at vi var i panik hvilet vel kun øger mængden af ilt vi forbruger. For jeg ville nok kunne regne det nogenlunde ud, for boldkasserne stod der i hvert fald endnu da jeg var til gammel elevdag sidst. Men jeg har aldrig gået ind i detaljerne, måske fordi svaret nok ikke er værd at høre. Jeg tror ikke jeg har fortalt det til mere end 5 venner gennem årene, fordi det var så barsk en oplevelse som det var. Især i årene efter kørte hele sceancen ofte igennem i mine tanker, omend jeg helst ville være fri.

PS: Hun var satme en sild, lyshåret, lækkert smil og tandsæt, lidt blank men på top 3 på skolen. Og så hørte hun Manowar og Ozzy!

vh

Man ved, der er tale om en yderst velskrevet historie, når man midtvejs i fortællingen, som er skrevet af ham, der oplevede den, sidder på kanten af stolen og tænker: "Åh, hvor jeg håber, de klarer den."

Fy for faen for en omgang i øvrigt. Men fedt, I lige lavede en "Nattevagten" og reagerede på jeres nærdødsoplevelse ved at lave den mest livsbekræftende aktivitet, man kan begive sig ud i. Det er jo ganske smukt den slags, og det uagtet, om der var tale om en lækker blondine med dårlig musiksmag, en jævn brunette eller noget tredje.

saftsuseme skrev:
Den værste i min egen bog, og den som stadig kan få det til at løbe koldt ned ad ryggen på mig hændte på efterskole for 25 år siden.

Det er en weekend formiddag og der er kun et par håndfulde mennesker på skolen. Jeg og min kæreste er alene i sportshallen der har banderne sat op. Vi spiller basket og på et tidspunkt ryger bolden over banden. Hun løber hen efter bolden, og i det samme hopper jeg over modsatte bande og hopper ned i en tom boldkasse og er væk for hende. Jeg har låget på boldkassen på klem og kan se at hun nærmest panikker da hun ikke fatter hvor jeg er blevet af, mens hun leder overalt.
Det går der noget tid med inden jeg giver mig til kende, hvilket får hende til at skraldgrine og hurtigt foreslå at vi begge kravler derned.

Boldkasse: Lukket kasse lavet i træ, bagside fastgjort til mur. Der er 4 identiske kasser i forlængelse af hinanden. Ramme i massive brædder og beklædt med laminerede plader. Størrelse vel ca. 100 cm ned mod 0,8 høj(falder), x 60 x 60 cm, der er knap plads til en person, og slet ikke til 2.

Hun får sig møvet ned, sådan delvist ovenpå mig, og da hun skal have den ene arm med helt ned river hun i min arm og jeg slipper grebet i kassens kant. KLAP!

Låsemekanisme; Den slags i metal hvor der på låget sidder en regtangulær plade med et hul som fanger et øje på kassen som der kan monteres en hængelås på.

Øjeblikkeligt bliver lågets inderside fugtigt, der er en lille, måske 2 mm sprække mellem lågets ene flade og kassen.

Hun panikker totalt og skriger og græder. Jeg tæsker løs på låget med det meget lille afsæt min albue har til at generere kræfter, vi er helt og aldeles moslet sammen til et kompakt stykke kød, så at sige. Jeg får hende til at prøve at tage min pung op af min baglomme (ja, vi er i 80erne) og det lykkes og vi får nogle mønter ud som jeg prøver at skubbe den regtangulære plade i låsemekanismen fri af beslaget på kassen med. Jeg kan ikke trykke mønterne hårdt nok ud og projekt mønt går i vasken.

Vi har nu været i kassen i ihvert fald et minuts tid, nok nærmere 2, og vi har i et stykke tid mærket at vi mangler luft. Vi hoster og jeg mærker at mere fugt i kassen og vores tøj virker gennemblødt. Vi vælger at genoptage tæskeløsningen, det er den eneste udvej. Pludselig og helt uventet giver skruerne i beslaget efter og låget springer op. Jeg vil tro at vi var fanget der i mere end 3 minutter, med sikkerhed mere end 2.

Da vi stiger op af kassen, falder vi begge om og vågner nogle sekunder senere, hvor vi, af alle muligheder for næste aktivitet, giver os til at dyrke græde-sex på stedet, og kommer for sent til middagsmaden, hvilket vi selvfølgelig fik en skideballe for. Vi var rystede, men holdt det for os selv, vi turde af en eller anden grund ikke sige et ord til nogen. Og ærlig talt så var det først længe efter at chokket eller traumaet om man vil, sådan rigtig indtraf.

Jeg har mange gange tænkt at jeg vil vide præcist hvor meget luft der kom igennem sprækken, og hvor lang tid vi ville kunne være blevet der inden vi skulle komme fri, også taget i betragtning at vi var i panik hvilet vel kun øger mængden af ilt vi forbruger. For jeg ville nok kunne regne det nogenlunde ud, for boldkasserne stod der i hvert fald endnu da jeg var til gammel elevdag sidst. Men jeg har aldrig gået ind i detaljerne, måske fordi svaret nok ikke er værd at høre. Jeg tror ikke jeg har fortalt det til mere end 5 venner gennem årene, fordi det var så barsk en oplevelse som det var. Især i årene efter kørte hele sceancen ofte igennem i mine tanker, omend jeg helst ville være fri.

PS: Hun var satme en sild, lyshåret, lækkert smil og tandsæt, lidt blank men på top 3 på skolen. Og så hørte hun Manowar og Ozzy!

vh

Smart trick for at få en gang medlidenhedsex ;)

ej, spøg til side, det var 'saftsuseme' en forfærdelig historie, glad for den endte lykkeligt trods alt. Iltmangel må være en af de mest forfærdelige måder at lade livet på :/ jeg ville nok også gå total i panik hvis det var sket for mig og jeg var sikkert også begyndt at græde og hvad der dertil hører. Var der kun jer to i sportshallen på daværende tidspunkt? Tænker du tilbage på episoden hvis du går ned i et hul, a la en kælder eller lignende og forsøger du at undgå ting der kan minde om det, eller er du kommet dig helt over episoden? Du skriver ligeledes at det er din kæreste, men senere skriver du så "var" når du nævner hende, så jeg går ud fra at det i dag er en eks-kæreste. Hvordan har din eks-kæreste det med episoden og har du snakket med hende om den siden da, eller blev i allerede "skilt" fra hinanden efter efterskoleopholdet ophørte? Tænker bare at det må alt andet end lige give forholdet et eller andet at man har gået så forfærdelig en episode igennem sammen.

Vi er 3 danskere der tager til Norge for nogle år siden for at ville gå langrend fra bjerg til bjerg og sove i hytter deroppe. Da vi var små havde vi en del gange stået på langrend i de svenske skove omkring Isaberg med vores familier og havde set nogle fede udsendelser om norsk langrend og tænkte hvor svært det kunne være når nu vi var verdensmestre i langrend i de svenske skove ;-)

Vi får lejet ski da vi endelig med bus kommer frem et sted i midt Norge og det går fint den første dag og aften hvor solen er høj og varmt selvom datoen siger februar. Det er godt nok lidt stejlere både op og ned end hvad vi er vandt til, men humøret er fint og det er egentligt kun smøringen vi brokker os over da vi tidlig aften ankommer til en lille beskeden Bjerghytte. Udover os er der vel 4-5 andre der alle skal den modsatte vej og advarer os mod at tage videre da det i de næste dage vil blæse op. Den tygger vi så på. Ved halv-ni - ni tiden - i bælgmørke - ankommer der så en normand fra samme retning som os og fortæller han skal samme vej og at han godt nok ved der kommer uvejr, men at det ikke ville være et problem. (I betragtning af at han trænede til at gå over indlandsisen så var lidt Kuling i de norske Bjerge nok barnemad - ak, der er intet som bagklogskabens lys ;-)). Anyway, vi tænker at vi jo altid bare kan følges med ham og beslutter at tage videre med ham dagen efter.

Da vi vågner og får spist morgenmad er vejret fint og solrigt som dagen før og vi begiver os afsted med normanden. Han finder så hurtigt ud af at "danskerstilen" også går på Langrend da vi ikke følge hans tempo så han smutter i forvejen og vi er alene med 20 km foran os til næste hytte. Så sker der det at det blæser op og begynder at sne kraftigt. Samtidigt med at landskabet bliver betydeligt mere kupereret end dagen forinden så er vi enkelte gange nødsaget til at tage skiene af og kravle/klatre for at kunne komme videre. De 2 langrendspor på ruten bliver hurtigt sneet til og det samme med klipperne og stenene omkring os, hvilket betyder at vi må stavre os frem og falder på snotten konstant fordi vi ikke kan se en skid - alt er hvidt. De 20 km vi regnede med at tage i et snuptag på ski er pludselig et problem hvis du ikke er i stand til at holde dig på dem i mere end 2 min. ad gangen.

Sneen vælter nu ned, temperaturen er faldet betragteligt og det fyger om os og vi står 3 mand dansker høj midt i mellem norske bjerge og må sjusse os frem fra det kort vi har uden at være sikre på noget som helst og tiden går og panikken begynder langsomt at sprede sig. Vi er vel ca. midt imellem den hytte vi kom fra og den der var dagens mål og vi har vel højst et par timer inden det bliver mørkt. Vi begynder at snakke om en sne- bivuak, men vi har kun en pakke kiks og soveposer i vores rygsæk og tanken om en nat med temperaturer langt under frysepunktet op i bjergene er fandme klamt. Vi står videre og mørket sænker sig så vi tager pandelamper frem - ikke at det hjælper en skid så de andre slukker og jeg kører lampen til side og glemmer at slukke. Det er nu helt mørkt og vi er helt våde efter at have stået på snotten 50 gange, men forsøger hele tiden at holde os igang da vi ikke vil blive kolde og pludselig hører vi så stemmer til højre for os.

Normanden der forlængst var nået frem til hytten havde fået dårlig samvittighed og ville finde os i uvejret da han tænkte vi "måske fik problemer med". Vi var et stykke fra løjpen og han spottede os kun fordi jeg havde min pandelampe på siden der dinglede afsted. Da vi ankom til hytten var den lidt i ni og vi blev der de næste 2 dage fuldstændig færdige med gigantisk storm udenfor. Derfor blev resten af turen droppet og vi endte i stedet for i Bergen, som jeg iøvrigt kraftigt kan anbefale hvis man er til solid druk, musik og gode damer ;-)

Ved juletid vejede jeg 167;7 kg og hver aften når jeg skulle sove kunne jeg mærke hvordan fedt og organer kæmpede om pladsen i min krop. Jeg følte seriøst ikke, jeg ville vågne næste dag. Så mit bud er,at jeg har været tæt på mange gange.

#86 mfl.
det var selvfølgelig en hård omgang, og for mit vedkommende tror jeg aldrig at jeg helt er kommet over det.

Mine angivelser af tid er skrevet på en måde og med det formål at jeg ikke ønsker at overdrive noget, som kunne bringe en eller anden luftvejs-specialist på banen som kunne så tvivl om validiteten af det jeg skriver. Jeg er ret sikker på at vi var der mere end 3 minutter. Nu er det første gang jeg skriver om episoden i det hele taget, og tænkte at mit absolutte yndlings debatforum, var stedet at placere historien, nu hvor emnet bliver bragt op af OP, og også nu hvor jeg har været ivrig læser af jeres debat i flere år.

Der er 3 tilføjelser til historíen, som nok også besvarer spørgsmål fra tidligere:
- Nej hun er ikke længere min kæreste, det holdt så vidt jeg husker i ½ års tid.
Og så var det lidt on/off, men jeg har ikke set hende siden 1992.

- Hun brugte det meste af det første minut i boldkassen på at grine og troede at jeg tog pis på hende.

-Ja, jeg har det stadig svært med det, og lider af en eller anden form for klaustrofobi, omend jeg ikke kan beskrive det nærmere. Det er lidt diffust for jeg har ikke problemer til daglig, feks. i elevatorer osv. Men har nogle gange ønsket og endda råbt at jeg vil ud, eks. vis af en flyvemaskine for nogle år tilbage.

Det er en lille episode, sådan generelt betragtet, men jeg ved at det kan mærke en for livet, for den der oplever det. Sådan har jeg tænkt flere gange når jeg hører om tortur metoder mv.

Har dog et normalt liv selvfølgelig idag, og er ikke i en situation hvor det berører min dagligdag overhovedet, men jeg ville lyve hvis jeg påstod at det ikke, i en eller anden grad, har formet mig til den jeg er, ígen det er lidt diffust, men det man tænker på lige inden man sover har vel en indflydelse på ens liv. I flere år kørte den sceance i mit hovede i alt for mange aftener.

Tror jeg ville omdøbe græde-sex til overlevelses-glæde-tude-sex hvis jeg kunne skrive første indlæg igen.

Manowar og Ozzy er da holdbart, selv i dag :-)

vh