Jeg har et projekt, jeg godt kunne bruge jeres hjælp til.
Danmarksindsamlingen kulminerede fredag d. 8. februar med et stort show på DR1. Der blev samlet ind til en lang række velgørende formål i Afrika, hvilke uden tvivl var gavnende, men meget tyder også på, at bistanden over en længere periode har skabt en mentalitet, hvor man mange steder i Afrika ikke længere tror på, at man kan klare sig selv. Der blev tegnet et billede af afrikanerne som hjælpeløse stakler, og Danmarks Radio tjente tilmed en del penge på showet. Dette projekt bygger på et lidt andet fundament. Jeg har i min tid i Afrika mødt flere unge, der ønsker at bidrage og har mange idéer. Jeg mener, at det er vigtigt at lytte til og give de unge afrikanere, som har hænderne i dejen, muligheden for at skabe selv. Lade dem få idéerne, føre dem ud i livet og tage ejerskab for deres eget liv. I samarbejde med andre interessenter er der derfor allerede finansieret en workshop for 25 unge i Zambia d. 11.-12. marts 2013. På denne workshop får de unge afrikanere mulighed for at udvikle bæredygtige idéer, med henblik på social værdi for samfundet. Pengene som I bidrager med, går ubeskåret til at føre den/de bedste idé(er), som skabes på workshoppen, ud i livet.
Workshoppen:
Workshoppen vil vare to dage og vil bl.a. gennemgå emner som social entreprenørskab, innovationsteknikker, idégenerering, udarbejdelse af forretningsplan, de bureaukratiske processer i Zambia, pitching og ikke mindst hvordan man driver en forretning. Den perfekte lokation er fundet, Taitana Lodge, hvor der er sørget for alt. Workshoppen vil dokumenteres, en rapport fremstilles, og der vil blive taget billeder såvel som video, hvilket jeg har tænkt mig at smide op i denne tråd. Ligeledes vil projekterne følges til dørs med opdateringer. Vi går således ind for 100 % gennemsigtighed.
Bemærk at deltagere vil opfordres til at samle sig om én idé, hvis de har lyst til det. Herudover vil der opfordres til, at deltagerne har fokus på social værdi. Altså idéer, som skaber værdi for samfundet. I anledning af regeringens frigivelse af midler til fond for udvikling af unge, vil workshoppen også hjælpe de unge til at komme på projekter, som der kan søges penge hjem til.
Folk inddraget i projektet:
- Young Enterprises, som har bidraget med undervisningsmateriale
- Saxogade Handelsgymnasium, som har bidraget med undervisningsmateriale
- Zambia in Need Network (ZiNN), som har fundet 25 deltagere, piger såvel som drenge, og ligeledes vil assistere i faciliteringen af workshoppen samt opfølgning på workshoppen
- Mr. A. Maponda, Nyimba District Coordinator, kontaktperson, som har assisteret i planlægningen og arrangeret, at distriktets Chief kommer og skyder workshoppen i gang med en tale
- Lone Schriver, Kasper Horn Nielsen og Lasse Schriver Nielsen, komité for indsamlingen
- Lasse Schriver Nielsen, som står for den overordnede planlægning og facilitering
- Der arbejdes endvidere på at få Indo Zambia Bank til at komme ved workshoppens slutning og lade deltagerne forsøge at sælge deres idéer. Hertil forhåbentligt med eftergivende krav og en lavere rente.
Udfordringer for de unge i Zambia:
Zambia, beliggende i det sydlige Afrika, er ét af verdens fattigste lande. Omkring 64 % af den samlede befolkning lever under fattigdomsgrænsen, og den andel stiger til 80 %, hvis man ser på landdistrikterne alene, hvilket betyder, at de fleste ikke har en tilstrækkelig indkomst til at kunne dække helt basale behov. Herudover er den forventede levealder helt nede på 37,5 år hjulpet godt på vej af HIV/AIDS, som 14,3 % af befolkningen lever med. I en mindre by, Nyimba, i den østlige provins, kæmper man med netop disse problemer. Især de unge har det svært her med en arbejdsløshedsrate på over 90 %.
Udover den manglende viden er en barriere også mangel på kapital. Det er ikke nemt at tage et lån, da bankerne stiller høje krav til sikkerhedsstillelse, hvilket langt de fleste unge ikke kan tilbyde.
Det er hér, at I kommer ind i billedet. En hjælpende hånd økonomisk vil gøre en betydelig forskel. Med selv et beskedent beløb, kan de unge komme rigtig langt og workshoppen er som nævnt finansieret, så jeres penge går ubeskåret til at hjælpe de unge afrikaneres idéer ud i livet.
Indsamlingen fortsætter til og med d. 28. marts, hvor det forventes, at idéerne er færdigtænkt, og midlerne kan fordeles. De unge deltagere er screenet grundigt, men for alligevel at sikre, at ingen deltager for at hente pengene, konkurrerer de unge om midlerne.
Ønsker du at bidrage, bedes du sende en overførsel til følgende konto, som er oprettet til formålet:
Reg. Nr.: 3296
Kontonr.: 374109286
Skriv meget gerne dit PN-navn i overførslen, medmindre du ønsker at være anonym. Herudover er du meget velkommen til at skrive i tråden, at du har bidraget, så vi kan få skabt noget aktivitet. Jeg vil løbende opdatere tråden med bidrag.
Caremaker og lignende sider, som gør det muligt at betale med f.eks. kreditkort, tager op mod 10 % gebyr, så jeg regner med, at besværet med at lave en overførsel foretrækkes frem for alternativet.
De bedste hilsener,
Lasse, ZiNN og alle bag projektet