Hej PokerNet
Så kom dagen vi alle har ventet på - dagen hvor PokerNets julekalender skal åbnes!
Vi gik og mente at PokerNet havde fortjent en julegave, og i denne søde juletid bliver de fleste vel lidt sentimentale. Vi gik på loftet og i kælderen for at rode i gamle ting, for historien rummer som regel inspiration til fremtiden. Dybt inde bagved, i et koldt og mørkt hjørne, næsten glemt og borte for altid, stak en lille bunke af gulnede papirer ud under en kasse. Vi tog dem op, pustede støvet af dem, og indså straks det åbenlyse.
Vi stod med historien i hånden. Et sus af storhed, ærefrygt og stolthed gik igennem os, og mens englene spillede harpe og himlen åbnede sig for os, indså vi nøgleordet - Historien.
Da støvet havde lagt sig, var siderne stadig gule, og i hånden havde vi et kapitel af historien, der nær var gået i Glemmebogen - Det første eksemplar nogensinde af Magasinet PokerNet.
Med PokerNets arv har vi et ansvar overfor historien - og historiER. Og når universet taler til én, så skal man lytte efter. Vi har derfor besluttet at årets julegave til PokerNet er gen-etableringen af Magasinet PokerNet!
Det er besluttet at genoplive MPN, og bladet vil udkomme hver anden måned - første gang 1. februar 2012. Bladet vil - ligesom tidligere - indeholde en sund blanding af analyser, quizzer, strategi-artikler, dybdeborende interviews med interessante personligheder i miljøet, og selvfølgelig et lille skud Off-Topic. MPN vil give dig mulighed for at møde en anden side af en række profiler, som du allerede kender fra PokerNet. MPN vil være tilgængeligt for alle med en aktiv GrindTracker med det samme, og efter en uge for alle andre - uanset om du er logget ind eller ej.
Til at løfte sådan en arv, skal man finde en mand af den rette støbning. En sand PokerNetter, en fakkelbærer for MPN og en mand, der har åbnet så mange døre for sig selv igennem tiden, at han vil have adgang til det bedste pokerstof i Danmark. Så det har vi fundet.
Du kender ham måske allerede som PokerNet Expert. Du kender ham måske som en af de mest vellidte og respekterede mennesker på den danske pokerscene, og for fremtiden vil du ligeledes komme til at kende ham som Chefredaktør for MPN. Ladies and gentlemen, PokerNet proudly presents - Jungleras!
Rasmus Jungleras Nielsen er det seneste scoop til PokerNet teamet. Jungleras har henrykt forummet utallige gange, og fik udøvet kunstigt åndedræt på sin turneringskarriere af en lang række PokerNettere under det netop afholdte DM. Kan du ikke lige sætte ansigt på, kan du se et klip med Jungleras her:
Det er lige før at det er to julegaver i én. Vi ser meget frem til at give jer MPN tilbage, og glæder os allerede til lanceringen af MPN nr. 17 d. 1. februar 2012.
Fra alle os på PokerNet til alle jer på PokerNet: Rigtig glædelig jul!