Intro

Intro


Jeg har valgt at springe ud som blogger, og det er ene og alene af egoistiske årsager. Ideen er, at det vil hjælpe mig til noget mere struktur i hverdagen, og det er sgu altid sjovt og spændende at skrive og fortælle om sig
selv; Et narcissistisk handjob i ny og næ skal nok gøre godt.

Jeg tog i sommeren 2011 til Dublin for at arbejde efter endt gymnasie-tid. Efter den sidste eksamen gik det op for mig, at jeg ikke vidste, hvad jeg nu skulle lave. Jeg vidste dog bare, at jeg ikke skulle sidde bag kassen i dagligvarebutik, eller have et ufaglært job hos en fabrik - så hellere leve på en bænk i Århus. Tanken om at spille poker fuld tid var på det tidspunkt ikke noget, der tiltrak mig.


Jeg følte derfor, at jeg havde skudt grisen, vundet i lotteriet, stukket pikken op i Jessica Alba, fundet guldskeen i røven, da jeg fik en melding fra IBM om, at de kunne bruge mine gudsbenådede talenter. Jeg elskede ideen om, at jeg kunne fortælle folk om, at jeg arbejdede hos IBM. At det var i Dublin gjorde ikke spor – ej heller, at jobbeskrivelsen var noget utydelig. IBM, for faan’ – Dublin, for faan’.

To uger efter sad jeg i Dublin til min første arbejdsdag. Jeg tog herover uden nogen egentlig forberedelse eller planlægning. Jeg klarede skærene i to måneder. Jeg havde fundet mig et slavejob. Et fucking kundesupport job, hvor alt man gjorde var at tage i mod fejlmeldinger fra brugere, og så give problemerne videre til diverse resolvere. Jeg kæmpede hver morgen for at komme ud af sengen. Jeg kæmpede mod tiden, når jeg sad på kontoret. På nogle tidspunkter ville jeg have svoret på, at Roadrunneren i virkeligheden var en tidsmaskine, der sænkede farten på samtlige IBM kontorer, så vi kunne arbejde ’hurtigere’ og mere.


Jeg fandt samtidig ud af to ting; For det første, at et 8-16 job som lønslave ikke harmonerer med, hvad jeg pt. føler, jeg skal have ud af livet – og for det andet, at jeg ikke lever op til forventningerne hos den typiske arbejdsgiver. Som ufaglært hapser du simpelthen ikke de spændende job, og jeg føler mig dum og naiv, når jeg tænker tilbage på, at det var lige det, jeg troede, jeg havde gjort.

Efter to måneder stod jeg så med håret i postkassen: 21 år uden hår.... (Stort set) Alene i en fremmed by, uden job og en lejlighed, der var opsagt en uge efter.

Jeg kunne vælge den lette løsning og bestille flybilletten hjem til DK. Indrømme nederlaget, som det var. Finde endnu et lortejob derhjemme og spare sammen til en rejse, ligesom alle andre fra gymnasie-tiden tilsyneladende havde besluttet sig for. Jeg kunne dog også vælge at blive hængende lidt i Dublin. Det gjorde jeg heldigvis, og til mit store held fandt jeg casinoerne herovre...



Teksten er indsat automatisk fra MyPokerBlog. Læs det originale indlæg her.

Fin introduktion, det bliver spændende at se hvordan det gik dig i din videre færd ;)

absolut spændende..
fyr den af den blog

måske mig der har en dejavu oplevelse..men har du ik skrevet det her en gang før ;D?

jeg kan self. tage fejl.. :)

Looking forward to part 2