Jazz-Kay i Torve-caféen
Der var rigtigt gået druk i den. Jazz-Kay var på arbejde, men han havde ikke tid til at passe forretningen. Han var i gang med en kæmpe paré på billardet. Esther, med byens flotteste ben, blev sat på som servitrice. Hun var stangstiv, men det betød ikke så meget, for alle var optaget af dramaet på det grønne klæde. Kay så ud til at være dobbelt så stiv som Esther. Der lå en del penge på billardet. Masser af store sedler. De var anbragt, så de ikke lå i vejen for den røde kugles bane. Pindene lå i midterhullet, og den hvide bal på pletten nærmest Kay. Den røde bal var ” i hånden ” (det vil sige, at den måtte flyttes lidt, men skulle forblive bag ved pletten). Der var altså kun 2 baller i spil. Paréen var, at Kay skulle sende den røde rundt i 3 bander og ramme den hvide og sende den i hjørnehullet. Han havde 10 forsøg til det. Efter hvert forsøg var den røde ” i hånden ”, men den hvide skulle blive liggende der, hvor den var landet. Hvis du kan spille billard, tænker du nok:”Det kan vel ikke være så svært, hvis man har en ordentlig kø”. Det kan såmænd være svært nok endda, men Kay måtte ikke bruge en kø. Han skulle sparke kuglen rundt med hælen på sin sko, og han så ud til at være for fuld til at stå på ét ben uden at vælte.
”Jeg må ha´en schtol”, sagde Kay. Jaja selvfølgelig. Han fik straks en stol at støtte sig til. Han prøvede at få foden op over kanten på billardet, men stolen væltede. Han fik endnu en stol, og nu lykkedes det at få foden op på billardet. Han sparkede lidt med hælen til den røde bal, men det var meget svagt. Den nåede kun to bander, og enhver kunne se, at retningen var helt forkert. Jeg har 9 forsøg endnu”, sagde Kay. Bank-Henry havde talt alle sine småpenge op. Han lagde dem på kanten af billardet. ”Jeg siger, han laver den for 78 kroner”, råbte han. ”Jamen dem tager vi da osse med”, sagde Slagter Poul og lagde dækning med et stort grin.” TIME OUT” råbte Kay, ”TIME OUT”. Han gik ud på dametoilettet. Der gik 10 minutter før han kom tilbage. Han var pjaskvåd. Han havde taget bad under den kolde hane og så ud til at være fuldstændig frisk. ”Hennery, min gamle ven. Jeg glemte at kridte køen”. Kay satte sig på stolen, og Bank-Henry gned blåkridt på hans skohæl. Kay gik til bordet. Iskold og koncentreret. Han sendte den røde rundt i 3 bander. Ramte den hvide blødt og præcist, så den kom nærmere hullet. To bløde, præcise spark senere havde han tjent kassen. Han samlede skillingerne sammen og ringede med den store bronzeklokke. Det betød en gratis omgang til gæsterne.
Terningerne kom frem, og i løbet af et øjeblik lå der atter pengesedler over hele billardet.
Kay er ikke længere iblandt os. Måske svæver han rundt og spøger i Montmartre. Han fik virkelig den forretning op at stå.
God bless him.
.
Poker uden tårer. 6. afsnit.
Mine propbets er så usle ifh. dem du fortæller om Leon. NH!
ROFL må da bestemt være derfra udtrykket skomager billard stammer fra.
anbefaler virkelig at udgive en bog med disse små fortællinger... Det er top læsning.
Åh ja, montmartre... those were the days......
Fantastiske historier little me. ;-)
dejlige historier!
min egen far, var selv gode kammerater med JazzKay og har fortalt nogle rigtig fede historier fra den tid!
Han lød som en fyr, jeg meget gerne ville ha mødt...
MVH TP
Ja, Jazz-Kaj (før Montmartre: Bell-Air Kaj) var en af de mest farverige personer i byen. Kendt af alle (også politiet).
Vi mødtes af og til i baglokalet til en pornoforretning, hvor der foregik diverse "udskejelser", som jeg ikke skal komme nærmere ind på :).
En dag kom politiet på besøg. En af kriminalbetjentene sagde: "Nå, Kaj, det kører jo fint for dig, hva?", hvortil Kaj replicerede: "Det ville det også gøre for dig, hvis du havde valgt et ordentligt job".
Han brækkede engang begge ben. Mens han stadig gik på krykker tog han et væddemål om at gå Charlottenlund Travbane rundt - og vandt naturligvis!
Kaj overtog senere jazzhuset "Montmartre" og hentede en masse kendte musikere hertil. Efter hans egne udtalelser havde han ikke en pind forstand på musik. Men mennesker havde han forstand på!
Han hentede "sine" kunstnere i lufthavnen i en luxusbus, som han havde købt af Simon Spies. Tog dem på tur i sin motorbåd. Behandlede dem som personer og ikke som berømtheder. Og de elskede ham for det.
I Montmartre kunne han ikke få bevilling til at drive køkken, men gæsterne skulle jo have mulighed for at få en bid brød - så han opstillede en Houlberg pølsevogn midt i lokalet og reklamerede med "verdens mindste køkken i verdens største restaurant".
Jo, han var sq ikke helt almindelig den Kaj!