Jeg tænker, at der i dette forholdsvis internationale miljø må være nogen, som har stiftet erfaringer med livet som udlandsdansker og pro/cons herom. Selv har jeg eller nogen i min omgangskreds zero-erfaring. Hvorfor snakke med familie og venner hurtigt tager udgangspunkt i det trygge og sikre ved, at blive i Danmark.
Sagen er den, at jeg har mødt en fantastisk kvinde (og nej ingen billeder ;D), som ikke er dansk. Hun er pt bosat her i DK, men drømmer sig hjem til sit hjemland for en ukendt årrække (især under graviditet og når børnene er små). Det kan jeg som sådan godt forstå, men det er noget helt nyt for mig, som havde forestillet mig, at jeg skulle bo og dø i Danmark - men med et par udstikker på 1-2 år i løbet af livet.
Jeg kunne derfor godt tænke mig nogle input på, hvordan andre får det til at fungere. Jeg er et kæmpe familiemenneske og har set min familie cirka hver 14 dags. Har få, men tætte venner. Job er jeg ikke så bekymret for - de kommer og går jo.
Vi taler indenfor EU og 1,5 times flyvning fra Københavns lufthavn.
Hvordan fastholder I kontakten til hjemme? Hvor tit tager I hjem? Hvordan er det at bo i andet land, hvor man ikke taler sproget? Hvad er pro og cons? Jeg kunne godt bruge nogle inputs og nuancer på, hvordan virkeligheden er, i stedet for de tanker, som man kan gøre sig udfra et spinkelt grundlag.
Med Skype, Facebook etc. er verdenen blevet mindre så meget nemmere at holde kontakt.
Du vil naturligvis ikke se familien så ofte, men til gengæld vil I være mere sammen når det sker og ofte over flere dage i modsætning som nu hvor I sikkert bar mødes til en god middag. Det vil klart også være en fordel hvis familien har lyst til at bruge noget af deres ferie på at besøge jer - igen mulighed for at være sammen i længere tid som delvist opvejer at I ikke ses så ofte.
Jeg har kun været ude i 4 måneder nu, så du må lige tage det med et gran salt.
"Jeg er et kæmpe familiemenneske og har set min familie cirka hver 14 dags" , denne her bliver nok den sværeste for dig, min kæreste som er meget tæt med sin familie og hun har det virkeligt svært ved at være ude, hun snakker dog i telefon/facetime med dem alle min. en gang om ugen. og det virker til at tage det værste. Vi er dog også 13-16timers flyvning fra KBH. så mere end 1-2 ture hjem om året er slet ikke muligt.
Det største problem jeg ser ved at være ude, er at man løbende mister div. ting i danmark. (kæresten er bedre inde i dette) -Akasse (for at kunne modtage akasse skal man havde været bosat i dk 7år ud af de sidste 12år (altså kan du ikke være ude længere end 5 år, uden at miste retten til akasse i 7år) - Pension "For at få fuld pension skal du have boet i Danmark i mindst 40 år, fra du fyldte 15 år, til du fylder 65,5 år" -Barselsrettigheder (mistes efter 3år, mener jeg)
Det største råd jeg kan give, er at commite til det nye land, altså lærer sproget finde relationer (evt danske netværk i landet) . Hvis du ikke finder noget personligt udover kæresten kan det ret hurtigt blive meget tungt.
et guderåd er "whatsapp" . fantastisk app når man er ude. kræver dog du får familien til at også at installere det.. fungere ligesom skype, bare meget mere brugervenligt.
PS: begrundelsen for at hun gerne vil hjem, er vel i forhold til familie mv. . ellers finder du FYI ikke nogen steder i verden som har bedre barselsforhold end Skandinavien..
Dit spørgsmål er ekstremt individuelt. At bo i udlandet over en længere periode, er ikke nødvendigvis noget for alle.
Mange faktorer spiller ind. Hvor er det henne? Det vil f.eks. være langt “nemmere” at være dansk i London end Minsk. Nemmere er dog ikke altid lig bedre.
Som de andre er inde på, så “mister” man meget der hjemme(de venner, som ellers altid havde været der), men bliver beriget på så mange andre områder.
Du har ret, jobs kommer og går men hvad laver du? Hvor let har du ved at finde det job, som du gerne vil have der hvor du flytter hen? Der er helt sikkert forskel på at være fabrik arbejder i Jylland vs andre steder i Europa.
Du kan være sikker på at det er hårdt i starten, uanset hvor du skal hen. Det kræver at man pusher igennem de første 3-6 måneder, og så bliver det bedre derfra.
Forvent at du rejser hjem mindre, end du havde intentioner om i starten. Det sker i langt største del af tilfældene.
Mvh en som har været udenlands i 6 år, men er vent tilbage til trygge lille Danmark :-).
Med Skype, Facebook etc. er verdenen blevet mindre så meget nemmere at holde kontakt.
Du vil naturligvis ikke se familien så ofte, men til gengæld vil I være mere sammen når det sker og ofte over flere dage i modsætning som nu hvor I sikkert bar mødes til en god middag. Det vil klart også være en fordel hvis familien har lyst til at bruge noget af deres ferie på at besøge jer - igen mulighed for at være sammen i længere tid som delvist opvejer at I ikke ses så ofte.
Held og lykke med kærligheden :-)
Det er også sådan, at jeg prøver at se på tingene. At man så måske ses hver 2. måned, men så mere intenst.
Turbonegeren skrev:
Hej Qured,
Jeg har kun været ude i 4 måneder nu, så du må lige tage det med et gran salt.
"Jeg er et kæmpe familiemenneske og har set min familie cirka hver 14 dags" , denne her bliver nok den sværeste for dig, min kæreste som er meget tæt med sin familie og hun har det virkeligt svært ved at være ude, hun snakker dog i telefon/facetime med dem alle min. en gang om ugen. og det virker til at tage det værste. Vi er dog også 13-16timers flyvning fra KBH. så mere end 1-2 ture hjem om året er slet ikke muligt.
Det største problem jeg ser ved at være ude, er at man løbende mister div. ting i danmark. (kæresten er bedre inde i dette) -Akasse (for at kunne modtage akasse skal man havde været bosat i dk 7år ud af de sidste 12år (altså kan du ikke være ude længere end 5 år, uden at miste retten til akasse i 7år) - Pension "For at få fuld pension skal du have boet i Danmark i mindst 40 år, fra du fyldte 15 år, til du fylder 65,5 år" -Barselsrettigheder (mistes efter 3år, mener jeg)
Det største råd jeg kan give, er at commite til det nye land, altså lærer sproget finde relationer (evt danske netværk i landet) . Hvis du ikke finder noget personligt udover kæresten kan det ret hurtigt blive meget tungt.
et guderåd er "whatsapp" . fantastisk app når man er ude. kræver dog du får familien til at også at installere det.. fungere ligesom skype, bare meget mere brugervenligt.
PS: begrundelsen for at hun gerne vil hjem, er vel i forhold til familie mv. . ellers finder du FYI ikke nogen steder i verden som har bedre barselsforhold end Skandinavien..
Der kan jeg godt se, at 1,5 times flyvning er noget helt andet og det gør det også mere trygt, at man rent faktisk hurtigt kan komme til DK, hvis behov eller lysten er der.
A-kassen havde jeg læst mig til, men vidste faktisk ikke det med pension. Barsel er jeg ikke så bekymret om. Der er tale om et skandinavisk land, som har endnu bedre barselsvilkår end DK.
Og ja hun vil gerne hjem ifht familien - omvendt så vil jeg jo også gerne se min. Så her skal indgås kompromisser i det lange løb.
Jeg tror netop det med at finde relationer vil blive det afgørende og jeg tænker især danske netværk er relevante.
Mrcharming skrev:
Hej Qured,
Dit spørgsmål er ekstremt individuelt. At bo i udlandet over en længere periode, er ikke nødvendigvis noget for alle.
Mange faktorer spiller ind. Hvor er det henne? Det vil f.eks. være langt “nemmere” at være dansk i London end Minsk. Nemmere er dog ikke altid lig bedre.
Som de andre er inde på, så “mister” man meget der hjemme(de venner, som ellers altid havde været der), men bliver beriget på så mange andre områder.
Du har ret, jobs kommer og går men hvad laver du? Hvor let har du ved at finde det job, som du gerne vil have der hvor du flytter hen? Der er helt sikkert forskel på at være fabrik arbejder i Jylland vs andre steder i Europa.
Du kan være sikker på at det er hårdt i starten, uanset hvor du skal hen. Det kræver at man pusher igennem de første 3-6 måneder, og så bliver det bedre derfra.
Forvent at du rejser hjem mindre, end du havde intentioner om i starten. Det sker i langt største del af tilfældene.
Mvh en som har været udenlands i 6 år, men er vent tilbage til trygge lille Danmark :-).
Jeg er helt enig i din betragtning omkring, at det er meget individuelt. Mit sammenligningsgrundlag er dog lig nul - så har ingen ide om, hvordan jeg vil have det med det.
Her er tale om Finland, så en skandinavisk land (men dog et helt andet sprog). Jeg arbejder med ledelse og kommunikation, så det burde være ret universel og ved, at der findes stillinger indenfor dette i alle større virksomheder. Både Nordea og Danske Bank har afdelinger i Finland, så man kunne finde et job her og så stadig have en tilknytning til det danske arbejdsmarked.
Min største bekymring er ikke om jeg vil trives i landet, kulturen eller med jobbet - men primært afsavnet til DK, familie og venner.
Min største bekymring er ikke om jeg vil trives i landet, kulturen eller med jobbet - men primært afsavnet til DK, familie og venner.
Dette vet jeg litt om, siden jeg nå har bodd i et annet land relativt mange år med de samme tankene du har gjort deg her. Dog hadde jeg vært en god del i DK i yngre dager og spilt håndball, samt ferier med familien, så jeg var helt sikker på å at den danske mentaliteten passet meg. Jeg har vært en del i Finland ifm med mitt arbeide, samt har en del finske kollegaer. Mitt inntrykk er at mentaliteten i Finland er en del forskjellig fra f eks Danmark og Norge. Finnene er langt mer reserverte, og en god del er utfordret på språket, så i alle fall i starten er du avhengig av din kjæreste og hennes nettverk.
Hva savner jeg med Norge ?
Jeg savner spontane besøk. Det med å kunne hoppe på en sykkel og være hos en kompis for en kopp kaffe på fem minutter, og bare hygge et par timer.
Jeg savner å være der for mine venner fysisk. Ikke alle ting kan løses på telefon, så ved samlivssbrudd osv er det et savn å bo i et annet land.
Du nevner selv barn i fremtiden, og da blir det et savn at barnet ditt får sett din side av familien sjeldent.
Jeg savner klimaet i Norge (i Norge har vi noe som heter årstider, kan sende PM på hva det er hvis interessert :) )
Jeg savner å kunne være meg selv 100% i Danmark, fordi språk ER viktig. Hvor jeg kan fyre av en hel masse lort hjemme i Norge, er det altså svært på et annet språk fordi du misser en del nuancer i språket. Jeg blir mer reservert på en måte.
Ville jeg flyttet til Danmark igjen, gitt at jeg vet det jeg vet nå ?
100% sikkert. Selv kommer jeg fra en by i Norge, som er ca 1 time i fly fra Kastrup. Ja, du kommer til å savne familie og venner, men så er det ikke verre enn at man hopper på et fly hjem. Jeg syns selv jeg er mer tilstede og får MER ut av tiden med familie og venner, fordi det er en mer intens måte å være sosial på (gjelder særlig når du får besøk fra DK hvor man stort sett sees hver våkne time og alle er bare innstillt på at den står på hygge). Jeg er hjemme 4-6 ggr om året. Noen ganger ifm arbeide, noen ganger ifm med ferie hvor jeg er hjemme en uke eller to av gangen.
Så lenge du ikke er bekymret for språk og kultur, har du ingen ting å bekymre deg for. "Hva er det verste som kan skje?" tenkte jeg da flyttet til DK. For meg var det ikke verre enn at så kunne jeg bare flytte hjem igjen, hvor "best case scenario" var at fremtiden min lå her. Og nå kommer jeg nok aldri til å flytte hjem til Norge igjen, med mindre Paludan går i gang med å brenne bilder av Fleksnes og vil ha fjeldabene hjem til der de kom fra :)
Er ikke 100% udlandsdansker, men opholder mig så mange dage i udlandet at det giver det samme. Så kan ikke fortælle om det at oparbejde et socialt netværk. Har dog arbejdet en del i Finland og Sverige her de sidste par år og vil sige en kæmpe forskel fra Danmark er afstanden. Så kan det være en del øde og tildels trist, hvis man ikke bor i en storby. Vi var ihvertfald ved at gå ud af vores gode skind over kun at se grantræer dagen lang.
Jeg kan dog fortæller at der skal arbejdes hårdt, rigtig hårdt endda på vedligeholdelse af de nære venskaber. Dette er nok noget af det sværeste og syntes hurtigt man får "renset ud" i vennekredse, så det kun er de nærmeste som står tilbage.
Facebook, Skype, Whatsapp, Snapchat, Instagram osv... Har gjort verden meget mindre, så gælder om bare at komme igang med at bruge disse redskaber. Skønt at få lidt video og billeder fra familien.
Er der nogle af jer, som har børn? Hvordan tackler man det?
Jeg tror jo fuldt ud på kærligheden, men man ved jo aldrig hvad der kan ske. En af mine venner har tegnet det skrækscenario, at man så sidder alene i fx Finland med ens børn, som taler finsk og dansk, og så er bundet der "resten af livet". Er det en tanke/udfordring, som nogle af jer har diskuteret? Dette kan selvfølgelig godt gøre sig gældende også i Danmark hvis man bosatte sig langt fra familien, men her vil man trods alt have sproget og kulturen.
Er der nogle af jer, som har børn? Hvordan tackler man det?
Jeg tror jo fuldt ud på kærligheden, men man ved jo aldrig hvad der kan ske. En af mine venner har tegnet det skrækscenario, at man så sidder alene i fx Finland med ens børn, som taler finsk og dansk, og så er bundet der "resten af livet". Er det en tanke/udfordring, som nogle af jer har diskuteret? Dette kan selvfølgelig godt gøre sig gældende også i Danmark hvis man bosatte sig langt fra familien, men her vil man trods alt have sproget og kulturen.
Jeg er udlandsdansker paa 11 aar nu og bor pt i spanien og har en 18 maaneder gammel datter.
Det er vitterligt som mange siger individuelt! Og det er da nogle gange lidt trist at min familie og ogsaa min kones familie ikke ser vores barn særlig ofte da ingen af os er herfra.
Min familie synes sgu det er trist og ville ønske vi flyttede hjem til DK!
Personligt er jeg ok med det omend det er haardt at have et lille barn uden familie omkring sig. Men i vil jo saa have hendes familie omkring jer formoder jeg saa ikke helt saa slemt som hos os!
Men ja, i det tilfælde er det jo enten dig eller hende der er langt fra familien (omend kun 90 min fly siger du), en af jer maa "lide". Personligt ville jeg gøre som konen ønskede og være den store stærke mand der ofrer sig :D
Og det er sgu ok, man vender sig til det. Familie besøger engang imellem og du besøger engang imellem.
Jeg synes der er mange gode nuancer nævnt ovenfor. Jeg har boet udenfor DK i mere end ti år, og det har været fantastisk. Men det største problem er absolut - særligt med børn - hvordan man holder kontakt med familie og venner. Video på Skype kan faktisk en del i praksis; jeg startede med forudbetalte telefonkort i telefonbokse, så det er virkelig en gamechanger. Og selvom Facebook er noget djævelsk skidt, så har det faktisk en del værdi når man er langt væk hjemmefra (man skal lige have filtreret de værste af ens bekendte væk fra newsfeed, men så kører det fint).
En lavpraktisk observation mMht. til halvanden times fly: sørg for at tænke tid dør til dør; med transport til/fra lufthavn, security osv. kan det virkelig gøre forskellen på om man lige tager en weekend eller ej. Hvis I f.eks. har mulighed for at bosætte jer tæt på lufthavn kan det være en del værd.
Jeg er udlandsdansker paa 11 aar nu og bor pt i spanien og har en 18 maaneder gammel datter.
Det er vitterligt som mange siger individuelt! Og det er da nogle gange lidt trist at min familie og ogsaa min kones familie ikke ser vores barn særlig ofte da ingen af os er herfra.
Min familie synes sgu det er trist og ville ønske vi flyttede hjem til DK!
Personligt er jeg ok med det omend det er haardt at have et lille barn uden familie omkring sig. Men i vil jo saa have hendes familie omkring jer formoder jeg saa ikke helt saa slemt som hos os!
Men ja, i det tilfælde er det jo enten dig eller hende der er langt fra familien (omend kun 90 min fly siger du), en af jer maa "lide". Personligt ville jeg gøre som konen ønskede og være den store stærke mand der ofrer sig :D
Og det er sgu ok, man vender sig til det. Familie besøger engang imellem og du besøger engang imellem.
Alt andet gaar nok!
Wow, ekstremt parallelt med mit perspektiv / mine oplevelser. +1, som man siger :-)
Jeg er udlandsdansker paa 11 aar nu og bor pt i spanien og har en 18 maaneder gammel datter.
Det er vitterligt som mange siger individuelt! Og det er da nogle gange lidt trist at min familie og ogsaa min kones familie ikke ser vores barn særlig ofte da ingen af os er herfra.
Min familie synes sgu det er trist og ville ønske vi flyttede hjem til DK!
Personligt er jeg ok med det omend det er haardt at have et lille barn uden familie omkring sig. Men i vil jo saa have hendes familie omkring jer formoder jeg saa ikke helt saa slemt som hos os!
Men ja, i det tilfælde er det jo enten dig eller hende der er langt fra familien (omend kun 90 min fly siger du), en af jer maa "lide". Personligt ville jeg gøre som konen ønskede og være den store stærke mand der ofrer sig :D
Og det er sgu ok, man vender sig til det. Familie besøger engang imellem og du besøger engang imellem.
Alt andet gaar nok!
Tak for input og især det med barn. Jeg har ikke noget imod at skulle ofre mig for en tid. Men jeg vil gerne tilbage til Danmark og "dø" her. Hvilke hun også godt ved og hun er helt indforstået med, at hvis jeg ikke synes det er sjovt - så tager vi til DK igen. Her er jeg nok mere tryghedsnarkoman end hun er.
SpongeJoes skrev:
Jeg synes der er mange gode nuancer nævnt ovenfor. Jeg har boet udenfor DK i mere end ti år, og det har været fantastisk. Men det største problem er absolut - særligt med børn - hvordan man holder kontakt med familie og venner. Video på Skype kan faktisk en del i praksis; jeg startede med forudbetalte telefonkort i telefonbokse, så det er virkelig en gamechanger. Og selvom Facebook er noget djævelsk skidt, så har det faktisk en del værdi når man er langt væk hjemmefra (man skal lige have filtreret de værste af ens bekendte væk fra newsfeed, men så kører det fint).
En lavpraktisk observation mMht. til halvanden times fly: sørg for at tænke tid dør til dør; med transport til/fra lufthavn, security osv. kan det virkelig gøre forskellen på om man lige tager en weekend eller ej. Hvis I f.eks. har mulighed for at bosætte jer tæt på lufthavn kan det være en del værd.
Lavpraktisk skal klart overvejes. Heldigvis bor begge vores familier max 20-25 minutter væk fra lufthavnene, så en tur kan gøres på reelt 3-4 timer fra dør til dør, hvilket gør en weekend muligt.
Er der nogle af jer, som har børn? Hvordan tackler man det?
Jeg tror jo fuldt ud på kærligheden, men man ved jo aldrig hvad der kan ske. En af mine venner har tegnet det skrækscenario, at man så sidder alene i fx Finland med ens børn, som taler finsk og dansk, og så er bundet der "resten af livet". Er det en tanke/udfordring, som nogle af jer har diskuteret?
Jeg har en datter på 2 år.
For min del takles det ikke på noen spesiell eller annerledes måte, egentlig. Da min datter var 1 år reiste jeg til Norge alene med henne for å feire min fars fødselsdag. Det krever litt planlegging, men det går mer på at det er nemmere å fly om morgenen f eks, fordi så er det sannsynlig at barnet sover underveis, for å gi ett eksempel. Jeg tenker at hvis JEG klarer det fint, så klarer de fleste det :) Nå vet jeg ikke om dine foreldre har andre barnebarn, men det gjør noe med mange som blir besteforeldre. Hvis de har muligheten rent økonomisk, skal du ikke se bort fra du får en hel del mer besøk i alle fall, når dere får barn. Moren min har vært her minst 1 gang pr mnd, siden jeg fikk barn, og det er faktisk veldig hyggelig.
Jeg er ikke så god til "skrekkscenarier", for å være ærlig. Det er sikkert en god ide, men hva kan man bruke det til ? Dessuten er det veldig individuelt hva konsekvensen så blir ved et evt samlivsbrudd, så her kan jeg bare snakke for meg selv. For meg vil hovedprioriteten alltid være nærheten til datteren min, men det kan være annerledes for andre. Mine overveielser ville dreid seg om noe annet. Nå vet jeg ikke hvordan din personlighet er, men hvis nå det verste skulle skje, er du så typen til å skape egne nettverk ? Har du vært i Finland med kjæresten og dannet deg et inntrykk av landet, menneskene og viktigst; hennes sosiale nettverk ? Er de menneskene inkluderende ? Taler de (og forstår) engelsk ?
Du skriver ".....hun er helt indforstået med, at hvis jeg ikke synes det er sjovt - så tager vi til DK igen." Det er altså mega viktig det der, for personlig ville jeg ha problemer med det sosiale i Finland (klimaet er jeg forsåvidt nogenlunde vant med), du skal bare være sikker på at hun 100% mener det. Selv ble jeg lovet gull og grønne skoger, og "joda, flytt du bare her ned et par år, så skal jeg nok bli med deg til Norge". Den faldt jeg for, og nå har jeg bodd her 13 år. (det er ikke uten grunn moren min alltid har sagt "clotho_nor du er så flink du burde vært flott" :-) ) Nå skal det sies jeg f****ing elsker den danske mentalitet, og at jeg trives utrolig godt i København, og det kan jo saktens være du får det på samme måte i Finland.
For min del takles det ikke på noen spesiell eller annerledes måte, egentlig. Da min datter var 1 år reiste jeg til Norge alene med henne for å feire min fars fødselsdag. Det krever litt planlegging, men det går mer på at det er nemmere å fly om morgenen f eks, fordi så er det sannsynlig at barnet sover underveis, for å gi ett eksempel. Jeg tenker at hvis JEG klarer det fint, så klarer de fleste det :) Nå vet jeg ikke om dine foreldre har andre barnebarn, men det gjør noe med mange som blir besteforeldre. Hvis de har muligheten rent økonomisk, skal du ikke se bort fra du får en hel del mer besøk i alle fall, når dere får barn. Moren min har vært her minst 1 gang pr mnd, siden jeg fikk barn, og det er faktisk veldig hyggelig.
Jeg er ikke så god til "skrekkscenarier", for å være ærlig. Det er sikkert en god ide, men hva kan man bruke det til ? Dessuten er det veldig individuelt hva konsekvensen så blir ved et evt samlivsbrudd, så her kan jeg bare snakke for meg selv. For meg vil hovedprioriteten alltid være nærheten til datteren min, men det kan være annerledes for andre. Mine overveielser ville dreid seg om noe annet. Nå vet jeg ikke hvordan din personlighet er, men hvis nå det verste skulle skje, er du så typen til å skape egne nettverk ? Har du vært i Finland med kjæresten og dannet deg et inntrykk av landet, menneskene og viktigst; hennes sosiale nettverk ? Er de menneskene inkluderende ? Taler de (og forstår) engelsk ?
Du skriver ".....hun er helt indforstået med, at hvis jeg ikke synes det er sjovt - så tager vi til DK igen." Det er altså mega viktig det der, for personlig ville jeg ha problemer med det sosiale i Finland (klimaet er jeg forsåvidt nogenlunde vant med), du skal bare være sikker på at hun 100% mener det. Selv ble jeg lovet gull og grønne skoger, og "joda, flytt du bare her ned et par år, så skal jeg nok bli med deg til Norge". Den faldt jeg for, og nå har jeg bodd her 13 år. (det er ikke uten grunn moren min alltid har sagt "clotho_nor du er så flink du burde vært flott" :-) ) Nå skal det sies jeg f****ing elsker den danske mentalitet, og at jeg trives utrolig godt i København, og det kan jo saktens være du får det på samme måte i Finland.
Mange tak for dine betragtninger og pointer. Du rammer det rigtig godt! Og jeg er helt enig i dine betragtninger om, at man ikke skal se på skrækscenarier. Her kommer min tryghed og nok mine forestilling om, at jeg skulle leve i DK op, da jeg ikke rigtig har tænkt andre muligheder ind i livet.
Jeg har altid synes at Danmark var en smule 'kedeligt' og at gå-ud-kulturen var en smule mangelfuld sammenlignet med andre lande. Det generelle prisniveau og skatter var også en del af min beslutning.
Det skal lige siges at jeg mens jeg har været udenlandsk ikke har haft en partner at dele oplevelsen med - det kunne jeg forestille mig ændrer en del! Jeg har haft en begrænset vennekreds, men det sociale har været udfordrende - især efter jeg stoppede med et traditionelt kontorjob og arbejdede online.
Nu er jeg så småt ved at tage hjem til Danmark igen. Min søster har en 3-årig niece, og jeg har indset at lige meget hvor meget jeg er på besøg (lige pt er jeg hjemme 4-5 gange om året) og hvor 'tæt' på i flyvetid min addresse ligger så vil jeg altid mangle noget, og det at være væk fra familien er ikke værd de andre ting som jeg værdsætter ved udlandet.
Lige nu er min effektive skatteprocent omkring 20% - et flyt hjem til Danmark ville nemt doble dette, bare for at sætte det i perspektiv.
Jeg har lært at det er fint at tage på eventyr, og være praktisk med skat - men i sidste ende handler det om de andre mennesker i ens liv. Hvis du er ekstrovert og social kan du måske snildt bygge en ny social cirkel op i udlandet - men det har jeg aldrig rigtig præsteret. Derfor flytter jeg hjem inden for de næste 12-18 måneder.
Din situation er anderledes, idet du har en partner som du virker helt skudt i (hvilket er super awesome) så imo er det bare at give det en chance - især hvis det kan hjælpe jeres forhold.
Til dine spørgsmål:
Hvordan fastholder I kontakten til hjemme?
Skype, Facebook messenger - prøver at ringe til min nærmeste familie mindst en gang om ugen.
Hvor tit tager I hjem?
Ca. 4-5 gange om året afhængig af store begivenheder
Hvordan er det at bo i andet land, hvor man ikke taler sproget?
Ekstremt svært. Jeg boede i Ungarn (hvis sprog minder om Finsk i opbygning) og det var ekstremt udfordrende at skabe relationer med lokale. Det er et kulturchok, så jeg endte med at bruge mest tid med andre 'expats' og præsterede aldrig rigtig nogen dyb forbindelse.
Som langtidsplan burde du lære sproget, i hvert fald til et basisk niveau hvilket burde kunne gøres på et års tid.
Problemet er at selv med det, vil du aldrig rigtig falde ind.
Hvad er pro og cons?
PROS
Man er speciel i udlandet. I UK kan jeg få 25 jobs i morgen bare fordi jeg taler dansk. I Danmark er jeg bare en ud af 6 millioner andre danskere.
Det er spændende og anderledes at udforske en anden kultur
Det er en god undskyldning for at lære et nyt sprog
Udlandet lærer en en masse om Danmark, og om hvad man sætter mest pris på
CONS
Væk fra familien, misser vigtige begivenheder, er ikke en daglig del af min nieces opvækst (hun er 3 nu, super sjov!)
Papirarbejde og administration kan være ekstremt irriterende og forvirrende, især på et fremmedsprog
Man mister visse rettigheder som tidligere nævnt i tråden
Jeg interviewede på min podcast om sproglæring en canadisk kvinde som blev gift med en finne og pludselig befandt sig i Finland, i afsnittet snakker vi om at lære finsk, kulturchok, identitetsproblemer og at falde til - måske kan det give lidt stof til eftertanke?
Jeg har altid synes at Danmark var en smule 'kedeligt' og at gå-ud-kulturen var en smule mangelfuld sammenlignet med andre lande. Det generelle prisniveau og skatter var også en del af min beslutning.
Det skal lige siges at jeg mens jeg har været udenlandsk ikke har haft en partner at dele oplevelsen med - det kunne jeg forestille mig ændrer en del! Jeg har haft en begrænset vennekreds, men det sociale har været udfordrende - især efter jeg stoppede med et traditionelt kontorjob og arbejdede online.
Nu er jeg så småt ved at tage hjem til Danmark igen. Min søster har en 3-årig niece, og jeg har indset at lige meget hvor meget jeg er på besøg (lige pt er jeg hjemme 4-5 gange om året) og hvor 'tæt' på i flyvetid min addresse ligger så vil jeg altid mangle noget, og det at være væk fra familien er ikke værd de andre ting som jeg værdsætter ved udlandet.
Lige nu er min effektive skatteprocent omkring 20% - et flyt hjem til Danmark ville nemt doble dette, bare for at sætte det i perspektiv.
Jeg har lært at det er fint at tage på eventyr, og være praktisk med skat - men i sidste ende handler det om de andre mennesker i ens liv. Hvis du er ekstrovert og social kan du måske snildt bygge en ny social cirkel op i udlandet - men det har jeg aldrig rigtig præsteret. Derfor flytter jeg hjem inden for de næste 12-18 måneder.
Din situation er anderledes, idet du har en partner som du virker helt skudt i (hvilket er super awesome) så imo er det bare at give det en chance - især hvis det kan hjælpe jeres forhold.
Til dine spørgsmål:
Hvordan fastholder I kontakten til hjemme?
Skype, Facebook messenger - prøver at ringe til min nærmeste familie mindst en gang om ugen.
Hvor tit tager I hjem?
Ca. 4-5 gange om året afhængig af store begivenheder
Hvordan er det at bo i andet land, hvor man ikke taler sproget?
Ekstremt svært. Jeg boede i Ungarn (hvis sprog minder om Finsk i opbygning) og det var ekstremt udfordrende at skabe relationer med lokale. Det er et kulturchok, så jeg endte med at bruge mest tid med andre 'expats' og præsterede aldrig rigtig nogen dyb forbindelse.
Som langtidsplan burde du lære sproget, i hvert fald til et basisk niveau hvilket burde kunne gøres på et års tid.
Problemet er at selv med det, vil du aldrig rigtig falde ind.
Hvad er pro og cons?
PROS
Man er speciel i udlandet. I UK kan jeg få 25 jobs i morgen bare fordi jeg taler dansk. I Danmark er jeg bare en ud af 6 millioner andre danskere.
Det er spændende og anderledes at udforske en anden kultur
Det er en god undskyldning for at lære et nyt sprog
Udlandet lærer en en masse om Danmark, og om hvad man sætter mest pris på
CONS
Væk fra familien, misser vigtige begivenheder, er ikke en daglig del af min nieces opvækst (hun er 3 nu, super sjov!)
Papirarbejde og administration kan være ekstremt irriterende og forvirrende, især på et fremmedsprog
Man mister visse rettigheder som tidligere nævnt i tråden
Jeg interviewede på min podcast om sproglæring en canadisk kvinde som blev gift med en finne og pludselig befandt sig i Finland, i afsnittet snakker vi om at lære finsk, kulturchok, identitetsproblemer og at falde til - måske kan det give lidt stof til eftertanke?
Jeg kan også give mit besyv med hvis det har interesse.
Jeg har boet med min kone (vi er blevet gift denne sommer så virker helt mærkeligt at skrive "kone" :-D) i Tyrkiet siden august sidste sommer. Vi boede tidligere i Danmark, men grundet XYZ besluttede vi os for at udnytte chancen for at bo nogle år i Istanbul. Det har jeg bestemt ikke fortrudt siden og en af de ting som jeg ikke ser nævnt er hvor meget man lærer af at bo i udlandet. Jeg føler virkelig mit perspektiv til hverdagen har ændret sig og jeg er blevet meget mere forståelig overfor kulturforskelle med mere.
Det sagt er der selvfølgelig også forskel alt efter hvilket land du overvejer at flytte til. Tyrkiet er jo åbenlyst meget forskellig fra Danmark på mange måde, men hvis du skal til for eksempel England eller lignende vil forskellene måske ikke føles så store.
Med hensyn til hjemve har jeg ikke meget at tilføje da jeg ikke er noget stort familiemenneske.
