Har nu arbejdet 13-14 år uden break, og er meget glad for det. Jeg havde dog en kort ledighedsperiode på 8 måneder inden jeg kom i job, hvilket var en fantastisk periode. Står stadig som noget ganske specielt, hvilket der var forskellige årsager til.
1: Min livssituation var en ganske anden (økonomisk ikke afhængig af, at skulle tjene mange penge).
2: Samfundet var knapt så fordømmende som i dag.
3: Mine venner og bekendte var primært studerende (dvs. tid var heller ikke her, en knapressource)
Når jeg kigger på de 3 afgørende faktorer for min lykkelige ledighedsperiode, så er de alle ændret - markant. - hvorfor ledighed i dag formentligt være
et mentalt helvede.
Tror dog de fleste af os der læser tråden har forståelse for de forskelligartede holdninger der præger tråden, hvem ville ikke gerne have lidt mere tid - især med sine børn.
Af mine 3 afgørende faktorer kan jeg skrue på pkt. 1 - og er i fuld gang! - i første omgang er målet at fruen skal gå ned i tid, for at prioritere ungerne.
(Min mor arbejdede deltid, og mindes de fredage hun gik hjemme som fantastiske - elskede det - det vil jeg sgu gerne give mine børn)
Den totale WIN/WIN situation kunne så være at vi alle sammen var bedre til at deles om det arbejde der var - så ville faktor 2 & 3 også blive ændrede.
(Der er selvfølgelig områder hvor dette er lettere end andre)
Hav nu en fantastisk dag - arbejdsramte som ledige!
Mvh/Mejefe