24 låger med lir, spas og røverhistorier fra de varme lande.
En god ven og tidligere pokerspiller skrev følgende til mig for nogle dage siden:
'Spradebasse-liv' - det har jeg sgu aldrig tænkt over. Men ja, efter 10 år i Latinamerika, så er der umiskendeligt løbet noget vand under broen. Så nu kommer I op og sidde på realmadrids gamle knæ, og så skal han fortælle jer nogle selvsmagende anekdoter fyldt med praleri, sjov og politisk ukorrekt sprogbrug.
Ps. Jeg har ingen anelse om hvorvidt dette har interesse for andre end mig selv og mine nærmeste, men sæt nu andre kunne relatere til mit navlepilleri? Time will tell.
Vi åbner første låge ved lige at slutte vores relativt vellykkede ophold i Paraguay af.
På allersidste dag har vi rigtigt travlt. Vi har disponeret håbløst over vores tid, så nu skal der fart på. Vi skal nå en flyver om nogle timer, men først skal vi forbi Interpol mfl. og underskrive de sidste papirer.
(Kontoret på Interpol så ikke helt ud som vi havde forestillet os)
Vores mand på stedet, Andy, henter os som han plejer tidligt om morgenen hvorefter turen går fra Herodes til Pilatus for at underskrive alt mellem himmel og jord. Intet er elektronisk på de her kanter, så alt fungerer med dobbelt-stempel, fingeraftryk og underskrifter. - Præcis som i Danmark, da vi havde hestevogne, mælk på flaske og tuberkulose. Vores noget brovtende guide og chauffør, Andy, som fysisk mest af alt minder om den onde Brutus fra Skipper Skræk-tegnefilmene har typisk været ude og banke bajere natten inden, hvilket dog - pudsigt nok- aldrig forhindrer ham i at køre som død og pine i Asuncions tarvelige gader.
Denne morgen er ingen undtagelse. Brutus lugter som Damhuskroen efter klokken 02.30, og han har allerede sat bilen i gear. Kedelig er han ikke, og hvis man ellers kan se gennem fingre med hans stærkt nazistiske tendenser (hans bedstefar var flygtet nazist), og hans storrygende adfærd i bilen, så får man én på opleveren i hans nærvær. Hvis man - som os- har lidt sværere ved det, så giver det bide-sår på læben at holde sig gode venner med sådan en bøf.
Men her kører vi nu spirituskørsel igen, og vi har travlt. Efter at have gjort flere helhjertede forsøg på at kollidere med alskens køretøj i sin fremmarch, sætter den beduggede Jens Mulvad nu alt på et bræt. I et T-kryds hvor vigepligten er sikker som Zred til et gratis-arrangement vælger Thorkild Thyrring at hakke sømmet i bund og 'nå foran' et ægtepar på en knallert der kommer med fin fart fra hovedvejen. Hvordan det går, behøver jeg næppe at gå i detaljer med og fem sekunder senere er der folk overalt, tre ambulancer og glasskår over det hele. Knallerten er braget ind i siden på vores bil, hvor jeg sidder på førersædet, mens Zred på bagsædet knapt aner hvad der foregår.
Vi får os en gigantisk forskrækkelse. Det stakkels ægteparret ligger nu på vejen og bliver akut hastet til hospitalet - mens dette sker er Brutus ved at problematisere 'skylds-spørgsmålet' og købe sig fri hos lovens lange arm. Det er vel Sydamerika det her.
Vi (Zred og RM) tager en taxa videre, da vi havde travlt og ikke var kommet noget til. Noget betuttede af situationen skriver jeg til Brutus for at høre, hvordan det hele endte med ham, ægteparret og politiet.
And it goes like this:
RM: "Beklager at vi smuttede, men vi skal nå et fly, ved du nok. Vi håber meget, at I finder ud af det, og ikke mindst, at der ikke er sket det ældre ægtepar noget alvorligt."
Brutus: "Nej, de har omsider fået fjernet de to fede dyr fra vejbanen, så nu kan trafikken igen køre smooth. De overreagerede helt vildt - trafikuheld sker jo i ny og næ. Beklager forskrækkelsen og bulen i bilen. Ses!"
Just wow!
NB. Ægteparret slap uden mén, men erstatning etc. melder historien ikke noget om.
Okay da, så kommer lige én enkelt historie mere fra Paraguay.
En stille og rolig tirsdag bliver RM og Zred enige om, at en lille studsning ikke ville være nogen ringe ide. Vi lægger vejen forbi den lokale - og garanteret helt kompetente - frisør som glædeligt tager imod os.
Zred bliver betjent til højre, mens jeg går med en lettere fimset gut til venstre. Efter at have forklaret ham hvor fedt jeg ønsker mit hår, påbegynder den - åbenbart - uundgåelige og altid uinteressante snak:
-"Nå, hvad laver du så her i Asuncion?", spørger den nysgerrige frisør.
Et fair nok spørgsmål, om end jeg ikke ønsker at konversere når jeg er til frisøren. Jeg vil forkæles og nyde det. Meget ligesom resten af mit liv. Jeg kvitterer derfor med et lettere uhøfligt og kort lukkende svar:
-"Det er bare turisme i nogle dage, så deeet...".
Så let skulle jeg dog ikke slippe:
-"Ahh okay, og hvad arbejder du så med til dagligt?"
Pis-Hans! Nu skal vi lyve igen, for 'poker' aner de ikke hvad er, men jeg har heldigvis altid et gangbart lukke-svar ved hånden og således også denne gang:
-"Jeg er investor. Jeg lever af at købe og sælge aktier". Dén slår dem ud hver gang, for det aner de ikke en østblok om. Og nu kan vi vist endelig få lidt ro mens vi falder hen...
-"Gud, hvor skægt! Det gør jeg også. Det er meget lettere end at klippe hår".
Åhh gud, jeg vil gerne af nu. Jeg går dog med strømmen og giver ham ret. Jeg nikker smilende og svarer:
-"Ja, det kan du have helt ret i...ti-hi-fnis. God pointe". Sådan! Han fik ret og jeg fik fred. Så er dén lukket, troede jeg. Men Svenne O'Lotta var langtfra færdig med forhøret:
- "Ja, det er jo alligevel numerologi det hele. Jeg køber aldrig aktier på over syv bogstaver. Hvis jeg selv kan vælge, så køber jeg helst nogle på fem, gør du ikke det?" Jeg aner ikke hvor jeg skal starte. Jeg er ved at brække mig af grin, men jeg kan se i spejlet, at manden med de løse håndled ikke laver sjov. Jeg får pludselig lyst til at fremhæve, at det fede ved aktier jo lige netop er, at man rent faktisk KAN bestemme selv hvilke aktier man køber. Men igen; han bider jo tydeligvis ikke på kedeligt rationale, so why would I? Og han er da heller ikke færdig endnu. Slet ikke, åbenbart: -"Ja, det er jo næppe tilfældigt, at Apple er braget sådan op. Det er min yndlingsaktie. Uden tvivl. Nej, okay, det er jo også pga. deres smartphones, det ved jeg godt, men prøv engang at tæl' bogstaverne i 'Apple', ik'?" Jeg kan ikke mere, nu stopper det. Mit hår er færdigt, Svenne er færdig og jeg er færdig.
(Svenne O'Lotta, manden der næsten slog verdensrekorden i flødebolle-spisning ved at spise 100 flødeboller på 90 sekunder)
Det gør jeg ja. Jeg startede i 2006 og spillede online sideløbende med studietiden i en fire-fem år, før det rigtigt tog fat, og jeg flyttede til det store udland. De sidste tre år har jeg udelukkende været full time PLO grinder online, og det har - rent økonomisk - med afstand været de bedste.
Har faktisk medvirket i en podcast om dette emne for et år siden med den gode Bridgeking:
Er jeg den eneste der liker inden jeg læser dagens kalender ?
Det er genialt RM, keep it up :)
MoPe skrev:
Nej! :-)
I er sgu søde ;) Afsnit #3 er på trapperne, men indtil da, vil jeg lige dele mit yndlings-sportsinterview med jer. Det kan altid tåle et gen-lyt. I guder, hvor er den mand en legende. ;fbclid=IwAR32iHVom8KJO_VLi3291iXkNSJXcdsa6E8dAtUoePkt8XvQ2k1ikVCZg4c
Året er 2008 og jeg er bosat i Tegucigalpa, hovedstaden i Honduras i Mellemamerika. Jeg er i gang med mit andet semester som jeg tager på byens katolske universitet.
Det er et privat universitet og tilhører det bedre borgerskab. Jeg får selv hele gildet betalt af Københavns Universitet, hvor fra jeg er 'udsendt' som studerende.
Jeg er på dette tidspunkt i starten af min pokerkarriere, så skønt pengene ikke er store, så er jeg helt blown away over poker, og at et simpelt online-kortspil kan føje lidt ekstra mønt til et relativt stramt budget baseret på SU.
FLHE samt lidt tours på gode gamle Boss Media og 888poker var mine græsgange, og jeg fik lagt noget mere tid her end jeg gjorde i mine studier. Ja, havde det været en fodboldkamp ville man vel nærmest have kaldt det 'spil til ét mål'.
Jeg elskede at bo i Tegus, som byen kaldes i folkemunde, men jeg hadede at gå i skole og jeg hadede deres rigide katolske regler. Man måtte kort sagt ikke en skid. Man måtte ikke have shorts på, man måtte ikke spise tyggegummi, man måtte ikke kysse på piger, man måtte ikke bande, man måtte ikke løbe - ja, man måtte ganske enkelt ikke en rygende kattemad, og det brød jeg mig meget lidt om. Al undervisning startede med at en elev læste en katolske bøn højt, mens alle stod op og foldede hænderne andægtigt. Tiltaleformen på institutionen var yderst respektfuld, og disciplinen var militæret værdigt. Som om det ikke var nok, så var der også lørdags-undervisning - en dødssejler fra starten og et helt håbløst projekt. Men ikke desto mindre, så havde jeg obligatorisk undervisning hver lørdag - to timer - kl 12.30 i 'Psykologi'.
Til mit store held var underviseren en voluminøs, frodig midaldrende kvinde med nogle alvorlige seksuelle komplekser. Havde hun været en mand, havde vi snakket Peter Aalbæk på Zentropa. Hun var lummer så det ku' mærkes, og aldrig for fin til at komme med små-vulgære referencer og hentydninger. Et klap i rumpetten og et blink med øjet var daglig kost i hendes selskab, og hun var i det hele taget lidt af en pilfinger. Heldigvis var hun meget 'open-minded', og det reddede lidt min r**, for hun vidste godt, at jeg havde hang til festivitas når timerne blev små i weekenden, og også lidt inden da.
Ursula var da heller ikke sen til at bede mig om mit mobilnummer og skrive ganske uopfordret i tide og utide, skønt jeg aldrig kom til undervisningen.
Hun så gennem fingre med mit skyhøje fravær, men hun begyndte at blive 'pushy', når snakken faldt på 'hvad jeg havde af planer for weekenden'. Hun ville med mig og mine venner i byen, og hun var sulten.
Som tiden gik og mit fravær steg, kunne jeg ikke holde hende stangen længere. Hun ville med på druk, og jeg magtede hende på ingen måde. Efter utallige afvisninger og sparken til hjørne, var hun blevet knurremis. Hun krævede at jeg bestod den sidste stopprøve i næste time. Hvis ikke, så ville hun lade mit fravær gå videre til en højere instans, og jeg ville dumpe med et brag. Det var ellers en klar aftale, at jeg IKKE skulle tage den sidste stopprøve, da jeg blot skulle møde op for at bestå, men nu skulle hun have hævn for manglende druk og pilleri. Typisk. Fire dage havde jeg nu til at læse op på et helt pensum som jeg var fuldkommen pas på.
Jeg måtte tænke hurtigt. Jeg spillede det helt lumre kort i en SMS til hende:
"Jeg har et forslag; hvad med om vi rykker min stopprøve til søndag, og så tager vi to sammen på Uni og laver den, og så drikker vi en kop kaffe og hygger bagefter?"
Universitetet var helt øde om søndagen, og det vidste vi begge, men nu havde jeg 24 timer mere til at læse op på stoffet samt muligheden for at sweet-talke hende under fire øjne. Den bornholmske skakhjerne havde gjort det igen.
Problemet var blot, at min underviser var skingrende sindssyg og fysisk 'ikke lige min type'.
Hun godkendte mit tilbud i SMS'en og tilføjede, at det var en god ide, for så kunne hun rette min prøve med det samme, og vi kunne hygge bagefter. Som sagt så gjort. Det blev søndag, og min underviser havde i anledning af den store dag taget en ekstra nedringet trøje på, og jeg kunne godt tyde skriften på væggen. Jeg gik i gang med prøven alene i lokalet, mens hun 'holdt vagt' udenfor. Hun var lummer fra første fløjt og grænseoverskridende flirtende til trods for de cirka 25 års aldersforskel.
Nå, men prøven blev afleveret, og jeg havde kun besvaret ca. 60% af opgaven - resten var jeg helt og aldeles pas på. Hun begyndte at rette den med det samme ved kateteret, mens jeg kiggede på. Hun bad mig finde en stol, så jeg kunne 'følge ordentligt med i hendes rettelser' - en stol hun op til ti gange trak nærmere hen mod hende selv, så vi til sidst basically sad på skødet af hinanden. Pivfrækt. Det var ualmindeligt akavet og Shubberne har en gang skrevet et stort hit om dette på et postkontor.
Dette var dog min mindste hovedpine. Hovedproblemet var, at jeg ikke havde bestået prøven. Jeg var faktisk ikke - som jeg ellers troede - dumpet med et brag, men jeg var dumpet. Hun kiggede på mig og tog mig i kinden med sine buttede fingre og sagde:
-"Du har altså lige præcis ikke bestået, din frisindede unge mand. I er så frisindede hvor du kommer fra, så I laver alt muligt andet og kaster jer bare ud i ting, så du har garanteret ikke læst særligt meget. Har jeg ret? Ha-ha".
Jeg giver mig sjældent uden kamp, så jeg prøvede med et naivt long shot:
-"Nåhhh, det ved jeg nu ikke om jeg ikke har. Det er jo vildt svært når det hele er på spansk, og jeg har ikke kunne finde min ordbog, så deeet..."
-"Ja, det ved jeg godt, din stærke, unge frisindede dreng. Du skal have lov til at prøve dine grænser af og være en fri fugl. Du kan give mig et kys her på kinden, så kan vi sige, at du liiige klarede den? Ha-ha".
Jeg troede seriøst, at det var en spøg. Det måtte være en joke. På den anden side kan jeg dæleme snildt kende et godt tilbud når jeg ser et, så jeg svarede:
-"Ha-ha-ha, está bien", og kyssede hende hurtigt på kinden. Men Ursula var slet ikke mæt endnu og drejede lynhurtigt sit kødfyldte ansigt, hvilket resulterede i, at vores læber mødtes i et smerteligt og uforvarende kys. Jeg var røget pladask for det ældste nummer i bogen, og havde kysset Metusalem på hendes tarveligt fugtige, røde læber.
Forfærdet grinede jeg lidt usikkert og så, at hun stak hånden frem. Hun havde været lummer - og jeg havde bestået. Vi havde åbenbart indgået en pagt og gav nu hånd på aftalen. Hun havde fået lidt til fantasien, og jeg havde klaret frisag.
I den danske universitetsverden havde det været en skandale og forsidestof til boulevardpressen; i Honduras hedder det klientelisme, og er sådan man i fællesskab løser gordiske knuder.
Det er dog til dato det tætteste jeg endnu har været på prostitution, men for min underviser lignede det blot 'another day at the office'.
Jeg sad og blev semitændt af den histore. Skammer mig!
Haha ja helt skuffende han slap med kun et kys:)!! Men havde sgu gerne givet min fransk lærer en ordentlig snaver for at bestå det fag, selvom hun også var en noget moden madamme!
4. Pigen der kunne tyde drømme og læse stjernetegn.
Vi er tilbage i 2017, hvor jeg på daværende tidspunkt boede sammen med Ole, min gode ven i Medellin. Ole havde på dette tidspunkt noget kørende med en ung pige, Angie, fra den colombianske nordkyst. Kystpiger har et farverigt ry i resten af Colombia, og det er ikke uden grund. Det er excentriske piger med temperament, passion og 10% skabagtighed i bagagen - så hænger man ud med en lækker basviola fra kysten, så er ovenstående en del af pakken.
Jeg var tidligt oppe denne morgen og var røget direkte på 'grinden'. Ole og Angie sov ovenpå, men jeg kunne så småt høre, at de var ved at stå op, og der gik da heller ikke mange sekunder, før de kom ned ad trappen og begyndte at lave noget morgenmad.
Jeg sad med høretelefoner på som altid når der arbejdes, men jeg tog dem af for en kort bemærkning for at ønske turtelduerne 'buenos dias!'.
Angie svarede mig ikke, men sagde blot vredt til Ole:
-"Der sidder han det klamme svin!. Føj for satan, at han kan få sig selv til det! Føj!".
Ole svarede hende ikke, men forklarede blot til mit noget måbende ansigt - på dansk - så Angie ikke forstod det:
-"Ja, RM, undskyld men Angie har drømt, at du voldtog et lille barn i nat. Ja, jeg ved det godt, hun er noget vild i det, men jeg prøver lige at få hende til at slappe lidt af".
Jeg grinte afvæbnende og svarede noget tummelumskt:
-"Nå for fanden, er det bare det. Hold kæft, jeg fik et chok, mand. Ha-ha-ha."
-"Nej, det er ikke så simpelt. Hun er faktisk pissesur", fortsatte Ole.
-"Ja, men så må du lige fortælle hende, at det bare er en dum drøm, og at jeg ikke har voldtaget nogen børn ha-ha", forsvarede jeg mig med, mens Ole tydeligvis stemte i:
-"Det har jeg prøvet hele morgenen. Hun er fuldstændig vild og balstyrisk. Hun er skingrende sindssyg".
Jeg måtte lige sidde lidt ude fra bordene ved filten. Angie havde nu sat sig over i sofaen og hun var rasende. Hun sad med mobilen og skrev sms'er på livet løs...WTF! Skulle jeg tage det her seriøst? Var hun oprigtigt talt sur på mig over noget som hun havde drømt? Og sad hun nu og sladrede til veninderne? Fortalte hun nu gud og hver mand, at hun kendte en pædofil?! Det var jo fuldstændigt absurd det her.
Ole gik skiftevis og grinede og rystede på hovedet, mens han forsøgte at gyde lidt olie på vandene. Jeg kom ham til undsætning og begyndte at sweet-talke den unge kystpige. Planen var at ae hende MED hårene, æde samtlige kameler og håbe på at blive pure frifundet. Jeg kom - på eget initiativ - ind på emner som 'drømmetydning' og om hvordan man aldrig skal tage en drøm for 'én-til-én', men altid huske at fortolke dem og andet lommefilosofisk Gajol-snak. Det var en presset mand vi var vidne til her. Jeg skulle frikendes i denne her domstol, om jeg så skulle sælge min sjæl til fanden.
Jeg satte mig ved siden af anklageren med en kop kaffe og famlede i blinde efter et sidste halmstrå, mens jeg håbede på, at hun ville begynde at bløde lidt op.
-"Er du Krebs?", spurgte hun mig nu pludseligt og ud af det blå. Jeg blev helt blød om hjertet - og 20% overrasket over spørgsmålet. Jeg svarede med lettelsens sleske ord:
-"Nej, men det er et kvalificeret gæt. Det kan man mærke, at du ved en masse om. Spændende. Nej, jeg er faktisk vædder".
- "Ja, selvfølgelig, det kan jeg godt se nu", svarede drømmetyderen og fortsatte:
"Du drikker jo kaffe, og Væddere elsker kaffe. Det er typisk Væddere at drikke kaffe til morgenmad ha-ha".
Ole ville være med til at logre med halen for at redde mig, så han bød ind med et opbyggeligt spørgsmål, så vi rigtig kunne få Angie væk fra de dumme pædofili-anklager:
-"RM er nemlig Vædder, det er rigtigt. Men hvad så med mig, Angie, hvad tror du jeg er?"
-"Stenbuk!", lød det prompte fra vores spirituelle medie.
-"Nahhh...ikke helt. Jeg er faktisk Skorpion, men det var tæt på", replicerede min danske ven.
-"Ahhh...ja, selvfølgelig er du det. Det kan jeg sgu da godt se nu, men jeg kunne ikke lige se det før. Nu ser jeg det dog helt tydeligt", kom det ærgerligt fra pædofilianklageren.
-"Nå, det var lidt spændende, du kan godt se det alligevel? Hvordan kan du se, at jeg er Skorpion?", ville Ole vide.
-"Du kan lide at drikke kaffe. Det er typisk Skorpioner - de kan bare ikke få nok kaffe. Specielt om morgenen, der er de altså bare nogle hunde efter kaffe", nærmest triumferede den kvindelige Uri Geller med et overbærende nik.
(Det verdensberømte medie, Uri Geller, i The Tonight Show hvor Amazing Randy udstiller hans evner)
Nok var Angie et medie med direkte forbindelse til kosmos og den anden side, men hun vidste tilsyneladende ikke, at jeg netop havde taget en ordentlig tår af min morgenkaffe som nu trodsede tyngdeloven i ren fontæne. Jeg sprøjtede den ud på køkkengulvet og hulkede af grin, da jeg netop havde lagt øre til det dummeste der blev sagt i hele 2017. Ole kunne hellere ikke mere, og måtte give fortabt til krampelatter og tårer i øjnene. Angie grinte med mens hun fremstammede, at det også var sindssygt, at vi var så vilde med kaffe, men igen - som hun sagde: "Det er jo hvad man kan forvente af en Vædder og en Skorpion."
Året er 2008 og jeg er bosat i Tegucigalpa, hovedstaden i Honduras i Mellemamerika. Jeg er i gang med mit andet semester som jeg tager på byens katolske universitet.
Det er et privat universitet og tilhører det bedre borgerskab. Jeg får selv hele gildet betalt af Københavns Universitet, hvor fra jeg er 'udsendt' som studerende.
Jeg er på dette tidspunkt i starten af min pokerkarriere, så skønt pengene ikke er store, så er jeg helt blown away over poker, og at et simpelt online-kortspil kan føje lidt ekstra mønt til et relativt stramt budget baseret på SU.
FLHE samt lidt tours på gode gamle Boss Media og 888poker var mine græsgange, og jeg fik lagt noget mere tid her end jeg gjorde i mine studier. Ja, havde det været en fodboldkamp ville man vel nærmest have kaldt det 'spil til ét mål'.
Jeg elskede at bo i Tegus, som byen kaldes i folkemunde, men jeg hadede at gå i skole og jeg hadede deres rigide katolske regler. Man måtte kort sagt ikke en skid. Man måtte ikke have shorts på, man måtte ikke spise tyggegummi, man måtte ikke kysse på piger, man måtte ikke bande, man måtte ikke løbe - ja, man måtte ganske enkelt ikke en rygende kattemad, og det brød jeg mig meget lidt om. Al undervisning startede med at en elev læste en katolske bøn højt, mens alle stod op og foldede hænderne andægtigt. Tiltaleformen på institutionen var yderst respektfuld, og disciplinen var militæret værdigt. Som om det ikke var nok, så var der også lørdags-undervisning - en dødssejler fra starten og et helt håbløst projekt. Men ikke desto mindre, så havde jeg obligatorisk undervisning hver lørdag - to timer - kl 12.30 i 'Psykologi'.
Til mit store held var underviseren en voluminøs, frodig midaldrende kvinde med nogle alvorlige seksuelle komplekser. Havde hun været en mand, havde vi snakket Peter Aalbæk på Zentropa. Hun var lummer så det ku' mærkes, og aldrig for fin til at komme med små-vulgære referencer og hentydninger. Et klap i rumpetten og et blink med øjet var daglig kost i hendes selskab, og hun var i det hele taget lidt af en pilfinger. Heldigvis var hun meget 'open-minded', og det reddede lidt min r**, for hun vidste godt, at jeg havde hang til festivitas når timerne blev små i weekenden, og også lidt inden da.
Ursula var da heller ikke sen til at bede mig om mit mobilnummer og skrive ganske uopfordret i tide og utide, skønt jeg aldrig kom til undervisningen.
Hun så gennem fingre med mit skyhøje fravær, men hun begyndte at blive 'pushy', når snakken faldt på 'hvad jeg havde af planer for weekenden'. Hun ville med mig og mine venner i byen, og hun var sulten.
Som tiden gik og mit fravær steg, kunne jeg ikke holde hende stangen længere. Hun ville med på druk, og jeg magtede hende på ingen måde. Efter utallige afvisninger og sparken til hjørne, var hun blevet knurremis. Hun krævede at jeg bestod den sidste stopprøve i næste time. Hvis ikke, så ville hun lade mit fravær gå videre til en højere instans, og jeg ville dumpe med et brag. Det var ellers en klar aftale, at jeg IKKE skulle tage den sidste stopprøve, da jeg blot skulle møde op for at bestå, men nu skulle hun have hævn for manglende druk og pilleri. Typisk. Fire dage havde jeg nu til at læse op på et helt pensum som jeg var fuldkommen pas på.
Jeg måtte tænke hurtigt. Jeg spillede det helt lumre kort i en SMS til hende:
"Jeg har et forslag; hvad med om vi rykker min stopprøve til søndag, og så tager vi to sammen på Uni og laver den, og så drikker vi en kop kaffe og hygger bagefter?"
Universitetet var helt øde om søndagen, og det vidste vi begge, men nu havde jeg 24 timer mere til at læse op på stoffet samt muligheden for at sweet-talke hende under fire øjne. Den bornholmske skakhjerne havde gjort det igen.
Problemet var blot, at min underviser var skingrende sindssyg og fysisk 'ikke lige min type'.
Hun godkendte mit tilbud i SMS'en og tilføjede, at det var en god ide, for så kunne hun rette min prøve med det samme, og vi kunne hygge bagefter. Som sagt så gjort. Det blev søndag, og min underviser havde i anledning af den store dag taget en ekstra nedringet trøje på, og jeg kunne godt tyde skriften på væggen. Jeg gik i gang med prøven alene i lokalet, mens hun 'holdt vagt' udenfor. Hun var lummer fra første fløjt og grænseoverskridende flirtende til trods for de cirka 25 års aldersforskel.
Nå, men prøven blev afleveret, og jeg havde kun besvaret ca. 60% af opgaven - resten var jeg helt og aldeles pas på. Hun begyndte at rette den med det samme ved kateteret, mens jeg kiggede på. Hun bad mig finde en stol, så jeg kunne 'følge ordentligt med i hendes rettelser' - en stol hun op til ti gange trak nærmere hen mod hende selv, så vi til sidst basically sad på skødet af hinanden. Pivfrækt. Det var ualmindeligt akavet og Shubberne har en gang skrevet et stort hit om dette på et postkontor.
Dette var dog min mindste hovedpine. Hovedproblemet var, at jeg ikke havde bestået prøven. Jeg var faktisk ikke - som jeg ellers troede - dumpet med et brag, men jeg var dumpet. Hun kiggede på mig og tog mig i kinden med sine buttede fingre og sagde:
-"Du har altså lige præcis ikke bestået, din frisindede unge mand. I er så frisindede hvor du kommer fra, så I laver alt muligt andet og kaster jer bare ud i ting, så du har garanteret ikke læst særligt meget. Har jeg ret? Ha-ha".
Jeg giver mig sjældent uden kamp, så jeg prøvede med et naivt long shot:
-"Nåhhh, det ved jeg nu ikke om jeg ikke har. Det er jo vildt svært når det hele er på spansk, og jeg har ikke kunne finde min ordbog, så deeet..."
-"Ja, det ved jeg godt, din stærke, unge frisindede dreng. Du skal have lov til at prøve dine grænser af og være en fri fugl. Du kan give mig et kys her på kinden, så kan vi sige, at du liiige klarede den? Ha-ha".
Jeg troede seriøst, at det var en spøg. Det måtte være en joke. På den anden side kan jeg dæleme snildt kende et godt tilbud når jeg ser et, så jeg svarede:
-"Ha-ha-ha, está bien", og kyssede hende hurtigt på kinden. Men Ursula var slet ikke mæt endnu og drejede lynhurtigt sit kødfyldte ansigt, hvilket resulterede i, at vores læber mødtes i et smerteligt og uforvarende kys. Jeg var røget pladask for det ældste nummer i bogen, og havde kysset Metusalem på hendes tarveligt fugtige, røde læber.
Forfærdet grinede jeg lidt usikkert og så, at hun stak hånden frem. Hun havde været lummer - og jeg havde bestået. Vi havde åbenbart indgået en pagt og gav nu hånd på aftalen. Hun havde fået lidt til fantasien, og jeg havde klaret frisag.
I den danske universitetsverden havde det været en skandale og forsidestof til boulevardpressen; i Honduras hedder det klientelisme, og er sådan man i fællesskab løser gordiske knuder.
Det er dog til dato det tætteste jeg endnu har været på prostitution, men for min underviser lignede det blot 'another day at the office'.
Åh ja - de gode gamle dage med Fortune Poker - I miss !
Tråde som disse gør at man må tjekke pokernet dagligt !
Nå, låge nummer fem gemmer endelig på lidt poker-relateret. Og faktisk den eneste anekdote i denne julekalender der både starter og slutter hjemme i Dannevang. Året er 2006 og jeg sidder på et nedslidt men vidunderligt kollegie, Emdrupborg, i København. Jeg er en fattig studerende, der netop har opdaget spillet der skulle ændre mit liv; poker.
Spanskstudiet på Københavns Universitet er jævnt kedeligt, og jeg glæder mig hver dag til at komme hjem fra studiet og dyrke min nye opdagelse, Fixed Limit poker (FLHE).
Jeg er en relativt tør noob på det her tidspunkt og spiller en omgang fuldstændig forudsigelig ABC-poker, hvor man ikke behøver at hedde Negreanu, for at kunne sætte mig på en ultra smal range. Men i de blindes rige er den eneøjede kejser, og der huserer en Italiensk fisk på 15-30-bordene på Fortune Poker, og han er sandt for dyden blind som en muldvarp. En god gammeldaws italiensk tyr som de desværre ikke findes længere.
Vi snakker masser af 3-4bets, nysgerrighed som Peter Pedal på floppet, og kom man en sjælden gang til at bluffe ham (og viste op), så sad man med fornemmelsen af, at verden var blevet et tastatur fattigere. Han gik fuldstændig balaika! - og gerne med caps lock. Havde det været et live spil, forestiller jeg mig, at han havde haft et 'tell' eller to.
Men vi befinder os altså i de sidste år af 'The Golden Age of Poker', hvor specielt Grækenland, Italien, Spanien og Tyrkiet var lande der var leveringsdygtige i de dårligste pokerspillere kloden endnu har set. Ham her italieneren er ingen undtagelse, han er blot elitær udi disciplinen 'sydeuropæisk spillestil'. Han formår konsekvent og uden slinger i valsen, at træffe det forkerte valg ved hver evig eneste beslutning.
'NIKKKKKKKKKKK' er hans navn ved bordene, og han har dybe lommer.
Alle vil spille med NIK, men han gider kun spille med dem der giver vild action, og det er altså ikke mig. Jeg spiller 'better-safe-than-sorry-poker', og det gider han altså ikke.
Jeg opfanger dog hans mail-adresse under en session, hvor han skriver med en anden spiller, og så kommer den bornholmske skakhjerne på overarbejde; jeg vil have NIK til at jagte mig, så jeg kan få ham for mig selv.
Godtemødre! Lækre godtemødre! Hvis der er noget de kan lide i Støvlelandet, så er det vores smukke damer i Danmark. Nu ved jeg hvad min lokkemad skal være, nu mangler jeg bare at rotten går i fælden. Jeg laver med det samme en ny bruger på Fortune Poker og kalder mig 'Sofie22'. Jeg spiller herefter nogle hænder og sikrer mig at NIK er online. Vi kommer på samme bord, og efter nogle orbits sender jeg ham en mail med nickname og billede:
"Hey
Jeg hedder Sofie og er begyndt at spille lidt poker ved siden af mit skuespil. Jeg ved ikke hvor god jeg er, men jeg synes spillet er sjovt, og jeg har fået at vide, at du er en af dem der spiller meget inde på Fortune Poker. Vi spiller lige nu en session sammen, og jeg synes at du spiller rigtig friskt og spændende.
Kunne være sjovt at chatte lidt mens vi spiller poker, hvis du altså har lyst ? :)
Mvh. Sofie Lassen-Kahlke (Sofie22) "
Der gik ikke mange minutter før jeg fik et svar fra vores italienske ven, og han kunne lide hvad han så. Han havde googlet 'Sofie Lassen-Kahlke' og verificeret at hun fandtes og var en lækker skuespillerinde - lige noget for sådan en Don Corleone.
Han ville have flere billeder og syntes helt klart, at mit forslag lød lovende. Jeg fremsendte to billeder yderligere med det samme, og alfahannen bed på.
Fem minutter senere sad vi på et 15-30 FLHE-bord, mens messenger-chatten kørte for fulde drøn på siden. Han anmod igen om flere billeder, hvilket jeg naturligvis accepterede, og han blev blot vildere og vildere. Jeg rev en del USD fra ham, men det syntes han aldeles ligeglad med, så længe vi chattede og han kiggede billeder:
-"Jeg er en meget rig og kendt fodboldspiller i Italien, vidste du egentlig godt det?", spurgte Michelangelo mig nu.
-"Nej, det anede jeg ikke, gud hvor spændende!", svarede jeg, mens jeg kunne høre skillingerne komme min vej.
-"Ja, jeg spiller for en klub der hedder Bari, og vi har masser af fans, og jeg er meget kendt hernede. Jeg har både en fed lejlighed og et sommerhus med båd, så hvis du keder dig, så kunne du evt. komme herned på ferie?". Det var næsten for godt til at være sandt. Han ville nu kun spille med mig, og jeg skulle blot agere webcam-model uden live billeder. Jeg måtte holde ham til ilden, så vi kunne få spillet en masse poker:
-"Ja, det ville jeg da enormt gerne. Du virker som en rigtig fin fyr. Hvis du skriver næste gang du logger på, så kan vi spille igen og aftale nærmere hvordan vi gør mht rejsen osv."
Sådan fortsatte vi i flere uger, og jeg fik spillet mange sessions mod Dario Campeotto og snart var der råd til både ananas og ekstra skinke på mine frysepizzaer.
Han blev ved med at understrege, at det altså blot var peanuts for ham, og at han havde mange penge og fantasier om sådan en lyshåret dansk pige som mig. Vi skulle rigtig hygge os, når jeg kom til Syditalien, lod han mig forstå. Det sidste var jeg mindre interesseret i, men det anede mig - menneskekender som jeg er - at det ikke var akvarelfarver og madopskrifter han var ude efter. Han ville have inviteret 'Viggo med rullekrave en tur til Møns Klint', som en sex-ekspert engang formulerede det.
Med tiden blev min løgn afsløret. NIK troede ikke på flere dødsfald og influenza-tilfælde fra min side, og han gad ikke spille med mig mere, når nu jeg aldrig kom og besøgte ham. Jeg så ham aldrig igen ved filten, men det var en fornøjelse så længe det varede.
Amoralsk? -Måske. Snedigt og kreativt? -Så absolut. Jeg er dog sidenhen gået væk fra disse 'bøllemetoder', men anekdoten skulle I ikke snydes for.
NB. Og undskyld til Sofie Lassen-Kahlke! Jeg skylder en bajer - og du skylder en god film.
Ikke fordi man sidder og trykker opdater konstant, eller gør man. 😊😊
Men sig lige hvis du er forsinket, denne kalender er ligeså vigtig som at se Tinka, ja jeg følger også spændt med i Tinka.
Kom så med næste afsnit, skal snart på job. 😊😊
Beklager forsinkelsen. Dagens afsnit er forsinket pga en session med blodrøde tal og nogle grimme river beats. Klokken er halv to om natten her i Peru, men posten skal ud! Hold on!
Beklager forsinkelsen. Dagens afsnit er forsinket pga en session med blodrøde tal og nogle grimme river beats. Klokken er halv to om natten her i Peru, men posten skal ud! Hold on!
Du er hermed undskyldt.
Btw. Du skriver så fedt og man sidder jo og fryder sig hver gang du kommer med dine guldkorn.
Det havde da været lidt bedre for tålmodigheden, hvis du hakkede kort i Fjernøsten!!! At stå op uden julekalender er som at se ungerne opdage en tom låge i skildpaddekalenderen!♥
6. Colombia - Myter, magi og en palme der driller.
Dagens låge handler lidt om Colombia - med en enkelt lille video til at slutte af på. Colombia er et fantastisk land, og specielt Medellin er en perle. Efter nogle år i Medellin opdager man hvor overtroiske, spirituelle men også hvor alternative lokalbefolkningen er i deres måde at tænke på. De elsker myterne, det magiske og eventyret. Her er tre eksempler fra Medellin:
a) Min eks-kæreste i Colombia havde en lesbisk søster, som moderen hver måned betalte op mod 15% af sin egen løn for at få 'helbredt'. Moderen betalte pengene til et katolsk overhoved som så bad for søsteren, for på den måde, at helbrede hende for den sygdom som havde ramt hende i form af den forkerte seksualitet. Det havde hun gjort i seks år nu, og min eks-kæreste trak blot på skuldrene, når hun forklarede mig historien med ordene: "Det er mere det der med, at vi aldrig har råd til mælk om morgenen, fordi budgettet bliver brugt på at helbrede min søster."
b) En dag var jeg ude og shoppe med min gode ven Alvaro. Vi bliver overhalet af en lottokupon-sælger, som i forbifarten taber en af sine lottokuponer, hvilket jeg høfligt gør vedkommende opmærksom på, ved at samle kuponen op og give den tilbage til ham. Alvaro river mig i armen med ordene, 'kom nu', mens jeg småfornærmet gør ham opmærksom på, at jeg synes at folk er uopdragne når de ikke engang siger 'tak', når man gør dem en tjeneste. Uopdragne og udannede. -'Det er vildt, at du stadig er så naiv', kommer det prompte fra Alvaro, og han fortsætter: 'Han gør det jo med vilje, for helvede! Og selvfølgelig bliver han ikke glad, når du afleverer den tilbage til ham. Hernede tror folk på den slags, og det burde du også vide nu'. -'Tror på hvad?', spørger jeg åbenbart naivt min ven. -'Ja, at det er skæbnen. At det er dit kald. At større kræfter står bag, og at det er din lykkekupon. Han taber den jo med vilje, for at du skal købe den'. Det er altså et level, man ikke naturligt tænker på som dansker. Jeg kalder det 'Colombia-logik', hvilket jeg kommer ind på i et senere afsnit.
c) Et sidste eksempel på deres magiske virkelighedsopfattelse - og det er over 70% af befolkningen der tror på dette - er spørgsmålet om højde. Kender du personligt en colombianer, så lav 'colombianer-testen' på vedkommende og spørg ham om følgende: "Bliver man højere af at spille basketball?" Mine empiriske undersøgelser fra adskillige værtshuse og Tinder-samtaler viser, at alle svarer 'ja', til det spørgsmål. Enkelte med det forbehold at de tilføjer: 'pero no mucho'. Logikken synes åbenlys; strækker man sig i længere tid, strækker man led og muskler og vupti; så bliver man højere. 'Det er jo også derfor, at de alle er så høje i NBA, de har spillet meget basket', lyder argumentet. Den er svær at komme med et snappy comeback på uden at bunde sin drink først. En ret magisk transformation af blot at hive i kroppen i lang tid. Jeg skal nok undlade at komme med lumre insinuationer, om hvorvidt colombianske teenagedrenge har appliceret denne viden på andre kropslegemer. Logikken er dog konsekvent, for når Steen, vores gode sælger-ven på 1,96 cm, fortæller de lokale, at han har spillet basket på relativt højt niveau i USA i ungdomsårene, lyder svaret prompte: 'Con razón que eres tan alto' (= Nå, så det giver det mening, at du er så høj). Her synes en større udredning om kausalitet at være spild af tid. Stjernetegn regnes i øvrigt ligeledes for en eksakt videnskab i Colombia, men det ved I jo allerede...
Nu skal vi se video. Der skal som I nok ved to til en tango, men kun én til en røvfuld. Og nu skal vi nyde hvordan andre kulturer har alternative måder at gøre tingene på i praksis. Måder som vi i Danmark nok ville finde liiiige til den friske side, men som i Medellin blot er god latin.
Det er ren Monty Python for mine øjeæbler. Jeg kan ikke holde det tilbage, og jeg knuselsker det, men samtidig så håber jeg for alle involverede parter, at de holder hurtigt op igen, for bag det morsomme ligger der jo naturligvis noget alvor. Det er kun sjovt, fordi det også er alvorligt. Det har Piet Hein engang sagt noget klogt om.
I dette tilfælde skal vi bevidne to lokale, der sammen har fået til opgave at fælde palmen ved poolen. Det foregår således:
Den ene står på jorden og råber opmuntrende ord eller lottotallene, mens den anden hænger i en løkke af to stykker nylon rundt om palmen. Her - i en 20 meters højde - hænger han så og dingler med en motorsav i fri dressur (ligeledes hængende i en snor af nylon). Det kritiske øje ville muligvis påpege, at motorsaven blot hænger 30 centimeter fra den nylonsnor som hans liv står og falder med, men igen; hvis man kan spare lidt tid på at gøre det på denne måde, så må man gøre sig klart, at der ryger bønder i skak:
I det sydlige Spanien er man klar over, at folk fra Nordeuropa generelt er højere end dem fra Sydeuropa. Årsagen er den samme som med solsikker: folk fra Nord ser sjældent solen og derfor strækker de sig mere op efter den, hvilket i sidste ende gør dem højere.
Dagens afsnit er lidt kort, for jeg skal ud og buldre lidt i aften. Måneden er startet jammerligt med et ordentligt down-swing, og sorgerne skal drikkes væk. Men denne historie er en klassiker i dansker-kolonien i Medellin:
Mit første kasino-besøg i Medellin var kort efter, at jeg var ankommet til byen sammen med Metalmania aka Stormuftiens af Varde og vores fælles ven, Morten i 2013, som ligeledes spillede en del poker dengang.
Casino Rio, hedder gerningsstedet, og det er klart et besøg værd om fredagen, hvor der spilles PLO i nogle ualmindelige saftige games. Vogt dig dog for at bluffe manden med kælenavnet 'Popeye', han er regular i de højeste spil, og den famøse Pablo Escobars højre hånd. Han har tusindvis af liv på samvittigheden og netop overstået en fængselsstraf på 23 år for ugerningen (billigt sluppet, btw). Ham bluffer man ikke på riven ustraffet. Nuvel, vi skal bare ind og hygge lidt, og skal slet ikke spille højt. Jeg hopper i en tour, mens Stormuftien vist er kommet op og slås med registreringsafdelingen på kasinoet. Morten der kan tæt på intet spansk sætter sig i noget 2-4 NLHE cash game til stor begejstring for det lokale klientel. Folk er ellevilde, hvilket den udpræget dansklignende Morten får at mærke fra første færd. Der high-fives ved bordet og hviske-tiskes lystigt. Dybe lommer, en håndbajer, et genert smil på læben og lyst hår. Jo jo, den er god nok; det er en dansker.
Inden første hånd er dealet modtager vores danske ven en lille seddel, hvilket han noget forbløffet læser højt. Det er en masse cifre. Morten kigger sig forvirret omkring. Manden lige bag dealeren peger ned for at indikere, at det altså er telefonnummeret på godte-dealeren, hvis han da ellers var til noget af det lækre. Hun har simpelthen reageret hurtigt og lagt billet ind på vores lyse ven. Morten rødmer forsigtigt og spiller sin første hånd. Ikke mange bas-sekunder senere kan folk ikke holde sig tilbage længere ved filten: "Whaks yu name?", spørger en modig sidemand. Dealeren stopper med at give kort - hér skal hun altså have det hele med. Nu sidder alle og kigger på Dr. Livingstone:
-"Morten', lyder det ærligt fra vores danske helt.
-"Ahhhh, 'Money'?!, Wauw!", lyder det prompte fra spørgeren.
Morten trækker forsigtigt på smilebåndet og korrigerer:
-"No no, my name is Morten".
-"Wauw, se llama Money (Wow, han hedder 'Money'). De lokale lader sig ikke slå ud af fakta og vupti; nu vidste alle hvem 'Money' var ved filten.
Folk er voldsomt imponerede og Money må give op. Hun bliver der for alvor uddelt high-fives - månedsomsætningen skal laves nu!
Money trækker lidt opgivende på skuldrene, men igen; i disse tider er det jo aldrig dårligt at skille sig lidt ud, og en Money Hansen hænger jo ikke på træerne.
Der bliver spillet alle-mod-danskeren, som var det skolegårdsfodbold, hvor de tre bedste drenge havde valgt hold. Alle mod rov og Money går på aben. Han rammer ikke en kattemad i flere timer, og pludselig har han sprøjtet til højre og venstre og leaver bordet. Alle ved filten stopper savleriet - undtagen dealeren der først for alvor begynder nu. Hvad der skete efterfølgende ved ingen, men legenden om den gæve jyde, og ven af huset, 'Money' startede her.
I dag går turen ti år tilbage til 2009. Jeg bor i Guayaquil i Ecuador med nogle gode venner fra Storbritannien og Danmark, mens jeg lever af FLHE på Boss Media, 888, rake back og tour-poker. Pokerens Guldalder er ved at dø ud, og jeg laver ingenlunde store penge, men I Ecuador kunne man snildt leve et nærmest jet-set-lignende liv med gym på Hotel Hilton, taxakørsel frem og tilbage, og sushi til frokost hver dag for en SU plus det løse. Det kostede ingenting, og vi boede til leje hos en tidligere Mærsk-kaptajn i hans vilde kolonistil-lejlighed. Sten, som han hed, var en 80-årig dansker der af uransaglige årsager aldrig var vendt hjem til Danmark igen efter endt tjeneste. Han lavede nu en mønt ved at leje sin store koloni-lejlighed ud til os, mens han selv boede i underhuset. Sten havde - ifølge ham selv - glemt sit danske efter 40 år uden kontakt til danskere (WTF!), og var for små 20 år siden blevet skudt i et voldsomt drive-by på vej til sit sommerhus lidt uden for Guayaquil. Han overlevede mod alle odds og havde endda flere kugler siddende i kroppen endnu. Herudover var han - i parentes bemærket - bimlende gal i bøtten, men mere om det i et andet afsnit.
Det var blevet torsdag, så den nordeuropæiske delegation tog på jagt efter nogle store bøffenheimere på den lokale Bøf-Jensen. Guayaquil er ikke for børn, så vi tog en sikker taxa - en sikker taxa er en privat-taxa, som man ringer efter i stedet for at praje dem på gaden. På den lokale Bøf-Jensen fik vi vidunderlige bøffer med sovs og vino tinto og hele bulletjavsen. Den fik ikke for lidt. Men alting har en ende, og efter endt velbehag og fyldte maver gik turen hjemover igen. Ikke 100% appelsinfri viser RM sig her fra sin galante side og prajer en hyrevogn fra gaden. Alt det man ikke må. Vi skal ikke så langt, så jeg tænker, "hvad er det værste der kan ske?".
Fire minutter senere sidder vi i en taxa med to lokale banditter og pistoler for panden. Voldsomt ubehageligt og surrealistisk. De tager rub og stub, mønter, dankort og telefoner (heldigvis før Iphonen's tid) - ja, sågar mine clip-clapper hugger de, og sætter os af in the middle of nowhere. (Jeps, jeg var dressed for success, når jeg indtog bøfstedet).
De grådige røvere med hang til Hummel, har nu sat os af uden en krone på lommen, et sted vi ikke aner hvor er. Tæt på midnat. Vi får at vide inden de kører fra os, at vi blot skal gå i en lige linje væk fra taxaen. Vender vi os om og kigger mod taxaen, så skyder de os, siger de. Jeg kan kende et dårligt tilbud når jeg ser det, så jeg vader afsted på bare tæer og kigger stift lige ud. Lydig og logrende som en labrador fra en Pedigree-reklame adlyder vi deres ordrer og hører dem køre væk igen.
De næste dage går med at slikke sårene og overveje hele setup'et. Tanken om at droppe Ecuador og vende hjem til Danmark var ikke fjern.
Vi parkerer dog tanken og bliver i Ecuador.
En uge senere er det blevet weekend igen og dén mulighed lader vi jo aldrig fare - pistoler eller ej. Vi drikker os mod til i lejligheden og skal til at bestille en sikker taxa, for nu skal den ha' da-da.
Taxa-centralen svarer dog ikke, hvilket frustrerer os voldsomt, da vi nu igen er tvunget ud på gaden for at tage en hyrevogn. Af alkoholiske årsager er chokket fra forrige taxa-episode ikke voldsomt present - og slet ikke når alternativet er ikke at tage i byen på en lørdag. Her er Maslow altså også inde over med noget pyramide-værk.
Jeg prajer elegant en taxa, og vi kører derudaf. Pludselig får vi motorproblemer, hvilket forårsager en lettere småpanikken i kabinen, men heldigvis stopper bilen foran for at hjælpe vores flinke taxamand med de automobile udfordringer.
Fire minutter senere har vi igen ét styk Glock mod tindingen og må atter engang aflevere vores nyindkøbte mobiler, reserve-dankort samt cash. Som min gode ven sagde, da røverne satte sig ind med de to pistoler i taxaen:
"Here we fucking go again!".
Vi var blevet fanget i noget aftalt spil, og det er meget normalt på de kanter, at taxamanden og en gruppe banditter samarbejder, og plyndrer kunderne i fællesskab. Hvor heldig kan man være.
Rippet som Gus Hansens onlinekonto tog vi hjem og blev hurtigt enige om, at festen stoppede her. Efter 10 måneder i Ecuador havde vi fået nok. Det var uhørt dumt gjort af os at tage (endnu) en taxa fra gaden, men vi blev ligeså enige om, at vi slet ikke gad at bo et sted, hvor det var så farligt at tage en simpel hyrevogn. 14 dage senere var vi hjemme i Danmark igen. Ungdommens kådhed havde kostet dyrt, så nu kunne voksenlivet starte. Jeg blev ansat som gymnasielærer på deltid på Nørrebro og i Odsherred, og planen var, at dette nu var mit nye liv.
Men så lærte jeg MetalMania at kende. And the rest is history.
I dagens låge gemmer der sig lidt af en røver. Vi skruer tiden alvorligt langt tilbage, og befinder os i Honduras i år 2000. Jeg er 16 år på dette tidspunkt, pre-pubertær som bare fanden og udvekslingsstudent med AFS. Det skulle senere vise sig, at mit liv peakede her, og at dette år blev det bedste og mest skelsættende i mit korte liv. Det startede ellers kaotisk; min værtsfamilies mor var lige bortgået, så der var ingen til at hente mig i lufthavnen, og skolen startede dagen efter. Jeg skulle gå i tiende klasse på den lokale skole, og jeg havde lige lært ordet 'coche' (=bil) i flyveren, hvilket var mig komplet ubrugeligt, da de bruger ordet 'carro' i stedet på de kanter. Så jeg kunne basically intet spansk. Så vidt, så godt. Nå, men skæbnen ville at jeg startede i skole, fik købt skoleuniformen, fandt en midlertidig værtsfamilie og det hele spillede. Sproget var en hurdle i starten, men blev lært uden de store dikkedarer hen ad vejen. Efter tre uger forstod jeg det meste og efter tre måneder kunne jeg tale spansk. 'Nød lærer nøgen kvinde...', og mit tilfælde med at lære sproget efter blot tre måneder er faktisk mere reglen end undtagelsen for unge udvekslingsstudenter. Mine værtsbrødre og mine 64 klassekammerater (!) snakkede udelukkende spansk, så der var ikke så meget at rafle om. Skal man lære sprog ordentligt findes der - efter mine bedste begreber - kun denne metode, men nok om det.
(16 år, skoleuniform, den fede walkman i ørerne med tidens toner, og fuld fart derudaf med en Chicken Bus)
(Klasseværelset med de tarvelige stole og den sparsomme indretning)
Ugerne gik, og nu skulle vi afprøve nattelivet og sprogkundskaberne. Mens Tegucigalpa er berømt for at være absurd farlig, er nattelivet lige så kendt for ikke at ligge på den lade side. Og de holdt hvad de lovede. Arenas.com hed stedet, og var én stor udendørs strandbar med ildshow og letpåklædte dansere. Ikke strippere, til det var der trods alt for meget tekstil, men tre veldrejede go-go-piger der dansede på hovedbaren i mere eller mindre letpåklædt tilstand. Fany hed den flotteste af dem, hvilket DJ'en konstant gjorde opmærksom på, ved at afbryde samtlige numre med råbet, 'baila, Fany!'. Folk var vilde med hende, og hun var en stjerne på et dansegulv, som en berømt far engang så smukt sang det.
(Fany i hvidt på Arenas.com)
Jeg kunne ikke lade være med at glo. Jeg havde tre uger forinden siddet ved de golde marker på sydbornholm, og nu hilste mine øjne på det smukkeste jeg nogensinde havde set. Danske piger er de bedste i verden, men danse kan de altså ikke, og her var den veldrejede Fany absurd dygtig. Mine værtsbrødre grinede, da de så at jeg savlede over hende, og jeg bad dem på teenage-agtig manér om ikke at drille. En time senere kom Fany hen til vores bord. Min værtsbror havde satme' - i smug - gået op til hende og sagt, at jeg var interesseret, hvilket hun kvitterede med ved at komme hen til vores bord og spørge, 'om jeg bød på en dans?' Det var næsten for godt til at være sandt.
Jeg var tomatrød i ansigtet da jeg fremstammede, 'at naturligvis gør jeg det'. Herfra var det ren overlevelse. Det kan nok bedst sammenlignes med 'træde-i-vande-prøven' på 30 sekunder, som man skulle bestå i 4.klasse i min folkeskole for at få det ædle "Træde-i-vande-mærke". En bautasten fra Asterix & Obelix kunne træde mere i vande end jeg kunne, og jeg sluttede da også prøven af med hovedet under vand, så helt værdigt har det næppe været. Her på dansegulvet seks år senere, var jeg ej heller nogen stor ekvilibrist, men jeg vandt da lidt tid ved at bede Fany om hendes nummer, inden jeg begik frispark for sparken over ben eller for meget klapperi. Hun smilte, undgik mine ukontrollerede teenagebevægelser og gav mig sit nummer.
Da dansen sluttede havde jeg muligvis 'hovedet under vand' igen, men jeg havde tilsyneladende endnu engang bestået.
(Fany og chefen for Arenas.com)
Hun var fem år ældre, langt smukkere og 180% uopnåelig for en average Joe som mig, men jeg var hvid, hvilket er højt skattet i Tegus. It's easy when you're big in Japan!
Det er virkelig genialt, det her. Jeg kan ikke vente på resten af lågerne.
Det er jeg sgu glad for at høre. Tak. Jeg ligger i benhårde forhandlinger om et enkelt gæsteafsnit med en af cheferne fra pokerens guldalder, men han har så forrygende travlt, at han måske ikke kan nå det til d.24 dec. Lad os se om denne lille nål kan inspirere ham lidt til at finde pennen frem.
Hvis ikke, så må jeg åbne skuffen med de lumre anekdoter, som i første omgang blev bortcensureret, da der skulle findes 24 afsnit. Jeg håber på hjælp, og regner med at holde lummerskuffen låst lidt endnu.
Min spradedans må have gjort indtryk, for Fany bliver min flirt on-off resten af året i Tegus. Jeg tager dog hjem, når sommeren nærmer sig og starter i 1.g på fødeøen. Fany danser på Arenas og lever et liv i overhalingsbanen. Det er byture fire gange om ugen med veninder, stoffer og dårligt selskab. Fany er et gadebarn der blot blev skabt af en særdeles gavmild gud, så hendes storhedstid er på lånt tid, og det ved hun også godt. Hun søger magt, penge og mening med galskaben, og det fører hende de forkerte steder hen. Alt det sidste var jeg dog bedøvende ligeglad med på det tidspunkt, for nu sad jeg på Bornholm i noget offentligt transport og spiste en daggammel leverpostejmad fra madkassen, mens det var mørkt og hamrende koldt udenfor. Eventyret syntes ualmindeligt langt væk, da det famøse 'omvendte kulturchok' ramte mit teenagehjerte for fuld skrald i kontrasternes hjemland. Jeg havde netop prøvesmagt livets heroin og nu stod den på buskort, fraværsprocenter og varmt undertøj. I to år forsøger jeg at holde kontakten ved lige med Fany, om end hun er umulig at blive klog på. Hun er vild og skør og en lystløgner af guds nåde, så det er - som altid med hende - meget bipolært.
(Fanys arvtager til højre, Xenia, gjorde det nu også relativt solidt på Arenas.com)
I 2003 skriver hun til mig, mens jeg sidder i en matematik-time på gymnasiet, at hun er på ferie hos sin moster i Italien, og hvis jeg vil, kan jeg invitere hende til Bornholm. Fany er notorisk fuld af løgn, så det betvivler jeg på det kraftigste, da jeg aldrig havde hørt om familiære relationer til Italien fra hendes side. Fany bekræfter dog opholdet ved at sende flere billeder fra Milano hvor hun poserer, og ser vidunderlig ud. Dette er i pre-poker-perioden for mit vedkommende, så SU og et job som kassedame i den lokale Kvickly var hvad der var at rutte med rent økonomisk. Det hedengangne flyselskab Sterling havde dog relativt billige billetter, så jeg købte en returbillet til mit livs lys velvidende, at for fattigfolk er selv billig vin dyr. Fany ankom en vintermorgen og tog direkte med mig til undervisning på gymnasiet. Jeg havde planer om at parkere hende i EDB-lokalet mens jeg havde Oldtidskundskab, men Fany kan man ikke parkere. Hun var her, dér og allevegne, og gik sågar ind i klasselokaler mens undervisningen stod på, for bare 'at se sig lidt omkring', som hun sagde. Alene gåturen på vej hen til gymnasiet fra min lejlighed var en joke. Der var noget Yvonne fra Olsen-banden over Fany, der kun ejede én garderobe, og det var festtøj. Fanita bonita havde således valgt at tage lårkort nederdel med høje stilletter på til første dag på gymnasiet. Ikke just prototypen på dansk vintertøj og pigebarnet sad da også konstant fast med de høje hæle mellem brostenene i gåturen til skolen. det var et ømt syn.
(Fik jeg nævnt at Xenia (tv.) også gjorde det godt?)
Hvis slut-shaming fandtes dengang, så var det dét vi her var vidne til. Fany gik og opførte sig som det hun var; en go-go-dancer. Det var én-til-én. Krigsmaling i det lille kønne ansigt, en slikkepind i højre hånd og lipgloss i den venstre. Det bliver ikke mere karikeret. At pigen så kun talte spansk, gjorde jo ikke hendes indtog lettere på den bornholmske scene. Jeg elskede opmærksomheden og Fany havde aldrig prøvet andet - drengene var vilde med min overscoring og pigerne syntes, at Fany var en 'skøge'. Genuin bornholmsk smålighed der følte sig truet på eksistensen. Nå, efter skole tog vi hjem til min lejlighed, som jeg boede i sammen med to klassekammerater. Fany satte høj musik på og begyndte at rydde op - for 'det gør pigen', som hun sagde. Gode latinamerikanske manérer (eller blot stokkonservativ livsanskuelse). Pludselig ringede telefonen; det var en mand fra Italien. Raoul hed han, og han påstod, at han var chef i Diadora i Milano og havde kontakter til politiet. Der blev ret stille i lejligheden nu, skulle jeg hilse og sige. Jeg spurgte - noget overrasket - hvad han ville, og han ønskede blot at snakke med Fany. Lige nu! Fany bad mig lægge på omgående, hvilket jeg naturligvis gjorde uden tøven. Jeg var stadig så vild med pigebarnet, at hun kunne få mig til hvad som helst. Jeg var dog ikke mere vild med hende, end at jeg måtte høre, hvad der var los. En pralende chef fra Sydeuropa der fører sig frem og virker små-truende, er altså ikke hverdagskost hvor jeg kommer fra. Fany beroligede mig med, at han blot var en fyr der var vild med hende, og at han var skør i hovedet. It takes one to know one. Fem minutter senere ringede telefonen atter engang; det var Raoul igen, og nu lød han decideret truende:
"Hej, RM, jeg ved hvor du bor. Jeg ved hvem din familie er, jeg ved hvor du går i skole og jeg ved, at Fany bor hos dig. Jeg er chef i Diadora og har venner højt oppe i politiet. Jeg vil ikke skræmme dig, men hvis du vil dit eget bedste, så giver du mig Fany i røret lige nu".
Jeg blev pissebange. Jeg lagde på, og gik hårdt til min honduranske veninde; nu måtte jeg kende sandheden. Fany brød grædende sammen og indrømmede, at hun igen-igen havde været fuld af løgn og havde pyntet sig med lånte fjer. Hun havde udelukkende opholdt sig i Italien, pga. at en rigmand havde inviteret hende dertil med det formål, at de skulle gifte sig. Fany havde efterfølgende fortrudt, og var en morgen blot skredet fra hans lejlighed uden at sige mere. Politiet havde optrevlet hende, og nu var Raoul godt gammeldaws knurremis. Tredje gang telefonen ringede, tvang jeg Fany til at svare, og det var pudsigt nok Raoul igen, og nu gik det voldsomt for sig. De råbte og skreg ad hinanden i telefonen i nogle minutter, indtil hun lagde på. Mytomanen påstod, at de efter lidt tovtrækkeri var blevet enige om, at det ikke gik mellem dem, og at alt var godt. Fino mandarino, tænkte jeg, og så gjorde jeg ikke mere ved det, skønt jeg var en anelse rystet i min grundvold. Det var ret uvirkeligt det hele. En time inden sengetid tikkede der så pludselig en mail ind fra Raoul. Han skrev til mig hvad han vidste om mig (og det var ikke så lidt), og at jeg skulle sende Fany retur. Han havde mig allerede ved mailen - for hvordan i alverden kunne han kende til cpr-nummer, mailadresser etc uden hjælp fra anden myndighed? Vi snakker trods alt før hacking og alt det der. Well, bottom line er, at jeg slet ikke gad at have en galopperende løgner og fantast gående rundt i huset, så jeg bestilte en en-vejs flybillet til Fanita Bonita, og så var det ud ad vagten med hende. Fany fattede - som sædvanligt - ikke en kattemad af hvad der foregik, og hun gik bare og ryddede op og brokkede sig som Yvonne over, at vi havde det så rodet og at 'tingene lå forkert'. Min roomie læste til eksamen på dette tidspunkt, og han var højlydt utilfreds med, at hans eksamenspapirer var væk. Min anden roomie kunne ikke finde regningerne til husholdningen, hvilket resulterede i, at vi dagen efter havde to flinke kommunale gutter på besøg fra 'Vand & Varme', der ville lukke for hele gildet. Regningen var sjovt nok ikke blevet betalt, da nogen havde fjernet dem, så nu blev det eddermame en kold vinter. Det sejlede fuldstændigt! Vi fik afværget situationen i sidste øjeblik, men Fany blev - trods dette - lillepigefornærmet over, at vi ikke satte pris på hendes arbejde. Hun havde jo bare "smidt overflødige papirer ud", som hun sagde. "Men hvis I skal være sådan, så gider jeg slet ikke at gøre jer flere tjenester en anden gang", fortsatte fænomenet og gik op på mit værelse. Nu skulle jeg bare have hende ud af vagten i en fart! Jeg gik op til hende, og sammen pakkede vi hendes taske færdig, mens stemningen var på lavpunktet. Jeg bar hendes urimeligt tunge taske ned til bilen, og den klirrede umiskendeligt meget af mønter. Fany var fattig som en kirkerotte, så hendes penge var det i hvert fald ikke. Jeg gennemgik kleptomanens habengut og vupti; der var for flere hundrede kroners mønter, som hun havde rippet huset for. Hun lagde lidt optimistisk ud med at forklare, at det altså var hendes egne danske penge. Allerede dengang var jeg lidt af en fisk, så jeg kaldte hendes all-in, og ganske rigtigt; det var et bluff. Handsken efter fyrede hun så endnu en tønde; det var mønter hun havde "fundet under rengøring" og som hun troede, at ingen ejede. Det lød jo plausibelt. Mønter glemt i ingenmandsland. Et ægte opportunistisk long-shot. En ren Faxe fra 92', som dog denne gang bragede ud af stadion og ind i en pølsevogn med det hele. Well played, señorita. Fany tog retur til Støvlelandet, mens den italienske mafia endnu ikke har fundet den sydbornholmske forbindelse.
(Nogle måneder senere skrev Raoul igen, og denne gang var tonen mere forsonende. Han sendte Fany tilbage til Honduras, og alting endte godt).
Helt igennem fantastisk læsning, det helt vildt hvor meget man er i stand til at leve sig med i det :)
Wp keep up the good work ;)
Fedt at I kan lide det! Takker
Fedt at I kan lide det. Mange tak! Nu er klokken 01.40 om natten her i Peru, og jeg vil gå til køjs. Morgendagens afsnit er allerede klar: 'Surfing Nicaragua'.
Fedt at I kan lide det. Mange tak! Nu er klokken 01.40 om natten her i Peru, og jeg vil gå til køjs. Morgendagens afsnit er allerede klar: 'Surfing Nicaragua'.
Men fik du nogensinde fisse på hende; Er det spørgsmål som læseren utilgiveligt sidder tilbage med :)
Hvor I Danmark er vi henne med den vending her? Jeg tror at jeg ved, hvor vi skal hen af, men det er nye toner for mig. Spændende ordvalg. Det kunne godt være noget nydansk, måske?
That being said, så var der tale om et stærkt platonisk forhold, hvor et ligebyrdigt parti skak var mere værdsat end den hedeste elskov.
Det er simpelthen så godt det her! Jeg sluger hvert afsnit råt! Er fuldstændig ligeglad med, hvor meget der er ægte og hvor meget, der er opdigtet/smurt tykt på. Det er underholdning, når det er bedst :-)
Det er simpelthen så godt det her! Jeg sluger hvert afsnit råt! Er fuldstændig ligeglad med, hvor meget der er ægte og hvor meget, der er opdigtet/smurt tykt på. Det er underholdning, når det er bedst :-)
Jeg er overbevist om at det er 1-1 mellem gengivelse og fakta. Faktisk ikke engang pjat, men måske jeg er naiv :-)
Hvor I Danmark er vi henne med den vending her? Jeg tror at jeg ved, hvor vi skal hen af, men det er nye toner for mig. Spændende ordvalg. Det kunne godt være noget nydansk, måske?
That being said, så var der tale om et stærkt platonisk forhold, hvor et ligebyrdigt parti skak var mere værdsat end den hedeste elskov.
Kan godt melde at vi er i Øst Danmark, endda Stor København :)
Dagens låge er lidt af et 'hidden gem'. Et rejsetip og en lille rejseadvarsel. Jeg backpacker i 2005 med nogle venner, og er efter den famøse tur i Honduras omsider nået til Nicaragua. Et frygteligt land primært pga. enorm fattigdom. Den amerikanske præsident har et mindre flatterende ordvalg for lande der sejler så meget. Managua (hovedstaden) kan man ikke komme væk fra hurtigt nok. Intet spiller. Intet fortov, ingen aftenbelysning på gaderne, massevis af tiggere og armod overalt. Læg dertil en infrastruktur og en general standard der leder tankerne hen på Cuba. Nej, væk fra Managua og kurs mod kysten; helt nøjagtigt til San Juan del Sur. En lille perle med lækre strande og nogle helt vidunderlige bungalows. Vilde aber i træerne, frodige kokospalmer, lækkert hvidt sand og en reggae-agtig stemning, hvor folk surfer og hygger. 'Chiller', ville de unge nok kalde det, men jeg foragter det udtryk, så jeg lander på noget genuin hygge.
(San Juan del Sur, Nicaragua)
Stedet er som skabt til at lære at surfe; der er flere områder med små børnebølger, lidt større bølger, og så er der endelig enkelte steder med bølger der minder om tsunamier. De ser nærmest uhyggelige ud, og hvordan man ved sine fulde fem bevæger sig ud til dem, for at forsøge at stille sig oven på dem på et træ-bræt, begriber jeg stadig ikke. Men de gør det, og flere af dem overlever ovenikøbet. Nå, men jeg skulle altså også lære det der 'surferi' og startede på den mellemsvære - man er vel nærmest født i vand når man er bornholmer. Ti minutter senere og en kæberasler rigere, var jeg færdig dér. Der måtte nedgraderes, hvis jeg skulle slippe levende fra det her eventyr. "Børnesurfer-stranden it is!", råbte jeg til himlen, mens jeg spurtede igennem det varme sand og kastede mig ud i bølgen blå med mit boogie board under armen
(Det er mit blå boogie board til venstre)
Inden min farlige færd, påstod flere af de mere erfarne surfede hårdnakket, at uanset hvordan det gik mig på mit boogie board, så kunne det aldrig betegnes som 'at surfe'. Om så jeg kom op at stå på mit boogie board eller ej, så var det ikke 'real surfing', lod de mig vide. Jeg smilte medlidende med dem, mens jeg tænkte, 'hva' fanden ved de om det?'. Solbrændte backpacker-amerikanere med langt fedtet hår og hang til dåsetun, stoler jeg ikke på over en dørtærskel. Hader dem og deres hippie-gejl, alt imens de stemmer rødt men betaler sort. Jeg skulle nok vise dem, hvor skabet skulle stå! Og jeg lagde fremragende fra land. Jeg havde endelig fundet min hylde her i livet. Var jeg blot studerende? Var jeg en simpel bornholmer? Var jeg egentlig humanist? Nej. Jeg var surfer. Jeg følte mig som en fisk i havet, og som en nordisk Tony Hawk, når jeg gang på gang besteg mit boogie board og de vilde bølger. Havet var mit, og end ikke Kong Neptun kunne nu få mig ned med nakken. Med denne stejle indlæringskurve stod den altså på voksen-surf i morgen på den sorte pist, om jeg så må sige; bølgernes Champions League. Noget talent er bare medfødt. De lækre backpackertøser i bungalows'ene inde på land havde utvivlsomt allerede fået øje på søens klatrer her der dansede på havets overflade, så selv den største ateist måtte revurdere sit livssyn. Jeg spænede som en anden Messias fra bølgetop til bølgetop, men pludselig var det slut. En stor bandit af en bølge havde sneget sig ind blandt de fine almindelige bølger, og pludselig stod jeg face-to-face med en hankat på 25 meter ("...eller cirka deromkring", som Kim Larsen synger).
Et uvelkomment fremmedlegeme havde sneget sig ind i min leg med havet, og nu ville jeg bare gerne væk. Upassende som Karl Stegger i et børnebassin, havde bølgen troet at den hørte til her, og nu var det bare med at tage benene på nakken. Det var dog ikke helt hvad jeg gjorde i situationen, da jeg stod ansigt til ansigt med bølgen. Jeg panikkede i stedet for fuld smadder og hoppede af mit boogie board og lavede 'strudsen'. Tydeligvis ikke den rigtige manøvre at stikke hovedet ned under vand, mens resten af kroppen agerede boksebold. Det næste jeg erindrer er, at jeg vågner op på strandkanten med blod i hele masken, mens mine venner tilser mig med meget alvorlige blikke: -"Du bløder helt sygt fra hagen", sagde min gode ven Lærke. Jeg var blevet slået durk omkuld af bølgen som 'brækkede' lige hvor jeg havde stået, og et eller andet havde ramt min kæbe med en sådan kraft, at hele min hage nu stod pivåben, og blodet fossede ud.
Noget groggy kommer jeg op til vores bungalow og får stoppet blødningen, mens jeg nyder en kokosnød og en flot solnedgang. Jeg bemærker, at de lækre kællinger ikke længere kigger min vej. Det må være al den blod der har gjort dem skrubforelskede. Al den maskuline testosteron har gjort dem helt generte, og nu tør de ikke kigge min vej. Typisk. Eller også får de bare det stærke sollys fra solnedgangen lige i øjnene? Ej, det er nok det første, tænker jeg, mens jeg tager en ordentlig tår af min kokosnød. Alt er godt igen, og det eneste jeg har tilbage fra mit surfereventyr i dag udover et ar på hagen, er en følelse af et uforløst talent og nogle knuste pigehjerter.
Solbrændte backpacker-amerikanere med langt fedtet hår og hang til dåsetun, stoler jeg ikke på over en dørtærskel. Hader dem og deres hippie-gejl, alt imens de stemmer rødt men betaler sort. Jeg skulle nok vise dem, hvor skabet skulle stå!
Elsker denne knap saa PC kommentar :) I dagens verden hvor alle leder efter deres safe-space osv er det sgu dejligt befriende!
Det er klasse all around!
Som flere siger, husk julen varer lige til paaske! Vi kan ikke nøjes med bare 13 afsnit mere!
Jeg var blevet slået durk omkuld af bølgen som 'brækkede' lige hvor jeg havde stået, og et eller andet havde ramt min kæbe med en sådan kraft, at hele min hage nu stod pivåben, og blodet fossede ud.
I 2005 backpackede jeg, som tidligere skrevet, med nogle venner fra Mexico City i nord til Guayaquil i syd. Vi tog hele turen i bus, og kom således også forbi en gammel kending; Tegus (Honduras).
Vi havde dog intet sted at bo, så vi måtte finde et billigt hostel, som vi altid gjorde, da budgettet var umanerligt skrabet.
Dagen inden vi ankom til byen, tjekkede jeg lige min HI5-konto. HI5 var datidens Facebook i Latinamerika, eller måske snarere Arto, for det handlede mest om dating, damer etc. Der var en besked fra en pige der hed Yussi. Yussi kunne huske mig fra år 2000, og påstod, at vi havde snakket sammen i skolen dengang. Jeg erindrede hende ikke, og jeg aner ikke hvor hun havde min HI5 fra, men vi chattede flittigt frem og tilbage, og hun virkede rigtig flink.
Hun var ikke just kærestepotentiale, men hun var både med ja-hat og meget hjælpsom. Og godt venskab skal man aldrig sige nej til. Hun tilbød os husly hos sin familie i de små 14 dage vi havde i sinde at være i Tegus, og det var jo et flot tilbud. Vi tænkte, 'hvad er det værste der kan ske?', og så takkede vi ja.
Vi blev hentet ved busstoppestedet af Yussi, hendes småsøskende og af hendes mor, og de lignede nogle der rent faktisk havde glædet sig til dansk besøg. Det var altså lidt af en modtagelse, og hvis vi troede at vi bare skulle være feriegæster, så kunne vi godt tro om igen. De ville have noget for deres penge. De ville både lære dansk, lære vores nationalsang, høre om Hamlet - og så skulle de drikke øl. De havde hørt, at vi danskere elskede øl, så de havde købt rigeligt med øl til køleskabet. Meget kærligt gjort.
Det var hyggeligt at bo hos dem i starten, men det blev hurtigt ganske anmassende, da vi skulle stå for underholdningen 24/7. Ikke fem minutters ro var der, før hele børneflokken anført af Yussi, kom ind og ville 'lege'. Heldigvis blev det jo fredag før eller siden, så nu kunne vi endelig slippe for Yussi og hendes hyperaktive småsøskende.
Ja, det troede vi i hvert fald. Det skulle dog vise sig, at vores lokale veninde fra HI5 også havde gjort sig klar, og nu stod hun i døren og ville med. Med absurd fedtet hår og et stort smil på læben, stod den lille pige nu og ventede på, at vi skulle have årets aften. Hun var en lille prop der smilede stort over hele femøren, og nu var hun altså klar til fest. Hun var klædt helt i sort og havde taget et par lidt for stramme jeans på som fremhævede hendes bombastiske stænger. Hun lignede faktisk lidt et lille skaktårn som hun stod der i døråbningen i overhængende fare for at komme til at sidde i spænd.
Nå, men moderen applauderede ideen om fælles-bytur, og ville gerne køre os til clubben...FFS! Vi havde dog ikke hjerte til andet end at tage Yussi med, og hun var jo ja-hat så det stod derefter, så det skulle nok blive hyggeligt.
Så vi tog altså Yussi med, og det blev en fest. Hun gik til den må man sige. Maks halvanden meter ragede hun op i landskabet, men hvad hun ikke havde i højde havde hun til gengæld i gå-på-mod og drøjde. Sikke en appetit på livet! Hun tonsede rundt på gulvet som en robotstøvsuger, og inden klokken havde slået midnat, havde hun rengjort hele clubben for potentielle partnere. Ingen slap udenom den lille Miehle-støvsuger med de fødedygtige hofter, og guderne skal vide, at så dedikeret en indsats skal bære frugt. It's a numbers game, som man siger. Og denne aften var ingen undtagelse. Vi havde bevæget os ud på de små timer, og nu var der en haltende mand der ikke kunne undgå skaktårnet længere. Han var - så at sige - blevet suget godt og grundigt op af den fedtede støvsuger, og nu skulle der kysses. Det var jo dejligt, og alle var glade. Problemet var blot, at ham her manden var på sin bajer nummer 31, og kunne på nuværende tidspunkt hverken den store eller lille tabel. Talrækken alene ville volde ham uoverskuelige problemer, at dømme alene ud fra hans skelen med øjnene. Skæbnen var dog så generøs, at vores veninde intet opdagede, da hun ligeså havde haft det store sugerør solidt ned i baljen med bajere. Hun havde ikke gået decideret appelsinfrit rundt og lagt an på de beduggede fyre på clubben, det tror jeg godt, at jeg tør sige. Endda slet ikke. Vores veninde med det lave tyngdepunkt var nu så påvirket, at hun drattede om i tide og utide, hvilket hendes fyr - til vores held - knapt ænsede. Så det var jo perfekt; kabalen gik op.
Vi forsøgte at holde de to kyssehunde under opsyn, men pludseligt var de væk. Fuck! Vi skulle jo meget gerne vende tilbage til lejren med alle mand i behold, og nok mest af alt hende der var på hjemmebane. Vi begyndte at lede, men måtte hurtigt give op. Clubben lukkede, og nu stod vi udenfor og anede ikke hvordan vi skulle vende hjem til hytten uden husets ældste datter - og at hun selv havde fundet hjem i den tilstand hun befandt sig i, var næppe sandsynligt. Ja, at hun overhovedet anede hvor hun var, fandt vi totalt urealistisk. Og ham med de manglende matematiske evner var næppe til megen hjælp her.
Langsomt affolkedes parkeringspladsen udenfor clubben, og vi skulle til at tage en beslutning; what to do?
Vi var halvvejs på vej i en taxa hjem og tage skideballen, men pludseligt og ud af det blå, kunne vi høre en skratten fra buskadset ved siden af hvor vi stod. Vi stod en 15 meter fra buskadset, men jeg mente alligevel at kunne ane nogle stærke ben og noget fedtet hår. Og ganske rigtigt; ud af buskadset træder først et bastant lille skak-tårn, der tydeligvis havde glemt, at hun kun måtte bevæge sig lige ud. Hun var sejlende beruset, og slog mig egentlig mere som en 'springer' eller 'løber', som hun skiftevis sejlede fra højre og til venstre. Lige ud var nærmest det eneste hun ikke bevægede sig.
Bag hende kom Arkimedes nu til syne nedefra busken, og at dømme ud fra hans skæve smil, så havde han ikke øvet sig på den store ni-tabel. Der var blevet knækket anemoner med nakken umiddelbart, men hvad ved jeg?
Vi tog nu hjem i samlet trop, og skønt klokken var blevet mange, så sad vores værtsmor oppe og ventede på os da vi kom hjem. Hun ville høre hvordan vi havde haft det, og så ville hun lige minde os om, at vi jo havde lovet at være klar klokken 10.00, hvor turen gik til en forlystelsespark uden for byen. Fuck! Den tur havde vi glemt alt om, og nu havde vi udsigt til blot fire timers søvn inden vi skulle familiehygge med onde tømmermænd. Der var ikke andet for end at æde den og gå i seng. Kaos ventede...
Øljulekalender, ostejulekalender og denne PN julekalender. Decembermorgenerne er helt fantastiske i år og jeg ved ikke hvordan jeg skal vænne mig til at det bliver hverdag den 25. december.
Masser af Amor - eller hvad man nu siger på de kanter - over atlanten til realmadrid og Co.
Hun lignede faktisk lidt et lille skaktårn som hun stod der i døråbningen i overhængende fare for at komme til at sidde i spænd.
Jeg gemmer hver låge til morgenkaffen, men sætninger som ovenstående gør, at det kan være svært at vente til kaffen er løbet igennem. Det er rent guld.
Det er simpelthen så godt det her! Jeg sluger hvert afsnit råt! Er fuldstændig ligeglad med, hvor meget der er ægte og hvor meget, der er opdigtet/smurt tykt på. Det er underholdning, når det er bedst :-)
Fedt! Tak skal du have.
Brunen skrev:
Fantastisk
Hvis ikke Fany har en ufatteligt høj placering i dit livs scrapbog, så er du spoiled
Hun er grunden til, at jeg den dag i dag befinder mig i Sydamerika, så jo hun ændrede mit liv. Mindre bombastisk kan jeg ikke ærligt formulere det.
tysonen skrev:
Som et lille barn , kan ikke vente til næste låge.
Bedste julekalender nogensinde....................., simpelthen verdensklasse..........
Takker. Næste låge er på trapperne.
superKrikken skrev:
Fantastiske skriverier.
♥♥♥
CraekZ skrev:
Hold nu fast det er godt det her!!!
Normalt er dine skriverier sublime. Men det er som om du lige har smækket 100% oveni til denne julekalender!!!
Er KÆMPE fan, røvere eller ej!!
Skriv for helvede da en bog!! Så er julegaveønsket til næste år allerede hjemme.
Så gider man sgu godt skrive kalenderen færdigt. Mange tak :)
skod skrev:
Jeg tænker at "julen varer lige til påske" aldrig har været mere passende.
Det er der ikke råd til - det er lidt af en tidsrøver det her projekt haha :) NB. GL med dine Genmab og Bavarian, som jeg formoder, at du stadig er I?
ET_FoldHome skrev:
Kva-li-tet!
G-B-P skrev:
Elsker denne knap saa PC kommentar :) I dagens verden hvor alle leder efter deres safe-space osv er det sgu dejligt befriende!
Det er klasse all around!
Som flere siger, husk julen varer lige til paaske! Vi kan ikke nøjes med bare 13 afsnit mere!
Jeg advarede allerede i indledningen. Denne blog er ikke for de krænkelsesparate ;)
Valuehunters-2 skrev:
Okay, denne blog er jo virkelig god lir!!!!
Jeg gær mit bedste - så tak :)
Holstt skrev:
Jeg er underholdt hele vejen igennem.
8)
Muchas gracias !
djoffer skrev:
Haha fantastisk underholdning, dog dybt uretfærdigt st lave cliffhangers!!:)
I know, men når jeg begynder at skrive, så ved jeg ikke altid hvor jeg ender og hvad der skal med. Derfor bliver det til tider umanerligt langt, og så deler jeg den lige i to ;)
Aurvandil skrev:
Øljulekalender, ostejulekalender og denne PN julekalender. Decembermorgenerne er helt fantastiske i år og jeg ved ikke hvordan jeg skal vænne mig til at det bliver hverdag den 25. december.
Masser af Amor - eller hvad man nu siger på de kanter - over atlanten til realmadrid og Co.
Godt at høre, at det er værdsat. Og tak, i lige måde.
nothing878 skrev:
Hun lignede faktisk lidt et lille skaktårn som hun stod der i døråbningen i overhængende fare for at komme til at sidde i spænd.
Jeg gemmer hver låge til morgenkaffen, men sætninger som ovenstående gør, at det kan være svært at vente til kaffen er løbet igennem. Det er rent guld.
Små tre timers søvn kunne det blive til, så blev vores værelse stormet af hyperaktive børn. De hoppede og skreg i vores senge, at 'nu skulle vi i parken og have det sjovt!'. Noget tørre i svælget og med røde øjne som en allergiker, står vi op og gør os klar til den sjove forlystelsespark. Min danske veninde, Lærke, som var min rejsemakker og som også havde været med til nattens udskejelser, gik først på toilettet, men kom hurtigt tilbage relativt oprevet: "Hun har kraftedeme ædt alle mine p-piller!", råbte hun, mens hun holdt en tom pakke P-piller frem som bevismateriale. "Hvad fanden laver hun?!", fortsatte min veninde, mens vi andre halvhjertet forsøgte at liste andre sandsynlige scenarier op, for hvor de P-piller kunne være henne. Men der var ikke så meget at være i tvivl om; Yussi havde været lidt for slikken ude i den busk, og nu havde hun fået bondeanger. P-piller havde hun hørt om, uden at sætte sig helt nøjagtigt ind i princippet bag, så hun har tæsket hele pakken efter devisen: better safe than sorry. Og nu sov den dopede Miehle-støvsuger tungt efter lidt af en aften.
Nå, men vi satte os ud i bilen alle mand, og nu gik turen til det, som familien omtalte som en 'Fun Park'. Forventningerne var helt i bund for os danskere, mens hovedet dunkede. Moderen henvendte sig stolt fra forsædet til os andre på bagsædet med beskeden om, at hun havde 'taget alle øllerne med, så vi kunne hygge os derude'. Vi smilte og takkede hende for den flotte gestus, mens vi holdt visse reflekser tilbage.
Parken var lige så røvsyg, som man kunne have frygtet - til gengæld var der ikke specielt mange børn, så det hjalp da lidt på det. Knapt havde vi fundet nogle borde og stole ved poolen derude, før moderen åbnede den første bajer. Vi blev alle tilbudt en lunken 33 centiliter med rullekrave, og takkede naturligvis modvilligt 'ja, tak'. Det var ikke svært at se, hvor Yussi havde sine alkoholiske færdigheder fra, for moderen tog dæleme også for sig af retterne på menuen; den ene bajer blev efterfulgt af den anden, og snart gik de da også i blodbanen på den store kvinde, og søvnen satte ind. Hun nåede i hvert fald at tæske tolv bajere på noget der minder om to timer, hvilket må siges at være relativt flot for en ældre madamme. Vi andre lå i skyggen og havde ondt af os selv, uden at foretage os særligt meget.
Sådan kedede vi os i nogle timer, til børnene ville hjem. Vi klukkede af glæde indvendigt, og istemte, at det også passede os fint at tage hjem nu. Der var blot ét lille men; vi kunne ikke vække moderen. I starten var det da meget skægt, og ungerne grinte da også lidt, men efter fem minutters absolut forgæves vækning, måtte vi skrue op for blusset. Vi snakker ikke en hyggeflad her, men snarere en lige højre med kontratræk i kraven. 'Smask!', sagde det, og nu havde vi ét stk fuld mutter med fingeraftryk på kinden. Hun var ved bevidsthed, men heller ikke mere end det. Kiggede man hende dybt i øjnene, kunne man se, at man ikke skulle IQ-teste hende lige nu. Hun var vågen, men komplet ude af stand til at køre bil.
(Dette er mit yndlingsbillede. Oversat: 'Hvis du skal i byen og ikke slutter aftenen af med at besvime på gulvet ved siden af din veninde der fortvivlet græder med en sko i hånden, mens en vaskebjørn ligger i ske med en flaske brændevin, så har du altså ikke været rigtigt i byen).
Vi danskere aftalte at vi lige ville give den en time og se, om hun til den tid kunne stå oprejst. Solen var så småt ved at gå ned, og vi døsede lidt hen. En halv time senere vågnede vi op fra vores morfar blot for at sande, at ølhunden var henne i 'kiosken' og købe flere bajere. Cheesus Christ! Vi gav op. Moderen mente, at vi snildt kunne tage i byen, og var klar på fest i gaden. Forslaget blev dog stemt ned, og nu måtte vi prøve at få Kirsten Birgit med på Plan B; at komme hjem. Vi valgte at lade bilen stå og måtte i stedet praje en taxa. Vi var dog udenfor selve byen, så vi måtte nødtvunget vente i næsten en time på en taxa, og sådan en chance lod ølmutteren naturligvis ikke passere. Hun drak igennem til slutfløjt, og da taxaen endelig ankom, måtte vi danskere bære hende derud. Lukkede øjne, modarbejdende ben og en drageånde jeg ikke har oplevet siden folkeskolens lærerværelse - jo jo, moderen i denne familie gjorde ikke noget halvt. Familiens hyggedag i Fun Park var endt med, at familiens feminine overhoved havde drukket sig helt omkuld - præcis som datteren natten inden. Æblet falder sjældent langt fra stammen.
(Dette er mit yndlingsbillede. Oversat: 'Hvis du skal i byen og ikke slutter aftenen af med at besvime på gulvet ved siden af din veninde der fortvivlet græder med en sko i hånden, mens en vaskebjørn ligger i ske med en flaske brændevin, så har du altså ikke været rigtigt i byen).
Blev ikke mindre sjovt af at man ikke havde ser vaskebjørnen før den blev omtalt 😂😂😂
@rm
Gal det er solidt arbejde. Helt fantastisk julekalender. Tænker 2010’erne gemmes til kalenderen til næste år 😉
Troede først det var en håndtaske af ukendt grimt fabrikat, indtil jeg opdagede det var en vaskebjørn med hang til de hårde dråber. Der røg så meget havregryn ud over skærmen, at jeg måtte gøre rent inden jeg ku læse videre😂😂😂
skod skrev:Jeg tænker at "julen varer lige til påske" aldrig har været mere passende. Det er der ikke råd til - det er lidt af en tidsrøver det her projekt haha :) NB. GL med dine Genmab og Bavarian, som jeg formoder, at du stadig er I?
Ja, vi er stadig all-in :) er sgu lidt af en rutsjetur!
I 2008 studerede jeg som bekendt ved det katolske universitet i Honduras.
I byens pulserende natteliv møder jeg Carolina, en smuk ung pige, som jeg med det samme bliver lidt vild med. Carolina er nogle år yngre end mig, studerer medicin og er model ved siden af. Vi snakker ikke det glamourøse modelliv med bling-bling og store biler. Slet ikke endda. Jeg siger ikke, at I Honduras er en 'model' den spedalske i byen med flest fingre, men det giver i det mindste et mere retvisende billede af modelverden på de kanter, end hvad vi kender fra vores danske andedam. Vi snakker low-budget tv-reklamer, billedserier til aviser, og reklamer i magasiner mod en betaling af symbolsk karakter.
(Carolina og RM. Jeg tog altid i byen med den classy T-shirt med teksten: "Jeg tror at din kone er os utro".
En dag skal jeg hente Carolina på hendes arbejde efter en lang dag med fotosessions. Da jeg kommer ind er de stadig i gang, og jeg sætter mig artigt ned og venter på, at de bliver færdige. Fotografen får øje på mig og spørger Carolina, om jeg er hendes kæreste. Dette bekræfter Carolina, og straks får fotografen dollartegn i øjnene. Gringos sælger altså på de breddegrader, så nu skal koen malkes! Inden jeg får set mig om er jeg med i bryllupsbilleder, avis-reklamer og et enkelt TV-spot, hvor jeg skal sige noget corny med tyk 'amerikanske accent'.
Jeg modtager tilsammen cirka 500 kroner for arbejdet, så det var ved gud mest 'for the laugh', men 14 dage senere kunne man se enkelte billboards - eller 'store skilte', som vi kalder det, hvor jeg kommer fra - i byen med mit bleghvide ansigt
(Reklame for avisen La Prensa, som de valgte at fyre på to billboards, et par mindre skilte og sågar i nogle ugeblade)
(...og hvis du synes at dét blik er corny, så skulle du bare have set TV-spottet. )
Dengang syntes jeg at det var pinligt og fortrød med det samme, men i dag er det sgu meget sjovt at tænke tilbage på. TV-spottet har jeg desværre ikke kunne opstøve, men det er nok også mest af nostalgisk interesse, da hverken skuespillet eller plottet var noget at skrive hjem om.
Carolina og jeg var kærester i næsten hele tre måneder, men det sluttede med et brag, da jeg blev inviteret til 'søndagshygge med suppe' hos hendes familie. Det er kutymen i Latinamerika, at søndag står i familiens tegn, så der samles hele klanen og spiser noget mad og hyggesnakker i en rundkreds hjemme hos et af familiemedlemmerne. Denne søndag var det hos Carolina, og jeg var 'special guest', for nu skulle jeg for første gang møde hele den pukkelryggede.
Jeg tog det joviale smil på og agerede den overhøflige og forstående svigersøn, der lyttede til alles beretninger og fesne jokes. Jeg var den sikre planke man kunne spille bolden op ad, hvis man ville tanke lidt ros og lovord. Taktikken gik fantastisk, og de elskede mig. Jeg fortalte lystigt om Danmark, mine studier og om hvordan Honduras bare var mega-fedt. Havde der været et podie i hytten, havde jeg stået øverst nu for at modtage min førstepræmie i popularitet. Efter at have indtaget den uspiselige suppe med kylling (eller kat), gik turen nu over i det tarvelige sofa-regi, hvor snakken skulle fortsætte. Carolinas kvabsede lillebror på 9 år, Yosué, ville dog ikke med, da han skulle høre det nye fede track med datidens store musikhelt; Crazy Frog.
Ikke nok med at dette skulle foregå i stuen uden høretelefoner, så vi primært måtte gætte os til hvad hinanden sagde - han skulle ydermere spille 'Snake' samtidig på Carolinas mobiltelefon. Dette foregik også med lyd. Så vi kørte med lyd fra Crazy Frog, bip-bip-spil samt tolv ældre latinoer der talte i munden på hinanden, mens jeg sad ved siden af Carolina og lyttede og gav alle ret.
Det hele sluttede dog noget brat, da Yosué lige ville vise søsteren henne i sofaen hvad han havde fundet på Carolinas mobiltelefon.
Der blev ret hurtigt skruet ned for Crazy Frog midt under hans kæmpe-hit 'Ding-Ding'.
Den lille prop havde være inde og tjekke Carolinas private billeder ud, og havde fundet nogle lettere afklædte af slagsen. Så tænker I nok: "Nå for katten, nøgenbilleder og det hele, hva'?" Og jeg må skuffe jer. Det her er katolske Honduras, så den var aldrig gået. Men vi snakker billeder, som jeg har taget af Carolina i Bikini, inden vi tog til poolen. Billeder som er blevet taget i min lejlighed, med samtykke, uden nøgenhed. Det er dog ikke problemet her. Problemet er, at billederne - ganske rigtigt er taget af mig - men de er taget hvor Carolina står med ryggen til. To styks bikinibilleder på vej til poolen, hvor pigebarnet står med ryggen til. De billeder hvor hun poserer MOD kameraet ville de ikke snakke om, men dem hvor hun stod med ryggen til, var 'hot topic'. Og nu stod jeg til røvfuld.
Det viser sig, at Carolina ikke måtte tage til poolen uden tilladelse fra mor og far. Men det er ikke dét der har fået ponyen til at stejle. Det er derimod 'nøgenbilleder i smug', som de siger. 'Helt uden at Carolina vidste det', forklarer de mig. Mobilen og Crazy Frog bliver nu endegyldigt taget fra Yosué, for nu skal der grilles dansker!
Stikkeren bliver sendt ind på sit værelse, og alle mand gør klar til at spille 'én-mod-rov', ligesom i skolegården. Carolina laver strudsen og klapper i som en østers med blikket stift rettet ned i gulvet. Søsteren er helt oppe og ringe og gør mig den tjeneste, at forklare mig sin uforbeholdne mening otte centimeter fra mit ansigt med pegefingeren nærmest hvilende på sin tinding. Hun virker utilfreds, ja nærmest hysterisk, og to fætre står nu bag hende med korslagte arme og stirrer intenst på mig uden at fortrække en mine. En lettere anstrengt stemning, som jeg forsøger at slå ned ved at forklare, at Carolina udmærket godt vidste, at jeg tog billederne - fra selve poolen har vi minimum tyve lignende billeder, alt sammen lødigt i bikini og det hele. Det sidste var naturligvis ikke min ide, men dén joke lader jeg fare, da publikum virker uoplagte. Da jeg adspørger Carolina, om hun ikke kan bekræfte alt dette, svarer hun slet ikke. Hun græder blot, laver strudsen og siger, 'no sé' (=Jeg ved det ikke).
Det samme svar kommer, når de aggressive tanter vil udfritte hende om hvorvidt det liderlige sexmonster fra Nordeuropa taler sandt. Jeg forsøger at hjælpe Carolina ved at sige, at hun jo 'bare skal sige det, som det er', men jeg når knapt at åbne munden, før jeg bliver blæst en velanrettet midterskilning af søster og Co.:
-"Nu skal du respektere hende! Først tvinger du hende med til poolen, så tager du nøgenbilleder af hende, og nu forsøger du at manipulere med hendes version. Føj for satan!", nærmest skriger søsteren mig lige i ansigtet, mens tanterne stemmer i.
Jeg er helt målløs. En indre stemmer foreslår mig, at vi prøver at ændre hold, for at gøre det hele lidt mere fair, mens en anden stemme minder mig om publikums manglende humor. Jeg tager sagen i egen hånd, og vælger selv at gøre en ende på absurditeterne. Jeg rejser mig, kysser strudsen der stadig leder efter noget på gulvet, og smutter fra det hyggelige søndagsmøde. Min tavse kæreste kommer nu løbende efter mig, mens søsteren er lige i hælene på hende. Søsteren var slet slet ikke færdig med mig, og hun var stadig vred som en lesbisk. Fra døren af tyrer hun nu en potteplante efter mig og råber mindre flatterende gloser, mens Carolina indhenter mig og beklager det hændte. Hun forklarer, 'at klappen gik ned', og at vi nok skal finde ud af noget. Jeg ryster på hovedet og skrider.
Carolina har jeg aldrig set siden, men jeg flirter med tanken om at aflægge Honduras et lille visit i 2020, så lad os nu se. Jeg mangler også stadig at høre slutningen på monsterhittet 'Ding-Ding'.
Vi er kun fem år tilbage i tiden. Stedet er Medellin, og jeg er i gang med mit næstsidste semester på min kandidatuddannelse fra CBS. Det sker på byens universitet, EAFIT, hvor jeg modtager undervisning i flere fag der ligger relativt langt fra min uddannelse (Cand. Ling Merc). Således har jeg både fag som 'Miljø & Kultur' og 'Geopolitik', hvilket må siges at være mere end et stenkast fra mine spidskompetencer. Det var spændende nok, og niveauet var hæderligt uden at være prangende. Problemet var dog, at der var mødepligt til timerne og at 'Geopolitik' lå tidligt om lørdagen...FFS! Det er en problemstilling som virker bekendt hos den faste læser af julekalenderen, men ikke desto mindre en problemstilling der skulle løses igen. At møde op til timerne tidligt lørdag morgen var naturligvis udelukket, så hvad gør man så? Jamen, der findes flere glimrende metoder med hvilke man kan udskyde balladen lidt - de kort spiller man først, og så sætter man den vindende trumf på til allersidst. Altså først de små løgne, og så til allersidst; den store fede løgn to rule them all. Watch and learn.
De små løgne var klassikere. Det var undskyldninger som "hjemve", "obligatorisk besøg på ambassaden i Bogotá", 'min hamster bed ledningen til min klokradio over' og endelig klassikeren over dem alle; 'sygdom'. Den sidste brugte jeg lige lovligt flittigt, hvilket resulterede i panderynker og svigtende tillid fra min underviser. Som om man ikke kan have influenza tre lørdage på en måned.
Nå, men nu var det fredag og jeg gik med lidt andre planer end at læse op på geoproblematikken under anden verdenskrig. Mine tanker gik måske mere på noget i retning af GTs, fællessang og damer. Og hvad gør man så? Man betaler naturligvis prisen, og tager taxaen hen til nærmeste hospital og lader sig indlægge. Intet mindre. Man faker et ildebefindende og beder om at komme ned og ligge lidt. Her tager man et selfie med lægen, mens man ynker den helt vildt på billedet - og så sender man det til sin underviser. Og vupti; fri om lørdagen!
Lægen fandt godt nok aldrig noget sygdomsrelateret på mig, men vi blev enige om, at det nok var noget jeg havde spist. 'En mild maveforgiftning', landede vi på, og så var jeg ellers på vej ud ad døren. Lægen ville dog gerne have flere prøver, men jeg var ligesom i mål, så jeg betalte regningen på et par hundrede kroner og udskrev mig selv. Endelig fik jeg en lægeerklæring med i hånden hvorpå det fremgik, at jeg havde været 'indlagt' fredag den bla bla bla. Altså bevismateriale i tilfælde af, at selfie-argumentet ikke holdt vand.
Alt var fryd og gammen de næste syv dage, men så havde vi jo balladen igen. Vi var midt i påsken, og jeg fik pludselig en lys ide; jeg måtte opsøge underviseren og forklare ham, hvorfor jeg ikke kunne komme til undervisning om lørdagen hele påske-måned.
Som sagt så gjort, og jeg fik en snak med ham på hans kontor efter undervisning - under fire øjne. Han synes, at jeg havde været meget fraværende, hvilket jeg hostende nikkede genkendende til. Det var lidt som et afsnit af 'Chris og Chokoladefabrikken', da jeg med bøjet hoved måtte erkende, at jeg ydermere ville være fraværende hele den kommende måneden. Årsagen var klar, lod jeg ham forstå:
-"Jeg er dansker, og vi er jo protestanter, modsat jer der jo er katolikker. Vi tager påsken meget meget mere alvorligt end I gør, og i Danmark er det simpelthen ulovligt at tage i skole i hele påske-måned", forklarede jeg ham.
Efter at have forklaret ham begrebet 'påske-måned', som han tydeligvis ikke var bekendt med, ville han lige høre, om det decideret var ulovligt at tage i skole i en hel måned i Danmark, for det synes han da lød meget mærkeligt?
"Altså, det er jo ikke for sjov, at jeg siger det til dig. Jeg ville da elske at komme til dine timer, men sandheden er bare den, at I Danmark modtager vi SU når vi studerer, og tager du alligevel i skole, når det er påske-måned, ja så modsætter du dig den gældende nationale lovgivning, og de har ikke blot retten til at tage din SU fra dig - de kan sågar sætte dig i fængsel", berettede jeg meget forurettet og med stor alvor i stemmen. Min underviser kiggede forfærdet på mig og understregede på det kraftigste, at han i hvert fald ikke ville modsætte sig hverken min religion eller vores lovgivning, så det skulle han naturligvis nok honorere.
Sammenbidt og og alvorlig forlod jeg lokalet (man er vel pokerspiller), men hurtigt blev jeg kaldt tilbage igen. Åh nej, har han kaldt mit bluff?:
"Hey RM, kom lige og sæt dig. Jeg skal lige vise dig noget fedt", råbte han efter mig, hvilket umiddelbart lød meget godt.
Jeg var lidt paf over timingen, men nu hev han altså to IPhones op ad lommen, og smilte over hele femøren som nogle mongoler på vej til en Shu-bi-dua-koncert:
"Hvorfor tror du, at jeg har to?", spurgte han mig nu med et skælmsk smil på læben.
"Det ved jeg faktisk ikke, hvis jeg skal være helt ærlig", svarede jeg.
"Den her mobil - den er til min elskede. Min elskede hustru derhjemme der passer på mine to guldklumper, og som jeg elsker med hele mit hjerte. Men denne her mobil derimod - den er til mine elskerinder. Så kommer jeg aldrig til at blande det sammen, og folk tror ovenikøbet, at jeg har to Iphones. Smart, ikke?". Min underviser strålede af stolthed, og han var tydeligvis også blevet en anelse bevæget over sine egne ord. Han havde, så at sige, gjort sig selv helt rørt, hvilket - citatet taget i betragtning - vel svarer til at flæbe til temaet fra Benny Hill.
Jeg anede ikke hvad jeg skulle sige. Det var jo håbløst fra ende til anden. Jeg skulle dog lige huske på, at over for mig i dette øjeblik sad min entrébillet til sjov og festivitas fire uger i rap, så han kunne have korsfæstet en kattekilling i et flammehav, og jeg havde stadig applauderet. Han fik anerkendelsen og jeg fik fri. En smuk symbiose.
Du er fandme en moderne H.C Andersen eller noget. Det er så smukt,at tårerne triller!. Keep it up good Sir ♥
Løvetæmmeren skrev:
Hvor er det godt - ikke set bedre siden Little-me.
123_All-in skrev:
Det her, det er satme godt!
WombatInCombat skrev:
Det her må aldrig stoppe!
realition skrev:
♥
Allan skrev:
"Søsteren var slet slet ikke færdig med mig, og hun var stadig vred som en lesbisk"
wzup skrev:
totalt i orden søndagshygge :D
kendte familien til hendes model karriere?
sbj1000 skrev:
Fantastisk afsnit.!
klaskringhuntelaar skrev:
Haha, Spitzenklasse
nikzz skrev:
JA det er jo ikke fordi man bare sidder og venter på det bliver den 15/12 så man kan få en ny kalendergave fra RM
I er sgu søde - tak !
skod skrev:
skod skrev:Jeg tænker at "julen varer lige til påske" aldrig har været mere passende. Det er der ikke råd til - det er lidt af en tidsrøver det her projekt haha :) NB. GL med dine Genmab og Bavarian, som jeg formoder, at du stadig er I?
Ja, vi er stadig all-in :) er sgu lidt af en rutsjetur!
Sig mig engang hvad f... i h.... foregår der?? Stop så med at trolle rundt i andre tråde og fokusere på dét der er vigtigt?
Der sidder en hel hær af PN'ere og venter på næste indlæg, som fede Dorit venter på kl. slår 16 hver fredag, så hun skal med mor ned og lænse Rema1000 for fredagsslik.
Selve vores afsked fra Guayaquil i 2009 fortjener sin egen låge. Vores mareridt var nemlig slet ikke slut endnu efter nogle grimme taxature.
Den trofaste læser vil huske Sten fra Guayaquil. Ikke vores gode sælger-ven, Steen, men derimod den tidligere Mærsk-kaptajn der aldrig var vendt hjem igen, og som var blevet gennemhullet i et drive-by uden at betale med sit liv. Aner du ikke hvad jeg snakker om, så kan du læse forrige afsnit fra Ecuador afsnit her: https://www.pokernet.dk/forum/julekalender-en-sang-fra-de-varme-lande.html#post4320667
Vi var som sagt på vej til at forlade Ecuador efter vores uheldige oplevelser med de lokale hyrevogne, og mentalt havde vi allerede forladt landet. Vi havde delagtiggjort Sten i vores planer, og alt var fryd og gammen - lige indtil snakken faldt på depositum for lejligheden. Sten mente ikke, at vi havde ret til de penge vi havde betalt i depositum, da vi havde 'slidt på lejligheden', som han sagde. Beløbet svarede til halvanden måneds husleje, hvilket vi ikke bare sådan lige ville afstå uden kamp, om end vi ikke havde papirer på noget som helst. Ja, vi var unge og dumme, men vi regnede ikke med, at en landsmand ville tage røven på os på fremmed græs. Jeg gik forrest og tog kampen med den gamle dinosaur nede på hans hummer i en mano-a-mano mellem to Alfahanner. Midt i en ophedet debat, hvor jeg kaldte ham nogle grimme gloser, tog han ud af det blå en lille pistol frem og lagde den på bordet foran sig. Der blev man jo lidt stille, må jeg indrømme. Han truede mig ikke eller noget, men sagde blot - stille og roligt - at vi ikke ville kunne forlade landet, hvis vi 'gjorde noget dumt'. Han kendte folk 'højt oppe i systemet', så hvis vi fandt på noget, så blev det værst for os selv. Jeg ved den dag i dag ikke hvad 'noget dumt' implicerer, but I think I got the message, som de siger på de Britiske Øer. Så kiggede han på den lille pistol og hernæst på mig, og satte sig ned og tændte en cigar. Jeg sagde ikke et ord mere, men vendte mig blot og gik op til min lejlighed. Jeg fortalte mine roomies om det hændte, truslerne, og at vi ikke var nået til enighed, eller blot noget der smager derhen ad.
Samme aften var vi ude og spise, og vendte i samlet flok hjem til lejligheden ud sidst på aftenen. Vi låste os ind som vi plejede men opdagede hurtigt, at der var noget galt. Der lugtede af cigar i hele hytten, og før vi overhovedet fik tændt lyset, blev vi mødt af et helt filmisk scenarie; en mand sad midt i stuen, og man kunne blot ane silhuetten af ham i lænestolen, mens den lysende cigar stod tydeligt som en rødglødende måne midt i rummet. Vi stivnede fuldstændigt.
Manden havde låst sig ind selv og sad nu og ventede på os. Mere gøjseren kan det næppe gøres. Vi tændte lyset og fik øjenkontakt med freaken uden at mægle et ord. Det var Sten. Han sad der helt stoisk og kiggede på os, mens han røg på en ordenligt havanneser. Han rejste sig, kiggede på os igen, og gik forbi os ned ad trappen til sit eget hummer. Det var åbenlys ren macho-intimidering. Og det virkede. Manden var stjernepsykopat, og vi havde lige været med i 'Godfather'. Sådan føltes det i hvert fald.
Vi holdt et akut krisemøde, for det var simpelthen for ulækkert det her. Vi bestemte os for at tage af sted med det samme i ly af natten. Vi pakkede vores ting og bestilte en (sikker) taxa og skred. Først trusler om ikke at kunne forlade landet, hernæst intimidering med håndvåben, og nu en adfærd der var vildt krænkende og grænseoverskridende. Vi valgte at takke af. Festen var holdt. Da vi forlod lejligheden, var jeg meget hævntørstig og flirtede med at ridse hans bil med en nøgle eller sprætte sofaen op eller noget. Bare et eller andet der kunne sørge for, at solen ikke gik ned over min vrede. Jeg turde bare ikke. Jeg var bange og ville bare gerne væk. I stedet endte jeg med at gøre noget nærmest helt latterligt. Jeg stjal psyko'ens 10x10cm Dannebrog-klistermærke som sad i bagruden på hans bil. Han kørte rundt i Guayaquils gader med et flot rød-hvidt Dannebrog, så alle og enhver kunne se vores smukke flag, og det skulle være løgn. Så det nappede jeg. Bad-ass bornholmer lige dér! Så næste gang de skal pløkke hans bilrude i smadder og røve hans ejendele - som åbenbart er dagligdag på de kanter - så skal vores Mærsk-kaptajn overhovedet ikke bekymre sig om klistermærket i bagruden, for det har den vilde crime rider fra Sydbornholm taget sig af.
Nej, symbolikken var stor for mig, om end det i dag mest af alt synes lidt latterligt, men det var altså nu engang, hvad jeg havde nosser til på det tidspunkt.
Farvel Guayaquil - det blev sgu aldrig rigtigt os to. Ti måneder tog det os at forstå, hvorfor de lokale kalder byen for 'Guayakill'.
knock knock. Husk lige på hvad timezone vi har i danmark. Vi sidder oppe og venter spændt ♥♥
sinysnip skrev:
Hej chef.
Du tror det er løgn. Men sidder lige her på toilettet og venter..
Jeg venter på at læse den her julekalender. Den der får mig i så godt humør.
Så jeg kan simpelthen ikke komme nogen steder før jeg har læst den...
hejhej..
lilleclown skrev:
Læser med fra Malaysia og føler mig endnu mere forurettet. Vi er jo midt på eftermiddagen! :-)
KeysorSoze skrev:
Sig mig engang hvad f... i h.... foregår der?? Stop så med at trolle rundt i andre tråde og fokusere på dét der er vigtigt?
Der sidder en hel hær af PN'ere og venter på næste indlæg, som fede Dorit venter på kl. slår 16 hver fredag, så hun skal med mor ned og lænse Rema1000 for fredagsslik.
Pretty please...
Beklager forsinkelsen, boys. Godmorgen til Pokernet :)
(Dette er mit yndlingsbillede. Oversat: 'Hvis du skal i byen og ikke slutter aftenen af med at besvime på gulvet ved siden af din veninde der fortvivlet græder med en sko i hånden, mens en vaskebjørn ligger i ske med en flaske brændevin, så har du altså ikke været rigtigt i byen).
Jeg er fan!
Har selv prøvet at filosofere mig frem til de omstændigheder der ender op med ovenstående billede. jeg er blank. To konklusioner er jeg kommet frem til. Den var nogens kæledyr, og den er stendød....?
Men nogen vaskebjørn har det nu aldrig været. Ligner en pungrotte, opossum
Nå, ved lidt googling kan jeg se, at der er flere steder man i nyere tid (efter 1990) kan have fået ordet fra, så vi må hellere lade den ligge og vende fokus mod RM oplevelser på den anden side af Dammen. 8)
Har selv prøvet at filosofere mig frem til de omstændigheder der ender op med ovenstående billede. jeg er blank. To konklusioner er jeg kommet frem til. Den var nogens kæledyr, og den er stendød....?
Men nogen vaskebjørn har det nu aldrig været. Ligner en pungrotte, opossum
Jeg mangler dog stadig svar på, hvorfor den ligger i ske med en flaske brændevin ? 😂
Det ord hørte jeg sidste gang i cirka 1970. På naboens gård havde de en "sindssyg" hund, der hed Gøjser. Er det et bornholmsk udtryk?
grovfil skrev:
I Nivå (mellem Helsingør og Kbh) har jeg kaldt min søn Gøjsen siden han blev født, aner ikke hvor jeg fik det fra, så jeg må have kendt ordet.
Han har været jævnt træt af det som 8-9årig, men har vist accepteret det er sådan det er som knap 12årig.
Har kun været på bornholm på lejrskole, så fik det næppe derfra
Lede skrev:
Er ret sikker på at Anden benytter “Gøjseren” i et eller andet show af en slags. Måske terkel i knibe?
Ordet er næppe bornholmsk. Jeg erindrer lige så, at Anden har brugt udtrykket, men jeg tror, at @grovfil er spot on her. Jeg mener at huske, at udtrykket kommer fra en personage eller lign. i Mummitroldene. Jeg føler mig relativt sikker på, at udtrykket kommer der fra.
Nu skal det handle lidt om poker. Ikke meget, men lidt. I 2013 mens jeg studerede på EAFIT, universitetet i Medellin, forsøgte jeg at kvalle til WSOP Main Event. Jeg er tour-donk, men dengang var jeg hæderlig til turneringsformatet. Jeg boede på dette tidspunkt sammen med fire lokale teenagere, der alle ligeså studerede på EAFIT. Well, teenagere var de ikke, men siden de alle var maks.160 cm høje og havde babynumser i ansigtet, så fik de altså hurtigt prædikatet 'teenagere', om end de var i start-tyverne. Det er sagt med kærlighed i stemmen, for de var alle dejlige drenge der netop var flyttet hjemmefra, men de var ligeså håbløst umodne, og skulle have hjælp til at koge et æg eller stege en bøf. Og det er ikke engang løgn. Derudover var de lidt efter hinanden, og siden jeg var et par år ældre og en tredive år mere moden, så søgte de ofte råd og trøst på mit værelse, når bølgerne gik for højt. Specielt 'Winnie', som de andre kaldte ham, pga at han lignede Peter Plys, var en hyppig gæst i realmadrids nattekonsultation. Minimum tre-fire gange om ugen bankede det på døren til mit værelse efter klokken midnat, og det var gerne Winnie der ville fortælle, at 'de andre drillede' eller at han ville 'slanke sig og skulle bruge slanketips'. Det første resulterede ved mere end én lejlighed i, at jeg måtte gå ind på mobberens værelse og fortælle ham, 'at han altså ikke måtte drille Winnie', og at 'Winnie altså ikke vare fed! - Han var bare lidt...kraftig'. Man kan vel sine Olsen-Banden-citater.
Selve kost-snakken var derimod helt grotesk. Winnie havde lært hjemmefra, at man bare skulle spise frugt og holde sig fra fedt, så ville kiloene rasle af uden videre. Det lød da meget tilforladeligt, syntes jeg, men da jeg så sekundet efter erfarede, at hans aftensmad var Mariekiks med jordbærsyltetøj, så måtte jeg alligevel korrigere visse elementer i den unge mands kostplan. Jeg lærte Winnie om relationen mellem sukker og fedt, og lidt efter lidt, kom han da også ned i en fin kampvægt. Der gik dog ikke længe før problemerne var nye, og han igen skulle have endnu mere hjælp.
En klog mand fra Aarhus, Niels Villemoes, lærte mig engang, at definitionen på (selv)udvikling er, 'når man skifter sine problemer ud med nogle nye', og hvis manden har ret, så var Winnie ude i en rivende udvikling. Nattekonsultationen ophørte ikke, blot fordi knægten var blevet tynd, nej de tog snarere til i styrke, for nu var han begyndt at eksperimentere med stoffer. Hash, svampe, kokain...hele paletten. Én ting er, at han afbryder mine nattesessions i poker, når jeg er lige ved at booke en billet til WSOP ME, men at han gør det i helt blæst tilstand efter at have røget en ordentlig troldmand, er decideret spild af tid. Det er sjældent fordrende for den opbyggelige samtale, når den ene part er empatisk og lydhør, mens den anden kan se flyvende katte eller bliver angrebet af larver med ild i. Vi aftalte, at den hedder 'krisehjælp eller coke', og aldrig begge dele.
Nå, men jeg kørte som sagt en del steps på 888.com for at kvalle til WSOP ME i denne periode. Jeg købte mig ind i de små 30 USD steps og blev ved til jeg kvallede til den store 1000 USD søndagstour, hvor der var 1x Buy-in til WSOP Main Event i Las Vegas til en værdi af 10.000 USD, for hver ti spillere der tilmeldte sig turneringen.
Nu var det blevet søndag, og jeg havde én enkelt billet i tombolaen. Feltet var ikke voldsomt stort, og da tilmeldingen lukkede, var der 21 billetter til ME i Vegas. Jeg lå fint nok med og chippede lige så stille op indtil en blind battle mod en af de store drenge ved bordet. En meget aggro japaner som ville udnytte, at den tørre kiks fra Danmark kun spillede premium hands preflop. Hans read var spot on, men hvad han ikke vidste var, at jeg var blevet brødflov, og netop havde haft et skænderi over SMS med min tarvelige ex-kæreste fra Colombia. Jeg var med andre ord på aben. Jeg erindrer ikke hånden, men jeg kender mig selv godt nok i sulten tilstand til at vide, at jeg har kaldt ned i en blind-battle, hvis blot floppet er snittet. Har jeg derudover skændtes med eks'en, jamen så good luck med at få mig af hånden. Og ganske rigtigt, vores japanske ven fyrer tønder i øst og vest, og jeg kalder bare. På river skubber han til taget, og jeg snap-kalder i håbet om en tur til Vegas eller noget ristet rugbrød med kommenost. Og ganske rigtigt; Japan blev fanget med de korte fingre solidt nede i kagedåsen. Den gik ikke Mister Miyagi, og nu tog han den på cykel til Nagasaki, og jeg fortsatte min rejse mod Main Event, mens jeg hadede min eks-kæreste på fuld smadder over SMS'en.
Men nu blev det spændende. Vi var kun 22 tilbage, og jeg lå nummer 23. Kufferten var stillet frem, og sokkerne var lagt i og det hele. Det kunne nærmest ikke gå galt. Jeg blindede dog lidt ned, og kunne godt se, at det ville blive et close race, men min selvtillid fejlede intet. Jeg husker aldrig pokerhænder, men denne hånd der skulle til at udspille sig på boblen nu, inden turen gik mod Vegas, erindrer jeg alt for godt:
Der foldes hele vejen rundt til Cut off der hakker den ind (nummer 25 i touren), der foldes over til mig i Small blind, hvor jeg kigger ned i favorithånden; Kongelademadder.
Jeg vender og drejer mig, og har kuglerammen fremme - kan jeg bare lade den fare og fedte mig i drømmeland, eller skal jeg blive bubble boy?
Jeg ender med at kalde og håbe på, at Karmaguden Bodil er sød ved mine lademadder.
Villain vender 10 10 - og jeg er langt foran.
Flop: 2 J 4
Turn: 10
River: 2
Jeg er ude. Jeg er blevet bubble boy. Det er næsten ikke til at bære for en lille fisk som mig. Det havde været mit første (og eneste) store turneringsresultat nogensinde. Jeg skal til at græde eller snitte i mig selv, da døren pludseligt brager op. Ingen banken eller hvisken, bare fuld rabarber, og ind ad døren vælter Winnie med to af sine teenage-venner:
"Hva' så, realmadrid! Hvad laver du? Prøv lige at se hvad vi har på tungen, og vi har én med til dig!", råber kosteksperten.
Nu rækker de alle tungen ud og viser et flot 'frimærke'.
"Det er LSD! Det er røv-fedt! Skal du ha'?", råber Winnie nu, mens han allerede leder efter et 'frimærke' til mig i lommen.
Jeg svarer ikke engang. Jeg bare hamrer døren i og skubber de tre små latinoer fra Højbro plads tilbage til hvor de kom fra. Jeg besinder mig dog to sekunder efter, og åbner døren igen og råber:
"Du våger på, at komme ind på mit værelse igen med stoffer og uden at banke på først!". De tre små trippere står med åbne øjne og polypper.
Den rare Doctor Phil kunne rent faktisk blive sur og var slet ikke i LSD-humør. Sulten, kærligheden og en 10'er på turn havde gjort det af med hans overskud, og det sidste han havde brug for oven på dette, var små teenagers uansvarlige leg med hårde stoffer.
Det her er den eneste julekalender, jeg nogensinde virkelig har glædet mig til.
Så vanvittigt højt niveau i dine fortællinger. Mange tak for indsatsen. :)
Jeg gør mit bedste, så tak for det 🙏
KimN skrev:
" En tur til Vegas eller noget ristet brød med kommenost" ♥♥♥♥
Som alle andre : Fantastisk kalender - bliv ved.
It’s funny cuz it’s true ;)
- og det gør jeg, tak.
MoPe skrev:
Tak for endnu en fantastisk låge, fedt du bruger tiden på at dele det med os. Jeg er fan!
Gracias, amigo 👌
poker prince skrev:
Det er lige dele imponerende og skræmmende, hvor mange gange du har 'formået' at stå ansigt til ansigt med en gun
To gange - og det er mere end jeg havde behøvet, tbh. Den psykotiske Mærsk-kaptajn gjorde intet. Han intimiderede blot (har svært ved at tolke hans handling anderledes).
Vi er tilbage i gode gamle Medellin. Året er 2018, og vi er ude på 'dødsruten'. En rute de fleste herinde kender fra tidligere blogs, men
som jeg til de ikke-indviede kan fortælle, lyder sådan her: 1.Stor bøffenheimer med vino tinto på restaurant. 2.Videre til stambaren Listerine med de tunge GTs. 3.Final destination: Clubben 'Bendito Seas', hvor den oparbejdede promille skal have lov til at folde sig ud.
Holdet var i dagens anledning stort, da der var fornemt besøg fra Danmark, så hele stambaren på Listerine var proppet med danskere. Til
vores store held gik der dog ikke helt pølsefest i den, da der havde sneget sig nogle godtemødre ind blandt os danskere, så blandingsforholdet ikke gik helt i kage. Tre friske lokale tøser lige ved siden af os, og de var netop gået alvorligt ombord i en fuldvoksen flaske tequila. De nåede over halvvejs ned i flasken, før de blev højrøstede og gik til angreb. Det var gruppens Kaptajn Haddock der havde fattet mod, og byttet var min gode ven, Ole. Skønt vi blot stod fire meter fra pigerne, så lignede afstanden hen til os en uoverkommelig udfordring for den unge pige. Det var tydeligt for enhver, at de tre tøser ikke havde fordelt den mexicanske læskedrik i tre lige store dele. Hende her var øjensynligt en otte-ti shots foran, og nu drillede stængerne og en overbelastet
balancenerve. Hun tumlede nærmest over i vores retning og ramte da også ind i Ole, som noget overrasket vendte sig om, og hilste på pigebarnet.
"Jeg synes at du er røvlækker, og nu går jeg over til mine veninder, og så kommer du og danser med mig", mumlede charmetrolden til ham, i noget der nok var tænkt som et tilbud. Ole er en pligtopfyldende fyr, så et minut senere stod han ovre ved pigerne og dansede salsa med Kaptajn Haddock.
Vurderet ud fra danske standarder, så gik det okay for vores ven, og han fik endda armene med, og lidt fløjten kunne det da også blive til, men pigerne var ikke tilfredse. Veninden stoppede nu turtelduernes dans midt i det hele; Ole gjorde det helt forkert, lod hun ham vide:
"Du skal holde op med at fløjte med, og det er altså salsa det her - du danser mere Bachata eller Merengue", kunne man høre hende råbe. Vores danske helt rystede blot på hovedet og kiggede spørgende over mod os andre, der naturligvis skjulte, at vi havde mere end halvandet øre ovre i deres lejr. Han lignede en der lige så godt kunne have fået en opsang på keltisk; han fattede hat og brille af, hvad de forskellige danse indebar af trin, rytme og regler - og Bachata og Merengue havde han da slet ikke hørt om. Men han blev helt sulten bare ved tanken, og glædede sig over, at han i det mindste havde ramt en genre, til trods for den hårde kritik.
Da dansen omsider blev genoptaget, og den belærende Britt Bendixen nu begyndte at klappe og fysisk skubbe til Oles fødder for at få ham ind i takten, fik vores danske ven nok. Han følte sig - med rette - hånet af tre gangbesværede mariachis, og vendte nu retur til vores gruppe lettere opgivende.
Den brovtende druk-høvding var dog ingenlunde færdig med den flygtende dansker. I alt andet end fugleflugt, var hun nu gået hen til os igen for at finde den anløbende antilope, og nu var hun knurremis. Ikke nok med at Ole var stoppet midt i akten, han var ydermere flygtet fire meter mod højre, og de havde ikke engang kysset endnu. Det ville vores mexicanske charmetrold her straks lave om på, men først skulle han dog lige have nogle sandheder at vide. Udgydelserne ville ingen ende tage, og flere vil måske mene, at løvinden bevægede sig ud i det vi kan kalde 'the point of no return', hvis hun da havde i sinde at redde ham hjem igen. Hun skældte ham al hæder og ære fra, og var ude i sætninger som:
"Du skal kraftedeme ikke stikke af fra mig, når vi danser salsa! Her kommer jeg og byder dig op til dans, og så kan jeg eddermame godt sige dig én ting, unge mand, du skal ikke..." Længere nåede hun ikke, for bagfra var der en der tog fat i hende og drejede hende 45 grader yderligere mod højre. Den kvindelige Kaptajn Haddock havde simpelthen i sin brandert 'ramt forkert', da der skulle deles skideballer ud. Ole stod ved siden af min gode ven, Per, og skønt Per er små tredive centimer lavere end Ole, så kunne den ildspyende løvinde ikke se forskel i sin 80 hestes brandert. Så nu stod Per måbende og oplevede på første række, hvordan en verbal hårtørrer i Latinamerika fungerer. Hjælpen med sigtekornet bagfra var Britt Bendixen fra tidligere, der nu havde rykket brøleaben små 45 grader mod øst og indstillet tequila-løven helt perfekt lige foran Ole med ordene: "Det er ham her, skatter, der er svinet fra før. Bare sig det igen, så han kan lære det!". Og det gjorde hun sgu. Med halvlukkede øjne og bedøvet underlæbe, startede hun nu maskinen op igen:
"Du skal kraftedeme ikke stikke af fra mig, når vi danser salsa. Her kommer jeg og byder dig op til dans, og så kan jeg eddermame godt sige dig én ting, unge mand, du skal ikke bare skride midt i dansen og gå over til dine venner!"
Knapt havde hun afleveret bredsiden til Ole, før hele danskerflokken brød ud i latter. Vi skreg af grin, skålede og blev enige om, at det var nye grader af fuldskab, vi var vidne til her. Når man ikke kan genkende sin flygtende salsa-partner som man var lun på, for hernæst at overfalde hans sidemand i baren for ugerningen, så kører man ikke på vand og brød alene. Når man så ydermere medregner, at den uforskammede veninde fysisk 'drejer dig', så du skælder ud på den rette, og du uden skam i livet starter dit verbale ildshow op igen, så har du altså det sorte bælte i koncentreret druk. Så er jeg ligeglad; så vil man altså det projekt!
Vores noget flabede reaktion faldt, naturligvis, ikke i god jord hos den mexicanske løvinde, som nu forsøgte at bevæge sig fire meter mod venstre og væk fra jagtmarken. Her ramte hun til sidst sin stol, kiggede over på Ole og sendte ham så en velplaceret midterfinger, mens hun bundede et voksent tequila-shot og faldt i søvn med hovedet hvilende på barkanten.
Det var i sandhed en kriger der var faldet i kamp.
Bliver det ikke 3 gange med en gun? 2 taxature + sømanden?
Fantastisk blog som udstiller hvor kedeligt et liv jeg selv har levet :)
Tak for dit bidrag til underholdningen i december.
Jo, men Mærsk-manden viste mig blot sin pistol, hvilket næppe ville blive straffet i retten. Men igen; der er intet glamourøst i at blive berøvet med pistoler. Men sket er sket, og hér gælder reglen om tragedie plus tid altså også. Tak for de pæne ord - og god morgen :)
Jeg er journalist, og dine evner med det skrevne ord får mig til at aspirere efter et lignende niveau.
Sammen med en kollega er det derfor besluttet, at vi på en eller anden måde får flettet nogle af dine guldkorn ind i et par af vores agurke-artikler den kommende tid.
7, 9, 13 for, at de så også ryger gennem den jourhavende...
Jeg er journalist, og dine evner med det skrevne ord får mig til at aspirere efter et lignende niveau.
Sammen med en kollega er det derfor besluttet, at vi på en eller anden måde får flettet nogle af dine guldkorn ind i et par af vores agurke-artikler den kommende tid.
7, 9, 13 for, at de så også ryger gennem den jourhavende...
Skriv her i tråden når det sker, så vi kan læse med og se, hvad I lader slippe igennem.
Vi har tidligere snakket 'Colombia-logik', hvilket er en særpræget form for logik, som vi ikke forstår os på i Norden. En logik der er baseret på nogle sammenhænge og slutninger, som ligger hinsides vores fatteevne og fantasi. For colombianere er det såre simpelt, men for os vikinger, er det bare langt ude. Vi har tidligere kigget på sådanne eksempler: https://www.pokernet.dk/forum/julekalender-en-sang-fra-de-varme-lande.html#post4320416 Vi skal kigge på endnu et eksempel, men først skal vi hilse på et af de største fænomener i Medellin; Den stenrige Manolo.
Stambaren Listerine har hver lørdag en 'regular' der er lidt af en verdensmand. Manolo hedder han, og han er et lille tætbygget campingkøleskab med et par solide hornuge-briller og nogle store armbevægelser.
Forestil dig en Kurt Thorsen i midt-40'erne, men med ekstra styrke i brillerne og en anelse mere pæreformet. Manolo ejer to tekstilfabrikker i Colombia og er meget rig og berygtet, hvilket han heller ikke er sen til at gøre opmærksom på. Han bliver altid kørt hjem af barens personale når aftenen er omme, og får i det hele taget 'special treatment' af alle i baren i håbet om, at det også snart kommer til at dryppe lidt på degnen.
The Million Dollar Man elsker at stå og snakke med os danskere i baren, hvilket altid er hyggeligt i tre minutter, men så har man ligesom også fået nok. Han er typen der holder mere af at tale end at lytte, og vi kender nok alle sammen det der med, at man gerne vil berette om ens meritter, men at man samtidig er opmærksom på, at man heller ikke slår over i decideret pral. Det kender Manolo slet ikke. Han kan snildt fremføre en monolog på femogtyve minutter, der primært omhandler hvor fed en person han er, samt hvor hysterisk mange penge han har. Afbryder du ham ikke, så får du også fortællingen om, hvordan han anser sig selv som "et overmenneske i et land fyldt med pygmæer". Jeg har hørt det citat firehundrede gange fra hans side efterhånden, og jeg håber altid, at han taler i overført betydning, for ellers har han brug for at revurdere sin opfattelse af begrebet 'pygmæ'.
Men alt dette har vi nu erfaret, så vi bryder rent faktisk ind, for at slippe for at selvforherligelsen ikke stikker helt af. Så det eneste der plejer at stikke af, er rent faktisk os. Vi motionerer mere om lørdagen i baren end vi gør på fodboldbanen, ved bare at flygte fra Manolo og hans storpralende skåltaler.
For problemet med rent faktisk at få et ord indført er ofte, at han har optrænet sådan en måde at tysse på andre, mens de taler. Det er ikke højlydt tysseri, men det er nok til, at man mister lysten til at fuldføre sine sætninger, og så angriber han, og fortsætter sin megalomaniske enetale. Det minder en hel del om Mandrillens mytiske sportsmunk, Tore Ellen Hanhøj, der ligeså var en mester udi i kunsten 'at skaffe mere taletid til sig selv':
Denne lørdag var det dog lidt anderledes. For selvom Manolo som altid havde en ny dame med på Listerine, så lå der noget andet under overfladen og ulmede.
Det bør i denne sammenhæng kort nævnes, at Manolo tilhører den gruppe mennesker der begærer livet og dens muligheder, og således sjældent opleves uden kvindeligt vedhæng. Han er en ualmindeligt slikken hankat der sjældent sover alene.
Den rige fabriksejer havde i denne periode minimum fem-seks madammer, der cirkulerede i hans harem alt efter vejrforhold eller humør. De cirkulerede i hvert fald, og havde alle det tilfælles, at de var langt langt lækrere end ham, men fair play; det var ham der havde penge og magt, så det regnskab går lige op på de her kanter. Intet nyt under solen her.
Nå, men som tidligere nævnt var noget anderledes denne lørdag, men det var dog ikke mere anderledes, end at aftenen startede på Listerine præcis som den plejede: Knapt havde man fået øjenkontakt med den pralende milliardær i baren, før man var tvangsindlagt til at høre ham starte sin tour-de-Manolo op. En ørkenvandring der mest handler om Manolo selv og hans enorme formåen. Det minder på mange måder om 'Odysséen' fra Oldtidskundskab i gymnasiet, men hvor Odysseus spiller en mere perifer figur til fordel for helten, Manolo.
Denne forudsigelige vandring starter med, at verdensmanden skal fortælle dagens dame, hvor højt han elsker hende. Det er i grove træk noget med, at hun er hans eneste ene, hans levende lys samt hans salige hjertes udkårne. Meget smukt, hvis ikke der var fordi, han er fuld af løgn. Af uransagelige årsager havde han altid et behov for at fortælle dagens dame, hvorledes livet synes fattigt og gråt uden netop hendes nærvær. Det i sig selv kan jo forekomme ganske ædelt og prisværdigt, men det klinger alligevel lidt hult, når det pudsigt nok altid foregår, når vi danskere står lige ved siden af. Han savner sikkert vores anerkendende blikke, for at bakke den tynde historie op. Så efter at have fortalt dagens godte, at han havde i sinde at forære hende månen, men ikke stjernerne - thi de fandtes jo allerede i hendes øjne, og at solen var hendes mor, var vi nu nået til næste punkt på ego-ruten; prale-stien.
Her skulle vi - som altid - høre om hans to både med indbygget B&O-anlæg, samt hans store Audi, ligeledes med B&O-anlæg - for ej at glemme, hans 400 ansatte på fabrikkerne. Same procedure as always. Efter at have bekræftet for halvtredsindstyvende gang at B&O er dansk, og det bedste (og dyreste) lydsystem man kan fremskaffe, kunne vi endelig komme til sagen.
(Udviklingen i Poblado-bydelen i Medellin på under 40 år)
For ruten sluttede nemlig lidt brat her denne lørdag. Vi plejer altid at skulle vende tilbage til det sentimentale sted på vandringen, hvor Manolo beder mig sætte ord på, hvor meget dagens kvinde betyder for ham. Et lettere akavet sted på ruten, da jeg aldrig erindrer, om jeg har set damerne før, eller hvad de hedder. Ja, derudover synes jeg jo heller ikke rigtigt, at det kan være mit bord, og slet ikke når han plejer at være så glad for at høre sig selv snakke. Men lige netop denne del, mener han åbenbart at vide, at jeg kan gøre bedre end ham. Mit svar bliver altid - henvendt til dagens dame - den samme fesne remse om, "at jeg ikke kan beskrive med ord, den enorme kærlighed og passion Manolo føler netop for dig'. Den sætning har virket so far, og vores ven bliver lige rørt hver gang, og det gør dagens dame som regel også. Om de har hørt den før fra min side i et identisk øjeblik, aner jeg ikke, men som de siger i England: 'Never change a winning team'. Så det ender med, at de rørt kigger på hinanden og kysser, mens jeg slap uden om at gætte mig til godtemoderens rigtige navn.
Men som sagt så skippede vi denne følsomme del i dag, for Manolo havde noget på sinde.
Av av av...jeg havde skrevet dagens afsnit og copy-pasted det inden jeg tog i Gym. Nu kommer jeg tilbage, og computeren er slukket, og jeg fik aldrig gemt dokumentet (skrevet i Wordpad textnote). Har nu forsøgt at google problemet og fulgt instruksen for at gendanne det tabte dokument, men uden held. What to do?
Av av av...jeg havde skrevet dagens afsnit og copy-pasted det inden jeg tog i Gym. Nu kommer jeg tilbage, og computeren er slukket, og jeg fik aldrig gemt dokumentet (skrevet i Wordpad textnote). Har nu forsøgt at google problemet og fulgt instruksen for at gendanne det tabte dokument, men uden held. What to do?
jeg har en forslag du nok ikke bryder dig om, at genskrive det tabte ♥ I det vi sidder klar ved julekalenderen som små børn på jagt efter en tinka nissehue.
Du kan også lave en "live" video blog i dagens afsnit. Det vil også være klasse :)
jeg har en forslag du nok ikke bryder dig om, at genskrive det tabte ♥ I det vi sidder klar ved julekalenderen som små børn på jagt efter en tinka nissehue.
Du kan også lave en "live" video blog i dagens afsnit. Det vil også være klasse :)
god jul til dig i øvrigt♥
Du har helt ret i din antagelse ;) - og glædelig jul til dig også !
Av av av...jeg havde skrevet dagens afsnit og copy-pasted det inden jeg tog i Gym. Nu kommer jeg tilbage, og computeren er slukket, og jeg fik aldrig gemt dokumentet (skrevet i Wordpad textnote). Har nu forsøgt at google problemet og fulgt instruksen for at gendanne det tabte dokument, men uden held. What to do?
Jeg har hørt lignende sange fra mine elever her op til jul, hvor den sidste stil skulle afleveres inden, vi skriver 2020, men til forskel fra dem, så tror jeg på dig. Hvis du ikke når at skrive et afsnit i dag, så må du altså skrive to i morgen.
Jeg har hørt lignende sange fra mine elever her op til jul, hvor den sidste stil skulle afleveres inden, vi skriver 2020, men til forskel fra dem, så tror jeg på dig. Hvis du ikke når at skrive et afsnit i dag, så må du altså skrive to i morgen.
8)
Jeg afventer hjælp herinde. PN ved alt, og sådan et unsaved dokument i Wordpad Textnote må kunne genskabes.
Fabriksejeren hang med mulen, havde triste øjne og uglet hår. Noget var ikke som det plejede at være. Der gik da heller ikke lang tid, før han måtte gå til bekendelse:
"Det går ad helvede til med forretningen. Fortsætter det sådan her, så må jeg til at afskedige mange ansatte", sagde han, mens han kiggede ned i jorden.
Jeg var meget overrasket, da det ingenlunde havde været min opfattelse tidligere. At dømme ud fra hans egne fortællinger, lå han head-to-head med Bill Gates og Sultanen af Brunei, men noget tydede på, at han var rutschet en plads eller to ned ad listen. Jeg måtte derfor lige høre med ham, hvad der dog var sket, siden at tingene var gået sådan ned ad bakke. Manolo lukkede øjnene og rystede på hovedet: "Det er jo tekstil-branchen", som han sagde. "Den er notorisk den sværeste her i Colombia", fortsatte han.
Dum og uvidende som jeg er, udfordrede jeg det synspunkt:
"Er den det? Hvorfor er den det? Er den sværere end så mange andre brancher?", spurgte jeg håbløst naivt.
Manolo lignede en der troede, at jeg tog pis på ham.
"Tekstil-branchen i Colombia? Er du seriøs?", svarede han irriteret og fortsatte: "Det er den sværeste overhovedet".
Jeg fattede intet af hvad manden sagde, og inden jeg nåede at spørge yderligere ind til emnet, afbrød han mig med ordene:
"Hvordan tror du, at folk får penge ind i Colombia? Altså; hvordan tror du, at folk her får 'dirty money' ind i Medellin?".
Jeg måtte ærligt erkende, at det havde jeg ikke den ringeste ide om, men hvis han mente kokain-penge, så solgte de det vel og fik pengene ind i landet på en eller anden måde, I dont know?
"Realmadrid, for pokker, det ved alle sgu da. Har du et stort parti kokain i USA og sælger dette, så modtager du hele gildet i cool cash. Det ved du godt, ikke?", spurgte han.
Jeg følte mig relativt dum og uvidende, men kunne dog bekræfte, at lige netop dette forhold, var jeg bekendt med.
"Godt så", fortsatte han: "Hvordan tror du så, at man får de penge ud af USA og ind i Colombia?"
Her var jeg hurtig ved havelågen, synes jeg selv, og svarede prompte: "Man smugler dem, vel?".
"Nej, for pokker. Er du gal?", spurgte Manolo retorisk og fortsatte: "Man køber naturligvis tekstiler. Tekstiler kan du købe i store mængder for kontanter, det er helt normalt. Ifm. tekstiler efterspørger myndighederne ikke kvitteringer etc., da det i årevis har været kutyme, at det bliver betalt i kontanter. Derudover er tekstil-branchen den branche med det mindste svind."
Jeg var ikke helt med og måtte lige høre, hvad han tænkte på mht. 'svind'? Manolo grinte blot og rystede på hovedet af min enfoldighed, inden han uddybede:
"Køber du for 10 millioner USD i tekstiler i USA, så kan du få næsten 9,9 millioner USD tilbage her i Medellin, ved at sælge alle tekstilerne her - og du får ovenikøbet vasket pengene rene. Du kan nok godt regne ud, hvad det gør ved tekstil-priserne, når der kommer sådan et billigt influx fra USA? - De ryger helt i bund, og jeg kan ikke konkurrere med de kunstigt lave priser", sluttede den pressede forretningsmand.
Nu faldt tiøren hos mig. Den enorme eksport af kokain til USA fra Medellin betød simpelthen, at Manolo nu var presset på sit levebrød. Hans tekstilfabrik i Medellin stod til at fyre utallige ansatte, fordi de gav den ekstra gas på diskoteksgulvene i Detroit. Manolo stod og sundede sig lidt oven på det hele. Hans øjne var blanke og blikket fjernt. Jeg beklagede meget min ignorance, men understregede dog, at jeg var sikker på, at hvis han kæmpede for sagen, så skulle det hele nok gå i orden. Jeg gav den lille mand et kram, og listede tilbage på min pind i baren, mens verdensmanden tog en dyb indånding og fortsatte med det han er bedst til; at fortælle damen, hvor hjernedødt mange penge han havde, og hvor mange biler han ejede med B&O-anlæg. Så husk det, hvis du er en skarnsknægt der ikke kan nøjes med GTs og rødvin som os andre; hver gang du tager en stribe på et herretoilet i provinsen, så falder Manolos tøjsalg i Medellin. Se dét er Colombia-logik.
Ha ha, jamen det håber da at de sætter pris på. Jeg har desværre slået krænkelsesfilteret fra, så du må lige holde dem for ørene her i de næste fire afsnit, når bølgerne går for højt ;)
Leopatra87 skrev:
So far har jeg i én artikel:
"Kender et godt tilbud, når han ser det"
"En pistol for panden"
"Fuld balajka"
"Drømmetydning"
"Knurremis"
I en anden artikel har jeg fået flettet "Sofie Lassen Kahlke" og "råd til både ananas og ekstra skinke på frysepizzaen" ind.
Skal nok sige til, når det går online - såfremt det går igennem.
Jeg er overhovedet ikke med på hvad der skal ske, men det lyder fedt. Dejligt at du kan bruge det.
Bridgeking skrev:
Godmorgen chef det er Jacob
hvad nu
jeg kommer ikke på job idag
hvad nu
julekalenderen er ikke kommet, så kan jeg altså ikke præstere noget som helst
fair - ses imorgen
Du er tidligt oppe, Chris ;) Mere med VLOG og mere med Podcast ønskes, be'om. Jeg slubrer det i mig hernede i Inkaernes hjemland. Keep up the good work!
Jeg er overhovedet ikke med på hvad der skal ske, men det lyder fedt. Dejligt at du kan bruge det.
Uden jeg skal begynde at spamme i din tråd, har jeg eksempelvis spicet en ellers halvkedelig artikel om fjernvarme op på følgende måde:
... Når det først nu - mere end 40 år efter Løsning Fjernvarme begyndte at aftage overskudsvarme fra Daka - for alvor udbygges, skyldes det primært, at skiftende politiske vinde hidtil ville have gjort investeringen til et opportunistisk longshot ala Faxe i '92.
Med alt hvad sig dertil hører af risikoen for, at bolden hamres langt ud af stadion og direkte ind i en nærliggende pølsevogn.
Siden er der dog faldet en del mere ro på de bagvedliggende økonomiske forudsætninger, mens også teknologien har udviklet sig i en grad, hvor en bedre udnyttelse gør projektet mere rentabelt.
Tilbage ligger blot udfordringen i, at reglerne er mere rigide end det katolske universitet i Tegucigalpa, Honduras, og derfor skeles der for tiden voldsomt mod Christiansborg, hvor et nyt lovforslag om afgifterne på området er under behandling.
Uden jeg skal begynde at spamme i din tråd, har jeg eksempelvis spicet en ellers halvkedelig artikel om fjernvarme op på følgende måde:
... Når det først nu - mere end 40 år efter Løsning Fjernvarme begyndte at aftage overskudsvarme fra Daka - for alvor udbygges, skyldes det primært, at skiftende politiske vinde hidtil ville have gjort investeringen til et opportunistisk longshot ala Faxe i '92.
Med alt hvad sig dertil hører af risikoen for, at bolden hamres langt ud af stadion og direkte ind i en nærliggende pølsevogn.
Siden er der dog faldet en del mere ro på de bagvedliggende økonomiske forudsætninger, mens også teknologien har udviklet sig i en grad, hvor en bedre udnyttelse gør projektet mere rentabelt.
Tilbage ligger blot udfordringen i, at reglerne er mere rigide end det katolske universitet i Tegucigalpa, Honduras, og derfor skeles der for tiden voldsomt mod Christiansborg, hvor et nyt lovforslag om afgifterne på området er under behandling.
Fedt! Nogle af referencerne er givetvis lidt indforståede, men igen; det værste der kan ske er vel, at folk går hen og bliver dannede.
Ecuador 2009. Menuen lyder på druk med min veninde Lærke på byens club i Guayaquil. Ja, de bedste tanker opstår i bevægelser, vand løber nedad og rigtige røvere sker under påvirkning af alkohol. Don't hate the player, hate the game.
Nå, Recoleta hedder clubben og er klart byens bedste gå-i-byen-sted med god musik, flotte kvinder og vidunderlige drinks. Klokken er blevet mange og festen er i fuld gang. Vi har fået vendt verdenssituationen i baren, grædt og grint, og ikke mindst smagt på flere typer spiritus. Hyggelig aften, men en aften uden flirtende berøring med det modsatte køn, og de går jo sjældent over i historien. Vi bliver dog enige om, at det er tid til at drage hjemover og få sovet branderten ud. På vej ud ad døren til clubben og seks meter fra en taxa, mærker jeg pludselig et niv i rumpetten. Jeg tænker først, at det nok er Lærke der driller, men man krydser jo altid lidt fingre i sådan en situation.
Og ikke blot er jeg heldig - jeg er helt urimelig heldig. Det viser sig, at det er en godt skåret godtemor der i det hun passerer mig, har lavet den helt dyre og mærket på varerne inden hun har betalt.
Jeg følte mig alt andet end krænket og handlede resolut:
"Lærke, jeg bliver her. Jeg kan ikke tage hjem nu", siger jeg bestemt til min veninde. Lærke vender det hvide ud ad øjnene, trækker på skuldrene og replicerer småhidsigt:
"Det mener du eddermame ikke det der?. Jamen, så gå ind og jagt dine damer, din abe. Jesus Christ!"
Jeg råber højt at jeg skylder én, mens jeg spurter tilbage på clubben. Dårlig stil at skride fra en veninde, men dette er altså en SOS. Hvis den labre larve har været modig nok til at nive mig i enden, når jeg går med en anden pige, hvad kan det så ikke blive til? Jeg går clubben igennem med min lumre tættekam, og den plejer ellers nok at virke.
Men hun er væk. Hun er ikke at finde på clubben. Ovre i hjørnet får jeg dog øje på et forhæng der tilsyneladende skjuler et VIP-område, som jeg ikke tidligere har bemærket. Der skal jeg ind! Ikke ti vilde heste kunne holde mig tilbage, og de har fuldstændigt ret når de siger, at bortset fra togdriften, så er seksualdriften den sværeste drift at styre.
Jeg kommer ind i VIP-zonen, og ganske symbolsk begynder DJ'en at spille The Cure med Just Like Heaven.
Og det var just like heaven, for skæbnen er så god ved mig, at det er et helt modelbureau der holder hof. For bordenden sidder der en kæmpe mand med masser af bling-bling og løse håndled. En racialiseret person med etnisk udgangspunkt et sted mellem Kap det Gode Håb og Gibraltarstrædet. Han lignede fuldstændig en meget stor udgave af Eddie Murphy i Coming to America - bare langt mere løjset.
Det var tydeligt, at det var hans fest, og de tolv piger der vimsede letpåklædt rundt var hans 'undersåtter', eller hvad den slags hedder i fagsprog. Jeg gik direkte over til høvdingen, da jeg godt ved, at det er ham man skal fedte sig ind hos, hvis man skal have en god aften i deres selskab. Jeg roste hans excentriske påklædning og hans scepter (no shit, han havde et scepter), og vi havde i det hele taget god kemi. Han tilbød mig en drink, og inden man havde fået set sig om, så sad den nivende godte lige ved siden af mig. Luisana hed hun, og jeg var på!
(Luisana)
Hun havde ikke alverden kørende for sig, og givet var det, at hun garanteret ligeså var kognitivt underfrankeret. Hun var en køn lille sag, om end hun nok havde været under kniven mere end én gang, men 'fake it till you make it', som man siger, og hende her var godt på vej. Hun var meget med selfies og strutmund, men udstrålingen og charmen fejlede intet, og når natten er ved at gå på hæld, så kræver jeg altså ikke så meget af solnedgangen.
Luisana var bedårende, og jeg var ret solgt. Vi dansede og hyggede, men nu lukkede de clubben, da klokken var blevet mange. Stedet lukkede, og min drøm var slut. Troede jeg. For pludselig ud af det blå, hører jeg min mund sige:
"Hvad med, at vi fortsætter festen hjemme i min lejlighed?". Vi boede stadig til leje hos stjernepsykopaten, Sten, på dette tidspunkt, og der var snildt plads til en tolv-fjorten stykker, og øl havde vi rigeligt af i hytten. Folk råbte og klappede som mongoler på vej til en Shu-di-Dua-koncert, hvilket jeg klart tolkede som et 'ja, tak'.
Vi bestilte en røvfuld taxaer, og ti minutter senere var der afterparty i koloni-lejligheden. Rigeligt med bajere, masser af smukke piger og to store alfahanner. Ja, okay, høvdingen var noget større end mig, og noget mere pompøs i sin udklædning, så mens jeg stod rank i en forvasket skjorte og et par jeans, så kørte han sorte læderbukser, pink taint-top og kridhvid fjerboa.
En af os var enten over- eller under-dressed. Jeg vælger at tro, at det var mig der var galt på den, for pigerne var dæleme også stadset godt op med krigsmaling og plasticoperationer Galore. Sidstnævnte dog næppe specifikt til denne lejlighed. Men vi "bond'ede" glimrende, mig og høvdingen, og skønt jeg aldrig slap Luisana af syne, så fik jeg da alligevel også samlet en anelse appetit ude hos de andre donna'er. Festen kørte derudaf, og jeg blev nødt til at nive mig selv i armen, for at tro på mit eget held. Det virkede dog ikke her klokken 06.15 om morgenen, da alkoholen havde bedøvet mig fra bæltet og op. Det var dog nogle tørstige modeller, og snart skulle der hentes friske forsyninger ude i køkkenet, hvilket jeg naturligvis var mand for.
Ude i køkkenet åbner jeg køleskabet og bukker mig ned efter Corona'er. Jeg får dog aldrig samlet en hel favnfuld bajere før jeg mærker, at jeg ikke er alene derude. Der er simpelthen en godte, der har sneget sig efter mig, og som ikke kan stå for fristelsen længere. Libidoen har fået krammet på hende, og nu foretager hun et frækt bagholdsangreb, lige som jeg er mindst modstandsdygtig med ryggen til og favnen fuld af øl.
Det minder om en filmscene det her, og snart skal det køkkenbord bruges til andet end at skære lime på. Hun aner ikke hvilken hankat hun har budt op til dans!
Min tankerække når dog ikke meget længere, for der er noget galt. Helt galt. En mærkelig prikken rammer min lænd, og Luisanas stemme er tydeligvis blevet noget mere ru af al den alkohol. Jeg vender mig lidt forvirret om, og ser til min store rædsel, at det IKKE er Luisana der er blevet lummer. Det er ikke engang en pige. Det er derimod den store indianerhøvding. Og den mærkelige prikken på min lænd - eller dunken, om man vil - vil jeg ikke engang komme nærmere ind på, men han var tydeligvis glad for at se mig. Og nok var hans læderbukser stramme, men så stramme var de åbenbart heller ikke.
"Nu kan vi endelig være lidt alene", siger Store Hiawatha, og sætter pegefingeren op foran læberne for at tysse på mig. Og nu går han tættere på.
"Tror du ikke, at jeg kan fornemme, hvad du er ude på?", fortsætter han og tager sin fjerboa af. Jeg er fuldstændig mundlam.
"No, no, no", er det eneste jeg får svaret, mens jeg er rystet over hele situationen. Foran mig står Sitting Bull, og nu er han ved at klæde sig af, mens han har et ordentligt spyd på.
Jeg forklarer ham med bæven i stemmen, at jeg er helt vild med Luisana, og det altså må bero på én stor misforståelse det her. Vores høvding giver dog ikke så let op, og nu trænger han mig op i en krog, og prøver at kysse mig. Som den maskuline kapacitet jeg er, råber jeg bare 'Nooooo!', mens jeg skubber ham væk. I denne nærmest tumultariske scene, udviser jeg en beundringsværdig coolness og ro, og agerer ud fra devisen fra Nøddepatruljen: "Der er hjælp på vej og altid håb, er du i nød så råb....på Chip, Chip, Chip...og Chap". Ja, jeg råbte da i hvert fald, og tre sekunder senere kommer min redning. Køkkenet er nu proppet med letpåklædte pin-up-duller, der med åben mund og polypper forfærdet tilser trafikuheldet, der bare venter på at ske. De råber dog alle i kor:
"Esteban! No!". Den store høvding bliver tydeligvis meget flov over hele optrinnet, tager sin taint top på igen, og samler sin flok:
"Vamos, chicas!", råber han, og det må man sige at de lystrede. Samtlige piger, inklusiv Luisana, forlader omgående gerningsstedet og smutter hjem, uden at sige et ord. Og her står jeg så tilbage i køkkenet helt alene. Udnyttet, misforstået og ensom - og med en ordentlig røvfuld bajere og en hvid fjerboa. Drømmen slutter her, men at dømme ud fra mine chancer i en Heads-Up mod Sitting Bull, så var det vist billigt sluppet.
Du er jo gud hvis du har lavet hende der :) og hvor kan man komme i lære?
I Medellin ;)
Holstt skrev:
NU kan det jo også være, at det var høvdingen, som nippede ham bagi. Vi venter i spænding på fortsættelsen.
Den var heldigvis god nok, det var Luisana, og hun har endda indrømmet det bagefter. Det endte dog mindre godt for pigebarnet, der i dag er nyskilt med en fodboldspiller fra landsholdet og enlig mor.
Per_danmark skrev:
Hvis pokerlivet bliver helt skidt, så har du da om nogen en anden karriere at falde tilbage på. Hold nu kæft du skriver godt.
Jeg bruger gerne min one time på at denne blog forsætter helt til påske!!
Jeg har ikke råd til at fortsætte ;) - min volumen ved den virtuelle filt er ikke just imponerende i denne måned pga julekalenderen. Men skægt har det været. Og tak 🙏
Slet ikke. Men Luisana var ikke Guds bedste barn, men dén kan vi tage i en anden julekalender eller lignende. Nattelivets smukke kvinder er sjældent nogle der må møde mor og far.
Slet ikke. Men Luisana var ikke Guds bedste barn, men dén kan vi tage i en anden julekalender eller lignende. Nattelivets smukke kvinder er sjældent nogle der må møde mor og far.
Jeg tror godt vi kan acceptere at du adder en ekstra historie med denne til den 25. :)
For mig er det fint at du har lånt lidt, jeg har været godt underholdt :-)
Det er jeg glad for, at du synes. Tak 🙏
Nu har jeg jo aldrig lagt skjul på, at jeg har lånt med arme og ben og i særdeleshed fra Mads Holger. Den trofaste bloglæser vil i øvrigt være bekendt med dette, da jeg citerer ham med navns nævnelse i mine to tidligere blogs (Medellin- og Las Vegas-bloggen). Af andre store (kendte) inspirationer kan nævnes Niels Hausgaard, Mandrillen og Kirsten Birgit.
Intet succesfuldt album uden en gæsteoptræden, og derfor er dagens låge en gæstelåge. En af landets skrappeste PLO-hjerner og min gode ven og kollega, MetalMania, har således indvilliget i at bidrage med en enkelt låge her før jul. Jeg giver således ordet til MetalMania aka StorMuftien af Varde, der skriver dagens afsnit:
MetalMania: Som de siger i introen til "Narcos": Der er en grund til, at "magical realism" stammer fra netop Colombia. Og når man som jeg er født opvokset i en flække udenfor Varde, er det sandt for dyden langt væk hjemmefra at bo i Medellín, hvor det til tider – på godt og ondt – er som at bo i en verden hvor fantasi og virkelighed til tider flyder sammen.
Fra tid til anden føles tilværelsen her som at være med i en fed actionfilm - og andre gange må man lige huske på hvor man er henne, da man i den grad nogen gange foranlediges til at tro, at man er med i et afsnit skjult kamera.
Nu da det er blevet mig forundt, at give et lille indslag til denne episke julekalender realmadrid har sat i søen - vil jeg - inden selve hovedretten, komme med en lille aperitif.
Vi befinder os i Medellin for efterhånden nogle år siden. En gruppe danskere er netop ankommet til byen med det evige forår – noget der selvsagt skal fejres behørigt på trods af at det er tirsdag. Vi vælger at holde vores lille hof på et lokalt diskotek / bar, hvor vi allerede er kendt og berygtede. Humøret er fremragende, og vi er ingenlunde klar til at drage hjemover, da stedet lukker alt alt for tidligt.
Efter et kort krisemøde hvor vores muligheder bliver drøftet, falder valget på, at vi skal videre til et diskotek, der i folkemunde bliver kaldt La Isla eller ”øen” på dansk. Stedet ligger afsides ift. resten af bylivet – deraf navnet – og har nogle lidt mere liberale åbningstider, samt kvinde- til-mand-rationen er som regel ret god, så dette bliver hurtigt enstemmigt vedtaget.
Næsten fremme ved destinationen sker der dog i midlertidigt det, at en politi patrulje får øje på os og får os genet ind til siden. De to betjente får nærmest dollartegn i øjnene, da de ser hvem der er på tur: fire udlændinge, berusede og på vej videre i byen på dette ukristelige tidspunkt – jo, det kan ikke gå galt, der må være minimum et par gram kokain i taxaen her, og sikkert som amen i kirken, et par hundrede kroner i bestikkelsespenge.
Meget behændigt starter de da også ud med at spørge, om vi ikke bare vil stikke dem lidt ”drikkepenge”, så vi de ikke behøver at bøvle med besværet i den kedelige leg ”find kokainen”, og vi alle kan komme videre i teksten. Til betjentenes store fortrydelse får de det iskolde svar, at der ingen stoffer er hos os, og at de selvfølgelig er velkomne til at gennemsøge både taxa samt kropsvisitere os. Som sagt så gjort, vi bliver alle genet ud af taxaen, for nu skal Frk. Escobar altså lokaliseres.
Omkring 40 minutter senere kastede de slukørede betjente håndklædet i ringen. Jo, den var god nok; disse udlændinge havde ikke noget med, som de ikke måtte have. De ønskede os god videre rejse og kunne noget forsinket fortsætte turen.
Tilbage i taxaen konstaterede jeg tørt til vores chauffør, at det var et værre spild af tid, når nu der åbenlyst ikke var noget at hente. Chaufføren, der under hele seancen havde været helt rolig og afslappet, kiggede på mig, smilede og sagde så: ”Ja, det var sgu også meget heldigt, at de ikke kiggede her”, hvorefter han åbnede solskærmen, og der væltede en 15-20 små poser med 1 gram kokain ned.
Vores nyankomne helte tabte selvfølgelig kæberne helt ved dette absurde syn, der mest af alt efterhånden mindede om en scene fra en dårlig komedie. Alt imens vores chauffør lystigt både tilbød - samt tog - et lille stykke af Whitney Houston-slikskålen, for nu var den jo fremme alligevel.
Ting i Colombia tager bare ofte nogle ret uventede drejninger, hvilket leder os hen på selve hovedhistorien, som også foregår i byen med det evige forår. Denne gang er vi i efteråret 2018, hvor min gode ven Anders havde taget turen over Atlanten, for at besøge os et par uger.
Oprindeligt havde Anders egentligt kun valgt at tilbringe to uger i Colombia, og hans ferie i Medellin var nu ved at nå til vejs ende. Men som så mange andre der besøger landet, havde Anders fået smag for Colombia og en pludselig og akut lyst til at blive lidt længere. Derudover havde han også lyst til at opleve noget ekstra udover bylivet i Medellin, og gerne noget der involverede fauna, botanik og natur thi Anders med årerne er blevet lidt af en Søren Ryge-type.
og hvor vi så, udover afslapning og hygge, aftalte at skulle besøge Parque del cafe til glæde for både børn og barnlige sjæle.
Herudover skulle vi forbi Salento
og Los Termales de Santa Rosa de cabal m.m.
Alle stederne (links) kan klart anbefales, hvis man en dag befinder sig på de kanter.
Vi var: Anders, min kæreste, to børn og jeg. Det giver mig i førersædet, Anders på forsædet, og kone samt to unger på bagsædet. Det passede helt perfekt med en almindelig lejebil – troede jeg.
Min bedre halvdel fandt nu frem til, at svigermor selvfølgelig også skulle med, for "hun havde jo aldrig rigtigt været ude af byen". Efter benhårde forhandlinger frem og tilbage, da jeg fandt det irrationelt, at leje en bil til tre gange prisen per dag, måtte jeg give op. Hverken kampen om bilen eller om hvorvidt svigermor skulle med vandt jeg, og det endte blot med, at kæresten var enig med sig selv om, at det nok var bedst både at tage svigermor samt hendes bror med, nu da både bilen og hytten var blevet opgraderet til en luksus-model – så sådan blev dét.
Inden den store ferie, kan vi dog lige nå en hurtig bytur, så Anders og jeg beslutter os for, at snige os ud og spise en burger og nappe en enkelt af de drinks som kan slå en ko ihjel på Listerine. Og ja, før vi vidste af det, var promillen til at vi i hvert fald ikke ville hjem - vi ville videre!
Som den ansvarlige kæreste jeg er, havde jeg selvfølgelig løbende kommunikation med min bedre halvdel. Denne foregik dog via Anders' telefon til svigermors telefon, da skæbnen ville, at både min og kærestens telefoner var løbet tør for strøm.
I baren er der et par løvinder, hvor den ene er ret så sulten og hun har udset mig som sit bytte. Hun er faldet pladask for mine hvide lokker og blå øjne, der er i ret høj kurs i denne del af verden. Hun vil have et stykke med danish bacon, og det kan kun gå for langsomt. Indenfor fem minutter har hun rykket sig så strategisk tæt på mig, at jeg ikke kan undgå at røre ved hende mens vi snakker. Hun har forladt den hjemlige savanne på den dominikanske republik, lader hun mig forstå, og er nu på ferie i Colombia for at hygge sig lidt sammen med nogle venner og veninder.
Efter lidt tid i baren beslutter vi os for at gå udenfor diskoteket. Indtil videre har det kun været snak, selvom vores dominikanske løvinde, uden filter, har ladet mig forstå, at sådan behøver det så afgjort ikke at blive ved med at være. Nå, men som vi står her og finder vores telefoner frem, bliver det for meget for Anders, der ellers har holdt sig roligt under seancen indtil videre: "Hvad fanden er det du har gang i, det troede jeg sgu ikke om dig?!" nærmest skriger Anders mig ind i hovedet mens han bebrejdende kigger på skiftevis mig og den dominikanske løvinde. Anders var nu blevet ret så knurremis over, at det nu lignede, at jeg var ved at lægge billet ind på et stykke af livets heroin, uden samtykke fra min partner. Anders går meget ind for monogami, og at man behandler sine medmennesker med respekt, og herudover var han blevet småglad for min kæreste – ikke John Terry glad – men glad.
Jeg måtte nu, stille og roligt, minde ham, om at det altså stadig var hans telefon jeg stod med og brugte, samt at jeg nu var i gang med at være Kirsten Giftekniv for de to unge mennesker. Anders' humør tog en 180 graders vending og han bekendtgjorde, at så snart han var hjemme, ville han skrive til hende.
Som sagt så gjort. Dagen derpå flyttede Anders fra sit hotelværelse hjem til os, da der kun er én dag til afrejse. Idet han træder ind i mit domicil bliver jeg mødt af en mand smilende over hele femøren. Stolt kan han berette, at han havde skrevet til vores dominikanske veninde som det første da han kom hjem i går, og alt var godt. Ja, der var nærmest ikke grænser for den spirende kærlighed mellem de to. Han havde bekendtgjort, at han syntes at hun var sød, og hun det samme over for ham. Anders mente helt sikkert, at den allerede var mere end halvt inde, og floskler som "det kan ikke gå galt det her" blev brugt i en overflod.
Stolte og glade fik vi også viderebragt den fantastiske nyhed til min kæreste, at Anders havde mødt sit livs kærlighed i løbet af natten – reaktionen her var lidt mere afdæmpet og lidt mere hen af: "Nå, så I har snakket med piger i løbet af natten?" Med mit kendskab til min kæreste synes jeg bestemt at kunne mærke at hun ikke havde ligeså høje tanker om den dominikanske løvinde, samt, at det var bedst bare at lade denne kommentar fare og slet ikke begive sig ud i den gode gamle ental vs flertals-rettelse.
Sådan blev det ved et par timer; Anders på altanen - stærkt beskæftiget med Whatsapp- chatten der var rødglødende, og jeg med at være den levende Dansk-til-Spansk ordbog. Ord som 'kys', 'kram' og 'lyst' fik han i hvert fald lært til hudløshed denne eftermiddag.
Pludselig kalder Anders på mig. "Hey! Hvad fuck sker der her mand? Hvordan kan det være, at min dame fra i går har et profilbillede med din familie på Whatsapp? Det må sku da være en fejl, hvordan fanden kan det lade sig gøre?"
Da tiøren endelig faldt, gjorde jeg det samme - på gulvet i krampelatter. Ja, som nævnt tidligere går ting i Colombia ikke altid som man forventer. Anders havde - i stedet for en chat med den flotte dominikanske kvinde på max 25 somre - fortsat i den Whatsapp-chat jeg havde haft med min kæreste via svigermors Whatsapp. Svigermor bekendtgjorde dog, at hun i den grad også synes, at Anders var sød og var klar på et stykke ungt dansk kød!
Efter samråd med Anders, blev de to placeret længst muligt væk fra hinanden på de ti timers køretur dagen derpå fra Medellín til Quindio.
Tak til StorMuftien af Varde for en 'featuring'. Nu er det sidste afsnit, og realmadrid der fortæller igen:
I 2013 efter mit semester på EAFIT kom Timor, min gode ven fra Danmark, ned til 'Byen med det evige forår' for at drikke og hygge lidt. Timor er den sidste tilbageværende viking, tidligere udsmider og seriøs rugbyspiller, så det er altså ikke just typen, der bare sådan glider helt naturligt ind i bybilledet hernede.
Skæbnen ville, at det før eller siden skulle blive fredag, og siden vores danske viking var i humør til en ordentlig balje mjød, så rimede det jo meget godt.
Vi tog en lokal hyrevogn med kurs mod Parque Lleras for at erobre og voldtage. Okay, måske ikke det sidste, men jeg synes, at det lød fedt.
(Parque Lleras, Medellin)
Taxaerne i Medellin er billige, men du får også hvad du betaler for, når det kommer til bilens kvalitet. De små fesne gule taxaer er svage blikdåser (blæk?), hvor man ikke må lukke dørene som i enhver bil i den vestlige verden, men hvor man derimod langsomt skal skubbe døren forsigtigt i. Gør man ikke det, bliver den lokale taxamand decideret stiktosset, og påstår, at man 'ødelægger hans dør', hvilket efter blot få uger i Medellin er gængs viden for alle udlændinge. Dette forhold havde jeg naturligvis også gjort Timor opmærksom på, men 140 kilo muskelmasse og en hale der logrer efter humle havde sløret hans klarsyn. Vi ankom til Lleras og forlader taxaen. Timor lukker døren så hårdt i, at taxamanden næsten bare begynder at græde. Vi holder alle vejret, men opdager, til vores store lettelse, at taxaen har bidt det i sig, og nu ruller lige så stille og roligt videre. Timor var dog ikke færdig med den gule spand, så han vælger i sidste øjeblik, at aflevere en fysisk afskedssalut i form af et rask - men dog bastant - klap på låget af bilen. En flad hånd på taget for lige at sige, 'Well played, monsieur, tak for turen!'.
Taxamanden hakker håndbremsen i, flyver ud af døren og går helt op i limningen; han vil tilkalde politiet, og den får ikke for lidt. Der opstår lidt tumultarisk palaver frem og tilbage, men vi får beroliget Taxa-Mike, efter at vi har tilset de nærmest uoprettelige skader vi har forvoldt hans kørende konserves. Der var med andre ord ikke sket en rygende Daimi med bilen.
Vi får rystet oplevelsen og chaufføren af os, og påbegynder vores vilde togt med håndbajere og shots. Shots tilhører jo den betingelsesløst tarveligste art i druk-riget, og er med afstand det værste jeg kan blive tilbudt i baren, men vi havde nogle af mine gamle latino-venner (bl.a LSD-teenagerne) med på slæb, så det var laveste fællesnævner.
Mine latino-venner er, som tidligere nævnt, noget yngre og ligeså noget mindre end os. Vi snakker vel en gennemsnitshøjde på 1.55 cm og en kampvægt på 48 kilo - eller noget i den stil. De kaster i hvert fald ikke megen skygge, og de hvinede som små piger, for endelig var der en stor stærk rigtig viking i byen, ligesom de havde set dem på film. Men det stopper ikke her. De ville teste hans viking-DNA, og hvilken bedre og mere ædel måde, end at udfordre Ragnar Lodbrog til tre-imod-én i shots.
Jeg meldte mig ud af druklegen, hvilket de knap nok opdagede, da det helt åbenlyst var Timor der var 'talk of the town'. De hang skiftevis i hans overarme, og rygter vil vide, at flere af dem besvimede af glæde, da de ved selvsyn kunne bevidne, at Timor kunne banke tre shots direkte fra sin biceps uden brug af hænder. Jeg aner ikke, hvor han har lært den slags, og mine himmelvendte øjne indikerede da også, at jeg ikke var med i fanklubben. Men det var de andre. Jeg sad således og nød en pils, mens blomsten af Colombias ungdom skiftevis gik kolde og måtte transporteres hjem i gule Lada'ere.
Timor var efter flere timers fandyrkelse da heller ikke helt uden alkohol i blodet, og netop som den sidste latino, Maldonado, lå halvvejs på gulvet og ledte efter sine briller, ville jeg lige høre med Timor, om vi ikke snart skulle trække stikket, da jeg ikke længere kunne ramme pisserenden på toilettet.
-"Nej for helvede! Jeg har lige arrangeret en øl-stafet med Maldonado om fem minutter udenfor", kom svaret prompte fra Timor.
-"Det mener du eddermame ikke. Han kan jo knapt stå oprejst.", prøvede jeg febrilsk.
-"Han påstår, at han kan løbe hurtigere end mig - og det kan han fandeme ikke", insisterede Timor, mens jeg blot sukkede, inden jeg forsøgte en sidste gang:.
-"Nej, det kan han helt sikkert ikke, og det fortæller jeg ham lige, og så parkerer vi den dér, ik'?". Men nej, mine ord var forgæves, og de var allerede på vej ud på kamppladsen for at løbe en ølstafet i hjertet af Parque Lleras, i myldretid sent om natten - og naturligvis ned ad bakke. Det skulle jo heller ikke være for let.
Jeg prøver en sidste gang at mane til besindighed - forgæves, naturligvis - før jeg opdager, at de ydermere har indlagt de obligatoriske benspænd på toppen af bakken, således, at spurten og de sidste krampetrækninger skal foregå ned ad bakke. Efter 77 shots. Og med en balancenerve så udfordret som Dynamit-Harry med Nitroglycerin.
Nå, men turen ender i grøften. Desværre er det close race lige til det sidste, og Timor, som nægter at give sig uden kamp, vælger - ligesom den lokale konkurrent - at kaste sig det sidste stykke over stregen for at undgå, at dysten skal afgøres på målfoto.
Problemet her er blot, at mens Maldonado knapt ville kunne tage livet af en kornfed spyflue i forbindelse med en eventuel kollision, så er Timor af en lidt anden støbning. Her er vi ude i kategorien, 'et ordentligt lokum'. Så når de begge i det afgørende hop - ned ad bakke - rammer ind i sikkerhedsgitteret på den butik, der intetanende har ageret målstreg for dysten, så er der kun én af dem, der er decideret synlig bagefter. Den anden, gæt selv hvem, har taget turen durk igennem latino-sikkerhedshegnet, og nu bimler og bamler det med flotte sirener og sikkerhedsalarmer midt i Parque Lleras. Fedt, hvis vi havde stået på et diskotek med en flaske, men relativt upassende, når flasken mangler og politiet har omringet os, mens der valfarter folk til for at se giraffen.
Timor taler ikke spansk, så jeg synger en sang fra de varme lande til politiet om, at min ven er en rigtig klumpe-dumpe med nogle umanerligt glatte sko og vupti...men eftersom de vælger, at lægge Timor i et par solide håndjern, så antager jeg, at de ikke åd den variant betingelsesløst.
Nød lærer som bekendt nøgen kvinde, så jeg må have fat i min colombianske kæreste på daværende tidspunkt, hvis far var advokat. Hun kommer til stedet - pisse-sur som altid - men denne gang synes det nærmest på sin plads. Efter at have blæst mig en sejlivet midterskilning, får hun sweet-talket politiet til ikke at tage min ven med i detentionen, og i stedet aflevere ham til os, mod en lille kontant afregning for svig og smerte.
Min ex tager herefter hjem - om muligt, endnu mere sur - og vi tager naturligvis videre på togt. The night is still young!
Glædelig jul, Pokernet! Det har været en fornøjelse at fortælle nogle gode røvere til jer!
Haha en fantastisk afslutning på en fantastisk blog, tak for den:)
Hvordan ville du egentlig vurdere medellin og Colombia generelt som en ferie destination for familier? Altså hvis man ikke er der for at ryge i hegnet og samle godtemødre op?
"Nej for helvede! Jeg har lige arrangeret en øl-stafet med Maldonado om fem minutter udenfor", kom svaret prompte fra Timor.-"Det mener du eddermame ikke. Han kan jo knapt stå oprejst.", prøvede jeg febrilsk.-"Han påstår, at han kan løbe hurtigere end mig - og det kan han fandeme ikke", insisterede Timor, mens jeg blot sukkede, inden jeg forsøgte en sidste gang:.-"Nej, det kan han helt sikkert ikke, og det fortæller jeg ham lige, og så parkerer vi den dér, ik'?". Men nej, mine ord var forgæves, og de var allerede på vej ud på kamppladsen for at løbe en ølstafet i hjertet af Parque Lleras, i myldretid sent om natten - og naturligvis ned ad bakke. Det skulle jo heller ikke være for let.
Har været babysitter for galninge så mange gange, at jeg vitterligt hylede af grin her. Man tror man har styr på galskaben, men de tager den bare altid flere skridt længere, end hvad man regnede var muligt hver gang.
Sjove historier. Håber dog du sender Mads Holger en kærlig tak, når du låner nogle af hans skarpe indsigter og sjove formuleringer.
Vred som en lesbisk er vist en klassiker fra Mads Holger ikke sandt! Han var et sandt geni men RealMadrid yder ham retfærdighed omend RM's navn lader meget at ønske :P
Vred som en lesbisk er vist en klassiker fra Mads Holger ikke sandt! Han var et sandt geni men RealMadrid yder ham retfærdighed omend RM's navn lader meget at ønske :P
Det er det. Ren Mads Holger. Og ja, lige så skabagtig og krukket han var, lige så skarp og morsom var han. En stemme der jævnligt er savnet.
Mht Real Madrid, så har det været mit hold siden 93’, hvor de købte min daværende yndlingsspiller, Prosinecki. En mytisk klub der vel må siges at være den største på samtlige parametre i dag :)
Det er det. Ren Mads Holger. Og ja, lige så skabagtig og krukket han var, lige så skarp og morsom var han. En stemme der jævnligt er savnet.
Mht Real Madrid, så har det været mit hold siden 93’, hvor de købte min daværende yndlingsspiller, Prosinecki. En mytisk klub der vel må siges at være den største på samtlige parametre i dag :)
Det er det. Ren Mads Holger. Og ja, lige så skabagtig og krukket han var, lige så skarp og morsom var han. En stemme der jævnligt er savnet.
Mht Real Madrid, så har det været mit hold siden 93’, hvor de købte min daværende yndlingsspiller, Prosinecki. En mytisk klub der vel må siges at være den største på samtlige parametre i dag :)
😂😂😂
Har jo selv været på modparten siden 1994 hvor jeg også bor nu.
Men kom ind i det spanske game 1 år senere end du.
Så det stik tager du sgu.
Og må jo desuden erkende at min klub pt næppe er bedst på samtlige parametre men det er stadig nok til at nappe det hjemlige trofæ foran jer. Igen igen igen ☺️
Barca er et fantastisk hold med det flotteste fodbold og et vildt stadion. At the end of the day, så er tilhørsforhold hinsides fornuftens land, ligesom forelskelse, og så er Barca og Real jo ikke de værste klubber at falde for. Jeg formoder, at man har flere dårlige weekender som West Ham-fan for eksempel ;)
Barca er et fantastisk hold med det flotteste fodbold og et vildt stadion. At the end of the day, så er tilhørsforhold hinsides fornuftens land, ligesom forelskelse, og så er Barca og Real jo ikke de værste klubber at falde for. Jeg formoder, at man har flere dårlige weekender som West Ham-fan for eksempel ;)
Tror du har ret om de West Ham fans ☺️
Mit tilhørsforhold til Barca er faktisk pga Championship Manager så super fornuftigt for fuck de var gode dengang. 😂
Men endnu engang, tak for en super blog. Den var sgu fed at følge. Nyd 2020!
