Livet.

EDIT: Ingen grund til og fodre flere trolde med mine følelser. Tak for jeres hjælp og råd alle.

Mvh Morten

Håber ikke det hele var volapyk, prøver bare og forklare mig så godt jeg kan!

Mvh Morten.

ved sku ikke hvad man siger til sådan en post som den har.

men det virker som om du har brug for proffesionel hjælp og ikke PN.
du må have fat i en psykolog som ved hvordan man håndterer situationer som din.

men håber det bedste for dig

Må egentlig ikke deltage i disse tråde... Men.. Cheer up - er samme sted som dig.. VI er nødt til at fortsætte - for mange mennesker der bekymrer sig om os :)

Held og lykke med det hele...

ved hvon du har det min døde i forgåars

så det ske ser billedet i mit hoved hele tiden , mennnn

hvis jeg havde det sådan som du beskriver efter et halvt

år så må der professionel hjælp til.

det er prisen for at leve god bedring

pokercop

Kære Morten

Du er ikke gået over stregen, selvom din beretning er meget personlig. Næsten alt kan skrives på PN uden ballade så lang tid, man ikke vælger en forkert kategori.

Du er nødt til at opsøge en psykolog og få talt ud, før du kan komme videre med livet.

Jeg vil ikke skrive yderligere i denne tråd, men jeg vil læse alt, hvad du skriver. Så hvis du har lyst til at skrive mere om din far - også selvom det bliver meget lange indlæg, så gør det bare i denne tråd. Jeg (og andre) vil læse hvad, du skriver. Hvis du skriver så prøv at dele tingene op i:

Om min far.

Om hvad min far har betydet for mig.

Jeg vil slutte med endnu en gang at opfordre dig til at opsøge en psykolog, da det ikke er altid, man kan forvente, "at tiden læger alle sår".

Som mange af de andre siger, er det fedt du får det sagt/delt.

Dog mener jeg (også som de andre), at du seriøst bør overveje en psykolog. Why not?

Dagens Danmark er blevet mere frit, idet ting som psykologi ikke længere er et tabu-emne. Du vil ikke blive set ned på, af den grund du går til psykolog, da der er kommet mere lys på tingene - det er ikke længere sindsyge folk, som går til disse, men ganske almindelige mennesker med deres problemer.

Som Flodslag: Why not?

Du har taget første skridt nu ved at dele dette, du lige har delt med os; erkendt at du har et problem. En psykolog vil kunne hjælpe dig igennem denne hårde periode.

GL med det!

@Morten

Som de andre siger - så ville en psykolog nok kunne gavne dig. Så kom til lægen og få en henvisning. Lyder jo nærmest som depressive symptomer og det skal der handles på.

Herudover vil jeg gerne anbefale "Den nødvendige smerte" - Nina Leick og Davidsen (mener jeg). En bog der beskriver sorgproces og mulighed for at komme (styrket) ud af sorg. Utrolig god bog og meget anvendelig.

/henrik

Hejsa alle.

tak for jeres råd og gode ord!

Jeg har allerede været hos min læge og fået en psykolog henvisning, og skal derudover starte i sorg terapi gennem kræftens bekæmpelse.

Jeg havde bare brug for lige og komme ud med den klump jeg havde i mig. og er utroligt glad for den måde i har taget mit indlæg.

mr-nurse.

vil helt klart lede efter den bog du foreslår! tak

Tak alle for jeg lige fik lov og lufte ud!! og tak for jeres råd.

Mvh Morten

@Morten

Jeg ved præcis hvordan du har. Min mor døde for et par år siden.

Af natur har jeg det bedst med at hold personlige ting for mig selv, men tvang mig selv til at tale om det med de personer, der betyder noget mig. Jeg aner ikke hvorfor, men det hjælper utroligt meget at dele det med andre og som du oplever her, så bliver det altid modtaget positivt.

Jeg mener, lige som det lyder som din far var det, at hun var en helt speciel person. Når mine tanker går til hende er det altid positivt. Jeg ville naturligvis ønske at jeg havde haft hende mange år endnu, sådan skulle det ikke være, men tilgengæld kan jeg glæde mig over at jeg fik så meget i den tid jeg havde hende, så det er det jeg vælger at fokusere på. Alt det man har fået med på vejen vil heldigvis aldrig forsvinde.

En anden ting som hjalp mig igenem sorgen var at tænke på hvad hun mon ønskede. At jeg sad og hang med hovedet eller jeg kom videre og levede livet - jeg er overbevidst om det sidste, så det gør jeg efter bedste evne. Jeg savner hende naturligvis stadig og sådan skal det også være.

Alt det bedste herfra.

Hej Morten
Du er en modig "knægt" og det var din far også. Så æblet falder ikke langt fra stammen. Du er stolt af ham og med god grund og tro mig, han var også stolt af dig. Han kommer aldrig tilbage til os, men han lever videre i os, på hver vores måde.
Det vil glæde mig hvis du kunne komme i en sorg gruppe eller til en psykolog. Som du selv skriver så har det hjulpet dine søstre og det vil også hjælpe dig.
Du er ikke alene om at bære på den sorg du gør, det kan jeg bl.a. læse ud af de indlæg der er i dette forum, så brug dem der tilbyder sin hjælp udover den professionelle hjælp du kan få.
Snart skal vi på ferie og det glæder jeg mig rigtig meget til. Så får vi tid til at snakke og måske også tid til at klemme en sjus ned indimellem.
Jeg elsker dig som jeg elsker dine søstre, tvivl aldrig på det.
Knus
Annette