Det er efterhånden noget tid siden, der har været et nybegynderspil, så forhåbentlig er der nogle nye, der har lyst til at prøve kræfter med dette pragtfulde spil.
Det er et hyggeligt spil, der handler om at læse og bluffe (afhængig af ens rolle i spillet). Derfor er det også kendt for især at tiltale pokerspillere, og flere hundrede mennesker spiller det også på 2+2. Det er IKKE et rollespil, som nogle af jer måske har fået indtryk af.
Spilstart er 21. april - og det kommer til at vare en uges tid.
Folk med 5 spil eller mindre, som føler, at de er nybegyndere, må også gerne joine.
Spillet generelt
Alle spillets deltagere lever i en landsby, som er kommet under varulveangreb. Spillerne er delt op i to konkurrerende hold: de gode og de onde (hhv. indbyggere og varulve). Rollefordelingen afgøres 100 % tilfældigt af en lodtrækning, som bliver foretaget af spilstyreren. De gode ved ikke, hvilket tilhørsforhold de andre deltagere i spillet har (en indbygger kender altså kun sin egen identitet), men de er til gengæld i overtal. De onde er i undertal, men de kender til gengæld hinandens identitet fra start af, og disse har derfor fordel af at kunne koordinere deres handlinger og skabe splid hos de gode.
Det onde hold må til enhver tid kommunikere sammen uden for spiltråden. Indbyggere må dog udelukkende skrive i tråden. Brud på denne eller andre af spillets regler medfører advarsel eller i slemme tilfælde modkill (man bliver altså taget ud af spillet).
Vinderen af spillet er det hold, der først får udslettet det andet. Dvs. at de gode skal have dræbt alle onde, mens alle de onde reelt bare skal være ude af stand til at tabe (altså opnå lige tal med de gode). Når der er 0 varulve tilbage, så vinder indbyggerne altså, mens varulvene ville vinde ved fx 2 indbyggere og 2 varulve tilbage.
Spillets forløb
Spillet forløber i to faser hver dag – ”dag” og ”nat”.
– Dag: Om dagen stemmer folk om, hvem der skal lynches (dvs. elimineres fra spillet) ved blot at skrive navnet på sin kandidat med fed skrift i tråden. Indbyggere prøver altså hver dag på at få stemt deres varulvemistænkte ud, mens varulvene som regel prøver at dreje stemningen over mod indbyggere i stedet. Man må ændre sin stemme så meget, som man vil. Den med flest stemmer ved slutningen af dagen (standard er kl. 22:00 på PokerNet) bliver lynchet. I nogle spil er der majoritetslynch – dvs. lige så snart en spiller har opnået flertallet af mulige stemmer, så bliver han lynchet på stedet.
– Nat: Når dagen er slut, så er det nat. Ingen må skrive i tråden om natten. Om natten samler varulvene sig uden for tråden og bestemmer sig for, hvem af indbyggerne de vil dræbe. De skal sende deres valg ind til spilstyreren, som offentliggører drabet næste morgen, hvor en ny dag påbegynder. Hvis der er seers (eller andre specielle roller med i spillet), så skal de også sende deres handlinger for natten ind til GM i denne fase af spillet.
Normale roller
– Indbygger: en indbygger prøver på at få lynchet varulve. Han / hun har ingen handling om natten at skulle tage sig af.
– Seer: en seer er en indbygger med specielle evner. Om natten kan en seer sende en PM til GM med navnet på en deltager i spillet, hvorefter GM vil meddele seeren om, hvorvidt denne person er en indbygger eller ulv. Seeren vinder sammen med indbyggerne.
– Varulv: en varulv snakker og stemmer om dagen nøjagtigt ligesom indbyggere, men om natten samler han sig med sine medulve for at bestemme sig, for hvem de skal dræbe.
Regler (læs dem venligst igennem)
– Man må ikke tale om natten. Man skal altså være forsigtig med sine stemmer tæt på EOD.
- Du må gerne poste i tråden, efter at du er død og fx skrive "nå, GL landsbyen!". Dog er indlæg som ”Thingyman og CykelNille er ulve – pas på dem” under ingen omstændigheder tilladt!
– Du må aldrig citere din PM eller samtaler med GM. Disse ting er udelukkende mellem dig og GM.
– Spørgsmål skal altid henvendes privat til GM og IKKE stilles i tråden.
– Du må ikke deltage i spillet med flere brugernavne. En bruger per spiller!
– Det er ikke tilladt at vædde om spillet.
– Man må hverken redigere i eller slette sine indlæg.
Med alt dette sagt så er det ikke kun tilladt at lyve og bedrage, det er også forventet!
Hvis der er nogen, der gerne vil prøve kræfter med at hjælpe som GM, skal de være meget velkomne!
Tilmeldte (2/13)
joergen
DevilsHand