Ramt bunden midt i livet - hvad stiller jeg op?

Livet har ramt mig hårdt. Rigtig hårdt. Pt. er det så slemt at jeg synes, at jeg har givet op. Jeg har ikke lyst til at give op, men uanset hvor positivt, konstruktivt og fornuftigt jeg prøver at tænke eller agere, er det som om at jeg har mistet mit håb på fremtiden. Hos lægen har jeg fået konstateret svær depression, angst og en stressreaktion.

Der er sket mange store omvæltninger for mig det sidste halvanden års tid. I januar sidste år kom jeg ud af et dårligt parforhold der havde stået på on/off i 3.5 år, hvilket mest af alt var en befrielse. Jeg begyndte hurtigt at gå mere op i mig selv, træne meget, date og passede mit studie. I foråret sidste år fik min far konstateret terminal lungekræft, hvilket ramte mig umådelig hårdt. Han gik bort sidste sommer, hvilket jeg endnu ikke er kommet mig over. Jeg har ingen kontakt til min mor og den side af familien, hvilket gør, at jeg blot har min onkel og min tante, som bor langt væk. Jeg føler mig ofte meget alene og ensom. 

Jeg har gode venner, men de er ligesom et andet sted i livet med job og børn, hvilket jeg ikke er. 

I januar måned faldt mit liv fra hinanden. Jeg datede en pige, som pludseligt vendte på en tallerken og udøvede psykisk vold på mig, hvilket jeg desværre ikke fik afsluttet med det samme. De ting hun udsatte mig for ramte alle mine sårbare punkter, og mit selvværd og selvtillid er forsvundet som dug fra solen. Jeg var startet på en praktikplads som jeg var meget glad for, men arbejdspresset var alt for stort kombineret med mit studie samtidig med at jeg også var stresset over den pågældende relation. 

Det endte med at jeg om mandagen måtte afbryde praktikforløbet, da jeg havde alvorlige stresssymptomer så som kraftig hjertebanken, manglende korttids- og langtidshukommelse, pludselige udbrud hvor jeg begyndte at græde og lignende. Det var et stort nederlag for mig at afbryde praktikken, men jeg følte oprigtigt at jeg ville få en blodprop eller lignende, hvis jeg var fortsat. Mit helbred kunne simpelthen ikke holde til det. Om onsdagen afsluttede jeg relationen til den pågældende pige, hvilket var meget svært, og i løbet af 24 timer senere på ugen fandt jeg ud af at jeg havde dumpet begge mine eksamener fra starten af januar. 

Det slog mig fuldstændigt ud med så mange omvæltninger på så kort tid. Jeg har slet ikke været mig selv siden og er sygemeldt fra mit studie. Jeg føler mig konstant presset over min økonomi og ser ingen udsigt til bedring. Hver eneste dag ryster jeg i hele kroppen af angst, har ondt i maven og er konstant ængstelig over min situation. Primært fordi jeg ikke har energi og overskud til at tage et arbejde, da jeg er så hårdt ramt, at selv mit hjem bliver forsømt fra generel rengøring og meget andet. Min træning er gået i stå og vægten er kun gået én vej. Jeg føler mig håbløs og opgivende i forhold til alt. 

Jeg føler kun det er et kort spørgsmål om tid før jeg ikke længere har råd til at betale mine regninger eller købe mad. Jeg får SU og SU-lån og har en høj husleje. Jeg har skåret alt det væk jeg kan fra mit budget. Jeg aner ikke mine levende råd og samtidig føler jeg ikke at jeg har nogen. Jeg synes jeg har rigtig meget at byde på til samfundet, men alle de omvæltninger har slået mig helt ud af kurs.

Jeg aner ikke hvad jeg skal stille op. Jeg vil så gerne være glad igen og have en følelse af ro og tryghed i mit liv. Planen er at jeg skal starte på mit studie igen pr. 1. september, men det virker fuldstændigt uoverskueligt med hvor skidt jeg går og har det. Jeg har kun fået det værre og værre i løbet af de sidste par måneder. Hver dag forsøger jeg blot at overleve og komme ud at gå en tur.

Skal til lægen igen i næste uge mhp. eventuel henvisning til psykiatrien og måske behandling med antidepressiv medicin. Jeg har virkelig ikke lyst til at tage antidepressiv medicin, men jeg er efterhånden så desperat for at få det bedre, at jeg vil prøve hvad end der kan hjælpe. 

Jeg har gået ved en psykolog, men hans eneste råd var ret beset, at jeg skulle begyndte at træne igen, og han var ikke just en dygtig psykolog. Det fik jeg godt nok ikke meget ud af.

Jeg kunne sikkert skrive mere, men spørg endelig hvis I har spørgsmål. Jeg prøver ikke at fremstå ynkelig eller søge medlidenhed, men siger bare ærligt hvordan jeg har det.

Jeg ved ikke hvad jeg skal stille op. Det ville være et gigantisk nederlag jeg ikke aner hvordan jeg skulle komme tilbage fra oveni, hvis jeg ikke snart får det bedre og er et sted hvor jeg igen kan passe mit studie til september.

Mvh sipsap 

Jeg fik helt ondt i maven af at læse dit indlæg. Jeg kan ikke rådgive dig, men synes det er stærkt du søger hjælp, bliv ved med det. Alle mennesker kan ende i et mentalt sort hul, som virker umuligt at komme op af, men du gør det rigtige ved at være åben om det, fortsæt med det.

@sipsap

Hvor gammel er du ?  

og ligegyldigt hvor langt nede du er, så er der ALTID en ny mulighed / fremtid. oppe over bakken  du skal bare lige skubbes derop. så du selv kan se det. 

/nuller

Super ærgerlig situation du er i. Men giv aldrig op! Det skal helt sikkert nok blive bedre! Kender folk der har haft depression og angst og har for den skyld også selv oplevet stress. Fælles for dem alle er at de har fået styr på det. Især for folk der for angst er det helt normalt med at få medicin der hjælper.

Derudover er det med psykologer lidt ligesom med at have en leder. Man tænker de er profesionelle og alt spiller (det gør det også for mange). Men der er også nogle man bare klikker med bedre end andre og hvor deres ledelsesstil passer. Det samme gælder psykologer. Så bare fordi du har haft en som ikke lige var din kop te skal du ikke giv op. Prøv en anden og find en som passer til dig 😊

Hej Sipsap

Jeg synes det er mega modigt og flot at du skriver sådan et ærligt indlæg. Det viser i hvert fald mig, at du ikke har opgivet og at du stadig kæmper.

Jeg vil opfordre dig til at opsøge en anden psykolog som du forhåbentlig har en bedre kemi med og som forhåbentlig har nogle flere værktøjer til dig.

Derudover er min personlige holdning, at man ikke skal være så bange for medicin hvis der hjælper det enkelte individ. De fleste tager en pille hvis de har det dårligt eller har influenza. I det her tilfælde har din psyke det svært og har måske brug for hjælp i form af antidepressiver som kan hjælpe med at udskille nogle af de stoffer din hjerne lige nu ikke sørger for der bliver udskilt nok af i din krop.

Igen, det er min personlige holdning og jeg er ikke ekspert på feltet. Så hvis mere fagligt kompetente mennesker siger noget andet, så skal du nok lytte til dem.

@SVFA_DK

Tak. Jeg prøver så godt jeg kan. 

@nuller

Jeg er 34. 

Jeg står også i lort til halsen med depression angst måske noget adhd der skal udredes, også været indlagt en måned på åben psykiatrisk afd. Jeg har tid hos psykiater i november, det har til den tid været knap et års ventetid, så forvent ikke det går stærkt.

Jeg begynder dog at skimte lidt lys, så det kan lade sig gøre...

Mit råd er som SVFA skriver, Søg al den hjælp du kan, og tag i mod de tilbud der kommer også selvom de kan virke ligegyldige. 

Kontakt evt. din kommune, måske har de en slags gruppeterapi der passer til dig. Og måske du derogså kan få et overblik over hvordan din økonomi vil komme til at se ud i tilfælde af du bliver nødt til at droppe ud af dit studie så det ikke bliver en overspekulation i dit hovede der bare eskalere med hvad der mon sker.

Det kan være de endda kan støtte med en mentor eller lignende der kan hjælpe dig til at du ikke når til at skulle droppe ud men i stedet for støtte.

Forvent ikke at tingene bliver som før, en depression kan ændre mennesker på godt og ondt, det er din opgave lige nu at sørge for det bliver så meget som muligt godt.

Der kan ikke sættes tid på hvornår du er "normal" igen, men tro mig, tiden læger de fleste sår!

God bedring og held og lykke ❤️ håber det blev til at forstå, KÆMP!!! ❤️

Grovfil må jeg også spørge dig om hvor gammel du er. ?. )( og træls at se at du også kæmper) . og så får jeg da straks dårlig samvittighed over  det med din kaffe. ) knus nuller  

47. Lad os blande mig udenom, lige nu er det sipsap der har brug for råd ❤️

Har desværre kun kort tid lige nu. Men vil sige til alle med problemer som op. Få presset lægen til snak hurtigst muligt. Og få en henvisning til psykolog. Du skal klart til en anden. Som en skrev. Psykolog skal der være kemi med. Det er jeg sikker på du nok skal finde med den næste.

Hvor i landet hører du til ?
Hvis Århus har jeg i hvert fald en anbefaling til en der ikke bare siger du skal træne det væk. Og en som heller ikke nødvendigvis prøver at finde svarene i en oplevelse fra barndommen som jeg også har hørt mange gøre.

Ved din familie hvordan du har det?

Det gør ondt at høre. Afhængig af hvor du bor, kunne jeg måske have et forslag, som du formentlig ikke har tænkt på. Du er velkommen til at sende mig en besked, hvis du helst ikke vil afsløre det her.

Florczak skrev:

Ved din familie hvordan du har det?

 Ja, og det gør utrolig ondt på dem, men de ved ikke rigtigt hvad de skal stille op. 

For helvede sipsap... Det var satme et hårdt indlæg. Det giver sgu en halvgammel mand en klump i halsen.

Det, et du sætter ord på det i et offentligt forum, er ekstremt stærkt. Og lige præcis det, tror jeg er super vigtigt. Det er et kæmpe skridt at tage.

Få talt med folk. Tal med læger, psykologer og hvad pokker du kan tale med. Hold fast i tanken om, at du vil have dine problemer løst. Uanset hvor håbløst alting ser ud.

Jeg håber alt det bedste for dig, og krydser alt jeg har. 

Vi er nogenlunde jævnaldrende og jeg har for tre år siden også haft det helt forfærdeligt og haft en depression. 

Jeg havde det på samme måde som dig ift. medicin, men jeg vil bare sige at fordelen ved f.eks. Sertralin er at det letter det hårdeste mentale pres og giver luft/plads til at bearbejde problemerne og gøre nogle af de ting, der gør det nemmere at komme igennem hverdagen (som træning). 

Håber du kommer ovenpå igen!

Hej Sipsap.

I din situation er det nok nemmest at tage problemerne en af gangen.

Prøv at se om du kan få skåret den høje husleje ned så det ikke stresser dig.

Tag en ting ad gangen med andre ord.

Stærkt og rørende indlæg. Jeg kan ikke bidrage med meget, men tror helt sikkert på at du kommer igennem når du har så mange gode refleksioner og modet til at dele dem. Så skal du nok få vendt den onde spiral. Held og Lykke med det ❤️

sipsap skrev:

Livet har ramt mig hårdt. Rigtig hårdt. Pt. er det så slemt at jeg synes, at jeg har givet op. Jeg har ikke lyst til at give op, men uanset hvor positivt, konstruktivt og fornuftigt jeg prøver at tænke eller agere, er det som om at jeg har mistet mit håb på fremtiden. Hos lægen har jeg fået konstateret svær depression, angst og en stressreaktion.

 

Der er sket mange store omvæltninger for mig det sidste halvanden års tid. I januar sidste år kom jeg ud af et dårligt parforhold der havde stået på on/off i 3.5 år, hvilket mest af alt var en befrielse. Jeg begyndte hurtigt at gå mere op i mig selv, træne meget, date og passede mit studie. I foråret sidste år fik min far konstateret terminal lungekræft, hvilket ramte mig umådelig hårdt. Han gik bort sidste sommer, hvilket jeg endnu ikke er kommet mig over. Jeg har ingen kontakt til min mor og den side af familien, hvilket gør, at jeg blot har min onkel og min tante, som bor langt væk. Jeg føler mig ofte meget alene og ensom. 

Jeg har gode venner, men de er ligesom et andet sted i livet med job og børn, hvilket jeg ikke er. 

 

I januar måned faldt mit liv fra hinanden. Jeg datede en pige, som pludseligt vendte på en tallerken og udøvede psykisk vold på mig, hvilket jeg desværre ikke fik afsluttet med det samme. De ting hun udsatte mig for ramte alle mine sårbare punkter, og mit selvværd og selvtillid er forsvundet som dug fra solen. Jeg var startet på en praktikplads som jeg var meget glad for, men arbejdspresset var alt for stort kombineret med mit studie samtidig med at jeg også var stresset over den pågældende relation. 

 

Det endte med at jeg om mandagen måtte afbryde praktikforløbet, da jeg havde alvorlige stresssymptomer så som kraftig hjertebanken, manglende korttids- og langtidshukommelse, pludselige udbrud hvor jeg begyndte at græde og lignende. Det var et stort nederlag for mig at afbryde praktikken, men jeg følte oprigtigt at jeg ville få en blodprop eller lignende, hvis jeg var fortsat. Mit helbred kunne simpelthen ikke holde til det. Om onsdagen afsluttede jeg relationen til den pågældende pige, hvilket var meget svært, og i løbet af 24 timer senere på ugen fandt jeg ud af at jeg havde dumpet begge mine eksamener fra starten af januar. 

 

Det slog mig fuldstændigt ud med så mange omvæltninger på så kort tid. Jeg har slet ikke været mig selv siden og er sygemeldt fra mit studie. Jeg føler mig konstant presset over min økonomi og ser ingen udsigt til bedring. Hver eneste dag ryster jeg i hele kroppen af angst, har ondt i maven og er konstant ængstelig over min situation. Primært fordi jeg ikke har energi og overskud til at tage et arbejde, da jeg er så hårdt ramt, at selv mit hjem bliver forsømt fra generel rengøring og meget andet. Min træning er gået i stå og vægten er kun gået én vej. Jeg føler mig håbløs og opgivende i forhold til alt. 

 

Jeg føler kun det er et kort spørgsmål om tid før jeg ikke længere har råd til at betale mine regninger eller købe mad. Jeg får SU og SU-lån og har en høj husleje. Jeg har skåret alt det væk jeg kan fra mit budget. Jeg aner ikke mine levende råd og samtidig føler jeg ikke at jeg har nogen. Jeg synes jeg har rigtig meget at byde på til samfundet, men alle de omvæltninger har slået mig helt ud af kurs.

 

Jeg aner ikke hvad jeg skal stille op. Jeg vil så gerne være glad igen og have en følelse af ro og tryghed i mit liv. Planen er at jeg skal starte på mit studie igen pr. 1. september, men det virker fuldstændigt uoverskueligt med hvor skidt jeg går og har det. Jeg har kun fået det værre og værre i løbet af de sidste par måneder. Hver dag forsøger jeg blot at overleve og komme ud at gå en tur.

 

Skal til lægen igen i næste uge mhp. eventuel henvisning til psykiatrien og måske behandling med antidepressiv medicin. Jeg har virkelig ikke lyst til at tage antidepressiv medicin, men jeg er efterhånden så desperat for at få det bedre, at jeg vil prøve hvad end der kan hjælpe. 

 

Jeg har gået ved en psykolog, men hans eneste råd var ret beset, at jeg skulle begyndte at træne igen, og han var ikke just en dygtig psykolog. Det fik jeg godt nok ikke meget ud af.

 

Jeg kunne sikkert skrive mere, men spørg endelig hvis I har spørgsmål. Jeg prøver ikke at fremstå ynkelig eller søge medlidenhed, men siger bare ærligt hvordan jeg har det.

 

Jeg ved ikke hvad jeg skal stille op. Det ville være et gigantisk nederlag jeg ikke aner hvordan jeg skulle komme tilbage fra oveni, hvis jeg ikke snart får det bedre og er et sted hvor jeg igen kan passe mit studie til september.

 

Mvh sipsap 

 Hvid du har brug for en ven, så vil jeg gerne være din ven.

Nu ved jeg ikke hvor du er fra, men jeg anser mig som en der er ret god til at lytte. (Jeg har ingen faglig baggrund så det er vigtigt du snakker med professionelle folk også) men jeg har 42 år på bagen og kan saften genkende nogle af de samme ting, blandt andet min mor som også pludselig skulle herfra.

så hvis du har lyst til en gåtur en dag.. en at snakke med.. en at læsse af på .. så vil jeg godt være ham.

Sisap - giv aldrig op. Livet er en smuk ting og den er altid dynamisk. Du har haft mange hårde omstændigheder i dit liv på kort tid, og jeg tror ikke der findes nogen, som ikke ville blive hårdt ramt, som du gør. 

Træk på din tætte relationer, snak med dem. Ikke kun omkring det, som er hårdt, men om de almindelig ting i plejer og ville snakke om. Få det normale tilbage igen. Dit liv rummer mere end sorg og ulykke. 

Puha jeg ved næsten ikke hvor jeg skal starte...

Men prøver alligevel og håber at det giver lidt mening. 

Kræftens bekæmpelse har afdelinger i mange større danske byer, der kan du altid finde en at snakke med, som har stor erfaring med folk som har mistet.

De har også forskellige grupper, hvor man møder andre der også har mistet eller er nærtstående til en med kræft.

Huslejen... er det muligt at finde et billigere sted at bo? Hvis ja, så brug dit netværk, selvom vennerne har travlt med job og familien vil de altid prioritere at hjælpe, hvis du rækker ud.

Dette gælder i øvrigt også hvis du lægger kortene på bordet og beder om hjælp til rengøring osv.

Medicinen, hvis det bliver anbefalet af en psykiater, så er det bare med at komme igang, her er det næppe en fordel at vente, indtil det hele ser endnu sortere ud.

Studiet, ved du om det er muligt for dig, at evt først starte til januar? Det kunne give noget mere ro, som det lyder til at der er et stort behov for.

Økonomi, her er jeg lidt på udebane i forhold til om der skulle være nogle regler, som forbyder at man må arbejde når man er på SU og er sygemeldt fra studiet. 

Men du kunne overveje at melde dig ind i et vikarbureau og søge efter fysisk arbejde, et arbejde der ikke kræver så meget tænkning, men får dig ud af døren og du forbedre din økonomi. 

Om du starter med 1 dag hver anden uge eller hvad du kan holde til er ikke afgørende. 

Lige nu er der mange steder der mangler en havemand, frisk luft og fysisk arbejde kunne gavne dig, samt en naturlig træthed når dagen er forbi.

Skulle du befinde dig i Østjylland, vil jeg også gerne med ud og gå en tur, og snakke om de tørre tæsk livet engang i mellem giver.

@Alle

Tak for alle jeres hjertevarme beskeder. Det gør mig rigtig glad at læse ♥ 

@fitniss

Kan ikke få nedsat huslejen. Får boligsikring i forvejen.

@Micebulldogs

Har sendt dig en pm.

@Mr.8000

Nej, desværre ikke. Jeg har allerede fået et indskudslån og har ingen opsparing eller andet at trække på. 

Jeg har ikke mulighed for at vente til januar med at starte på studiet, desværre. 

Jeg ville rigtig gerne, men lige nu er det så slemt, at jeg nogle dage kan bruge 3 timer på at finde energi til at børste tænder og gøre mig klar til at gå en tur, så jeg har svært ved at kunne se det for mig. Ikke fordi det ikke ville være ekstremt tiltrængt med mere økonomi, men jeg er også nødt til at være realistisk omkring hvad jeg kan lige nu, og det er at overleve. Forleden brugte jeg over en time på at handle ind fordi jeg er så paralyseret af situationen.

Du er god til at sætte ord på. Tydeligt, at du har samfundet noget at byde... Det skal nok blive bedre. 

^ufatteligt nemt sagt, I know, men du har ben i næsen, og som andre påpeger: Mange er igennem noget tilsvarende eller noget værre eller mildere. Oftest vil man komme ud på den anden side. 

Mit råd er, nu sommeren er med os, og du ikke har andet ansvar end det for dig selv:

- Pak en taske med fornødenheder til at klare dig i naturen. Hop afsted på vandre/sheltertur i en uge eller to. Natur, natur, dåsefoder og gulerødder, natur

Herforuden:

- Snak med onkel og tante. De elsker dig

- Skub tankerne om studie og lignende langt væk. Ikke, at det er ubetydeligt eller umuligt, men få det ud af hovedet og kroppen for en stund

- Mærk din krop og tilstedeværelset i nuet, når der er mylder i toppen. Om det er meditation eller blot dybe vejrtrækninger er ét fedt. Bare kom i gang. Mærk dine fingerspidser

Alt det bedste,

Shadow

Kære sipsap 

Et alternativ til praktiserende psykolog kan være et center for selvmordsforebyggelse som findes i alle regioner. De har kompetente psykologer ansat som har stor kendskab til livskriser. Og man kan komme til første samtale i løbet af få dage. Det er et gratis forløb.

Som du beskriver din tilstand er det ikke sikkert at du falder indenfor deres målgruppe. Min erfaring fra arbejde i psykiatrien i Århus er dog at de tager en meget bred gruppe ind med folk som er i krise og med din beskrivelse er det også min erfaring at der ikke er langt fra tanker om at give om til tanker om at livet ikke er værd at leve.

Link til Region H. https://www.psykiatri-regionh.dk/centre-og-social-tilbud/kompetencecentre/Selvmordsforebyggelse/har-du-selvmordstanker/Sider/Voksne-(fra-18-%C3%A5r).aspx

Husk der findes også mere akutte tilbud som Livslinien eller psykiatrisk skadestue.

Ønsker dig alt det bedste.

Ønsker dig alt det bedste. Livet kan være (er) pisse hårdt. Stort og iskoldt at du skriver herinde. Acceptance ♥
Er overbevist om du kommer stærkere og stolt ud på den anden side. 

De fleste af os kommer et sted i livet hvor det kan være rigtig svært. Også nogen gange hvor det virkelig kan være svært.

Kan se der er kommet nogle gode forslag til sig, så her får du to som jeg håber du kan bruge.

Økonomisk. Her kan du få gratis vejledning hos gældsrådgivningen. Økonomi kan være en faktor som kan holde dig dybt nede i et hul og holde dig der fordi du ikke kan se vejen ud. De vil vejlede dig til hvad der er vigtigt og hvad du måtte kunne undvære.

Nogle gange kan enderne ikke nå sammen og her kan de hjælpe dig til at prioritere. Hvilket kan være uoverskueligt. Især i din situation. Det er som oftest tidligere eller nuværen bankfolk og advokater.

Personligt. Ræk ud til dine venner. Du bliver overrasket over hvor stor hjælp der er derud, hvis du ellers tør gøre dig lidt sårbar overfor dem. De kender dig for den du plejer at være og lige nu er du ikke den. De kan være ører i en svær tid, hvor du har brug for både det og måske råd og vejledning fra dem. De kender dig trods alt og er god støtte på de fleste tidspunkter af døgnet.

Tænk over hvad du måske selv har gjort for andre tidligere i livet.

Det tager tid at komme op af det dybe hul du er i. Du opdager ikke det bliver bedre når du så småt får det bedre. Det kommer i små bidder. Se dit sted du står for bunden af et bjerg. Du kan godt komme derop. Det er et skridt ad gangen og nogle gange tager du et frem og to tilbage, men de fleste er det omvendt.

Håber du kan bruge lidt af det vi skriver. 

Sorry lang skrivelse. Men du har gjort dig umage, så du skal have et ordentligt svar..

Hvor er det godt du skriver. For det at kunne sætte ord på hvad der sker er en del af det der på sigt hjælper.

Psykolog: Andre har skrevet det, prøv igen, en anden. Det handler om Kemi! Jeg kan give dig en af de øvelser dom en psykolog het sikkert vil give dig. Når du står i en situation, som du skal i gang med. Så skal du mærke efter fra 1-10. 1 er at den er utroligt nem for dig. 10 er at den er umulig! Hvis du kan mærke at angsten/stress stiger, hvor kan du gøre noget ved det? Er det ved 5 til 7. Du skal se om du kan nå at reagere før du kommer så langt op på skalaen at du ikke selv har en påvirkning af situationen. Se om du kan sætte dig i situationer hvor du ud fra skalaen selv kan kontrollere situationen. Det kan ex. være indkøb. Hvis du står dernede, og kan mærke at nu stiger angsten, hvor er du på skalaen? Er du på 6. kan du ved lidt dybe vejrtrækninger så den ned på 4 igen, hvorpå du så kan fuldføre indkøbet. Det handler om at prøve at se på situationen udefra, sé på angsten istedet for at være en del af den(ved ikke om det giver mening).

Ræk ud, se om du har nogle venner der vil kunne hjælp lidt til, med enten at snakke eller med lidt praktiske ting? Jeg havde på et tidspunkt en ven der havde det ad helvede til. Jeg var hjemme hos ham og gøre rent, nogle gange, samt lavede 5 forskellige retter i kæmpe portioner, som jeg frøs ned, så havde han aftensmad til en måned, så han ikke skulle tænke på det.

Sorg: Hvor er jeg ked af at høre at du har mistet din far. Sorg er en satan. Det er en knugende rungende satan der kan fylde alt. For nu er livet anderledes, hvor skal man gå hen? Ens goto sted er der ikke mere, hvor skal man dog vende sig hen? Andre kan til tider have svært ved at forstå at sorgen kan have fat i en utroligt længe, men det kan den… Heldigvis. Det er svært at lindre en sorg. Det her lyder måske lidt skørt, men jeg hørte engang en præst sige noget som faktisk gav mening for mig. Værdsæt din sorg, for du har den fordi du har og havde en du virkelig elskede, en der desværre ikke er her mere. Men den vedkommende er her i dig, du er ked af det fordi din far har været så vigtig, fordi i havde noget godt. Sæt pris på den tid i havde sammen, i stedet for den tid ikke skal have sammen. Tænk på minderne, hvad vil han havde sagt til dig, han er en del af at du er den du er i dag. Måske jeg får det skrevet på en dum måde, men det gav mening for mig, at man skulle sætte fokus på glæden af tiden man havde haft sammen. Det lindrede over tid.

Ensomhed: Når man mister er det en helt naturlig følelse. Du er et andet sted end dine venner. Du har mistet kærester, praktik, far… Hvis man ikke skulle opleve sig ensom så ved jeg ikke hvad man skulle opleve. Men ensomhed er en følelse, lige nu er det svært at komme ud, så det hele bliver selvforstærkende. Man kan ikke overskue sociale relationer osv. Det jeg prøver at sige er, du skal ikke slå dig selv i hovedet med at du er ensom, for lige nu er det jo svært at komme ud. Så alene er måske et mere rammende ord, men alene handler om at det er svært at sige ja til tilbud, samt svært at tage initiativer til sociale relationer. Sig JA, uanset hvor svært det er til en gåtur med en ven. Hvis du ikke kan i dag, så FUCK det, ik slå dig selv i hovedet, så bliver det måske i morgen. Du kan det du kan, livet er langt du er ikke defineret af det du kan i dag!

Medicinsk behandling: GO for søren. Der var en der skrev, hvis du har en fysisk sygdom så tager du jo medicin. Det her er det samme, din hjerne har lige nu svært ved at finde den rette kemi, her kan pillerne hjælpe til. Det er lidt som at sætte startkabler til sin bil, bilen er ikke fikset, men det gør at man har mulighed for at køre en lang tur så batteriet bliver ladt op! Hvis du selv lige kunne fikse din situation, så havde du nok gjort det. Få den hjælp du kan få!
Du ved det… Motion, motion, motion. Det er SÅ pisse irriterende at den primære vej til at få det godt er den sværeste. HVORDAN satan skal jeg motionere når jeg ikke engang kan komme ud af min seng????

Du har jo fået hele paletten: depression, angst og en stressreaktion, og sorg tilføjer jeg lige! Det er sørme noget af en mundfuld selv at skulle fikse!
Der er nogle gamle mænd der har sagt nogle kloge ting.
”hvis du oplever at gå i helvede, så bliv ved med at gå”!
Hvis du skal bestige et bjerg, så gør det ét skridt ad gangen!
Noget der virker er at dele alt op. Ik fokuser på om du kan opstarte din uddannelse i sep. For er du ik klar jamen så er du ik klar! Lige nu kan du ikke styre om du er klar, lad være med at tænke på det. For det første, så hjælper det dig på ingen måde, det stresser dig faktisk. Samt hvis du ikke er klar, så kan det være at du kan starte senere, eller så kan det være det bliver en anden uddannelse, det kan være dit liv bliver anderledes end du havde forventet. Husk det betyder altså ikke dårligere eller noget det betyder bare anderledes. Men fakta er at det skal du ikke tænke på lige nu. Du skal slappe af if. til det tage det som det kommer. Ved godt at du tænker det kan jeg da ikke?? Jo det kan du faktisk godt. For det at få det bedre handler om at fokusere på de ting du kan påvirke. Slappe af if til de ting man alligevel ikke kan påvirke.

Dét du kan påvirker er at sætte dig delmål. Jeg vil stå op i dag, jeg vil børste mine tænder, jeg vil støvsuge, jeg vil gå en tur, jeg vil snakke med en, jeg vil komme afsted til møde med diverse, jeg vil……. Du ved selv hvor barren er.. Du skal sætte baren hvor du får nogle sejre. Du skal ikke sammenligne med hvad du kunne før, i dag handler om i dag, ikke om hvad du plejer at kunne eller gerne vil kunne i fremtiden.

Du skal IKKE slå dig i hovedet med ligegyldige ting. Om du tager på lige nu er så pisse ligegyldigt, om du kommer på en uddannelse i september er ikke vigtigt i dag. Hvis du kommer til at skal flytte, så flyt, du er ung, du kommer til at flytte igen.
Du skal nok komme igennem det her, lige nu er det hele ”bare” uoverskueligt, men det kan nemt handle om at du forholder dig til fremtiden i stedet for at se på. Hvad kan du gøre i dag som er godt for dig. Du skal KUN gøre ting som er godt for dig I DAG. Hvis det gør dig glad i dag så æd for satan en flødekage, eller gå en tur, lad være med at have dårlig samvittighed, for den holder dig der hvor du er.

Sidst men ikke mindst. Du har hele livet foran dig, solen skal nok begynde at skinne igen, også på dig.
Håber på det bedste for dig, når du engang kommer ud på den anden side, så vil du kende dig selv meget bedre.
Der er mange gode råd i tråden. Se om du kan bruge nogen af dem. For de er faktisk ret gode.
Se om du kan gøre noget godt for dig selv i dag!
De varmeste tanker Simon

Jeg har lige læst din tråd om studievalg m.m

Du virker generelt som en ung mand,  velbegavet,  målbevidst,  handlekraftig og initiativrig. 

Det er ikke den person du er nu, og det skal du have hjælp til at blive igen. Det er ikke nok med medfølende, velmente kommentarer her på PN.

Lige nu skal du ringe til lægevagten - jeg tror du hører til i Nordjylland ud fra studietråden. 

Lægevagten i Region Nordjylland har telefonnummer 70 150 300.

Tal med dem om visitation til psykiatrisk skadestue.

Alternativt kan du ringe direkte til Psykiatrisk Skadestue på Telefon  97 64 37 00

Har du brug for hjælp til transport finder vi ud af det. 

Jeg er godt nok på Sjælland,  men mobilpay til Taxa er en mulighed. 

Ring nu! 

Lad være med at tænke, at så dårligt har du det da ikke. 

Hellere ringe den ene gang for meget, end én gang for lidt. 

Ring nu!

Helt enig med hvad Tuz skriver.

Omkring vejrtrækning lærte jeg denne for noget tid siden, den har hjulpet mig meget, dog lærte jeg den med et rektangel, så ind og udånding er lidt længere end pauserne, (og så blev den kaldt 1-2-3-4, ind på 1 pause på 2 ud på 3, pause på 4, gentag til der kommer lidt ro på. 1 og 3 er så de lange sider i rektanglet)

jeg har lige prøvet selv og synes rektangel metoden fungere bedst for mig så jeg ikke bliver stakåndet af det, men jeg ryger også 😉prøv dig frem.

Jeg tog i starten min telefon frem for at have et fysisk rektangel at kigge på når jeg lavede den, den kan bruges alle steder, og ingen behøver bemærke du laver vejrtrækningsøvelse.

Vejrtrækningsøvelse  – sådan laver du øvelsen 4-4-4-4Tid: 1 minutFind en firkant i rummet. Det kan for eksempel være en bogreol, et billede eller en dør. Du kan også tegne firkanten på et stykke papir.Følg øverste linje i firkanten, mens du tæller til 4 inde i hovedet og trækker vejret ind. Træk vejret ind gennem næsen og ned i maven, så du kan mærke at maven bliver spilet ud.Herefter lader du blikket køre ned ad den ene side af firkanten, mens du holder vejret og tæller til 4.Så kigger du hen ad bunden af firkanten, mens du puster ud, og tæller til 4.Følg den sidste linie op ad firkanten, mens du holder vejret og tæller til 4.Du kan lave øvelsen flere gange, indtil du føler, at du har kontrol over din vejrtrækning.

Du må ikke gå i den tro, at du er den eneste i verden med store udfordringer. Vi har alle det i størrre eller mindre grad, det er ganske enkelt en del af livet. Det er bare for at fortælle, at det ikke står skrevet i panden på dig, at du har det svært. Du er ikke alene min ven <3

tuznelda skrev:

Jeg har lige læst din tråd om studievalg m.m

 

 

Du virker generelt som en ung mand,  velbegavet,  målbevidst,  handlekraftig og initiativrig. 

 

Det er ikke den person du er nu, og det skal du have hjælp til at blive igen. Det er ikke nok med medfølende, velmente kommentarer her på PN.

 

Lige nu skal du ringe til lægevagten - jeg tror du hører til i Nordjylland ud fra studietråden. 

 

Lægevagten i Region Nordjylland har telefonnummer 70 150 300.

Tal med dem om visitation til psykiatrisk skadestue.

 

Alternativt kan du ringe direkte til Psykiatrisk Skadestue på Telefon  97 64 37 00

 

Har du brug for hjælp til transport finder vi ud af det. 

Jeg er godt nok på Sjælland,  men mobilpay til Taxa er en mulighed. 

 

Ring nu! 

 

Lad være med at tænke, at så dårligt har du det da ikke. 

 

Hellere ringe den ene gang for meget, end én gang for lidt. 

 

Ring nu!

 Du er et godt menneske Tuz!

Ønsker dig alt det bedste. En anden kilde til rådgivning til den hjælp du behøver kunne måske være Mandecentret.

https://mandecentret.dk

Lige nu er du i en træls “ond” cirkel

Kan trøste dig med, at rengøring, motion osv. er noget rigtig rigtig mange kæmper med at tage sig sammen til at gøre. 

Jeg kender det..

Jeg vil dog alligevel sige at det er starten på at kunne få startet en god cirkel. 
det er utroligt hvad en gåtur (løbetur for mit vedkommende) kan gøre for sindet. 
om det er 2 min eller 10-20-30 min. Så er det det værd. 
de gange jeg har haft mindst energi til en tur så har det faktisk været der turen har været bedst. Fart og længde.  Så det kan altså noget 

rengøring - lad være med at tænk på at skulle gøre alt på én gang. Det er sq da også røvsygt.  
hvis du kan klare at vaske et spejl eller kun finde tingene frem og så tage det senere. Så er det starten på en god cirkel.  Og det giver en tilfredsstillelse når det er klaret. 

Men start stille ud på de ting du føler energi for. Synes ofte man hører og læser fra tråde herinde og generelt at så går folk 11000% all in. Og så mister folk totalt lysten til det.  
start ud i det små. Det virker.  

Good luck med alt. 
det skal nok gå. 

Sikke en omgang! 

Da jeg var i hullet (kun en brøkdel af din.. dybde) hjalp gåture i skoven ufattelig meget. 

Det startede med mine forældres hund og endte uden, men med skraldepose til fundet skrald og armbøjninger mm ved hver bænk og løb fra hver anden bænk.

Helst uden mobil 😐

"Forest bathing" kalder japanerne det! 

www.news-medical.net/news/20190610/Doctors-urged-to-prescribe-woodland-walks-for-mental-health-problems.aspx

Hvis ikke din læge er en hellig satan der sætter en ære i ikke at udskrive medicin, kunne det være en mulighed at få nogle sovepiller og noget beroligende. Det vil sikre dig en lidt bedre søvn og bare det at du har noget beroligede medicin kan i nogle tilfælde forhindre et angstanfald uden at du behøver at tage noget. Det kan give en form for tryghed eller sikkerhed, når du f.eks er ude at handle ind. Sovepiller og beroligede medicin er kun beregnet til en tidsbegrænset periode og er naturligvis ikke løsningen på din situation. Du udtrykker en sund skepsis for piller og det synes jeg er helt fint, men vi kan sgu alle komme i en situation hvor vi har brug for noget “kemi”. Det ved vi der har levet længe nok. 

Synes den her er meget sød når man føler sig nede

https://www.youtube.com/watch?v=WWqlb96f4sk

Hej Sipsap,

Livet kan byde på udfordringer der kan virke fuldstændigt uoverkommelige. 
Du har mødt enorme omvæltninger, og jeg tænker i lighed med andre, at du skal søge hjælp med det samme. 

Jeg blev ramt af dit indlæg, og vil tillade mig at komme med et råd der har hjulpet mig videre i en svær tid.

Husk på at alle situationer er midlertidige.

Ovenstående hjalp mig at tænke på da jeg blev ramt af søvnløshed (stressudløst).
Jeg sov Max 1-2 timer pr. nat i 8-10 måneder, og endte med en sygemelding, da kroppen til sidst sagde stop. 

Selv om det kan lyde banalt hjalp tanken om, at jeg var i en midlertidig situation mig rigtig meget. 
Sideløbende søgte jeg hjælp hvilket var afgørende vigtigt.

Jeg syntes det er super stærkt, at du skriver/åbner om din situation, som jeg tror ville kunne vælte de fleste omkuld. 

Ønsker dig alt det bedste.

Hi 
Jeg har lavet en profil herinde kun for at svare dig - jeg er faktisk fuldstændig jævnalderne med dig og jeg mistede også min far - godt nok for 10 år siden :(.

Det du har lyder meget som PTSD, og det skal man lære at leve med og få behandlet på bedste vis, så du må ikke afvise at få hjælp fra professionelle !!! Så det er prioritet nr. 1 !

Derudover så ville jeg, hvis jeg var dig (i den situation verden er i lige nu) prøve at se om jeg ikke kunne blive en slags "hjælpe person" for nogle af de ukrainske familier, der kommer hertil -> det ville være så mange fluer med et smæk, hvis du kunne overskue det

1) Du ville få noget socialt liv (det her ville nok  føles mere som en ny familie end venner etc. ville) og du hjælper andre der kommer hertil uden noget netværk overhovedet 

2) Du ville sikkert også kunne få dækket en del af dine boligudgifter etc

3) Du ville få en klar og god mening med livet, hvilket jeg tror ville kunne hjælpe dig rigtig meget der, hvor du er nu

Hej sipsap

Tak for dit indlæg. Havde meget genkendelse på det. Har selv været i bokseringen mod den mægtige modstander; depression.

Jeg er 48 år gammel. For cirka to år siden, blev jeg ramt af en - hvad, der føltes som - afgrundsdyb depression. Det var rent ud sagt et Helvede. Jeg følte, at den kom ud af det blå, og jeg havde ikke tidligere lagt arm med noget lignende. Men kort sagt, så var der forud gået nogle år, hvor jeg havde arbejdet alt for meget, og glemt at passe på mig selv. Det resulterede i, at jeg måtte sygemelde mig. Jeg havde slet ikke et valg.

Jeg kunne bogstaveligt talt ikke komme ud af sengen. Kunne ligge der hele dagen og halvsove og kigge ind i væggen. Min appetit forsvandt. Min stemme forsvandt. Min lyst og evne til at overkomme selv de mest almindelige ting var væk. Jeg er bestemt ikke stolt af at sige det, men min tandbørste blev ikke slidt ret meget i den periode. Tøjvask var en by i Rusland. Og jeg kæmpede mig kun i bad, når det var absolut nødvendigt. Til sidst kunne jeg ikke se gulvet i min lejlighed for bare rod og affald. 

Det var SÅ ukarakteristisk for mig at leve på den måde, men jeg kunne ikke stille noget op. Havde ikke kræfterne, ej heller nogen form for lyst eller motivation. Jeg brød det meste kommunikation til mine venner. Talte stort set kun med min familie. Det var, hvad energien rakte til.Jeg forsøgte, at se lidt serier og tv, men jeg kunne slet ikke koncentrere mig om det. Så igennem de måneder, hvor jeg var syg, var det P1, der dannede baggrundstapet i min lejlighed.

Med depressionen kom også lejlighedsvise angstanfald. Det var en generel, eksistentiel angst; hvad skal der blive af mig, hvad tænker mine omgivelser, og kommer jeg nogensinde ud af denne tilstand igen? Jeg fik også lov til at stifte bekendtskab med en meget fremmed størrelse; panikangst. Når den kom, følte jeg, at jeg skulle dø. Hjertet ræsede afsted. Det føltes som om at trække vejret gennem et sugerør, og jeg blev svimmel. Jeg anede på det tidspunkt ikke, at det "bare" var angst, jeg oplevede.

Undervejs i forløbet, fik jeg en masse "gode råd". Gå en tur i skoven. Plej dine interesser (spillede tennis og golf). Alt sammen i sig selv gode råd. Men det føltes som om at jeg skulle gøre de ting med to åbne benbrud. Jeg kunne ikke.

Efter en vis mængde overtalelse, henvendte jeg mig endelig i psykiatrien. Blev sat i gang med et antidepressivt produkt, der hedder Sertralin. Efter bare få dage, kunne jeg mærke bedring. Jeg fik et umiddelbart løft. Det hjalp mig til at komme ud af sengen, børste tænder, tage bad og ind i mellem komme ud og gå en tur. Angsten blev mindre. Da jeg havde været på medicin i cirka tre-fire uger, var jeg nok på 30-40 % af mit normale funktionsniveau. Der gik et par måneder med det. Jeg husker ikke tidslinjen præcist, da dagene i denne periode var meget monotone.

Jeg følte ingen yderligere bedring. Så jeg skiftede til et andet produkt, der hedder Combar. Denne medicin tager jeg stadig, og den har hjulpet mig rigtig meget. Jeg er fuldt ud klar over, at forskellige mennesker reagerer forskelligt på den brede vifte af antidepressiv medicin, der bliver tilbudt. Men Combar var en stor del af min vej til at komme tilbage til livet.

Medicinen gjorde mig i stand til at tage i mod yderligere hjælp fra psykiatrien. Jeg var heldig at have en fantastisk kontaktperson og en god psykiater. I det hele taget, følte jeg, at jeg blev taget seriøst hele vejen rundt. Fagpersonerne i psykiatrien havde selvfølgelig mødt adskillige personer, der havde været i samme situation som den jeg var havnet i nu, og de vidste, hvordan de skulle hjælpe. Det er jeg meget taknemmelig for.

Jeg tog i mod diverse 6-8 ugers "kurser". Det var kognitiv terapi samt grupper, hvor der var ligesindede tilstede. Det hjalp mig rigtig meget. 

For mig har der været rigtig meget læring i dette forløb. Det har været fucking hårdt, men jeg har lært rigtig meget om mig selv. På mange måder, har jeg fået et nyt perspektiv på min tilværelse. Jeg mestrer det ikke helt endnu, men jeg er blevet væsentlig bedre til at håndtere svære ting - især på det følelsesmæssige plan. Det kunne jeg skrive en hel novelle om, og det vil jeg spare dig for.

Min oplevelse og konklusion er foreløbigt, at er hjælpen er nær, hvis man vil hjælpes og tør at være ærlig.

Dobbeltpost

Flot indlæg, Pik 👍

Tak for alle jeres indlæg. Jeg har læst dem alle flere gange. Flere har skrevet i PM, og jeg har svaret alle eller sendt en besked.

Jeg har netop været nede ved noget familie, hvilket var rigtig rart, men lige så snart jeg nu her kom hjem igen ramte den samme følelse af lammelse/hovedpine/depression/magtesløshed. 

Kan godt se at jeg spiser for at prøve at få noget dopamin, men det virker faktisk ikke, så jeg skal prøve at lade være med at overspise eller spise usundt, da mit aktivitetsniveau er meget lavt og min vægt stiger. Jeg hader at den stiger sådan, men jeg gør det så godt jeg kan. 

Min læge kontakter mig tirsdag mhp. hvordan hun kan hjælpe mig ift. henvisning til psykiatrien samt evt. psykofarmaka. 

Jeg prøver bare at overleve timer efter time pt. 

Det er planen jeg skal have vasket tøj og gjort rent, men det virker umådelig langt væk og jeg har mest af alt bare brug for at sidde ned. Er meget udmattet pga. alt det der sker i mit hoved.

Håber virkelig snart jeg får det bedre. Kan ikke blive ved med at holde ud at have det sådan her. Det er så forfærdeligt og jeg ville ikke byde det min værste fjende. 

NanoQ skrev:

Flot indlæg, Pik

 Dét nød du at skrive, Nano :)

Tak.

RammePik skrev:

 

 Dét nød du at skrive, Nano :)

 

Tak.

 Jeg kom da til at småfnise, da jeg havde postet 🤣

sorry...

Puha.. det lyder ikke rart.. jeg kan på ingen måde hamle op med det du beskriver. Men som 18 årig “mistede” (de lever stadig) jeg på 1 uge min store kærlighed, min bedste ven, min bil, mit kørekort, og alle mine penge. (Det var ikke så mange).

Der ramte jeg mit livs lavpunkt, og den gang kan jeg huske min mor sagde til mig. “Husk, at når du har ramt bunden, kan du ikke komme længere ned, og så er der kun én vej, og det er op”..

Og det lød som volapyk på daværende tidspunkt, men hun fik jo ret.. og det har helt sikkert også gjort mig stærkere at have den viden når jeg senere har følt at tingene var lidt “træls”. (What dosen’t kill you, makes you stronger).

så må man starte fra scratch og sætte små delmål, som skal være opnåelige. Og tage det stille og roligt. Og hvis man er der at delmål 1 er at kunne komme ud af sengen og få tøj på, så er det der man starter..

btw. Så har jeg lige været i praktik ved en 38 årig mand, som er født i 5 måned, er 1-2 år kognitivt, bruger ble, er 100% blind, han har intet sprog og diabetes.

Han har brug for hjælp til ALT, men har så lave sensoriske tolerancer, at han bliver udadreagerende når han bliver rørt ved..

Jeg siger ikke at det at det hjælper en til at få det bedre, men det sætter nogen gange tingene lidt i perspektiv. Vi har trodsalt bedre forudsætninger for at komme ud på den anden side.

jeg håber du får den hjælp du behøver, så der kommer et nyt positivt indlæg i fremtiden.

det blev noget længere end først planlagt. 🙈

sipsap skrev:

Tak for alle jeres indlæg. Jeg har læst dem alle flere gange. Flere har skrevet i PM, og jeg har svaret alle eller sendt en besked.

 

Jeg har netop været nede ved noget familie, hvilket var rigtig rart, men lige så snart jeg nu her kom hjem igen ramte den samme følelse af lammelse/hovedpine/depression/magtesløshed. 

 

Kan godt se at jeg spiser for at prøve at få noget dopamin, men det virker faktisk ikke, så jeg skal prøve at lade være med at overspise eller spise usundt, da mit aktivitetsniveau er meget lavt og min vægt stiger. Jeg hader at den stiger sådan, men jeg gør det så godt jeg kan. 

 

Min læge kontakter mig tirsdag mhp. hvordan hun kan hjælpe mig ift. henvisning til psykiatrien samt evt. psykofarmaka. 

 

Jeg prøver bare at overleve timer efter time pt. 

 

Det er planen jeg skal have vasket tøj og gjort rent, men det virker umådelig langt væk og jeg har mest af alt bare brug for at sidde ned. Er meget udmattet pga. alt det der sker i mit hoved.

 

Håber virkelig snart jeg får det bedre. Kan ikke blive ved med at holde ud at have det sådan her. Det er så forfærdeligt og jeg ville ikke byde det min værste fjende. 

 Hvordan går det?

Hej alle

Jeg er glad for at kunne dele med jer, at jeg er helt ovenpå igen. Det har været en hård og lang kamp, men det lykkedes. 

Lang historie kort fandt jeg ud af, at det primært var den usunde relation jeg var i, kombineret med stress som sekundært, der gjorde at min verden ramlede sammen. Hende jeg var sammen med på det tidspunkt, fik ødelagt min selvtillid og selvværd fuldstændigt, og jeg var sårbar på daværende tidspunkt. 

Jeg har datet en sød og dejlig pige i en måneds tid nu, som behandler mig en konge værdigt. Gåture er en fast del hver dag, og går minimum 10.000 skridt dagligt og styrketræner hårdt 5-6 gange om ugen. Spiser kun "usundt" nu inden træning i form af lidt kage/carbs for at få energi til de hårde træningspas, da jeg ellers er relativt restriktiv med min kost. Kiloene rasler af mig og muskelmassen stiger, og jeg har aldrig set bedre ud! 

Jeg holder mit hjem pænt og rent, jeg plejer mig selv og er blevet social igen og skal bl.a. til grøn koncert i weekenden.

Jeg er glad hver eneste dag og føler jeg har fået bearbejdet de ting der er sket. Jeg ser frem til at starte på mit studie igen til september.

Det jeg har erfaret, er, at jeg aldrig nogensinde igen vil acceptere sådan en opførsel fra et andet menneske, og at jeg simpelthen skal være fysisk aktiv for at være den glade og overskudsagtige person jeg er.

Tak fordi I lagde øre til og flere af jer som sendte mig PM's og så videre. 

Et kæmpe kram og masser af god karma til jer alle fra mig ♥♥♥

Hold kæft hvor fedt👍

Awesome.  Du sej

🔥🔥🔥💪🏼

Stærkt kæmpet Sipsap! Du kan være enormt stolt af dig selv :)

Dejlig update at få. Du har været meget i mine tanker den sidste halvanden måneds tid. 

Dejligt at du er landet på benene igen og det beviser også at du indeholder mere råstyrke end du formentlig troede, efter at være blevet høvlet ned at din tidligere kæreste.

Dejligt at du har fundet en sød og fornuftig pige - du ønskes alt det bedste for dig og dit forhold

Tak for opdateringen! :)

tuznelda skrev:

Dejlig update at få. Du har været meget i mine tanker den sidste halvanden måneds tid. 

dankjar skrev:

Dejligt at du er landet på benene igen og det beviser også at du indeholder mere råstyrke end du formentlig troede, efter at være blevet høvlet ned at din tidligere kæreste.

Dejligt at du har fundet en sød og fornuftig pige - du ønskes alt det bedste for dig og dit forhold

 Tusind tak ♥

Henze05 skrev:

Stærkt kæmpet Sipsap! Du kan være enormt stolt af dig selv :)

 Tusind tak, Henze! ♥

Stærkt 💪🏻💪🏻

Hun lyder pænt belastende hende din eks-kæreste, godt du kom videre fra hende!

dankersoe skrev:

Stærkt

 Ja. Nu giver det mening hvorfor flere af hendes ekskærester bankede hende gul og blå og til en hjernerystelse tbh og efter egne ord "var lidt af en bitch over for dem". God bedring til hende :-) 

sipsap skrev:

 Ja. Nu giver det mening hvorfor flere af hendes ekskærester bankede hende gul og blå og til en hjernerystelse tbh og efter egne ord "var lidt af en bitch over for dem". God bedring til hende :-) 

 

 Det er nok lige at stramme den, at forsvare det.
Hendes fortid er nærmere et svar på hvorfor hun var så fucked up mod dig.

Aurvandil skrev:

 

 Det er nok lige at stramme den, at forsvare det.
Hendes fortid er nærmere et svar på hvorfor hun var så fucked up mod dig.

 Jeg ville selvfølgelig aldrig forsvare vold imod nogen. Særligt ikke kvinder, men da jeg først fik det fortalt blev jeg sgu ret chokeret over det. Altså at flere havde gjort det. Nu har jeg en bedre forståelse af hvorfor. Det var ikke for at lyde som et røvhul.