Hej PN
Jeg bor sammen med en ven, hvor han lejer lejligheden, og jeg lejer mig ind hos ham. Sagen er så den, at jeg har fået en lejlighed sammen med min kæreste pr. 1/5. Det har jeg så fortalt ham med 2 måneders varsel, og alt virkede til at være fint. Nu insisterer han imidlertidig dog på, at jeg skal betale leje til 1/6, da han så kan få sin egen kæreste ind der, og så har han fået 3 måneders varsel. Vi har ingen lejekontrakt, selvom jeg efterspurgte dette ved indflytning. Det gad han ikke at bruge tid på, så det gjorde vi ikke. Og fint med mig i øvrigt. Vi aftalte ikke 3 måneders opsigelse hverken mundtligt eller skriftligt.
Jeg er klar over, at jeg så er dækket af Lejeloven, og kun skal give 1 måneds varsel, da jeg kun lejer en del af lejligheden og ikke hele lejligheden, sådan som jeg forstår det. Han mener, at det er normalt med 3 måneders varsel, og jeg bør give ham den sidste måneds husleje uden videre tøven. Vi sætter os ned her om et par dage for at aftale hvad vi lige gør, og vi er som sagt venner, så jeg regner ikke med, at vi skal ud i et stort blodigt opgør omkring denne her ene måneds husleje. Jeg vil dog gerne for min egen nysgerrigheds og argumentations skyld høre jer om jeg egentlig indirekte er gået med til 3 måneders varsel, da jeg indbetalte 3 måneders forudbetalt husleje, da jeg flyttede ind? Grunden til at jeg gjorde det var, at min roomie selv har indbetalt 3 måneders husleje sammen med to af vores andre venner, så det virkede som den nemmeste måde, at købe først den ene ud på og siden den anden.
Med til historien skal det måske siges, at der for mig ikke er nogen tvivl om, at min roomie ikke umiddelbart har råd til selv at betale den dobbelte husleje, hvorfor det også er ekstra vigtigt for ham, at få mig til at betale den. Da jeg flyttede ind gik jeg dog med til selv at betale dobbelt husleje i 2 måneder, fordi han heller ikke her havde råd til at vente på, at jeg flyttede ind. Jeg har råd til at betale den ekstra husleje nu her, men det irriterer mig egentlig lidt at gøre det, fordi jeg føler, at jeg har gjort det hele efter bogen, og at jeg så igen skal bøde for, at han forvalter sin økonomi dårligere end mig. Hvis PN så nu kommer ud og kan referere til et eller andet juridisk, der siger, at jeg selv har gået med til 3 måneders varsel ved at indbetale de 3 måneders forudbetalt husleje, så er jeg nok tilbøjelig til bare at betale og så komme videre uden større sværdslag.