Hej PN
Nu kan det her hurtigt komme til at lyde som noget en psykolog, eller andet burde tages med ind over, hvilket der også har været, syntes bare desværre nu efter laaang tid med det at jeg stadig ikke er kommet nogen steder.
Først vil jeg fortælle lidt om mig som person, og hvor jeg er i livet, håber ikke læsningen er så kedelig at ingen gider læse det og evt komme med råd, vejledning, links eller andet der kan hjælpe mig.
Jeg er en gut i midt 20'erne, der har spildt de seneste 2-3 år på at sidde foran skærmen........ Min hverdag har i 2-3 år set ud som følgende 10:00 (+/- lidt) stå op, træning i 2-3 timer, mad, spille lidt ps3 / pc, aftensmad, spille lidt mere eller se lidt NFL.
Denne process har stået på i 2-3 år, kun afbrudt af 2 skole forløb på 3 uger (mødte aldrig op) mødte kun til eksamen, og begge bestået.
Jeg har gennemført gym inden alt det her begyndte, med et okay snit på like 8-9 uden nogensinde at være der eller åbne en bog.
Jeg har derfor per automatik fået alt 'foræret' og alt jeg ikke fik foræret fra naturens side har jeg givet op på. Der var fag i gym jeg bare ikke forstod per automatik, som jeg så bare gav op på og accepterede mit 00-02. Kan ikke huske på noget tidspunkt i mit liv at have kæmpet for noget.....
Nu er jeg bare efterhånden begyndt at føle mig som en ynkelig taber, alle man kender er ved at være færdige med en uddannelse, de fleste man snakker med har bare altid vidst hvad de ville med deres liv, om det er folk der ønsker en familie, et dyrt hus i x land, en stor bil, at blive læge, mekanikker eller hvad fk det måtte være. Folk har en eller anden passion der driver dem frem i livet, noget de er villige til at kæmpe for.
Jeg personligt har aldrig haft noget i mit liv, jeg gider ikke arbejde fordi hvad skal jeg med pengene? jeg ønsker mig hverken en speciel bil, hus eller andet, det ville da sikkert være rart at have noget af det, men besværet opvejer ikke gevinsten (arbejder sjældent, og kun lige nok til at betale husleje + mad). Har aldrig haft en passion som driver mig til en bestemt uddannelse, der har simpelthen aldrig været noget i mit liv som har gjort at jeg ville kæmpe for at få en uddannelse.
Har +20000 gange i mit liv haft det der ''Jeg vil være poker pro'', ''jeg vil være x / y'' men resultatet er altid det samme, har jeg ikke naturligt talent for det så dropper jeg det asap, og hvis jeg har naturligt talent for det så dropper jeg det først når der begynder at være arbejde i at blive bedre.
Det her lyder sikkert som en gang bullshit for mange, og please lad være med at komme med lort om samfundsnasser og andet shit, jeg har aldrig i mit liv modtaget så meget som en øre fra staten (fået 1 års SU da jeg var i gym but thats it)
Mine problemer er simpelthen, jeg har INTET drive for noget, jeg har ingen vilje til at gøre noget med mit liv, og de gange jeg tror jeg finder ud af hvad jeg vil med mit liv, så har jeg ikke arbejdsmoralen til bare at komme marginalt tæt på at fuldføre en skid.
Ligeledes er det heller ikke en tekst om at jeg er træt af at leve, jeg elsker livet, jeg holder af mange ting ved livet som jeg aldrig ville være foruden, men jeg har bare ingen vilje til noget som helst.
Sorry for txt wall, og sikkert ingen som kan finde hoved eller hale i hvad fk jeg har skrevet, men ved her er nogle skarpe mennesker i alle afskygninger, og måske nogen med samme problem som mig der er kommet videre, som kan komme med noget brugbart.
PNVA Fortabt på livet, hjælp....
Du skal have nogle vaner og aktiviteter ind i din dagligdag så du ikke har for meget "fritid"
Har selv fået foræret for meget igennem livet som også gør jeg ligeledes slacker mere end jeg burde mht. uddannelse fordi jeg tror det "nok" skal komme.
*Find en hobby som du kan dyrke og som er social
*Start med en uddannelse som giver nogen mening for dig
*Bed eventuelt om hjælp hjemmefra til at få dig op om morgenen eventuelt roomie
*Hav en fast døgnrytme i hverdagen som gør at du ikke kommer senere iseng end 24.00 fx.
Og drive kommer ikke af sig selv - det kommer med tiden.
Og husk mennesket altid ønsker det de ikke har nået/set. Ligeledes har jeg venner som startede lige efter gym med udd. og som er færdige idag. Er jeg så jaloux på dem? Næ nej de har ikke oplevet nær så meget som jeg gjorde i mine 2-3 år ude og det ville jeg aldrig i verden bytte for at være 2-3 år længere fremme i forløbet.
For at kommentere på følelsen omkring at alle omkring en er kommet meget længere, fordi de har været målrettede... Den følelse kender jeg godt...
Jeg er 34, og er lige begyndt på mit studie på universitetet... Jeg havde selv et af de bedste gennemsnit i skolen før i tiden og der var ikke rigtig noget, der var svært, så lavede aldrig noget, for hvorfor skulle jeg det?
Undervejs opdagede jeg pokeren og så brugte jeg min tid på det... Uden egentlig at komme nogen steder... Der var de penge, der skulle til i det, og jeg gad ikke kigge længere frem... Det er så først kommet nu... 15 år senere... Og det er da lidt underligt at gå på et hold med primært 20-22 årige... Alligevel har jeg ikke fortrudt det ét sekund... Det er så meget mere meningsfyldt...
Pointen er blot, at det aldrig er for sent. Så hvis din tråd skal forstås som ærgrelse over ikke at have opnået noget, så er i dag et godt sted at starte... Hvis du intet gider, så er det naturligvis svært... Men der må da være noget, du gider? Hvis nej, så er det svært at komme med råd...
Jeg var selv gået meget i stå især for et år til to siden... Jeg overvejede ingen fremtid, og for mig endte det med at være en sød pige, jeg mødte, der skubbede mig i gang... Fik mig til at ønske fremgang for mig selv også... Og ønske at opnå noget... Om det kan bruges til noget for dig, ved jeg ikke... Men for mig var det meget motiverende, hvor der havde manglet motivation siden 2005...
Jeg håber, at du finder lysten og motivationen, når du mindst venter det... Præcis hvad der skal virke motiverende for dig er svært at sige, når man ikke kender dig, men jeg ønsker dig held og lykke med det alligevel...
Du skal ikke tro, at du er en ynkelig taber. Man kan ikke måle et menneskes værdi i penge, uddannelse osv.
Tror dog, det er vigtigt for dig at finde ud af, hvad du gerne vil, og hvad der gør dig glad. Nu ved du jo tydeligvis, at det ikke er det, du laver nu.
Den sidste ting jeg vil sige er, at talent er overvurderet. Langt de fleste mennesker, der er gode til noget, er blevet det ved at bruge meget tid på det/arbejde hårdt.
Så prøv at finde dit drive og din motivation. "Hvad vil jeg gerne, og hvordan opnår jeg det" -> sæt igang. GL
daaaaaaaaaaaaaaaaaaaaamn
jeg ved heller ikke rigtig hvad jeg vil, så kigger lige med (:
men det er vel også et logisk valg som skal baseres på følelser eller sådan så.
og hvad nu hvis man føler det som man føler er forkert??
Jeg tror måske du har brug for en øjenåbner, måske en jordomrejse, som måske kunne være med til at du måske finder ud af hvad det er du vil med livet?
Det lyder som om, at du har den rette utilfredshed, der skal til for at kunne ændre på dit liv. Formentlig har du på det punkt allerede ændret dig mere, end du selv tror, men jeg kan jo ikke være sikker, når jeg ikke kender dig.
Utilfredshed = super god og vigtig følelse.
Tiden er i hvert fald kommet til, at du skal handle.
To råd:
1. Fokuser meget mere på det kortsigtede. Du snakker om passioner for alle mulige større, diffuse ting ... glem det :) Sebbecenter sagde det meget godt, at det skal udvikles over tid. Ingen har f.eks. en dyb passion for at studere leversygdomme, før de er nået dybt ind i stoffet. Sådan er det bare.
Mht studier kunne et godt mål være at finde ud af, hvad du har af muligheder. Hvis man er i tvivl, er svaret ofte at søge mere information. 'I dag vil jeg printe alt relevant ud, jeg kan finde om CBS'. Super, godt mål. Og det behøver man ikke have en drøm om at blive professor i økonomi for at gøre.
Tilsvarende med hobbyer, forbedre boligen, finde arbejde, få styr på økonomi etc. Hold det lavpraktisk og find mål, som du kan overskue her og nu og opfylde.
2. Dyrk de gode følelser.
Man er selv ansvarlig for de følelser, man har!
Dyrk din utilfredshed. Hvad er det helt præcis, du er utilfreds med? Du skal ikke svare her men for dig selv. Mærk hvor meget utilfredsheden fylder og tænk, at den kan bruges konstruktivt.
Dyrk dine successer. Ros dig selv. Det er i forlængelse af råd nr. 1. Hvis man sætter sig opnåelige og overskuelige mål, så kan de netop også opnås, og man kan få en masse gode følelser ud af det. F.eks. at føle sig handlekraftig og at føle sig i stand til at gøre noget godt for sig selv. Det kan man så bruge til at skabe en god spiral og dermed blive bedre og bedre til at nå sværere og sværere mål.
De fleste ved ikke hvad de vil tror jeg. Man vaelger, hvad det er man vil. Ligesom i et sandbox spil - man vaelger selv hvilke maal man har.
Har +20000 gange i mit liv haft det der ''Jeg vil være poker pro'', ''jeg vil være x / y'' men resultatet er altid det samme, har jeg ikke naturligt talent for det så dropper jeg det asap, og hvis jeg har naturligt talent for det så dropper jeg det først når der begynder at være arbejde i at blive bedre.
Hvorfor vil du være de ting? I virkeligheden, så tror jeg ikke det vitterligt er dit ønske, for så ville du være villig til at arbejde meget hårdere for det. Jeg vil tro du har valgt poker (og andre ting), fordi du tror det er nemt.
Jeg er selv 100-meter-mester i at springe over hvor gærdet er lavest, og jeg kan nikke genkendende til utroligt mange af de ting du skriver, og selvom jeg lige har rundet 30, så ved jeg sgu heller ikke hvor jeg gerne vil være om 10 år.
Hvis du ikke ved hvad du vil, så er der ikke så meget andet at gøre end at tvinge dig selv til at prøve nogle nyr ting, og kaste dig ud i det. Lov dig selv at give det chancen i f.eks. 14 dage, og hvis det ikke er interessant, så prøv det næste. Før eller siden vil noget fange din interesse, hvis du giver det mere end 10 minutter.
Når først interessen er der, så er det bare på med grindhatten. Ingenting kommer gratis, og det kræver som regel en indsats at komme derhen hvor det bliver rigtig sjovt.
GL!
Som Florczak.
Hvis der ikke er noget i din nuværende tilværelse der trækker i dig, så ville jeg uden at blinke samle så mange penge jeg kan, så hurtigt som muligt, og tage ud i verden for at få inspiration og oplevelser. Det vil sætte det hele i perspektiv og samtidig give dig ro til at finde ud af hvad du brænder for undervejs.
Jeg tror det handler om at finde ud af hvad du vil. Det siger du at du ikke ved - det gør jeg egentligt heller ikke - men jeg ved efterhånden nogenlunde hvad vej jeg vil.
Med udgangspunkt i mig selv, så slackede jeg overdrevet på HF. Det kom ikke voldsomt nemt til mig, og eftersom jeg ikke engang gad at tage en lommeregner med til min skriftlige eksamen, dumpede jeg begge med 00.
Jeg studerer på nuværende tidspunkt på en humanistisk professionsbachelor, hvilket jeg med tiden har fundet ud af, ikke er den vej jeg ønsker at gå. Jeg realiserede at jeg muligvis fik brug for matematik, hvis jeg ville læse videre. Jeg har altid været ekstremt doven og ligesom dig, bare taget tingene som de nu engang var. Nu fik jeg faktisk en grund til at interessere mig for matematik, og det vendte de to 00ere til to 12taller.
Min pointe er egentligt bare, at så snart du finder ud af nogenlunde hvad vej du vil gå, så tror jeg også på at motivationen kommer til dig, tiltrods for du er pisse doven (ligesom jeg :) :) )
Denfortabte skrev:
Ligeledes er det heller ikke en tekst om at jeg er træt af at leve, jeg elsker livet, jeg holder af mange ting ved livet som jeg aldrig ville være foruden, men jeg har bare ingen vilje til noget som helst.
Var det så ikke en idé at tage fat i de ting, der gør det sjovt at leve og gøre det til levevej? Du kan jo kombinere dine interesser med din "dovenskab" ved at stille spørgsmålet "Hvordan kan jeg med en minimumsindsats komme til at leve fedt (dvs. kunne gøre hvad jeg vil fremover, ikke nødvendigvis være rig) af at spise is/træne/spille PS3/lave mad/se NFL (eller hvad du nu kan sætte ind)?
En brainstorm kan her give dig den information, du søger.
Jeg arbejdede for nogle år siden sammen med en, der elskede sport og ikke gad lave mere end højst nødvendig. Han boede i et kolonihavehus til 1.000 pr. år (ulovligt men...), arbejdede nok til at kunne tage udenlands nogle gange pr. år ved at tage nogle ekstra vagter og dyrkede ellers motion det meste af dagen. Han var desuden vegetar. Han fortalte mig, at han tidligere havde været arbejdsnarkoman og storryger og haft en karriere i IT-branchen i 80'erne - men det var nu, at han havde det rigtig godt.
Folk skal lige forstå, jeg er ikke et sted i mit liv hvor jeg hader at stå op, jeg føler bare efter hver endt dag at den har været lidt spildt. Det sagt så står jeg altid op og er glad for endnu en dag, men går så i seng med en tom fornemmelse.
Sebbecenter skrev:
Du skal have nogle vaner og aktiviteter ind i din dagligdag så du ikke har for meget "fritid"
Har selv fået foræret for meget igennem livet som også gør jeg ligeledes slacker mere end jeg burde mht. uddannelse fordi jeg tror det "nok" skal komme.
*Find en hobby som du kan dyrke og som er social
*Start med en uddannelse som giver nogen mening for dig
*Bed eventuelt om hjælp hjemmefra til at få dig op om morgenen eventuelt roomie
*Hav en fast døgnrytme i hverdagen som gør at du ikke kommer senere iseng end 24.00 fx.
Og drive kommer ikke af sig selv - det kommer med tiden.
Og husk mennesket altid ønsker det de ikke har nået/set. Ligeledes har jeg venner som startede lige efter gym med udd. og som er færdige idag. Er jeg så jaloux på dem? Næ nej de har ikke oplevet nær så meget som jeg gjorde i mine 2-3 år ude og det ville jeg aldrig i verden bytte for at være 2-3 år længere fremme i forløbet.
Har været igang med 2 uddannelser, ingen som gav mening mere end den første måned. Er ligeledes løbet tør for ideer, da jeg ikke har nogen uddannelse som jeg syntes virker fed.
Jeg er ikke et punkt hvor jeg er oppe længe etc, ej heller besvær med at komme op, jeg står fast op ca kl 10, og går i seng ca kl 01. Dette skyldes at jeg føler at min træning er det eneste som får mig 'ud' og til dels fri, så det er lidt blevet min helligdom.
Hvad angår hobby, jeg gemte den lidt. Jeg har overvejet den længe, sport eller andet, men kommer hvergang frem til at risiko'en for skader ikke overstiger gevinsten ved det. Har været ude og overveje amerikansk fodbold fordi det lidt er mit største punkt på året når sæsonen går igang. Men er for bange for at få seriøse skader, hvilket er det samme med al sport, er bange for at komme til skade som så ødelægger mit liv (for den sags skyld så oplever jeg meget lidt af frygt for at komme til skade)
@ZorroDK
Tak for historien, men ja håber også der en dag går et lys op for mig og man kan tænke, det er fanme det her jeg vil!.
@Tassadar
Det er faktisk en lidt sjov en
''Tror dog, det er vigtigt for dig at finde ud af, hvad du gerne vil, og hvad der gør dig glad. Nu ved du jo tydeligvis, at det ikke er det, du laver nu.''
Talte med en psyklog omkring netop dette, altså hvad gør mig glad. Det værste er at jeg kan ikke rigtigt svare på det, altså vi kan tage noget så basalt som mad, men ellers var mit eneste svar når NFL gik igang... Vi talte længe om det og ligemeget hvor meget han forsøgte, kunne vi ikke grave andet op som gav en følelse af glæde. Alt andet var lidt ligegyldigt, og blot tidsfordriv imellem dagene. Self kan vi tale om sol og sommer vs vinter osv. Men det virker lidt for basalt.
Hvad jeg vil, det er netop det som er problemet jeg vil intet, da jeg ikke har et behov for noget specielt, jeg har ikke nogen personlig glæde ved en bestemt uddannelse eller andet.
@Flor
Læser lidt dit svar som værende ''kast dig ud i noget nyt'' prøv ting, jo mere man prøver jo mere finder man ud af?.
Pt aner jeg ikke hvem jeg er, har brugt 16 år på at være en anden, hvilket måske også besværliggøre det med at finde ud af hvad jeg vil, når jeg ikke engang længere ved hvem jeg er. Samt så stadig den der frygt for at komme til skade, det er nok også hvad der begrænser mig i forhold til rejser, fly, overlade mit liv til en anden osv. Mange potentielle lorte situationer som man ikke selv er herre over, jeg kan ikke lide at 'give slip'
@Henry
I forhold til 1, jeg har netop alt for mange muligheder :/ Der er like en million veje åben, spørgsmålet er hvilken der siger mig noget.
hvad angår 2, jeg har aldrig i mit liv følt mig stolt over en sucess, tag feks gym, jeg kom igennem med en fin karakter uden arbejde, noget man vel burde være stolt af. Men jeg føler at jeg fik det foræret, jeg har aldrig i mit liv arbejdet for noget. Hvilket jeg tror er nødvendigt for at man kan føle sig stolt.
Det er nok også noget med barndommen, vi er 4 søskende, og efter at have talt med dem i vores voksen liv, kan ingen af os huske nogensinde at få ros, eller et tak hvis man hjalp eller lignende.
@Royal
Men hvordan laver man det valg? Har som nævnt forsøgt lidt, men er fanme mange valg man har som man skal igennem før man engang rammer et som føles rigtigt :/
@Skod
Nej det var aldrig mit ønske, var netop eksempler på ting jeg tror jeg vil, men ikke gider arbejde for.
Det sagt så spillede jeg poker fordi jeg tjente nemme penge på det, og spiller stadig en del live i perioder hvor jeg arbejder / skal have refill på konto'en. Men motivationen til at spille poker er væk hvis ikke kontoen nærmer sig 0. (Spiller med backer live, hvor vi bare deler 50/50, så derfor jeg stadig kan spille når kontoen er i 0, hvor min eneste motivation til poker kommer). Ligeledes lagde jeg tonsvis af timer i det dengang jeg var 17-18. Tog i byen hver weekend for at studere ansigter, reaktioner til ting der blev sagt, studerede +500 timer af forskellige poker videoer (live poker obv) hvor jeg ikke lavede andet end at se på hver mindste reaktion, skrev alt ned, og forsatte den vej indtil jeg havde styr på det.
Men det sagt, så kom jeg aldrig videre fordi jeg føler en lyst til at spille for penge andet end når jeg er broke. Aner ikke hvor jeg dengang fandt viljen til det, tror det var fordi mig og en buddy boede sammen og begge pludselig fandt poker spændende. Samt at man som ung knægt syntes det var fedt at kunne smide lidt om sig med penge for opmærksomhed.
Sorry for wall of txt, og ved at jeg på et tidspunkt lagde op til noget som jeg måske skal forklare lidt mere.
''Pt aner jeg ikke hvem jeg er, har brugt 16 år på at være en anden''
Jeg voksede op med en far + søskende som mobbede mig dagligt med at jeg var tyk og lignende, samt i skolen med alt muligt, så fra 8 klasse af og frem, har jeg aldrig fortalt 2 ord til en anden om mig selv som er 'sande'. Selv nu i mit voksen liv, jeg kan sidde og psyke mig selv helt op til DONT LIE DONT LIE DONT LIE. Alligevel så sekundtet jeg åbner min mund for at svare på et personligt spørgsmål, kommer kun en brøkdel af sandheden ud.
Har løjet så meget at jeg ikke længere tror jeg ved hvem jeg er, jeg kunne ikke sætte mig ned og fortælle anden om hvem jeg er, fordi jeg ved det ikke.
Det sagt så taler vi her om at jeg til et vidst er anonym da jeg intet forhold har til nogen PN'ere, jeg lyver om alt face to face fordi de kan kende mig, eller fordi jeg ikke bare fra dag til anden kan cutte alt og undgå en person.
Hvor meget har du forsøgt at gå til psykolog/ hvor meget har du snakket med en psykolog? Det virker for mig lidt depressionsagtigt når du intet drive kan finde for noget. Bare fordi du godt kan stå op af sengen hver morgen, betyder det jo ikke at du ikke har en form for depression. Det virker som om du sætter grænser for at gøre dig selv glad. Du er bange for at få skader og derfor forfølger du måske ikke noget som gør dig lidt glad. Har du forsøgt dig med en coach? Hvis du ikke føler en psykolog kan hjælpe fordi du ikke føler dig depri, kan en coach måske hjælpe dig på vej med din motivation og drive som det virker til er nøglen til at komme videre. Derudover skal du huske at blot fordi du er midt i 20'erne synes at andre er kommet længere end dig, er det jo ikke altid sandheden. Problemet er mere at du ikke er tilfreds mht. Hvor du er nu, mere end at andre er et andet sted end dig.
Jeg synes du skal melde dig til en eller anden form for frivilligt arbejde, som gør en positiv forskel for nogle andre.
Det kunne fx være som frivillig hjælper på en lektiecafe, varmestue eller andet.
Altså noget, hvor det betyder noget godt for nogle andre, at du møder op og er dig selv.
Det vil give dig nogle positive oplevelser og en følelse af at have noget indhold i livet.
Forhåbentligt vil det også give dig nogle erfaringer du kan bruge til at indstille dit livs kompas på det, som vil gøre dig glad på langt sigt.
Kierkegaard havde en lignende hvad-skal-jeg-blive/være-krise, som han brugte resten af sit liv på at teoretisere over: http://sks.dk/aa/txt.xml?hash=ss23&zoom_highlight=gilleleie#aa-12.3
Han skriver bl.a.:
"Men en saadan Tvivlen kan ogsaa vise sig i andre Sphærer. Om Mennesket ogsaa er kommet paa det Rene med sig selv om enkelte af saadanne Hovedpuncter, saa gives der i Livet andre ogsaa betydelige Spørgsmaal. Ethvert Menneske ønsker naturligviis at virke efter sine Evner i Verden, men deraf følger da igjen, at han ønsker at uddanne sine Evner i en bestemt Retning, i den nemlig, som er meest passende for hans Individualitet. Men hvilken er denne? Her *staaer jeg ved et stort Spørgsmaalstegn. Her staaer jeg som Hercules men ikke paa Skilleveien – nei, her viser sig en langt større Mangfoldighed af Veie, og desto vanskeligere er det altsaa at gribe den rette. Det er maaskee netop en Ulykke ved min Existents, at jeg interesserer mig for altfor Meget og ikke afgjort for Noget; mine Interesser staae ikke alle *subordinerede een, men alle staae coordinerede."
SK kunne med andre ord ikke bevise over for sig selv, at denne ene vej/interesse skulle være bedre end den anden.
Denne evige teoretiseren "fungerede" for ham, fordi han var god til at skrive, men for resten af os er det nok smart at træffe et valg og holde os selv fast på dette valg...Også selvom valget ikke kan gives nogen dybere forklaring;-)
Spørger man således folk, hvorfor de laver det de gør, så er svaret - af gode grunde - ofte rimelig luftigt: "jeg kan godt lide at arbejde med mennesker", "jeg synes jura er spændende", "jeg kan godt lide at være på" etc.
Jeg tror det er rigtig vigtigt at man ikke kommer til den fejlagtige konklusion at andre har været heldige eller dygtige nok til at finde lige deres hylde i livet, og nu nyder de bare livet fuldt ud, med godt job, sød kæreste, nemme børn mm.
Der ER simpelthen kun 'en vej til at leve livet med glæde og tilfredshed, og det er ved at være villig til at arbejde hårdt for økomisk råderum, gå på kompromis konstant med familie, venner og kolleger og acceptere at det perfekte og lykkelige liv ikke findes.
Livet kan dog formes og tilpasses og forbedres løbende, hvis man er stålsat og flittig.
Og er man rigtig god til at gøre det der skal til for at gøre andre (og sig selv) glade oftere end ikke, så kan man ende med faktisk at føle lykke.
Langt de fleste synes at deres valg er gode og prøver ofte at sammenligne med andres valg.
Det kan bare ikke sammenlignes, og bør IMO heller ikke!
Har man børn kan det være næsten umuligt at forstå andre fravælger børn.
Er man sports interesseret synes folk det er ubegribeligt at andre ikke dyrker sport overhovedet.
osv.
Tag udgangspunkt i at resten af livet bliver en krydret blanding af krav, arbejde, forandring, uforudsete udfordringer, og løser du dem tilfredsstillende for dig og dine nærmeste, bliver du en glad mand.
Og det uanset om dine valg og løsninger falder uden for andres normer!!
Du skal væk fra det værelse.
Nu finder du en højskole på nettet, tilmelder dig et års-kursus.
Helst et godt stykke væk hjemmefra.
Så får du et skud samvær og forhåbentligt ny inspiration.
Så tager du den derfra.
Sæt i gang.
Jeg brainstormer lidt for dig her i tråden så.
Hvis du kan lide sport og fitness -> sportjournalist, idrætslærer, fitnessinstruktør
Bliver du glad af at være sammen med andre mennesker -> opsøg aktiviteter, hvor det sker. Gå til sport, start på en højskole, hvis du har pengene..
Eller som Tuz skriver: Frivilligt arbejde. Det er blevet bevist, at folk får højere selvværd, når de føler, at de gør en forskel for andre mennesker. Jeg begynder formentlig selv snart som frivillig: www.urk.dk/. Arbejde med børn kan eksempelvis være befriende, hvis man får pres over voksne mennesker.
Har du nogensinde haft en succesoplevelse med noget arbejde/opgave w/e, hvor du bagefter har haft en god fornemmelse med dig selv? Hvis ja, prøv at tænke, om det er noget, du kunne forestille dig at lave mere af.
Når ikke du ved hvem du er pg ikke ved hvad du vil med dit liv, er det klare signaler om, at at tilgængeligheden til egne følelser er vanskelig af en årsag som jeg ikke kender til. Et bud kan være mobberierne fra familiemedlemmer. Det som guider os mennesker igennem livet er vores følelser og uden adgang til dem, er det svært at finde vej og mening i livet. Vil opfordre dig til at søge professionel hjælp eller tale med nogen du stoler på om det der smerter dig. Det er en vanskelig proces og kan kun opnås gennem gennem samvær med mennesker du føler dig tryg ved.
Håber du finder den rette vej!
Frisk på et væddemål?
Du kan ikke holde dig væk fra tv og computeren i en uge hvor du ingen gerninger har.
Start med at prøve det før du vil lave en big time ændring.
Just prove me i am wrong og jeg er ret sikker på du vil lære meget om dig selv på den uge.
Tror du har brug for noget hvor du har ansvar for andre, og/eller at du har en chef/leder der svinger pisken, så du får lavet noget.
Derudover lyder det også som om at du har nogle psykiske problemer som du skal have professionel hjælp til. Prøv lige at overvej at gå i et psykologforløb igen. Men du er nødt til at give det et seriøst skud, for du skal ikke forvente at du ser resultater allerede efter de første par gange.
Du lyder til at være trist. Måske at du skal bede din læge om nogle lykkepiller. Der er ikke noget at være ked af.Du har dit gode helbred og er i den bedste alder!
Dine følelser og tanker du beskriver, er helt almindelige at opleve i midten af tyverne. Jeg gætter på at problemet bunder i en identitetskrise, som måske har ført til en mild depression. Alle mennesker har, på et tidspunkt i livet, negative tanker om fremtiden og manglende livsglæde. Som de andre skriver, så tror jeg her du skal se indad og tvinge dig selv til at være mere social. En god idé kunne være at give dig selv en social udfordring hver dag, som at tage kontakt til en sød pige eller at skamrose en ven. Håber du kan bruge noget af det. Er sikker på du nok skal komme på toppen!
-ST- skrev:
Du lyder til at være trist. Måske at du skal bede din læge om nogle lykkepiller. Der er ikke noget at være ked af.Du har dit gode helbred og er i den bedste alder!
Joke?
Der er kommet mange gode svar som jeg ikke kan bidrage yderligere til.
Jeg studsede over noget i din første post. Du skriver at du bestod gym uden nogensinde at være der eller åbne en bog. Er der lavet så meget om på fraværsreglerne siden min tid at der ikke længere kræves noget som helst fremmøde?
Thumbs up for et rigtig modigt indlæg! Sejt du tør. Eller ligesom Froopa. Det åbner op for mange nye tilgange til livet. God ide såvel socialt/personligt som fagligt.
Froopa skrev:
Du skal væk fra det værelse.
Nu finder du en højskole på nettet, tilmelder dig et års-kursus.
Helst et godt stykke væk hjemmefra.
Så får du et skud samvær og forhåbentligt ny inspiration.
Så tager du den derfra.
Sæt i gang.
WastedWanker skrev:-ST- skrev:
Du lyder til at være trist. Måske at du skal bede din læge om nogle lykkepiller. Der er ikke noget at være ked af.Du har dit gode helbred og er i den bedste alder!
Joke?
Lad venligst være at ødelægge en så god tråd med en diskussion om lykkepiller.
Slut :)
Umiddelbart lyder et højskoleophold osm en god idé! Væk fra værelset, socialt samvær og lidt spredehaglssøgen efter inspiration.
af sted med dig!
antidepressiver er måske det sidste jeg vil anbefale..
MrKjaer skrev:WastedWanker skrev:-ST- skrev:
Du lyder til at være trist. Måske at du skal bede din læge om nogle lykkepiller. Der er ikke noget at være ked af.Du har dit gode helbred og er i den bedste alder!
Joke?
Lad venligst være at ødelægge en så god tråd med en diskussion om lykkepiller.
Slut :)
Det var ikke oplæg til diskussion. slut-prut.
Hej Denfortabte
Eftersom du allerede har prøvet psykolog osv. lader vi bare del ligge med det samme.
Havde du brug for den ene eller form for medicin, så var det sikkert allerede kommet på tale.
Jeg kunne forestille mig, at det må være frustrerende ikke at kunne føle lyst til at sætte sig mål samt glæden ved at nå dem.
Tux har allerede været inde på, at hjælpe andre måske kunne være vejen frem for dig. Det samme vil jeg foreslå, men måske noget lidt mere "så er der ingen vej tilbage" så muligheden for at udeblive eller ikke møde op ikke er til stede.
Har du evt. overvejet at tage ud i verden? Opleve de vilkår andre ikke så heldige mennesker vågner op til hver dag? Om det er velgørenhedsarbejde i Afrika eller om du blot tager rygsækken på og rejser ud i verden er måske ikke så afgørende. Udover at det kunne være en stor oplevelse, så vil det måske også være med til at åbne dine øjne for hvor heldigt vi er stillet her i Danmark og måske være med til, at du sætter mere pris på de ting du i dag tager forgivet.
Det var blot en lille tanke, men eftersom du hverken er bundet af job eller uddannelse, er muligheden der i hvert fald. Hvad binder dig til sofaen?
Held og lykke.
Det her er en af grundene til at jeg er kommet til at holde så meget af PN.
Det er bare så suverænt at OPs post bliver taget alvorligt.....at folk virkelig forsøger at give gode brugbare råd.
Thumbs up til jer alle.
stef4690 skrev:
Tror du vil finde glæde og mening i at læse noget Søren Kierkegaard
Vil du uddybe? (ja, har læst #16)
Denfortabte skrev:
Jeg personligt har aldrig haft noget i mit liv, jeg gider ikke arbejde fordi hvad skal jeg med pengene?
TROLL? Du sidder på et pokerforum og er ligeglad med penge? lol
Herinde tænker vi kun på en ting, $$$..
Nu kan jeg se du har fået en masse gode råd!
Så vil jeg også gerne lige sige noget, kan måske godt lyde hårdt.
Men ta dig sammen!, du er et voksent menneske, det bare ikk godt nok, du har et liv nyd det!
Der folk i andre lande der har MEGET hårde end dig, men som stadig væk tager livet med et smil.
Og der er altså langt over 50% som heller ville lave noget andet end det arbejde de har nu, men der må lidt penge på bordet så de mange gode ting i livet kan nydes!
"Everybody, one day, will die and be forgotten. Act and behave in a way that will make life interesting and fun, dont just living life out till you grow old and wither away. Find a passion, form relationships, don't be afraid to get out there, trust me it's a lot more fun that way."
Avocado_007 skrev:stef4690 skrev:
Tror du vil finde glæde og mening i at læse noget Søren Kierkegaard
Vil du uddybe? (ja, har læst #16)
OP's situation vil fremstå som et fucking laugh efter at have læst hans forfatterskab. Dog kun hvis han da ikke har hængt sig selv inden, da det simpelthen er forfærdeligt konstant at falde over sine halvanden meter lange slæbenosser, som er en ganske naturlig konsekvens heraf.
hashdonk skrev:Denfortabte skrev:
Jeg personligt har aldrig haft noget i mit liv, jeg gider ikke arbejde fordi hvad skal jeg med pengene?
TROLL? Du sidder på et pokerforum og er ligeglad med penge? lol
Herinde tænker vi kun på en ting, $$$..
Jeg tror, at du - heldigvis - ikke har ret i dette.
Jeg er godt klar over hvad eksistentialisme og Kierkegaard overordnet er, men er Kierkegaard ikke ekstremt religiøst/kristent, eller er han til at komme igennem og se sig selv i, uden at være videre religiøs?
Greenline er problemstilling ikke præcis det modsatte?
Op føler vel ikke han har det hårdt?
Op har vel blot det problem at hans fri tid er blevet hans hverdag.
Og vil godt begynde og have en meningsfuld hverdag.
Og dermed skal han ofre alt den fritid som han i 95 procent af tiden nyder.
Hvorfor skulle man begynde og arbejde 37 timer om ugen når de penge der tjenes kun giver en marginalt øget livsglæde.
Læg dertil at man i dagens Danmark identificerer sig med jobbet. Så vil godt sætte en øl på det lokale på højkant på at de løgne op relaterer til har noget at gøre med dette. At han har sagt til venner og bekendte hans job er pokerspiller eller er uddannet xxx dermed vil de ikke kunne forstå han pludselig har et ufaglært job, dermed bliver det sværere for op at komme op af egen grav som han er faldet ned i. Så før han kan kan skifte identitet kræver det at se sine egne løgne i øjnene. Og det er svært for alle mennesker at gøre op med deres dårlige samvittighed.
Men jeg er ret sikker på op har nogle mål og visioner ellers ville han jo ikke have dårlig samvittighed. Så hans inderste tanker ved han jo kun selv.
Men er det at få kone og 2 børn så prøv at starte med at date.
Er de at være omgivet af venner så prøv at starte med at inviterer nogle over til middag eller hold en fest.
Er de at have en nært betroende ven som du kan komme ud med de ting du ikke har sagt så se ovenstående råd :P
Eller er det man vil have et meningsfuldt job som op siger men jeg ikke tror på er kernen i problemet. Men så start med få succes oplevelser i stedet for at ændre verdenssituationen.
Wow sorry var lidt væk idag, jeg gør som sidst fordi jeg gerne vil vise at jeg læser alle råd, og tager dem seriøst. Så kommer et laaaangt svar, men igen mange misforstår, sanderM rammer den godt til sidst, jeg nyder livet fra morgen indtil aften, men når jeg så er på vej i seng, føles dagen spildt og ligegyldig, fordi man er ikke kommet længere end man var imorges.
@Pokerjbm
Jeg så en psykolog i 10-12 sessioner, uden nogen mærkbar fremgang, og var ikke mig men hende som mente at det var spild af tid. Fordi for hende at se havde jeg ingen problemer, jeg skulle bare finde min 'vej' her i livet.
Jeg er ikke deprimeret, fordi som sander så fint beskrev det.
@Tuz
Hermed taget til overvejelse, jeg har sendt en mail til dem der styre lektiehjælp her i området, jeg ved dog ikke om det giver mig så meget. Men det er da et sted at starte, så kan man se om det motivere mig :) tak.
@Lynvingen83
Må være dig svar skyldig, har læst dit indlæg 100 gange, og ved sku ikke hvad jeg skal svare til det : p
@Brunen
Jeg tror ikke andre har været heldige el lignede, jeg tror bare at rigtig mange har en passion for noget som jeg mangler.
Mit problem i det du skriver er netop at jeg 'nyder' livet, men jeg tænker stadig hver aften at dagen var spildt, så står op med en fantastisk fornemmelse, men går i seng med en lorte fornemmelse. Hvad angår arbejde for økonomisk råderum, så arbejder jeg nok til at holde min økonomi fin, og jeg føler ikke behov for at knokle ekstra bare for at have et lidt større hus, en lidt større bil, eller andet i den dur.
@Froopa
Hvor kommer det med værelset fra ^^? Men ligegyldigt, jeg bor pt i en lejlighed / lejet hus w/e. Er ude i den tid jeg er nede og træne + handle, ellers er jeg aldrig ude. Dette skyldes nok at min omgangskreds består af mig og mig, da jeg over tid har cuttet alle forbindelser, ved simpelthen at sige nej til alle invitationer nok år i træk til at folk gav op.
Hvad angår højskole, så er min økonomi som beskrevet clear cut, den kan lige løbe rundt, og har ingen opsparing, min eneste chance for at få råd til højskole er at sælge min bil, eller simpelthen at arbejde noget mere. Men tror klart det var noget man burde have overvejet, tror bare ikke jeg vil passe ind på nogen højskole, da alle højskoler har et fokus og mit fokus er ikke så præcist.
@Tassadar
Takker, har overvejet op til flere af dem, i den forstand at jeg overvejer uddannelserne fordi der er 20-30% af det som virker spændende, men jeg kan bare ikke se et formål i at tage en uddannelse hvor 70-80% af den måske ikke siger mig noget (er med på snakken om at give det en chance osv.) men har aldrig givet noget en chance hvis jeg ikke fra start var god til det / kunne lide det, netop det jeg spørger om råd til :)
Jeg får pres af alle størrelser, børn stresser mig fordi de stiller så mange spørgsmål, voksne fordi jeg tror de altid er så fordømmende. Overvejer det dog stadig kraftigt og har som sagt sendt en mail, for at høre nærmere. Da det måske kan hjælpe mig lidt på vej.
Hvad angår gode oplevelser, så nej, fordi som nævnt før så har jeg aldrig arbejdet for noget. Fik mit gym 'bevis' foræret, så det er svært at føle sig stolt af det, ligeledes så er jeg typen der tænker på følgende måde.
Har nogen før mig klaret hvad jeg lige har gjort? så er det jo ikke noget specielt, folk har før mig fået 12 i mat A, så er det ikke noget specielt, folk har før mig gjort y eller x, så det er en almen ting og ikke noget at være stolt af.
@Ateroi
Grunden til at jeg føler jeg ikke aner hvem jeg er (egen teori), er at jeg altid som barn fik afvide at den jeg var, det jeg kunne, ikke var nok. Derfor har jeg fået en vane for at lyve og overdrive / ændre på sandheden, fordi ellers var jeg som person ikke god nok.
Har ingen mennesker jeg føler mig tryg ved, jeg ser dog pt en psykiater som prøver at komme til bunds i hele problemet.
@SanderM
Har overvejet det, men jeg føler mig 'forpligtet' af pc'en / ps3, fordi jeg har nogen mennesker jeg spiller med, som uden mig kommer til ikke at kunne spille, så jeg føler at jeg svigter dem ved ikke at være til stede.
(Lyder nok retarderet for de fleste) men jeg frygter at de føler sig svigtet hvis jeg pludselig springer fra, og pt er det min eneste kilde til socialt samværd (wow man lyder som en taber>>) men i mit hoved så har de brug for mig, og jeg ville være et svin ved bare at sige, nu bruger jeg mit liv på live poker hver dag i en måned fordi det har jeg lyst til.
@Yarx
Er som nævnt igang med at få hjælp til de psykiske problemer, og håber at det kan få mig noget af vejen.
Hvad angår ansvar / en chef, så tror jeg det er grunden til at jeg aldrig har set noget positivt over et arbejde, at have en eller anden som konstant skal fortælle mig nu gør du det her, hvad end du gider eller ej så er jeg ligeglad med om du hader livet de næste 2 uger, men fordi jeg siger du skal det her så gør du det.... Virker for mig så demotiverende at jeg tror det ville sende mig nærmere en depression end at køre min nuværende livsstil.
@-ST-
Har aldrig i mit liv taget piller andet end under ''tvang'' equals hvis lægen sagde jeg SKULLE, jeg fortrækker at løse problemerne uden medicin, alt nu om dage er blevet så nemt bare at sluge en pille for x og y, så tager vi en pille for at stå op, så tager vi en for at komme igennem dagen og til sidst en for at falde i søvn igen... Nej tak :)
Desuden som SanderM skrev, jeg er netop ikke 'trist' jeg er glad 95% af tiden.
@Dåse_Allan
Social udfordring er et meget cool koncept, men tror ikke på at det er noget som ville virke for en med mit selvværd, specielt når min vennekreds pt er ikke eksisterende, så man har ikke rigtigt nogen til at bakke en op i dårlige situationer.
Men ellers syntes jeg ideen er fed nok, føler bare at risk vs reward er ret høj når jeg kun har mig selv til det, og derved risikere (personlig mening) at få så mange negative oplevelser med det at jeg måske får sværre ved at se lyset.
@Cawbow
til 1: Er så heldig at have en familie som nærmest er fyldt af selvstændige erhvervs drivende, hvor et par af dem altid sætter pris på min hjælp, da jeg når jeg endelig arbejder hader at spilde tiden, mest fordi jeg ser det som en sur tjans der skal overståes. Så jeg er typen der møder på pladsen 1 time før alle andre for at gøre klar til dem, og tager hjem 1 time efter for at rydde op efter dem og forberede til næste dag. (vi taler håndværkere)
2:
Hmm, jeg ved jeg har et drive for at træne (kan man vel argumentere for) har trænet i 6-8 år, kun med pauser på 1-1½ måned hvor ps3 / pc har taget overhånd. (Tror jeg i snit har 3 mdr om året jeg ikke træner pga det.
NFL har jeg altid været voldsomt into, men har de sidste 2 sæsoner fundet mig selv halvvejs igennem sæsonen, hvor jeg langsomt taber lysten, så ser jeg pludselig kun 4-6 kampe om ugen, frem for alle sammen. (Man kan vel argumenter for at 4-6 er langt mere end hvad alm folk der 'nyder' sporten ser)
ved jeg har for ps3 / pc, har været semi pro sc2 spiller, men droppede drømmen da jeg fandt ud af hvor meget der egentlig skulle til for at lege med de store drenge.
Men kan godt følge din logik i at jeg har en form for drive for dem, og jeg måske burde overveje en fremtid inden for en af dem, men syntes bare det er utrolig svært at 'vælge' mest fordi jeg virkelig ikke har lysten til en lang uddannelse hvor kun halvdelen af stoffet interessere mig.
Hvad angår 3, så har jeg ikke lige så meget at sige.
4: Enig i at chancen er der, men grunden til at jeg 100% ved at jeg ikke har løjet i ovenstående er simpelthen, hvis det bliver for 'personligt' så kan jeg bare stoppe med at læse tråden and thats it, så er det ude af mit liv og kommer aldrig tilbage og rammer mig. Jeg kan bare ikke face to face, fordi så ved folk hvem jeg er, hvordan jeg ser ud, og kan fortælle min historie videre til folk som så kan genkende mig ud fra beskrivelser (jaja jeg er nok lidt paranoid, fordi lets face it who gives a fk about my life) men det er mine egner tanker om det.
@PBaek
Jeg gik på et gym, hvor lærene fik stor 'ros' for at have elever der gik igennem med høje karakter (de kørte noget gave ting til de lærer som fik en klasse igennem med højst snit) samt så ved jeg at gym's får penge per bestået elev.
Så lærene så ikke nogen mening i at skrive mit fravær på, fordi de vidste jeg bestod (hvilket de vidste pga jeg oftest lavede en aflevering i ny og næ) samt så har gym ingen gevinst i at smide en elev ud de ved består.
@Matej
Ved ikke helt hvad jeg skal sige, som skrevet længere oppe, jeg er anonym, så ved ikke hvor meget mod det kræver. Var noget andet hvis nogen af jer kendte mig :)
@DAxelsen
Medicin er diskuteret med psykiateren, og afvist da jeg ikke ønsker det. Alt de ville give mig var sovepiller, da jeg sover meget ureglmæssigt og vågner ofte. Men lidt irrelevant for hele emnet.
Nej har ikke tænkt over arbejde i udlandet, men koster det ikke også en større portion penge? Det der binder mig til sofa'en er beskrevet i et af mine tidligere svar, jeg føler et ansvar for at være der for dem jeg spiller med. Da de ellers kommer til at mangle en mand, og jeg ikke har andre relationer til omverden.
@Stef
Dnt know, kunne nok overvejes men har altid hadet filosofi som hans tekster vel kan gå ind under?.
@Bajawa
skræmmende læsning, i den forstand at det føles utrolig rammende. Specielt emne 2, jeg har så mange ting inde i mig jeg tænker er forkert, og jeg tror (arrogance / w/e) at jeg har nogle evner som måske kunne hjælpe på visse områder, men hvad jeg føler stopper mig. Lidt hurtigt tillæg
Et nært familie medlem dødt af kræft og har altid følt mig 'klog' og tænkte, jeg kan måske give 0,5% ekstra viden til som hjælper i den rigtige retning, men så igen tænker jeg bagefter. Hvorfor mig? hvis ingen andre har kunne hvem fk er jeg så og komme at tro jeg kan gøre noget ingen før mig har gjort, hvor jeg så bare tænker det er et stort tidsspild.
Men ja god læsning, og vil klart nærstudere det (er bare god til at læse alt sådan noget, og stadig ikke lave teori til handling)
@Hashdonk
Jeg var engang ikke ligeglad med penge, jeg troede at penge ville gøre en forskel. Hvad jeg fandt ud af var bare at jeg ikke ønsker mig en stor bil, et dyrt hus, eller noget andet i den stil. Så besværet med at skaffe penge, er ikke gevinsten værd i hvad jeg kan vinde. Dette er obv dumt tænkt, da jeg ikke aner det før jeg har prøvet. Men i teori virker det for mig ikke som noget jeg tror vil gøre mit liv bedre
@Greenline
Det med at mange har det hårdere og at gøre mine egne problemer til noget 'dumt og barnligt' eller noget som bare er ren klynkeri, er noget som min psykiater lagde kæmpe vægt på de første par gange, det er vigtigt ikke at tænke sådan.
Fordi ja andre har det hårdere end mig, andre lider mere, andre har et lorte liv og de kommer igennem det.
Men for mig er mine problemer alvorlige, selv om de for enhver anden måske ikke er, hvis du tænker sådan, så kom med et problem en dansker kan have, som kan retfærdiggøres i forhold til hvordan fattige i andre lande lever, folk tvunget i prostition, børne arbejdere. Giv mig 1 problem en dansker må føle de har som kan retfærdiggøres at stille op ved siden af de andres situation
Som nævnt, så får jeg penge nok på bordet til nuværende livsstil, den føles bare ikke tilfredsstillende at gå i seng med min livsstil.
@Micki
Har obv ikke læst hans bøger, så kan ikke udtale mig, men jeg tænker at svar som i ovenstående vel også kan relateres til det her, man kan ikke sætte en mands problemer op imod en andens i forhold til om de er 'værd' at kalde et problem.
@SanderM
Utrolig rammende, du virker til at have forstået det hele. Jeg har dårlig samvittighed (føler jeg selv) fordi jeg igen er lidt arrogant anlagt i perioder, og tror jeg kan gøre en forskel hvis jeg tog mig sammen. Man har vel altid den der ide om at vi kan ændre de dårlige ting i denne verden, hvis bare vi kæmper.
Men jeg ved bare ikke hvor problemet opstår, fordi jeg tænker lidt at jeg kan gøre en verden til forskel hvis jeg kommer igang, men alligevel tager jeg mig selv i aldrig at komme nogen steder fordi som skrevet tidligere. Hvorfor tror jeg dog at jeg kan gøre noget ingen andre har kunne?
Jeg havde det rigtig meget på samme måde.. Så jeg fandt mig et job i udlandet, og flyttede bare sådan uden videre.
Har aldrig haft det bedre :)
Nu ved jeg godt hvem du er, men skal nok lade være med at afsløre dette. Du kan nok også gætte dig til hvem jeg er, ud fra min post historik.
Jeg tror du overvurderer hvor meget egentligt mening og dybde der er i andres liv. De fleste er ganske simpelt bare for travle/optaget til at sidde og få tanker som dem du går rundt med. Og man lægger næsten kun mærke til når andre foretager sig noget. Facebook er et godt eksempel på dette; 99% af alle billeder/opdateringer man ser, er fra folk der har foretaget sig noget/været optaget af noget, som de nu giver en kommentar på/billeddokumenterer.
For mange betyder det næsten alt, hvad de kan fortælle andre at de er og har gjort, fremfor hvad de egentligt selv føler/ved at de er/har gjort. Se bare mange med medlemsskab til fitness centre; hvis blot de kan fortælle til familie og venner at nu gør de altså noget ved det, og kan give indtrykket af at det virkeligt er situationen, så får de jo samme anerkendelse fra disse personer om de rent faktisk får gjort noget ved det eller ej. De fralægger sig pres fra andres side om at komme igang med noget, ved blot at sige at de allerede er gået igang. Og når resultaterne så stadig er udeblevet efter nogle måneder, hvor alle har troet at man var godt igang med træningen, jamen så har man pludseligt en god undskyldning for at stoppe igen, fordi nu har man jo prøvet, og der skete intet, og så kan andre jo ikke sige noget til det.
Hvis du kunne give alle indtrykket af at du var en gud, og de virkeligt troede på det, ville det så ikke være fedt nok, selvom du ikke var det?
De fleste løgne, af den type du beskriver at du har tendens til at ytre, bunder jo netop i bare at sige noget der lyder godt/letter det forventningspres du måske føler der er fra andre.
Bliver du af alle set som den du lyver dig til at være, så får du sværere ved selv at erkende at du ikke er den. At lyve sig til mere, bliver hurtigt en dårlig vane af kortsigtede glæder.
Det lyder som om du ville få noget ud af at læse Echkhardt Tolle. Evt. start med at se et par youtube videoer med ham.
Denne video af Sam Harris har en nogle gode pointer ift. hvordan man bliver bedre til at sætte mere pris på hvor man er.
Jeg tror at, en stor del af gunden til at du føler dig utilfredsstillet når dagen er slut - er at du har brugt al din vågne tid på IKKE at være tilstede.
Prøv noget så simpelt som det at gå en tur - og vær så tilstede der hvor du er... læg mærke til hvad der sker omkring dig og hvad der foregår i dit hovede.
Ovenstående er givetvis noget newage crap - men der er noget i det som alle kan bruge.
Jeg tænker træningsnarkomani.
Du træner 2-3 timer om dagen og interesserer dig ikke for noget andet. Samtidig er du glad og tilfreds. Det er nok ikke helt nok til at stille en diagnose men det er da klassisk symptom. Hvad ville der ske hvis du ikke kunne træne? Ville du gå bananas uden din træning?
#49
Aldrig har et 5min klip gjort et så stort indhug!
I tilføjelse til hvad der ellers er sagt her i tråden, vil jeg bare sige, at græsset er jo altid grønnere på den anden side.
Nogle har gang i en stor karriere, men ville ønske de kunne chille og spille ocmputer dagen lang. Nogle ville ønske de havde en kæreste, mens andre er blevet gift men nu vil skilles. Mange drømmer om at leve af at spille musik, jeg har gjort det i 10 år men er blevet træt af det, og har nu en ambition om at leve af at spille poker. Modsat kender jeg en svensk fyr der var blandt de største online tur-hajer i 2010-2011, han forsøger sig nu med at komme til at leve af at spille musik. Peter Eastgate vandt VM i poker, men er nu startet på en uddannelse...osv
Problemet er nok lidt at hele verden har så mange forventninger og normer, som alle bare ikke passer ind i. Alt og alle forsøger hele tiden at fortælle alle andre om hvor lykkelige de er, og hvor perfekt de har det, via facebook og i dagligdagen. Og så kommer man nok let til at føle sig lidt udenfor verden.
Livet er kort, så nyd det du laver, og lav det du nyder. Hvis du nyder at lave ingenting og spille computer, men alligevel ikke er helt glad. Så spil computer 4 timer om dagen, og f.eks. noget med mere social værdi, som Tuznelda foreslog, andre 4 timer om dagen.
..og lad være med at tro at alle er perfekt lykkelige og glade bare fordi de skilter med det, og har et mere værdifuldt liv end dit. Verden er fyldt med luftkasteller.
+1 på Eckhart Tolle. Vil anbefale dig at læse A New Earth først, og så The Power of Now bagefter.
Du tænker rigtig meget i risk/reward ..... Nogengange kan man jo være noget for nogle /foretage sig noget der ikke umiddelbart kan betale sig.... Man gør det bare.... .Og .finder måske efterfølgende ud af at det var meget sjovt cool inspirerende what ever ....
Så angående højskole og fokus så gør det nu bare .... Tjen nu de penge og meld dig på den mest all roundede højskole du kan finde ..... Med det mål at finde dig selv /din passion.
Jeg gætter på at du ikke har en kæreste, gode venner eller børn ..... De fleste af de ting jeg foretager mig gør jeg af kærlighed til disse .... Og så behøves man ikke mere drive.... Det er et kæmpe drive at holde af andre !
Har du kærlighed til andre mennesker ? Hvem ?