Med en stor bunke disciplin i bagagen, sagde jeg aus wiedersehen til kasernen og de sadistiske sergenter, og fandt nu mit lod på den lokale stearinlys-fabrik. Gud ske tak og lov vandt jeg en plads i pakkeriet, hvor der var nogenlunde ren ilt og et lydniveau under 80 decibel. Byens retarderede mand havde fået et "skånearbejde" som gik ud på, at han skulle rette vægen ud på hver enkelt lys, som gik hans næse forbi. Samlebåndet kørte sku næsten hurtigere end Uglens tunede knallert, så han havde møghamrende travlt. Han sad på sin kontorstol med en skål vand på siden, og så kørte hånden ellers fra skål til væge i pendulfart. Stearinlysene kom farende på samlebåndet med 2 cm imellem sig, og der blev ved at komme lys i en uendelighed, indtil klokken ringede til spisepause. Ingen mand i verden kunne klare den opgave bedre end ham måned efter måned.
Spille og Wunni havde utroligt nok også vundet et vikarjob i byen dog af den lidt mere makabre slags. Nemlig det lokale slagteri. Jeg blev sgu lidt skrækslagen i starten, for hva´ nu hvis de tog fejl af Wunni og grisen. Spille forsikrede mig om, at han nok skulle tage Wunni under sine vinger.
Det gik hurtigt op for de to stakkels ungkarle, at på slagteriet arbejder man på akkord, så de kunne absolut ikke ligge på den lade side og tro, at de kunne rende på lokum hver halve time, som de begge havde praktiseret på andre fabrikker igennem livet. De store slagter-svende havde et vågent øje på dem, og der var ingen kære mor.
Pauserne var tiltrængte for Spille og Wunni, de kunne få et velfortjent kort hvil, imens de fastansatte tyrede et par pilsnere i ganen, og så kørte den samme mølle igen igen.
Spille og Wunni havde en plan med galskaben, de havde nemlig besluttet sig for, at de skulle Down Under og have en på opleveren. De overlevede torturen på slagteriet i 3-4 stive måneder, og så gik turen ellers til de varmere himmelstrøg.
Sjakket gik mest op i, om de fik scoret lidt hunkøn, og hvis de så nogle vilde dyr, så ville vi da også gerne høre lidt om det. Allerede kort inde i turen fik spille da også jackpot i form af en krølhåret franskkvinde, som han fik lov at overnatte hos. Wunni lykønskede ham dagen efter, og glædede sig til næste bytur. Ny by nye damer, som man siger. Efter at have set et par seværdigheder og have brudt sammen i deres skraldekasse af en bil ude på en øde landevej, hvor de ventede i 5-6 timer på at der endelig kom en modkørende, der kunne hjælpe dem, var det igen tid til lidt disko-dasko. Trunter var der nok af, og det endte da også med, at Spille fik lov at overnatte hos en lokal Aussie-tøs. Han boede der vist et par dage, imens Wunni shoppede lidt rundt i byen. Det gik slag i slag og en aften blev det næsten Wunni for meget. Spille havde prikket lidt til Wunni i ny og næ, at der stod 4-0 i hans favør og så videre. Nu skulle det fandme være nok, Wunni havde drukket ekstra tæt, så selvtilliden fik et ekstra nøk op ad. Dømmekraften havde dog fået et nøk nedad, så Spille tog ham i, at forsøge sig på en lettere buttet modstandsdygtig matrone. Spille fik revet ham til side, og efter at have skudt lidt kold vand i hovedet på dasset, blev Wunni klar over, hvor lavt han nær var sunket. Han sagde tak for i aften, og røg på hovedet i seng.
5-0....
Undervejs på turen havde de to duellanter nogle ret så trælse dage. Det hændte et par gange, at der ikke var nok føde til dagen og vejen, fordi de tilfældigvis rendte tør for skejser.
Spille havde åbenbart fået ny bankrådgiver, og på mærkværdigvis var denne blevet manipuleret til at give ham et visakort med på rejsen, hvilket egentlig ikke var en dårlig ting. Bankrådgiveren burde dog have indgået en aftale med Wunni, og ladet svinet styre Spilles økonomi samt rationere lommepengene på forsvarlig vis.
Problemet opstod når Wunni havde opbrugt sin daglige 2k kvote i form af hotelbookninger eller andre relevante regninger, og det derfor var Spilles tur til at få hævet kontanter, så de kunne opretholde den flotte levestandard, som især Wunni praktiserede. En af gangene nåede Wunni lige indenfor døren, og så forfærdet til, da Spilles finger klikkede på "confirm". 2 k lige ud af vinduet på en psyko-kupon med tomme maver til følge. Wunni var gasblå i ansigtet, som en nyfødt pattegris, og det gik op for ham, at de andre gange Spilles visakort ikke virkede i automaten, skyldtes denne fadæse.
Efter 7-8 uger blev ordsproget "den der ler sidst ler bedst" bragt til live. Wunni og Spille havde endnu en gang drukket sig en kæp i øret, og nu skulle der igen jagtes trofæer i det australske natteliv. Spille var dog så uheldig, at han fik en omgang galoperende maveonde inden charmeoffensiven havde taget fart, så han måtte nøjes med at kramme lokummet.
Wunni var til gengæld ikke til at stoppe på to tønder land. Han var helt ufatteligt kommet på talefod med en canadisk model, og hun lod sig ikke kæmme af de fremtrædende lodrette næsebor. Wunni havde det allerhelveds godt, og han endte med at charmere pigebarnet med hjem i køjesengen. Næste morgen ventede Wunni spændt på, at Spille ville slå øjnene op i den modsatte køjeseng, så han kunne fremvise trofæet. Spille var i chok, da han opdagede, at Wunni ikke var alene, og smilet fra Ornen var ikke til at tage fejl af. Der havde været gevinst ved kasse 1 og hvilken en. Udover Spille havde fysisk ondt i røven over den forfærdelige nat på tønden, så fik han også ondt i hjertet, da tøsen vendte sig om, og han så hvilken skønhed hun var. Wunnis smil havde stadig vokseværk og han fik noteret pigens nummer og nysset farvel, imens Spille lå paralyseret i køjen.
Samme aften er Spille opsat på at komme i byen, og Wunni skal mødes med canadieren igen. Det ender dog med at tøsen ik ligefrem er den mest sympatiske af slagsen og Spille lige så, så deres læber mødes, og Wunni får en ret lang opstoppet næse.
Næste dag er der krise på kammeret, Wunni og Spille er begge forelskede i tøsen, og de kan ikke blive enige om, hvem som skal have hende. På en eller anden måde ender hun igen en nat i den rigtige køjeseng, nemlig Wunnis, og Spille fatter bjælde, da han igen vågner til Wunnis knyttede sejrsnæve. Denne gang er smilet dog mere sammenbidt.
Heldigvis var deres Australienstur snart overstået, og selvom Spille sagde, at han ville forlænge opholdet for pigens skyld, så mente den djævelske tøs, at det var bedst at gå hver til sit.
Både Wunni og Spille græd snot hele vejen hjem i flyveren, og de blev enige om, aldrig at fortælle sjakket om deres forfærdelige møde med den canadiske gudinde.
Redigeret af klaskringhuntelaar d. 25-01-2021 15:44
