Hej PN. Igennem længere tid har jeg døjet med stærkt nedsat energi, trykken i panden og en smule synsproblemer. Jeg var derfor til en synsundersøgelse hos en optiker i Aalborg fra 14 dage siden, og de fandt ud af at jeg har en bygningsfejl og lidt andet.
Først prøvede vi linser, hvilket jeg havde ret stor berøringsangst overfor og ikke følte mig så komfortabel med. Dernæst valgte jeg at gå tilbage til den første ide, som var briller, og selvom mit syn blev super godt, synes jeg ikke jeg kunne vænne mig til det, og det føltes mærkeligt at gå rundt med sådan et par i hovedet. Synes også det gjorde mig meget "forsigtig" fordi jeg hele tiden skulle tage hensyn til at jeg havde dem på. Personligt synes jeg heller ikke de klædte mig synderligt, selvom det var det par der passede mig bedst jeg prøvede.
Jeg har derfor nu prøvet linser igen, og jeg kan mærke de bliver ved med at irritere mine øjne, og jeg har langt fra lige så godt syn som med brillerne, selvom linserne er lavet efter de fejl mine øjne har.
Derfor overvejer jeg nu en øjenlaseroperation. Det er ret dyrt, og jeg har læst mig frem til at der også er risici involveret, men langt det meste jeg har læst om på trustpilot er positivt.
Hvad er jeres erfaring på området med et pludseligt behov for enten linser, briller eller en operation? Jeg er 26, så det er noget helt nyt, og jeg er kort sagt pisse træt af det.
Martin