Forventningens glæde er den største.
Der er 45 dage til jeg skal til Las Vegas og mødes med Jesper under World Series Of Poker.
Las Vegas er rigtigt langt væk fra Danmark, hvor vi voksede op.
Udkantsdanmark
Det hele startede dengang for mange år siden da vi voksede op under små kår i Udkantsdanmark.
Det var efter krigen, mange arbejdede i brunkulslejrene og der var ikke mange penge at rutte med.
Far fik løn i en brun kuvert om fredagen, hvorefter han ofte slog en tur forbi smugkroen.
I smugkroens baglokale spillede man på sekseren.
I dette spil blev der tabt og vundet formuer.
Det var desværre ikke alle, som havde rent mel i posen.
Nogle gange kom far tomhændet hjem på lønningsdagen og vi måtte spise kartofler hele ugen indtil næste lønningsdag.
Vi børn kunne selvfølgelig ikke undgå at høre historierne om de store summer, der blev tabt og vundet i smugkroens baglokale, hvor luften var tyk af tobaksrøg og spilleafhængighed.
Spillebulen blev kaldt; Verners - navngivet efter Lille Verner, der styrede spillet.
Han var bankør og til at hjælpe sig, hvis der opstod tumulter, havde han sine to håndgangne mænd; Ove og Karl-Børge.
Hovedattraktionen var sekserspillet, men andre spil blev også introduceret alt afhængig af efterspørgsel.
De mest populære spil, som vandt indpas var; halv tolv, mousel og whist.
Særligt whist syntes jeg var spændende, for her fandtes turneringer.
Det blev kaldt; Præmiewhist.
Præmiewhistturneringer blev afholdt rundt omkring i forsamlingshuse - ikke så meget hos Verners, fordi han kunne tjene flere penge på de andre spil, hvor omsætningen var større.
Efter turneringerne spillede man et hasardspil fra Amerika kaldet; poker, senere fandt vi ud af at det var det allerbedste spil.
De fleste af deltagerne i spillene var hårdtarbejdende mænd, der trængte til noget underholdning og adspredelse fra hverdagens hårde fysiske arbejde. Men der var også alskens plattenslagere og fidusmagere, samt skøger fra Aalborg.
Omkring den tid vi nåede konfirmationsalderen fik vi lov til at være med i de forskellige spil.
Vi tabte hurtigt alle vores lommepenge og mere til. Hvis man var ung og arbejdsduelig kunne man nogle gange godt få lov til at spille på klos.
Man kunne ikke låne direkte hos bankøren Verner. Til gengæld havde Pant altid kapital til rådighed.
Pants rigtige navn var Jørgen, men han blev altid kaldt; Pant fordi han var pantebrevsvekseler.
Til hverdag handlede han med pantebreve, hvor renten var 20% om året. I Verners spillebule lånte han penge ud til 10% om ugen.
Man siger at spillegæld er æresgæld.
Jesper og jeg satte ihvertfald en ære i at betale Jørgen tilbage så hurtigt som muligt. Fordi hvis man ikke betalte de 10% af hver uge, kom der jo også renter på renterne.
Renters rente er fint når man er långiver, men for låntageren er det en ond spiral.
Vi gik med aviser om morgenen inden skoletid og gjorde rent på en fabrik om eftermiddagen.
Da gælden var betalt tilbage besluttede vi os for at blive bedre til de forskellige spil.
Per postordre bestilte vi en bog hjem fra København.
Vi lærte bogen udenad og øvede os ofte.
Planen var at vende tilbage til Verners
og vinde alle pengene i hele spillebulen, men så kom der andre ting i vejen...
Jesper havde fået et godt øje til en af malkepigerne.
Vi havde også fået vores egne transportmidler og de knallerter tunede jo ikke sig selv.
Efter folkeskolen fik Jesper mulighed for et skoleophold i de Forenede Nordamerikanske Stater.
Her fik han smag for fast food og de store vidder.
Da han kom hjem ventede værnepligten og vore veje skiltes for alvor.
Skæbnen ville at Jesper kom til Livgarden i København, mens jeg skulle tjene fædrelandet ved Ingeniørtropperne på Randers Kaserne.
Efter aftjent værnepligt tog Jesper yderligere uddannelse og fulgte sin amerikanske drøm.
Han blev bogholder i Det Vilde Vesten.
Da jeg havde aftjent min værnepligt, blev jeg tilbudt en blå hjelm og et ophold i Jugoslavien, hvor de indfødte var blevet uvenner efter at landsfaderen Tito havde stillet træskoene.
Flere af mine soldaterkammerater takkede ja til den blå hjelm, men selvom jeg var ung og havde udelængsel var der noget nyt og mere spændende, som havde fanget min interesse.
Som værnepligtig havde man frikort til de danske statsbaner og en kort togtur fra Randers ligger Århus.
På Store Torv i Århus havde Hotel Royal et par år forinden indrettet en spillebule, de kaldte for: Royal Casino.
Her kunne man spille roulette.
Et fantastisk spil, som jeg hurtigt blev bidt af.
I lang tid sled jeg hårdt i forskellige ufaglærte jobs for tjene penge nok til at bekæmpe rouletten.
Jeg havde små sejrsstimer ind imellem, men lærte til sidst at: Huset vinder altid!
På et tidspunkt havde jeg fået job hos ISS, som havde kontrakt på rengøringen af Englandsbåden i Esbjerg.
Når færgen kom i land havde vi 5 timer til rengøring inden de nye passagerer skulle ombord.
En dag tog jeg min rygsæk med på arbejde og valgte jeg at blive ombord efter vi havde gjort rent.
18 timer senere gik jeg i land i havnebyen Harwich, herfra tog jeg toget til Colchester og videre til London.
Til min store glæde fandt jeg ud af at det vrimlede med spillebuler i Londons gader.
Ikke nok med at der var spillebutikker på hvert gadehjørne - der fandtes tilmed også spil, hvor huset ikke altid vandt.
Disse spillebuler gik jeg fluks igang med at bekæmpe.
Nu efter et par årtiers bekæmpelse har jeg i en af Londons spillebuler vundet en billet til den ultimative spillebuleby: Las Vegas.
I Las Vegas er det planen at mødes med Jesper i en spillebule kaldet: Hesteskoen.
På Hesteskoen skulle der efter sigende være gode muligheder for at få en kop kaffe og et slag kort
