Da vi inden længe udvider familien med en lille, er vi på jagt efter en ny brugt bil, hvor der skal være plads til alt, hvad en lille familie skal have med sig. Jeg er ikke specielt klog på biler, hvorfor jeg håber på, at kyndige PN'er kan hjælpe mig på vej.
Jeg forestiller mig, at en fremtidig bil som minimum skal leve op til følgende krav:
- BUDGET: Ca. 175.000 kr.
- Stationcar
- Minimum 22 km/L
- Diesel
- Træk
- Helst fra årgang 2013 og frem (dog kan en årgang 2012 også godt gå an, hvis den rigtige bil findes)
Derudover må der gerne være så meget ekstraudstyr som muligt. Her tænker jeg især på kørecomputer, armlæn, fart pilot, air con mm. I denne forbindelse er integreret navigation ikke tvingende nødvendig, men blot en ekstra bonus, hvis det er at finde.
Jeg er stor tilhænger af automatgear, men er godt bevidst om, at det formentlig ikke er aktuelt i den prisklasse jeg befinder mig i - desværre!
Stilmæssigt er jeg klart mest til det 'stilrene' look, hvor der i instrumentbrættet ikke er mast alt for mange knapper ind. En 'rumskibskabine' med alt for mange knapper er derfor ikke at foretrække.
Vi vil komme til at køre ca. 10.000 - 12.000 km. om året, hvor mange af disse km vil blive kørt mellem Odense - KBH. Derfor prioriterer vi en diesel motor selvom vi måske ikke helt kører km nok.
Slutteligt kan jeg sige, at jeg på nuværende tidspunkt har forelsket mig i Ford, hvor især Focus er noget jeg kigger på. Desværre er instrumentbrættet i årgang 2012 og 2013 modellerne forfærdelig grimme med ALT for mange knapper, hvilket afskrækker mig!
Dernæst har jeg kig på Kia Ceed, som fremstår noget mere simpel i kabinen. Jeg har hverken kørt i Kia eller Ford før, så jeg kender intet til, hvordan det er at køre disse mærker.
Hvad siger PN? Er jeg på rette vej, hvad angår Kia Ceed og Ford Focus? Eller skal jeg i stedet kigge mod andre mærker? Hvor får jeg mest bil for pengene, og som vel og mærket gerne skulle holde i 10+ år?
Skyd løs!
PFT