Det er noget af et projekt ud har bevæget dig ud i - omend fantastisk spændende. Man kan sagtens forene neurobiologien og filosofien. Hvor jeg har mine precautions er i højere grad, at du er "nødt" til at spørge andre til råds herinde. Med et sådant projekt vil jeg mene, at det er vigtigt allerede at have en solid baggrundsviden og ligeledes allerede har gjort sig mange abstraktioner om emnet, inden man begynder at filosofere over teori og praksis. Når det så er sagt, så kan du selvfølgelig komme efter det på fornuftig vis.
Det gode er, at lykkefilosofien favner bredt, og du kan nemt finde materiale. Det samme gælder lykke og belønning i neurobiologien.
Som nævnt ligger problematikken i at lave en fornuftig sammenkobling. Det bliver den egentlige opgave.
Hvad angår det filosofiske og ikke mindst psykologiske, så ville jeg selv tage udgangspunkt i eksistentialismen, og meningen med livet. Hertil kan jeg også anbefale Viktor Frankls "Man's ultimate search for meaning", samt platons sokratiske dialoger - især de aporetiske (hvoraf argumentationen er cirkulær, og således uløselige, hvilket i sig selv understreget pointen om menneskets evindelige søgen efter ikke mindst mening, men ligeledes lykke). Sartres eksistentialisme centrer sig om det selvbevidste (apperception) subjekt, der i kraft af netop sin selvbevidsthed tillægger alt den mening, vi selv mener ikke mindst mener kan retfærdiggøres, men netop fortjener. Vi er alle ansvarlige for vores egen eksistens, og vi kan ikke klandre andre for (ikke at besidde) det, vi selv mener at være fortjent til. Du kan undre dig over, hvorfor jeg finder meningens filosofi vigtig for din opgave, men overvej først og fremmest hvad lykke er uden mening. Når vi i en ignorant tilstand overbeviser os selv, at der er mere mening end netop den, som vi kun finder dybt i os selv, er vi først i stand til at finde lykke. Læg mærke til, at jeg differentierer skarpt imellem at finde lykken, og den egentlige "lykkefølelse", ligeledes som der differentieres imellem "den falske mening" og den "rigtige mening".
Ligesom stoikerne adskiller følelser og logik, er det for mig et vigtigt element, netop at skelne imellem disse 4 fænomener. Hvoraf lykkefølelsen blot er en kortvarig, som oftest reversibel følelse, der skabes af det primært limbiske system i hjernen (amygdala for at tage den formentlige vigtigste struktur), hvori vi fortaber os, og drages imod illusionen om, at der findes mening med tilværelsen, men aldrig når den, eftersom rationaliseringen altid stopper os.
Den egentlige følelse af lykke findes i at rationalisere sig frem til en mening - netop at befinde sig i illusionen om, at der findes mening på trods af det konstante fravær af noget sådant.
Den falske mening findes netop i vores egen konstante "tillæggen" af mening til "dagligedagen" (her et begreb for alle de ting, vi associerer med livet i sin almenhed (for os, som subjekter), hvor den rigtige mening altid forsvinder fra os - vi famler efter den, men ej i blinde - men vi når den aldrig, og gør vi - så befinder vi os atter i illusionen. En illusion om, at der findes noget sådant som en objektiv mening, som en kontrast til den evindelige subjektive "tillæggen".
Ser vi på neurobiologien er der mange komplekse elementer.
En åbenlys tilgang vil være igennem den reverse eller "i kontrasten til". Er depression fravær af mening, lykke, eller begge dele? Eller er depression blot reduceret til/et udtryk for en elektrokemisk ubalance i hjernen? Er der en sammenhæng imellem disse fænomener, og hvordan påvirker de hinanden - og hvordan kan vi anskue det genetisk?
Et godt spørgsmål er bestemt, hvorvidt vi er genetisk prædisponerede til at blive lykkelige. Problemet er, at vi netop her går i vildrede, i et komplekst samspil af genetisk prædisposition og miljømæssige påvirkninger. Et eksempel kunne være en person, som er genetisk prædisponeret til at have en IQ på 130. Vi ved, at der er en positiv korrelation imellem IQ og succes - gennemsnitligt set. Er succes så lig med lykke? Det kan du selv gøre dig tanker om, på tilsvarende vis, som du kan gøre dig tanker om sammenhængen imellem depression, mening og lykke. Du kan også overveje, om der er en sammenhæng imellem højere IQ og lykke, som et udtryk for en høj indsigt i verdenssammenhænge, og således den kortere afstand imellem at rationalisere sig væk fra illusionen.
Du kan på tilsvarende vis se på belønningssystemerne i hjernen. Er laverestående vertebrater eksempelvis lykkeligere i deres uvidenhed, end vi er? "Ignorance is a bless". Se på nucleus accumbens og den ventrale tegmentum. Overvej ligeledes effekten af centralestimulerende stoffer (dopaminantagonister) på lykke i henhold til lykkefølelsen. Overvej motiverne, der går forud for afhængighed, søgen efter lykke og mening.
Overvej desuden, hvordan vi som mennesker adskiller os fra alle laverestående vertebrater i forhold til hjernens opbygning (den meget høje EC - hjernestørrelse i relation til legemsstørrelse), især den massive udvikling af den frontale cortex. Overvej vores kognitive evners faktiske indvirken på vores menneskelighed i henhold til vores søgen efter lykke og mening i forhold til evolutionen og selve konceptet i apperceptionen (selvbevidstheden). Vi er bevidste om vores egen bevidsthed - hvad gør dette ved os som organismer? Hvilke kliniske (psykiatriske) konsekvenser får det? Overvej rationaliseringensprocessen og hjernens plasticitet. Vi kan ændre hjernens strukturelle mønstre, og således vores egen væremåde og tankeproduktion, netop ved den selv samme tankeproduktion - vi kan ændre de elektrokemiske transmissioners udtryk, ved komplekse processer, som vi endnu er langt fra at forstå. Igennem psykoterapien kan vi opnå de samme resultater som ved psykofarmakologisk behandling.
Redigeret af KristianD d. 06-03-2013 18:18
