Forleden på arbejdet var jeg nødt til at gå i kælderen og skide. Du kender jo det der med at man rejser sig, velvidende at der ligger en ordentlig røvfuld lort dernede, og man er bare edderspændt i det øjeblik man trækker ud, og ganske rigtigt: Med accelererende hastighed fyldes kummen med vand, og man tænker "fuck fuck fuck!" og pludselig bliver der helt stille....vandet står bare der, helt oppe ved kanten, og stilheden er øredøvende, kun små krusninger i vandoverfladen afslører, at det ikke blot er et maleri man betragter, mens man bare står der og venter...og man venter...skrækscenariet lurer i baghovedet: at man skal i gang med børsten! Øjnene flakker frem og tilbage mellem kumme og børste, og de første svedperler pibler frem på panden...så sker det: Vandet synker! Først langsomt, for derefter nærmest at blive trukket ind i et umætteligt vakuum..."SWOOSH!"...den sidste lyd indikerer, selv for en blind uden førerhund, at kummen nu er fuldstændig tømt...kun spredte småstriber af lort antyder, at det rent faktisk er et lokum man står der og kigger ned i. Man betragter det gabende hul endnu et øjeblik, skyller sine fingerspidser og går tilbage til sin pind med et lille smil på læben...
Hverdagshistorie
God historie
Men så husker du vel også den gylne regel til næste gang:
Man trækker altid 2 gange når man lære muhammed at svømme!
I de unge dage 16-18 års alderen døjede jeg meget med at jeg altid skulle skide på de mest ubelejlige tidspunkter. Den var stensikker hver gang drengern gik i skoven for at ryge bong, så skulle jeg altså noget så forfærdeligt. Jeg nægter altså at tørre mås i blade eller lignende skovbundsnedfald, så eneste alternativ var underhylerne, da jeg ikke ville af med mine strømper pga. den forestående obligatoriske stener-stroppetur gennem bakkerne. Jeg får tørret balderne i en fart og smidt hylerne over bag et træ.
Vi får suget færdigt og begiver os afsted på eventyr i skoven. På vej tilbage har jeg selvfølgelig glemt alt om at jeg havde skidt i skoven og af el eller anden grung for jeg ledt mig og gutterne hen forbi det sted hvor jeg timer inden havde lagt en dejlig kringle og et par velindsmurte brune underkrejlere. Det går ikke lang tid før mine grønne underhylere kommer til syne i skovbunden og en af drengene får øje på dem. De flyver selvfølgelig hen for at se hvad det er og de er hurtige til at lægge 2 og 2 sammen. Mine ret vamle underhylere bliver nærmest som et trofæ spiddet på en lang pind og båret i triumf hele vejen tilbage til byen, hvor jeg dog fik lov til at smide dem i skralderen. Unødvendigt at fortælle at denne historie har fulgt mig aka. skovskideren, i mange år siden.