Vedr. Israel/Palæstina løsninger med det lange lys tændt, så vil jeg lige dele Krasniks leder fra forleden, som i min subjektive optik, er de mest nuancerede takes jeg har læst.
"Den palæstinensiske forfatter Edward Said sagde det, så de fleste burde kunne forstå det: Palæstinenserne vil det samme som andre mennesker: »leve i frihed. Frihed fra frygt, usikkerhed, terror og undertrykkelse«. Det har Gazas 2,4 millioner indbyggere aldrig prøvet. De er til gengæld verdens mest erfarne, når det gælder blodige angreb, indespærring og ydmygelse. Hvis der for en uge siden var nogle få tilbage derinde, der kunne trække sig selv op ved håret og se de større perspektiver og finere nuancer i deres situation, er de slået tilbage af tusindvis af bomber, deres kære er døde eller lemlæstede, og de sidder et sted i mørket og venter på, at den næste bombe slår ned. Vi kan snart skrive historien om Den Femte Gazakrig, men for folk, der bor der, er det blot en pause, før det hele begynder forfra, næste gang endnu værre. At leve og dø på den måde: Man skal nok være palæstinenser for at forstå, hvordan det påvirker ens verdensbillede.
Retfærdige er krige aldrig for civile, krig handler om at få fjenden til at bøje sig gennem ekstrem magtanvendelse, og de civile i Gaza betaler den højeste pris. Hvad er Gaza overhovedet? Ikke et land, ikke engang en enklave, ikke anerkendt af nogen som noget. En gigantisk flygtningelejr, frosset fast i en konflikt, der aldrig er blevet løst, men som hele verden helst vil glemme. Gaza er virkelig en absurditet, en skamplet på kloden. Det var sandsynligvis Islamisk Jihad, en palæstinensisk terrorgruppe, der ramte hospitalet i Gaza tirsdag aften, en begivenhed, som bærer sin egen syge logik: Selv sådan en hændelse synker straks ned i en historie, der allerede er fortalt så mange gange, at detaljerne bliver ligegyldige. Ingen blandt palæstinenserne og deres støtter tror på Israels uskyld, de kender deres undertrykkere: Som den palæstinensiske menneskerettighedsaktivist Raji Sourani fortalte her i avisen: »Israelerne siger, at vi ikke eksisterer. De behandler os som dyr. Det er Israel, der gør os fortræd; dræber os, besætter os, nægter os frihed, værdighed, uddannelse, sundhed, alt. Ikke Hamas.« Tager han fejl? I så fald skal man slå en streg over hans primære erfaring gennem årtier.
Frihedskamp kan aldrig vindes med terror, spørg selv nordirerne eller baskerne. Men trods bestyrtelsen over Hamas’ terror er den dybe palæstinensiske vrede mod Israel absolut nødvendig at forstå, i det mindste af os, der sidder på tryg afstand. Ellers kan man spørge de få israelere, der har overskud til at forstå den: Den tidligere premierminister Ehud Barak blev engang spurgt, om han havde forståelse for de palæstinensere, der slutter sig til den væbnede kamp. Barak var Arbejderpartiets sidste premierminister (1999-2001), som uden held forsøgte at finde et kompromis med palæstinenserne, et kompromis, der druknede i modvilje fra den israelske højrefløj og ikke mindst palæstinensisk terror. Ehud Barak svarede, at ja, hvis han havde været palæstinenser og haft den rette alder, ville han nok have sluttet sig til den væbnede modstand mod Israel. Barak var en hædret israelsk soldat, og trods sine mangler som politiker var han den leder, der gik længst for en aftale med palæstinenserne. Hans motiv var Israels sikkerhed og en forståelse for unge palæstinenseres frustration.
Kan det for langt de fleste israelere nu være svært at skelne mellem Hamas og alle palæstinensere og se andet end blindt had til Israel i Gaza eller på Vestbredden, må vi insistere: Hamas er en terrorgruppe, inficeret af islamisme og antisemitisme, og mange palæstinensere kan virkelig ikke se det moralske tomrum, Hamas har efterladt i deres frihedskamp. Men det er hverken rigtigt eller klargørende, hvis man – som den israelske regering og mange i omverdenen – kalder Hamas for en version af Islamisk Stat. Det giver heller ikke mening at ville ødelægge eller udradere Hamas. Næsten alle i Israel støtter et massivt angreb på terrorgruppen, men der er også stemmer, der advarer mod den illusion, at man kan fjerne Hamas ved at genindtage Gazastriben. For eksempel selvsamme Ehud Barak, der nu er 81 år gammel og spørger, hvad Israels regering faktisk vil opnå? At udrydde støtten til Hamas i palæstinensernes hoveder? Israel kan muligvis dræbe eller jage terrorgruppens ledere på flugt, men at »fladmase« Hamas (og Gaza) vil øge støtten til dem og deres voldelige kamp, som vil flytte over til Vestbredden. Hvordan vil Israel bekæmpe Hamas der? I Østjerusalem, i Ramallah, i Betlehem? Ved at bygge endnu højere mure rundt om de palæstinensiske byer?
Kun ved at lytte til moderate palæstinensere kan man forstå, hvorfor der er så få af dem tilbage i dag. Men de findes, og de har sagt det samme siden 1970erne, da de begyndte at advare mod Israels kolonisering af palæstinensiske områder. De dannede netværk og initiativer og skrev erklæringer med israelske intellektuelle, og samtidig sagde de: Vi må kunne vise palæstinenserne, at der findes en vej frem for dem, for os, der kæmper for frihed uden vold. Og uanset hvor nihilistisk og ødelæggende Hamas’ terror har været i over 30 år, kan den ikke forstås uden for et politisk rum.
Vindes kan Israels krig mod palæstinensisk terror derfor ikke med sorg og vrede som drivkraft. Stadig flere israelere minder nu hinanden om den ødelæggelse, der er fulgt med Benjamin Netanyahus tid som landets leder. Siden sin magtovertagelse i 1996 har han ført en politik, der bedst kan betegnes som passiv-aggressiv over for palæstinenserne: Han lyder ofte som en pragmatiker, han stopper op, før konflikterne løber helt af sporet, men hans regeringer har udbygget besættelsen i højt tempo, drevet af en sort overbevisning om jødisk overhøjhed. Konkret vil man ødelægge muligheden for en sammenhængende palæstinensisk stat. Generelt er målet at få palæstinenserne til at forsvinde. Med jævne mellemrum har israelerne, som de udtrykker det, »slået græsset« i Gaza, altså givet Hamas en overhaling, men den strategi har, ligesom israelernes mål om at »formindske konflikten«, slået totalt fejl. Netanyahu bærer et så enormt ansvar for den aktuelle situation, at det er næsten ubærligt at skulle se netop denne mand tage imod alverdens sympati for Israel.
Uden et politisk opgør med denne israelske tilgang løses konflikten aldrig. Edward Said, der var universitetsprofessor i New York, lod sig i år 2000 fotografere, mens han kastede en sten mod et (forladt) israelsk vagttårn i Sydlibanon; et symbolsk stenkast, der viste forståelse for de palæstinensere, der ikke så anden udvej end fysisk modstand. Andre moderate palæstinensere er sunket ned i bitter apati over Israels modvilje mod at se palæstinenserne som ligeværdige og over den besættelse, der gør ydmygelsen til en gennemgående palæstinensisk erfaring. Til gengæld har historien vist, at store sammenbrud mellem parterne har fremprovokeret vilje til løsninger. Yom Kippur-krigen i 1973 førte til fredsaftalen med Egypten. Den israelske fadæse i Libanon i 1982, herunder ansvaret for massakren på civile palæstinensere, førte til Likud-regeringens fald. Intifadaen sidst i 1980erne førte til Oslo-processen. I alle tilfælde krævede det dyb selvransagelse og forståelse for, at israelsk overmagt ikke skaber virkelig fred. Det gør kun forhandlinger og politiske aftaler, og hvordan er det overhovedet muligt i den nuværende situation?
Terror mod civile i Israel har siden 1990erne undergravet den israelske fredsfløj. Den åbenlyse sammenhæng forstår mange palæstinensere og deres støtter på den vestlige venstrefløj stadig ikke. Hvordan kan Israel risikere en palæstinensisk stat, når der er overhængende risiko for, at den kapres af Hamas og bruges til at angribe israelerne? Det er meget vanskeligt at forestille sig Hamas indgå i reelle forhandlinger med Israel, og her må de arabiske nabostater træde til og give israelerne sikkerhedsgarantier og det palæstinensiske selvstyre en meget kraftig støtte. Skal den forfærdelige situation i Gaza ende med noget positivt, må de arabiske naboer erkende, at heller ikke de kan få den israelsk-palæstinensiske konflikt til at forsvinde. Det nye er, at flere af dem har indgået fredsaftaler med Israel, selv Saudi-Arabien var på vej. Disse stater har ikke stor sympati for hverken Hamas, Hizbollah eller deres iranske mæcener. Sammen med Israel kan de vise palæstinenserne, at terroren ødelægger deres egen frihedskamp, men det kan kun ske, hvis der samtidig åbnes en vej til en løsning, der giver palæstinenserne værdighed og selvbestemmelse."
https://www.weekendavisen.dk/2023-42/samfund/vejen-ud-af-gaza
Redigeret af Random d. 22-10-2023 18:52