Tanker om musikbranchen (problemidentificering)

Kære PN

Jeg har netop startet en tråd på Lydmaskinen, men da PNVA og PN er "ynglingsforum" 4life, vil jeg ikke snyde mig selv for jeres guldkorn. Tråden korrellerer måske godt med de øvrige musiktråde, der er oppe at vende for tiden, men jeg beklager på forhånd, hvis nogle er ved at være godt trætte af musikemnerne... Nuvel, indlægget er smidt ind nedenfor.

Jeg er så småt begyndt at undersøge, hvordan man kan gøre det lettere for (mindre garvede) musikere at navigere rundt i musikbranchen. Dette gør jeg som led i min uddannelse i innovation og entreprenørskab ved Aalborg Universitet. Formålet med dette (9.) semester er at starte en virksomhed, men det er vigtigt for mig at understrege, at mit fokus ikke er på indtjening (i første omgang), men derimod at løse et problem for en stor gruppe mennesker, som jeg i øvrigt har en ret stor interesse i. Derfor vil jeg virkelig sætte pris på al jeres feedback, hver og en, lige meget om I anser jer selv som værende musikere eller ej.

Al feedback er som sagt påskønnet. Jeg vil gerne forsøge at holde spørgsmålet så åbent som muligt, men konkret fisker jeg efter jeres holdning/tanker omkring:

De største udfordringer for musikere, erfarne som uerfarne? Vi kan snakke alt fra sangskrivning til promovering og netværk, der er ingen begrænsninger.

Jeg vil naturligvis følge op på tråden og svare på de spørgsmål, der måtte komme. Jeg skal dog i biffen og se "The Nun" her om en times penge, og nakkehårene er begyndt at rejse sig. Følger op efterfølgende.

Når jeg er længere i processen med udvikling af et egentligt koncept, vil jeg meget gerne vende tilbage og ligeledes få feedback herpå. Overordnet set, håber jeg på at kunne hjælpe flere musikere med at indfri deres drømme og ambitioner.

Må I have en fornøjelig aften

Bh, Shadow

Der skal nok spilles nogle koncerter nu til dags. De glade 90'ere er forbi. Det var en tid, hvor der var store penge i pladesalg. Det har streaming fået sat en stopper for. Så koncerter og merchandisesalg er nok vejen frem.

Du kan starte med at spørge Academics, hvordan man IKKE skal gøre! :-D (bare fis Academics)

Spøg til side. Der er mange problemstillinger, man kunne tale i en evighed om. Vil lige tygge lidt over det, inden jeg kommer med et længere indlæg. Kan dog sige meget kort, at der er kæmpe forskel på de kunstneriske sider, som sangskrivning/udøvelse (udøvelse, alene pr instrument, i forhold til at gøre sig som professionel, er et kæmpe emne, selvom det er et af de mindste), og så de forretningsmæssige, som promovering og netværk.

BassCheck skrev:Du kan starte med at spørge Academics, hvordan man IKKE skal gøre! :-D (bare fis Academics)

Spøg til side. Der er mange problemstillinger, man kunne tale i en evighed om. Vil lige tygge lidt over det, inden jeg kommer med et længere indlæg. Kan dog sige meget kort, at der er kæmpe forskel på de kunstneriske sider, som sangskrivning/udøvelse (udøvelse, alene pr instrument, i forhold til at gøre sig som professionel, er et kæmpe emne, selvom det er et af de mindste), og så de forretningsmæssige, som promovering og netværk.

Tak. I så fald er jeg primært interesseret i det forretningsmæssige, omend det ene vel ikke nødvendigvis behøver at udelukke det andet.

Academics har i den grad en erfaring, som jeg kan bruge til noget.

Edit: Forretningsmæssigt eller ej. Jeg søger også, som nævnt i mit svar til Niel, efter de mere banale udfordringer.

Jeg har haft musik som min (primær) levevej i flere år for nogle år siden.

Det ubestridt største problem for mig og min gruppe var, hvordan den danske musikbranche er så indspist og korrupt. Forstået på den måde, at kan de “rigtige” mennesker på de forskellige radiostationer ikke lide dit musik, så bliver du ikke spillet. Og så er det ligemeget, om du har det mest spillede nummer på klubberne, uge efter uge ligger nr. 2 på iTunes (foran Seebach, Medina, Burhan osv.) samt har mest ønskede nummer på The Voice i en hel måned. Kan musikchefen ikke lide dit musik, bliver du ikke spillet.

Det er klart det største problem i min verden. At det oftest ikke er folket, der bestemmer hvad der skal spilles/hvilke nye artister der skal breakes/have chancen, men udelukkende cheferne med magten, der bestemmer dette.

Vi fik senere hen pladekontrakt med Universal og derefter kom alle vores singler i rotation på eksempelvis Voice uden problemer, fordi Universal kunne presse dem. Eksempelvis kunne Universal sige “I får ikke Kato til The Voice ‘13 i Tivoli, hvis ikke I playlister PULS’ ny single”. Det er blot et af mange eksempler af “afpresning”. Utroligt, at man skal helt derud, fø Voice reagerer. Og utroligt, at det først er der, at radioenerne gider at give en en chance på trods af, at man har bevidst sit værd ved at toppe diverse charts, gå platin med hver en single og have succes på alle andre fronter.

Dog ville P3 stadig ikke spille os, fordi én mand, som var den mest betydningsfulde, stadig ikke kunne lide vores musik. Og kunne han ikke lide dig, så var der intet at gøre, hvilket er helt grotesk i sig selv.

Den danske musikbranche er så ulækker, klam og ja, korrupt.

Jeg klager ikke selv, da jeg har fået det ud af den, jeg drømte om og kæmpede for, men det er synd for up and coming artister (der er langt flere derude, end folk umiddelbart tror), der kæmper en kamp, der nærmest ikke kan vindes, med mindre du gør dig gode venner med de rigtige eller bliver signet på det rigtige pladeselskab, som så kan pushe din musik til radioen. For gør du ikke det, så spiller de dig ikke på nogen som helst måde, uanset hvor mange mennesker der gerne vil høre dit musik.

Niel skrev:Jeg har haft musik som min (primær) levevej i flere år for nogle år siden.
Det ubestridt største problem for mig og min gruppe var, hvordan den danske musikbranche er så indspist og korrupt. Forstået på den måde, at kan de “rigtige” mennesker på de forskellige radiostationer ikke lide dit musik, så bliver du ikke spillet. Og så er det ligemeget, om du har det mest spillede nummer på klubberne, uge efter uge ligger nr. 2 på iTunes (foran Seebach, Medina, Burhan osv.) samt har mest ønskede nummer på The Voice i en hel måned. Kan musikchefen ikke lide dit musik, bliver du ikke spillet.
Det er klart det største problem i min verden. At det oftest ikke er folket, der bestemmer hvad der skal spilles/hvilke nye artister der skal breakes/have chancen, men udelukkende cheferne med magten, der bestemmer dette.

Vi fik senere hen pladekontrakt med Universal og derefter kom alle vores singler i rotation på eksempelvis Voice uden problemer, fordi Universal kunne presse dem. Eksempelvis kunne Universal sige “I får ikke Kato til The Voice ‘13 i Tivoli, hvis ikke I playlister PULS’ ny single”. Det er blot et af mange eksempler af “afpresning”. Utroligt, at man skal helt derud, fø Voice reagerer. Og utroligt, at det først er der, at radioenerne gider at give en en chance på trods af, at man har bevidst sit værd ved at toppe diverse charts, gå platin med hver en single og have succes på alle andre fronter.
Dog ville P3 stadig ikke spille os, fordi én mand, som var den mest betydningsfulde, stadig ikke kunne lide vores musik. Og kunne han ikke lide dig, så var der intet at gøre, hvilket er helt grotesk i sig selv.

Den danske musikbranche er så ulækker, klam og ja, korrupt.
Jeg klager ikke selv, da jeg har fået det ud af den, jeg drømte om og kæmpede for, men det er synd for up and coming artister (der er langt flere derude, end folk umiddelbart tror), der kæmper en kamp, der nærmest ikke kan vindes, med mindre du gør dig gode venner med de rigtige eller bliver signet på det rigtige pladeselskab, som så kan pushe din musik til radioen. For gør du ikke det, så spiller de dig ikke på nogen som helst måde, uanset hvor mange mennesker der gerne vil høre dit musik.

Mange tak for svar. Det er helt sikkert interessant at høre beretninger om denne del af den danske musikbranche. Jeg er godt klar over, at det ofte fungerer på denne måde, og det er i den grad skammeligt og vel nok en ret old fashioned styremåde, må man sande.

Hvis du kan komme på nogle mere banale udfordringer, som I stødte på i hverdagen, må du endelig sige til. Tak for hjælpen

Niel skrev:Jeg har haft musik som min (primær) levevej i flere år for nogle år siden.
Det ubestridt største problem for mig og min gruppe var, hvordan den danske musikbranche er så indspist og korrupt. Forstået på den måde, at kan de “rigtige” mennesker på de forskellige radiostationer ikke lide dit musik, så bliver du ikke spillet. Og så er det ligemeget, om du har det mest spillede nummer på klubberne, uge efter uge ligger nr. 2 på iTunes (foran Seebach, Medina, Burhan osv.) samt har mest ønskede nummer på The Voice i en hel måned. Kan musikchefen ikke lide dit musik, bliver du ikke spillet.
Det er klart det største problem i min verden. At det oftest ikke er folket, der bestemmer hvad der skal spilles/hvilke nye artister der skal breakes/have chancen, men udelukkende cheferne med magten, der bestemmer dette.

Vi fik senere hen pladekontrakt med Universal og derefter kom alle vores singler i rotation på eksempelvis Voice uden problemer, fordi Universal kunne presse dem. Eksempelvis kunne Universal sige “I får ikke Kato til The Voice ‘13 i Tivoli, hvis ikke I playlister PULS’ ny single”. Det er blot et af mange eksempler af “afpresning”. Utroligt, at man skal helt derud, fø Voice reagerer. Og utroligt, at det først er der, at radioenerne gider at give en en chance på trods af, at man har bevidst sit værd ved at toppe diverse charts, gå platin med hver en single og have succes på alle andre fronter.
Dog ville P3 stadig ikke spille os, fordi én mand, som var den mest betydningsfulde, stadig ikke kunne lide vores musik. Og kunne han ikke lide dig, så var der intet at gøre, hvilket er helt grotesk i sig selv.

Den danske musikbranche er så ulækker, klam og ja, korrupt.
Jeg klager ikke selv, da jeg har fået det ud af den, jeg drømte om og kæmpede for, men det er synd for up and coming artister (der er langt flere derude, end folk umiddelbart tror), der kæmper en kamp, der nærmest ikke kan vindes, med mindre du gør dig gode venner med de rigtige eller bliver signet på det rigtige pladeselskab, som så kan pushe din musik til radioen. For gør du ikke det, så spiller de dig ikke på nogen som helst måde, uanset hvor mange mennesker der gerne vil høre dit musik.

Jeg er ikke enig i, at hele den danske musikbranche er ulækker, klam, og korrupt. Men jeg er enig i, at DR, og særligt P3, har kørt rigtig dårlig stil i mange år (jeg kan et par stygge historier, om netop P3s playliste udvalg, og dels de større pladeselskabers playliste managers). Og ja, det er klamt, hvordan få personer, kan bremse hele karrierer, for folk, der ellers har hele pakken, til at gå hele vejen.

Der er klart rådne personer i branchen, på forretningssiden specielt. Enkeltpersoner, der kører dårlig stil, har dårlig smag, og måske direkte snyder/bedrager. Men der er altså også mange dygtige og reelle personer, der arbejder hårdt, og kører god stil. Den samlede danske branche er også stor, og generelt ret professionel, og meget bredere, end kun den kommercielle del, med de store selskaber og P3.

Jeg vil prøve at liste alle de områder jeg kan komme på, for nogen der gerne vil ind, eller frem i branchen. Så kan du eventuelt spørge ind til dem, hvis du vil :-)

Der er rigtig mange aspekter i branchen, da den som tidligere nævnt, indeholder en masse kunstneriske sider, og også forretningssider (man kan sågar tage 5+ årige uddannelser, inden for både det kunstneriske, og forretningsmæssige, hvilket siger lidt om kompleksiteten)

Den kunstneriske side:

*Hvad vil man egentlig - Vil man være sangskriver, musiker, musiklærer, bandmedlem, producer, lydmand? -mange ved ikke nødvendigvis hvad de vil, men vil "bare gerne være noget ved musikken". Konkurrencen er stor, og man er nok nødt til at specialisere (og øve) sig.

-jeg ser mange som er vildt dygtige. F.eks. som solist på et instrument, men som prøver at gøre sig som sangskrivere, hvor de slet ikke har samme kvaliteter, og har svært ved at forstå, at de ikke slår igennem.

*Brancheforståelse - Mange forstår ikke nødvendigvis mekanismerne, i hvem der bliver hyret, og hvorfor.

-Jeg kan komme i tanke om folk som er vanvittigt dygtige, men måske har en grad af arrogance. Andre er dygtige, men altid dårligt forberedte. Andre kan bare ikke komme til tiden. Andre gør alle disse ting rigtige, men er tørre som en ris kiks. Andre er dygtige, men formår ikke at tilpasse sig til forskellige genre/stilarter, eller forskellige mennesker.

*Sin egen værste fjende (forlængelse af de to ovenstående) - Mange nægter at indse hvad de gør af fejl, og rette op på det. Mange bliver mavesure over kritik, og får bare ondt i røven, i stedet for at gøre noget ved det. Mange har forudindtagede meninger om, at den og den person kan man bare ikke lide, af whatever grund, i stedet for at se folk som en potentiel arbejdsgiver. Nogle er for besværlige at have med at gøre, fordi de er umulige at komme i kontakt med, eller drikker for meget og er ustabile.

*Praktiske ting - finde øvelokale, have øve disciplin som band, gøre en indsats i at kontakte bookers, få lavet professionelt grafik, billeder, og pressetekst. Være vedholdende, når bookers er elendige til at svare (kæmpe problem mange steder). Skrive kontrakter, søge transportstøtte, være pro-aktive i at opsøge diverse muligheder.

*Realisme og målretning - Har man de gode sange? Hvis ja, har man så også indspillet dem top proft, så man kan blive taget seriøst af branche og lyttere? Hvis ja, ved man så hvor man skal gå hen derfra - kontakte pladeselskaber, distribution, gå DIY, få fat i en god manager/booker, have en plan/strategi.

-Der er mange i branchen, der er specialiserede i diverse områder. Så find ud af hvor og hvem de personer er, kan være et problem. Et andet problem er også, om man er realistisk, i forhold til, om et givent pladeselskab overhovedet har interesse i den genre man spiller, eller den kvalitet man har indspillet - alle i branchen er der, fordi de har fundet en plads, de har føling med. Et pladeselskab, der udgiver jazz, har kontakt og føling med jazz miljø/lyttere/spillesteder, derfor har de en fornemmelse af, om de kan sælge det givne produkt.

Det var en håndfuld overordnede områder, som åbner op, for en hel masse mere konkrete problemstillinger. F.eks. at få hul igennem til pladeselskaber, eller finde ud af at registrere sange i Koda, eller få dem udgivet på Spotify, få lagt en konkret PR-strategi, få sangene i diverse radioer/playlister osv. - man kunne skriver bøger om det, eller tage en 5-årig uddannelse, så det er lidt uoverskueligt, at gå i dybden med det hele, sådan uden videre.

-kommer lige til at tænke på problematikken, alene omkring, hvor mange musiklærere konservatorierne uddanner, i forhold til hvor få jobs der er at få, på diverse musikskoler. De har spyttet musiklærere ud i årevis, og der er så få jobs at få. Og størstedelen af de uddannede musiklærere, ville ikke på konservatoriet for at blive lærere, men for at få undervisning, og komme ind i det gode selskab, og få en masse netværk og kontakter ..ååh der er så mange problemstillinger :-) håber dog du kan bruge det til et eller andet i det mindste.

Jeg har en lidt anden vinkel på det, da mine drømme om at leve af min egen musik døde med giftemål og børn (Et valg jeg aldrig kommer til at fortryde).
Det er umuligt at lave en nogenlunde mønt på sin egen musik, medmindre at du rammer plet på mange parametre.
At leve af sin egen musik er en investering som kun de færreste vil kunne leve af.

Det har betydet for mig, at jeg i en del år efterhånden har bi-jobbet som festmusiker, da det er en sikker mønt, men gør man det op i timer, så er timelønnen på en fabrik som ufaglært mere lukrativ.

Hvor vil jeg hen?
Jeg tænker at mange i dag ikke sætter pris på levende musik længere. Der er som om at folk ikke synes at 12k for 4 timers livemusik er det værd, når man nu kan leje et godt anlæg og sætte Spotify til.
Det samme tænker jeg gør sig gældende for amatør-musikken. Folk falder bagover hvis de skal betale mere end 40 kr. for at opleve 5 dygtige bands.
Min pointe er også, at det desværre fordrer en del sorte penge i branchen.
De færreste ved, at der faktisk eksisterer en mindsteløn for musikere, som er på ca.1500 kr. for en time. INTET spillested vil give et amatør/upcoming-band 6k for at spille i en time.
Jeg tænker også at mange betragter musikere som hobby-musikere, men fordi at det ikke er vores hoved-erhverv, så er det ikke ensbetydende med, at vi vil spille for en kasse øl i 4 timer.

@BassCheck

Fantastisk, jeg vender tilbage med kommentarer og formentlig et par opfølgende spørgsmål imorgen.

@lassen81

Det samme gælder dig.

Tusind tak for svar begge, kanon brugbart. Og spændende iøvrigt

lassen81 skrev:
De færreste ved, at der faktisk eksisterer en mindsteløn for musikere, som er på ca.1500 kr. for en time. INTET spillested vil give et amatør/upcoming-band 6k for at spille i en time.
Jeg tænker også at mange betragter musikere som hobby-musikere, men fordi at det ikke er vores hoved-erhverv, så er det ikke ensbetydende med, at vi vil spille for en kasse øl i 4 timer.

Bare lige en pointe til det her. Spillesteder vil gerne betale 6.000 kr, for, at et amatørband kommer og spiller, hvis de føler sig sikre på at tjene 8.000 kr. Spillesteder har et økonomisk ansvar, såvel som alle andre, der betyder, at hvis deres økonomi ikke løber rundt, så er der ikke noget spillested.

Spillesteder er forskellige. Nogle har en musikprofil som jazz, blues, cover, rock, hip hop-sted eller andet. Andre har ikke. Dem med en fast musikprofil, har lettere ved at trække folk til, til en gennemsnitlig aften, hvis stedet har ry for, at kvaliteten er i orden. Alle andre steder, lever fra gang til gang, og har brug for særligt at trække folk til, til hver enkelt aften/band. Hvordan skal de trække folk til et gennemsnitligt amatørband ingen kender? Skal bandet selv gøre det? KAN bandet selv det? Skal spillestedet ud og bruge en masse penge på reklamer med mere? ..man er nødt til at tænke på, der er en økonomi der skal hænge sammen i sidste ende.

BassCheck skrev:

Bare lige en pointe til det her. Spillesteder vil gerne betale 6.000 kr, for, at et amatørband kommer og spiller, hvis de føler sig sikre på at tjene 8.000 kr. Spillesteder har et økonomisk ansvar, såvel som alle andre, der betyder, at hvis deres økonomi ikke løber rundt, så er der ikke noget spillested.

Spillesteder er forskellige. Nogle har en musikprofil som jazz, blues, cover, rock, hip hop-sted eller andet. Andre har ikke. Dem med en fast musikprofil, har lettere ved at trække folk til, til en gennemsnitlig aften, hvis stedet har ry for, at kvaliteten er i orden. Alle andre steder, lever fra gang til gang, og har brug for særligt at trække folk til, til hver enkelt aften/band. Hvordan skal de trække folk til et gennemsnitligt amatørband ingen kender? Skal bandet selv gøre det? KAN bandet selv det? Skal spillestedet ud og bruge en masse penge på reklamer med mere? ..man er nødt til at tænke på, der er en økonomi der skal hænge sammen i sidste ende.

Helt enig!
Min pointe er bare at det er meget vanskeligt at erhverve sig som musiker, og jeg tror at der tabes en masse potentielt fed dansk musik, fordi at økonomien bremser udviklingen.
Jeg har selv været med til at køre en foreningsbaseret musikforening i mange år, og vi havde ofte fulde huse til amatør-koncerterne. Vi klarede os uden tilskud (ud over huslejen) i mange år, men interessen for amatør-musik døde langsomt.

En anden vinkel:
Jeg oplever i større og større grad at mine musik-elever har svært ved at acceptere at når de spiller, så lyder det ikke som på pladen. Før bl.a. auto-tune, click-track og overproduceret musik var det lettere at gengive musikken, da lydbilledet ikke i så høj grad var fyldt ned effekter.
Publikum er måske blevet mere krævende?

Blandt andet inspireret af de fantastiske musiktråde, som kører på pokernet for tiden (tak for det!), har jeg overvejet et koncept, som måske – måske ikke – kunne være interessant for musikmiljøet.

Jeg har erfaring fra sparringsmøder/springboards i forretningsmiljøet, hvor en virksomhed får mulighed for at præsentere sine visioner/strategier/målsætninger for et panel af fagpersoner (paneldeltagere), som efterfølgende indbyrdes drøfter styrker, svagheder og alternativer. Det er gratis for virksomheden, og virksomheden er naturligvis ikke forpligtet til at følge de råd, som paneldeltagerne giver. Paneldeltagerne arbejder også gratis.

Konceptet er således ikke nyt, men der udbydes umiddelbart ikke noget for musikere.

Mine tanker går på, at der tilbydes musikere sparring på det, som BassCheck i #3 kalder det forretningsmæssige, og at panelet består af fagfolk, som har erfaring med forretningsdelen. Gerne specifikt i forhold til musikbranchen, men det kunne også være af mere generel karakter såsom eksempelvis markedsføring.

Musikerne tvinges i første omgang til at udarbejde en ”forretningsplan”, som de skal ”pitche” kort og præcist for en kritisk forsamling af fagfolk. Forhåbentligt får de også en række guldkorn og kontakter med fra panelet, som kan udfordre og hjælpe dem fremover.

Min erfaring som paneldeltager er, at deltagerne netværker på kryds og tværs, og da paneldeltagerne ikke er de samme fra gang til gang, skabes der nye forbindelse mellem brancher og personer, som ellers aldrig ville mødes.

På det mere praktiske plan tænkte jeg, at et band/en musiker, som alligevel skulle spille (i Aarhus - jeg er fra Aarhus) kunne få tilbuddet. Efterfølgende kunne paneldeltagerne tage til koncerten og lære bandet/musikeren samt hinanden endnu bedre at kende.

lassen81 skrev:
Helt enig!
Min pointe er bare at det er meget vanskeligt at erhverve sig som musiker, og jeg tror at der tabes en masse potentielt fed dansk musik, fordi at økonomien bremser udviklingen.
Jeg har selv været med til at køre en foreningsbaseret musikforening i mange år, og vi havde ofte fulde huse til amatør-koncerterne. Vi klarede os uden tilskud (ud over huslejen) i mange år, men interessen for amatør-musik døde langsomt.

En anden vinkel:
Jeg oplever i større og større grad at mine musik-elever har svært ved at acceptere at når de spiller, så lyder det ikke som på pladen. Før bl.a. auto-tune, click-track og overproduceret musik var det lettere at gengive musikken, da lydbilledet ikke i så høj grad var fyldt ned effekter.
Publikum er måske blevet mere krævende?

Det har du helt ret i. Det ér vanskeligt er erhverve sig som musiker, og der ér mange forhindringer. Det kan være enormt svært at bryde muren ned, til spillesteder/branche.

I forhold til at jeres musikforening døde langsomt, tror jeg der kan være flere årsager, mere end blot at interessen for amatørmusik døde. Det kan være lokalt betinget, hvis det f.eks. har været i en mindre by. Der kan en generation af unge, været totalt hooked på live musik, men 5 år efter, vil de bare have autotune. Hvilket også hænger meget sammen med, at have momentum. Har man lige dén, eller de personer, som alle skeler til/følger, og det er nogen der bare vil live musikken, så følger mange med. Men hvis dem der sætter en retning, vil DJ verdenen, så er det der de følger hen. Lidt som folk i Danmark sagde "reggae'en i Danmark er stendød! Folk gider det ikke!" - indtil Pharfar rykkede, og skabte en vibe, så ville alle det. Jeg tror på, at få personer, kan flytte meget, og dem der flytter meget, også kan miste pusten og gejsten, og så dør den ud igen.

Dermed ikke sagt, at amatørmusikken har gode kår. Du har bestemt en pointe, i at det er sindssygt svært, og måske sværere end nogensinde.

Det er interessant det med, at dine elever har svært ved, at det ikke lyder som på pladerne. Jeg har snakket med en del musikere gennem det sidste halve års tid, hvor snakket er gået på, at "buhuu de unge vil bare have autotune og playback og Justin Bieber. De vil ikke have tråd og live trommer og slagbas :-/" - men der har jeg også en tanke, at f.eks. hvis man tager 80'er rock, eller bare blues/rock, over en bred kam (og måske endda 70'er, 80'er og 90'er!), så er lydbilledet generelt bare mere hårdt for ørerne. Elbas har generelt mere attack/mellemtone i lyden, end en synth bas typisk har. Elguitar med de årtiers forvrængning, er hårdere for ørerne, end moderne synth/keys. Live trommer gælder det samme hele vejen rundt, alle dele af et trommesæt, har bare en hårdere kant, end programmerede/samplede trommer typisk har. Så hvis man er barn/ung, og får præsenteret de her ting, så tror jeg også bare, at mange moderne produktioner, er mere behagelige for ørerne. Før i tiden havde man ikke valget, og sangskrivning og vokaler, sad lige i skabet, så der blev man stadig fanget af det, men hele lyduniverset synes jeg, var hårdere for ørerne (og ja, jeg elsker selv gammel Metallica og Black Sabbath osv, men derfor kan jeg godt følge, at moderne produktioner er mindre hårde for ørerne). Det er en interessant problematik, og tanke, som jeg tror mange misser.

Hin_Spage skrev:Musikerne tvinges i første omgang til at udarbejde en ”forretningsplan”, som de skal ”pitche” kort og præcist for en kritisk forsamling af fagfolk. Forhåbentligt får de også en række guldkorn og kontakter med fra panelet, som kan udfordre og hjælpe dem fremover.

Det er bestemt ikke nogen dårlig idé, og det findes også i nogen grad (bare meget spredt og rodet/upræcist), og nok også en del af fremtiden i musikkens verden. Det er i høj grad sådan, man f.eks. kender tv/film-branchen. Der pitcher produktionsselskaberne først idéen, eventuelt med en dummy, til potentielle købere (tv-stationerne), og får derefter bevilget penge, hvis idéen købes.

Jeg ser bare også en del forhindringer, i forhold til at gøre det succesfuldt, i musikbranchen. Dels er der de kunstneriske perspektiver, der i høj grad handler om at brænde igennem, uanset format. F.eks. kan man have den fedeste idé til et lydbillede/udtryk/stil, og være dygtig nok til producere den, men du har stadig brug for en sanger der brænder igennem, og rammer lige i hjertet på folk, ellers køber de den ikke. Dels er mange som sagt, deres egen værste fjende. Folk bredt set i musikbranchen, er utroligt dårlige til at tage imod kritik, og selv hvis de er gode til at tage imod, kan de være dårlige til at oparbejde de skills det kræver, for at justere ind. Man har også brug for det personlige udtryk, den personlige sang, historierne der ligger til grund for, at nogen er interessante at høre og følge. Dvs få personer, der reelt er i stand til at præstere det der skal bruges. De relativt få personer der er, er der kæmpe rift om. Alle producere vil gerne have fat i det nye talent, det vil alle pladeselskaber også, når først producerne har sat den rigtige karakter, på det rigtige talent. Alle talenter vil gerne ind, hos de producere, der kan løfte netop dem op, og konkretisere deres potentiale, til en ny lyd/stil. Disse talenter/producere, får derfor typisk spottet hinanden, før end det kommer så vidt, at man har fået en idé, arbejdet på den, og kan præsentere den for et panel. Det yder mere som en band ting, og så er man tilbage blandt amatørbandsne oftest, og så er niveauet bare lavere, og potentialet stærkt begrænset (dermed ikke sagt, at der ikke ind i mellem kommer et nyt amatørband, der bare har gang i det fedeste, og derfor bryder igennem).

Et eksempel kunne være Lukas Graham. Han kom ud af ingenting lige pludselig (jaja, han spillede Grunk som barn..) - eller gjorde han. Hvordan er det nu med ham? Han har været et stort sangtalent i årevis, vokset op på Christiania, i et miljø, hvor der generelt kommer mange store branchefolk, og internationale stjerne artister. Endnu vigtigere, så var hans far en kæmpe netværkspersonlighed, i musikbranchen. Havde tonsvis af internationale kontakter. Lukas gik (så vidt jeg husker) selv på Sankt Annæ i et stærkt musikmiljø, og jeg vil tro han har levet af at synge, i flere år inden han brød igennem. Det gjorde de andre bandmedlemmer i hvert fald. Professionelle musikere gennem måske 5+ år. Lukas har med andre ord haft netværket fra starten, haft talentet, og haft management til at lægge en knivskarp strategi. Derfra handler det om at få lavet de stærke sange, og så ellers bare udføre sin plan - han ville ikke kunne bruge sådan et panel til noget, for han var allerede "inde". Det gælder rigtig mange af dem der kommer frem.

Et stort problem i Danmark er også, at den danske kulturtilgang, er håbløs konservativ. Man tør ikke rigtigt røre ved noget, som man ikke kender. Så Danmark har altid bare fulgt moden, når USA har sat trenden.

Jeg har en gammel elev. Det måske største talent og fedeste person, jeg har undervist, gennem 15 år. Han har lavet et projekt med en buddy. Jeg synes det er sindssygt fedt, er ultra stolt. De har lavet et helt album, har nogle gode pressebilleder, og en prof video, at starte ud med. De er pisse ihærdige, og dybt seriøse. De har spurgt mig lidt til råds, og er begyndt at opsøge de store danske pladeselskaber, på min opfordring, da jeg mener de store selskaber, bør have en interesse, og være inde over, før de overhovedet udgiver noget. De har også fået hul igennem, og er blevet taget seriøst det første sted. De var til et A&R møde, men fik beskeden "Det er fedt, og professionelt, det kan virkelig et eller andet. Men vi er bange for, at markedet er for snævert, til jeres stil". Jeg er meget uenig i at det er for snævert. Jeg ser et gigantisk internationalt potentiale. Det er bare typisk dansk mentalitet "aah vi ved ikke helt om vi tør.."

-man kunne så spørge sig selv "kunne det projekt bruge sådan et panel?". Jeg mener de er forbi det stadie, hvor de vil få så meget gavn af et panel. De har sangene, det har karakteren, de har produktionerne, de har nogle skarpe hoveder i branchen, til at rådgive dem på forretningssiden, udover de gode idéer de allerede har. Min vurdering er, at det eneste reelle spørgsmål er, om de skal have andre til at lave det forretningsmæssige arbejde, eller om de selv skal gøre det (jeg vil anbefale dem, at andre eksperter, med netværket allerede, gør det. Men det er jo ikke det samme, som at de kan finde den/de personer, og hvis ikke, skal de gøre det selv).

Det er ikke for at være en sur gammel mand, for idéen er god, og nok også en del af fremtiden. Men der er mange i toppen af branchen, man typisk ville få ind, til den type deltagerpanel, som er indspiste og snæversynede, og ikke så velfunderede, som man skulle tro. Og jeg tror der er få der er skarpe og objektive, som reelt vil dele deres viden i den kontekst (folk vil gerne hjælpe og dele viden, men primært til de mest talentfulde, og dem i deres egne cirkler, eller der hvor de selv kan få en andel).

Hin_Spage skrev:Blandt andet inspireret af de fantastiske musiktråde, som kører på pokernet for tiden (tak for det!), har jeg overvejet et koncept, som måske – måske ikke – kunne være interessant for musikmiljøet.

Jeg har erfaring fra sparringsmøder/springboards i forretningsmiljøet, hvor en virksomhed får mulighed for at præsentere sine visioner/strategier/målsætninger for et panel af fagpersoner (paneldeltagere), som efterfølgende indbyrdes drøfter styrker, svagheder og alternativer. Det er gratis for virksomheden, og virksomheden er naturligvis ikke forpligtet til at følge de råd, som paneldeltagerne giver. Paneldeltagerne arbejder også gratis.

Konceptet er således ikke nyt, men der udbydes umiddelbart ikke noget for musikere.

Mine tanker går på, at der tilbydes musikere sparring på det, som BassCheck i #3 kalder det forretningsmæssige, og at panelet består af fagfolk, som har erfaring med forretningsdelen. Gerne specifikt i forhold til musikbranchen, men det kunne også være af mere generel karakter såsom eksempelvis markedsføring.

Musikerne tvinges i første omgang til at udarbejde en ”forretningsplan”, som de skal ”pitche” kort og præcist for en kritisk forsamling af fagfolk. Forhåbentligt får de også en række guldkorn og kontakter med fra panelet, som kan udfordre og hjælpe dem fremover.

Min erfaring som paneldeltager er, at deltagerne netværker på kryds og tværs, og da paneldeltagerne ikke er de samme fra gang til gang, skabes der nye forbindelse mellem brancher og personer, som ellers aldrig ville mødes.

På det mere praktiske plan tænkte jeg, at et band/en musiker, som alligevel skulle spille (i Aarhus - jeg er fra Aarhus) kunne få tilbuddet. Efterfølgende kunne paneldeltagerne tage til koncerten og lære bandet/musikeren samt hinanden endnu bedre at kende.

Super spændende idé!

BassCheck skrev: Det er bestemt ikke nogen dårlig idé, og det findes også i nogen grad (bare meget spredt og rodet/upræcist), og nok også en del af fremtiden i musikkens verden. Det er i høj grad sådan, man f.eks. kender tv/film-branchen. Der pitcher produktionsselskaberne først idéen, eventuelt med en dummy, til potentielle købere (tv-stationerne), og får derefter bevilget penge, hvis idéen købes.

Jeg ser bare også en del forhindringer, i forhold til at gøre det succesfuldt, i musikbranchen. Dels er der de kunstneriske perspektiver, der i høj grad handler om at brænde igennem, uanset format. F.eks. kan man have den fedeste idé til et lydbillede/udtryk/stil, og være dygtig nok til producere den, men du har stadig brug for en sanger der brænder igennem, og rammer lige i hjertet på folk, ellers køber de den ikke. Dels er mange som sagt, deres egen værste fjende. Folk bredt set i musikbranchen, er utroligt dårlige til at tage imod kritik, og selv hvis de er gode til at tage imod, kan de være dårlige til at oparbejde de skills det kræver, for at justere ind. Man har også brug for det personlige udtryk, den personlige sang, historierne der ligger til grund for, at nogen er interessante at høre og følge. Dvs få personer, der reelt er i stand til at præstere det der skal bruges. De relativt få personer der er, er der kæmpe rift om. Alle producere vil gerne have fat i det nye talent, det vil alle pladeselskaber også, når først producerne har sat den rigtige karakter, på det rigtige talent. Alle talenter vil gerne ind, hos de producere, der kan løfte netop dem op, og konkretisere deres potentiale, til en ny lyd/stil. Disse talenter/producere, får derfor typisk spottet hinanden, før end det kommer så vidt, at man har fået en idé, arbejdet på den, og kan præsentere den for et panel. Det yder mere som en band ting, og så er man tilbage blandt amatørbandsne oftest, og så er niveauet bare lavere, og potentialet stærkt begrænset (dermed ikke sagt, at der ikke ind i mellem kommer et nyt amatørband, der bare har gang i det fedeste, og derfor bryder igennem).

Et eksempel kunne være Lukas Graham. Han kom ud af ingenting lige pludselig (jaja, han spillede Grunk som barn..) - eller gjorde han. Hvordan er det nu med ham? Han har været et stort sangtalent i årevis, vokset op på Christiania, i et miljø, hvor der generelt kommer mange store branchefolk, og internationale stjerne artister. Endnu vigtigere, så var hans far en kæmpe netværkspersonlighed, i musikbranchen. Havde tonsvis af internationale kontakter. Lukas gik (så vidt jeg husker) selv på Sankt Annæ i et stærkt musikmiljø, og jeg vil tro han har levet af at synge, i flere år inden han brød igennem. Det gjorde de andre bandmedlemmer i hvert fald. Professionelle musikere gennem måske 5+ år. Lukas har med andre ord haft netværket fra starten, haft talentet, og haft management til at lægge en knivskarp strategi. Derfra handler det om at få lavet de stærke sange, og så ellers bare udføre sin plan - han ville ikke kunne bruge sådan et panel til noget, for han var allerede "inde". Det gælder rigtig mange af dem der kommer frem.


Et stort problem i Danmark er også, at den danske kulturtilgang, er håbløs konservativ. Man tør ikke rigtigt røre ved noget, som man ikke kender. Så Danmark har altid bare fulgt moden, når USA har sat trenden.

Jeg har en gammel elev. Det måske største talent og fedeste person, jeg har undervist, gennem 15 år. Han har lavet et projekt med en buddy. Jeg synes det er sindssygt fedt, er ultra stolt. De har lavet et helt album, har nogle gode pressebilleder, og en prof video, at starte ud med. De er pisse ihærdige, og dybt seriøse. De har spurgt mig lidt til råds, og er begyndt at opsøge de store danske pladeselskaber, på min opfordring, da jeg mener de store selskaber, bør have en interesse, og være inde over, før de overhovedet udgiver noget. De har også fået hul igennem, og er blevet taget seriøst det første sted. De var til et A&R møde, men fik beskeden "Det er fedt, og professionelt, det kan virkelig et eller andet. Men vi er bange for, at markedet er for snævert, til jeres stil". Jeg er meget uenig i at det er for snævert. Jeg ser et gigantisk internationalt potentiale. Det er bare typisk dansk mentalitet "aah vi ved ikke helt om vi tør.."

-man kunne så spørge sig selv "kunne det projekt bruge sådan et panel?". Jeg mener de er forbi det stadie, hvor de vil få så meget gavn af et panel. De har sangene, det har karakteren, de har produktionerne, de har nogle skarpe hoveder i branchen, til at rådgive dem på forretningssiden, udover de gode idéer de allerede har. Min vurdering er, at det eneste reelle spørgsmål er, om de skal have andre til at lave det forretningsmæssige arbejde, eller om de selv skal gøre det (jeg vil anbefale dem, at andre eksperter, med netværket allerede, gør det. Men det er jo ikke det samme, som at de kan finde den/de personer, og hvis ikke, skal de gøre det selv).

Det er ikke for at være en sur gammel mand, for idéen er god, og nok også en del af fremtiden. Men der er mange i toppen af branchen, man typisk ville få ind, til den type deltagerpanel, som er indspiste og snæversynede, og ikke så velfunderede, som man skulle tro. Og jeg tror der er få der er skarpe og objektive, som reelt vil dele deres viden i den kontekst (folk vil gerne hjælpe og dele viden, men primært til de mest talentfulde, og dem i deres egne cirkler, eller der hvor de selv kan få en andel).

Ja okay, kan kun nikke genkendende til de ting du siger, når du nu argumenterer så godt. Det bliver nok mest amatørbands der vil bruge sådan et panel, fordi de rigtig store talenter og ambitiøse folk selv har fundet vejen ind til mentorer/rådgivning/branchefolk/musikselskab. Og hvis det kun er en "amatør"-tjeneste, så bliver det svært at samle de helt skarpe fagfolk der har cutting-edge viden/erfaring.

Spørgsmålet er dermed også om platformen allerede eksisterer i form af musikselskaber / musikbranche, bare som en større gråzone med flere gatekeepers.
That said - med alle de "band battles" og konkurrencer for små bands/artister i det danske landskab, hvor feedback til musikken er i fokus fra panelet - så burde det også være muligt at etablere noget lignende med større fokus på det "forretningsmæssige" i det at være artist/band.

Hvis det på nogen måde er muligt at etablere en platform, der fungerer ligesom aspirerende virksomheder der snakker med Angel-investors om den rigtige strategi etc., så kunne det godt blive et spændende og brugbart tiltag.

Spørgsmålet er om den givne platform bliver for kommerciel, og dermed kun kan løfte pop-artister og ikke andre kunstnere.

@lassen81

Tak for dine inputs. Fedt, at du har prøvet tilværelsen som fuldtidsmusiker, men kan godt forstå dit valg om den mere stabile levevej. Man kan vel drage en parallel mellem pokerkarrieren og musikkens ditto. Begge er fyldt med skæve arbejdstimer og masser af risici.
Jeg ærgrer mig grænseløst over, at der findes så mange sorte penge i musikken. De fleste, hvis ikke alle, at de musikere som jeg kender, tjener i et eller andet omfang sorte penge. Hvor starter problemet? Spillestederne, musikerne, hvem? Det ødelægger virkelig meget for mange.

Jeg tror generelt at publikummet er blevet langt mere kræsne, som du selv er inde på. Der er simpelthen bare så mange tilbud i dag. Førhen, formoder jeg, var det dét fedeste, når man eksempelvis kunne tage på fodboldstadion eller til en koncert, men i dag bliver man væltet i underholdningstilbud fra diverse kanaler.

@BassCheck
Du forekommer mig som lidt af en guru. Tak for din tid. Du giver mig en del arbejde, så "tak" for det også.

Fra hvad jeg kan tolke på indlæg #8, så handler mange af udfordringerne om, at mange "uvidende" musikere og artister simpelthen mangler en form for fremgangsmåde. Best practice om man vil. Hvad enten det er pianisten, der pludselig gør sig som sangskriver og forsanger, fordi vedkommende ikke har en strategisk plan for at opnå status som anerkendt hired gun, eller om det er den talentfulde sangskriver, der simpelthen mister gløden pga. de ret komplekse mekanismer, så føler jeg lidt, at problemet er det samme. Der er for stor varians i branchen, og få musikere besidder både de kreative OG de forretningsmæssige evner.

Der findes SÅ mange bookies, music management bureaus, og så videre. Det er jo umuligt for en uviden at finde rundt i. Det kræver man finder den/de rette, og det er urimeligt svært for folk uden kendskab og netværk.

Mega spændende betragtning om, at moderne produktioner er mindre belastende for ørerne... Vil jeg gå og studse lidt over.

Ift. ubalancen i mængden af uddannede musiklærer kontra udbudet af jobs. Det er sgu helt på månen, og mit indtryk er, at det bare fortsætter. Synd.

Jeg tager meget mere med fra dine indlæg, end hvad ovenstående demonstrerer. Har siddet i studiet (som groupie) hele dagen, og har sparret en masse med udgangspunkt i dine synspunkter.

Hvis OK, kan det sagtens være, at jeg følger op med flere konkrete spørgsmål, enten som tråden evt udvikler sig, eller over PM engang i nær fremtid.

@Hin_Spage
Spændende ide :-)

Jeg skulle lave en præsentation i mandags, hvor jeg havde mappet en simplificeret oversigt over væsentlige processer i det jeg kaldte for "The artist journey". Spørgsmålstegnet er det personlige mål, hvad enten det er selvrealisering, fame, penge, fanbase eller what ever. Rejsen kan forståes som en sang, et album, en periode, eller what ever. Hvad der står i boksene, må I ikke tage så tungt. Det var underordnet for min pointe, og blev derfor løbet let hen over.

Min pointe: Det er faktuelt indenfor kreative studier, at jo højere mængden er af ideer, des større er chancen for at man finder nogle rigtig gode ideer. Inden for entreprenørskab (som musik jo i høj grad kan kategoriseres som), bruger man ofte en metode, der går ud på at undersøge, teste, fejle, lære... og fortsætte denne iterative proces indtil dét lykkes. Min hypotese er, at det præcis samme gør sig gældende inden for musik. Dette illustreres ved den store pil i bunden.

Derfor kunne jeg godt tænke mig at få nogle inputs på, hvordan man kan gøre denne "rejse" lettere og hurtigere, således volumen af sange, albums, osv kan øges.

Håber I forstår :-)

@BassCheck

Mange tak for dine tanker og velformulerede bemærkninger. OP søger ifølge overskriften at få identificeret relevante problemstillinger i musikbranchen, og dine indlæg er rene guldgrupper i den henseende. Også for mig.

#15 giver såvel modløshed som troen på projektets berettigelse og effekt.

Jeg er metal-fan, og har alene et perifert kendskab til (Aarhus)miljøet som fan. Alligevel er jeg ofte stødt på en mere eller mindre direkte påstand om, at et band er for ”kommercielt”. Det kan man utvivlsomt blive; men mantraet om, at man lever for metal, og ikke af metal, strider mod det, som jeg oplever i den kommercielle forretningsverden, som jeg i øvrigt bevæger mig i, og er alt andet lige hæmmende for, at jeg får endnu mere fedt musik at lytte til.

Det er meget få forundt at have et ”medfødt” netværk; men mange har lysten til at udforske, om talentet rækker til mere end en hobby.Eller hvis man er nået til et niveau, hvor musikken ikke længere er en hobby, hvordan kommer man så videre?

Det er min forudsætning, at et kunstnerisk talent kan fremmes og udvikles af kommerciel forståelse. Det er ikke et modsætningsforhold. Projektets grund-idé består i, at fagfolk uden økonomiske interesser og uden nærmere kendskab til talentet eller mangel på samme, fremsætter konstruktiv kritik af de forretningsmæssige overvejelser, som talentet har gjort sig. Det er herefter musikerens opgave at vælge og vrage mellem inputs.

Det er ikke ambitionen at spotte det næste talent. Nærmere at øge sandsynligheden for, at talentet bliver spottet af andre.

I tillæg, men af stor betydning, bliver der skabt nye netværk blandet paneldeltagerne (og musikere), som forhåbentligt kan skabe et alternativ til de beskrevne noget vanskeligt tilgængelige netværk.

Hin_Spage kan vi ikke lave en gentleman aftale om at dele tråden? Synes din idé er super fed, spiller godt sammen med hvad jeg søger, og jeg kommer nok med et par vinkler ved lejlighed.

Roger, og beklager utilsigtet hijack.

Det klæder emnet, så det er absolut fjong, og lad det endelig fortsætte.

msm89dk skrev:Spørgsmålet er dermed også om platformen allerede eksisterer i form af musikselskaber / musikbranche, bare som en større gråzone med flere gatekeepers.
That said - med alle de "band battles" og konkurrencer for små bands/artister i det danske landskab, hvor feedback til musikken er i fokus fra panelet - så burde det også være muligt at etablere noget lignende med større fokus på det "forretningsmæssige" i det at være artist/band.

Hvis det på nogen måde er muligt at etablere en platform, der fungerer ligesom aspirerende virksomheder der snakker med Angel-investors om den rigtige strategi etc., så kunne det godt blive et spændende og brugbart tiltag.

Spørgsmålet er om den givne platform bliver for kommerciel, og dermed kun kan løfte pop-artister og ikke andre kunstnere.

Ja, jeg vil jo mene, at platformen(e) allerede eksisterer, som jeg nævnte i indlægget til Hin_Spage. De er bare meget spredte, og kan være svære at navigere i, særligt hvis man er lidt grøn i det.

Man kan f.eks. nævne KarriereKanonen (der startede som et solidt produktivt tiltag, der virkede. Det gav en håndfuld bands over nogle år, et reelt boost, der inkluderede solid sparing). Efter de åbnede konceptet lidt op, har det også mistet noget af sin pondus, og det virker som om, at de ikke længere får skabt morgendagens succes - men det er måske bare mig, der ikke følger med.

Ellers har man f.eks. Koda (sangskrivning/kompositions organisation, der varetager alle rettigheder af sange/musik). De afholder jævnligt foredrag og workshops for deres medlemmer. En af de sidste mails jeg fik, var med en åben invitation, til et event der hed "lær at sælge dine til tv og reklamer" (hvilket har været en stor ting i branchen internationalt, i måske 15+ år, men Danmark er først rigtigt kommet ind i kampen de sidste 5 år måske). Idéen med disse tiltag er ligeledes, at give folk sparring og branchekendskab, til at udbrede og drive forretning, på sin musik

Dansk Musiker Forbund (Danmarks store musikfagforbund, som jeg i øvrigt aldrig selv har været medlem af), laver mange tilsvarende events/tiltag, som Koda. Med og for deres medlemmer.

Jeg kommer også til at tænke på DPA. Sangskriver forening, der primært har som formål, at hjælpe sangskrivere med at udvikle og promovere sig. De har også en masse tiltag, for at booste dansk sangskrivning, og sangskriveres netværk internationalt.

Også organisationer som JazzDanmark, og ROSA, der arbejder for at løfte hver deres genre (Jazz, og Rock).

Så tiltaget er der i noget omfang. Det er bare spredt alle mulige steder, og en af de ting, jeg generelt frastøder mig, er, at man tager 100% fra egne rækker. F.eks. Dansk Musiker Forbund (DMF), når de holder den slags events/foredrag/workshops, så bruger de nogle af egne medlemmer, med middelstor succes, som er ok engagerede/involverede i DMF. Ikke at det er unaturligt, det giver bare følelsen af at det er virkelig indspist (og det er penge i de få medlemmers lommer, i øvrigt, som kommer fra alle de andre medlemmer). Jeg kunne godt tænke mig at se de fandt nogle af de her mega skarpe hoveder, der sidder i forskellige positioner rundt omkring, der virkelig har noget ekspertise, og kan ramme hovedet på sømmet, omkring deres felt.

---

Hvad band battles/konkurrencer angår, tror jeg man skal huske på, at de primært går ud på at lave forretning, fra arrangørernes side, mere end det reelt handler om at hjælpe de her (amatør)bands. Det bedste eksempel jeg kan komme på, er Emergenza, en international musik konkurrence. De afholder koncerter i alle regioner i Danmark (ja, hele verden, men..), hvor konceptet er, at der spiller noget med 4-5 bands på en aften. Bandsne spiller gratis. Bandet med flest stemmer går videre til næste runde. Publikum er dem der stemmer = bands skal invitere flest mulige venner, for at sikre sig at gå videre. Derfor skal bands selv sælge billetterne - til deres venner, og så kommer der ellers 150-200 mennesker, der lægger 80 kr hver (12.000+ kr pr aften), der alle ryger i arrangørernes lommer. Det er dét de konkurrencer handler om, og kun det. Det er derfor de er der. Det samme gælder i øvrigt X-factor med mere. De er for at tv-stationer og produktionsselskaber kan tjene en masse penge. Det er nummer 1. Det er 'bagmændene' der er de smarte i den kontekst, dem der forstår at lave forretning, hvor de bruger folks interesse for musik, og får amatørdeltagere til at engagere sig, ved at tale til deres stjernedrømme. Dvs at de får en gigantisk mængde (stort set) gratis arbejdskraft, fra alle de tusindvis af deltagere, der har et naivt håb, om noget mere. Man kan lige så godt spille lotto, og håbe på den store gevinst. Det er nok ca. samme tilbagebetalings procent :-)

Shadowwarrior skrev:@BassCheck
Du forekommer mig som lidt af en guru. Tak for din tid. Du giver mig en del arbejde, så "tak" for det også.

Fra hvad jeg kan tolke på indlæg #8, så handler mange af udfordringerne om, at mange "uvidende" musikere og artister simpelthen mangler en form for fremgangsmåde. Best practice om man vil. Hvad enten det er pianisten, der pludselig gør sig som sangskriver og forsanger, fordi vedkommende ikke har en strategisk plan for at opnå status som anerkendt hired gun, eller om det er den talentfulde sangskriver, der simpelthen mister gløden pga. de ret komplekse mekanismer, så føler jeg lidt, at problemet er det samme. Der er for stor varians i branchen, og få musikere besidder både de kreative OG de forretningsmæssige evner.

Der findes SÅ mange bookies, music management bureaus, og så videre. Det er jo umuligt for en uviden at finde rundt i. Det kræver man finder den/de rette, og det er urimeligt svært for folk uden kendskab og netværk.

Mega spændende betragtning om, at moderne produktioner er mindre belastende for ørerne... Vil jeg gå og studse lidt over.

Ift. ubalancen i mængden af uddannede musiklærer kontra udbudet af jobs. Det er sgu helt på månen, og mit indtryk er, at det bare fortsætter. Synd.

Hvis OK, kan det sagtens være, at jeg følger op med flere konkrete spørgsmål, enten som tråden evt udvikler sig, eller over PM engang i nær fremtid.

Er ingen guru :-D Der ligger bare 15 års erfaring bag, med hands on berøring af stort set alle felter, og bunkevis af observationer, om særligt hvordan man ikke skal gøre. Jeg har lært fra de bedste ..eller værste(!) om man vil :-D desuden er jeg selv i det, lige nu og her, så jeg har en del føling med det.

Det kunne i øvrigt være interessant at høre, i hvilken grad JohnnyChock er enig/uenig i mine forskellige udsagn, da han forekommer mig, som en der også har mange skarpe observationer, og solid erfaring.

@JohnnyChock

---

Ja, det er umuligt at finde rundt i, når man kommer udefra, eventuelt som om. Jeg har haft en del elever gennem tiden, der har haft ambitioner om at leve af at spille musik, og som lidt har fisket efter "Hvor skal man gå hen? Hvad skal man gøre?". Det er vildt svært at rådgive om. Dels er det ikke et liv for alle. Dels er der ikke noget sted at gå hen. Det handler meget om at finde sin egen vej, og sit eget felt. Og ja, relativt få har nok både de kreative, og forretningsmæssige OG sociale evner. Sociale evner er også en stor faktor, jeg ikke har fået nævnt endnu. Jeg er selv en social analfabet af natur. Jeg kunne starte med at fortælle om dengang jeg havde social angst som barn, og måtte arbejde mig ud af det på egen hånd. Selv har jeg nok bare været selvbevidst om det, og derfor formået at lære og rette ind, og dels er jeg nok en, man har relativt let ved at approache, hvilket nok har været den vigtigste faktor, for at jeg har klaret mig igennem endnu.

Og ja, det er urimeligt svært for folk uden netværk og viden, at finde rundt. Det handler ofte om at finde det rette match. Er man en upcoming rapper, der er på vej frem, uden reelt at være den næste åbenlyse mega stjerne, så skyder man over målet, hvis man vil have LOCs management bag sig. Der giver det mere mening, at finde en med aspirerende manager-drømme, som har talent for det, og tager det seriøst (eller f.eks. studerer Music Management på konservatoriet, eller er ansat som praktikant/medarbejder i et management bureau, og som f.eks. drømmer om at starte sit eget)

I den kontekst er der også nogle gange en alders relevans. Når man ser en eller anden gammelfar i X-factor der 100% drømmer om at leve af at jodle, eller om at blive en decideret popstjerne, uden synderligt talent, så gør deres alder intet godt. Modsat hvis man er ung og har drive/vilje, går i gymnasiet, men bare ikke kan lade være med at prioritere sangskrivningen, og komme ud over stepperne, er ude i natmiljøerne, og møder alle de fede typer osv - der hooker man mere naturligt op, med andre typer af samme drive og talent, og møder en anden ung, med drive for at sætte koncerter op, som har noget talent der. Bum så har man pludselig en manager, på samme stadie.

Tag f.eks. TopGunn, Klumben, Kidd og Raske Penge. Jeg plejede at rende ind i dem tit, når jeg enten spillede på Operaen på Christiania, eller Rubadub på Stengade. De var en del af miljøet, før de rigtigt arbejdede med musik (bortset fra Raske, der var DJ længe inden). Youngsters med stort drive, der hookede op primært på Rubadub Sundays. De begyndte at gribe mikrofonen, og arbejde med digi-dancehall produktioner derhjemme, og var omkring et stærkt netværk/miljø, af bookers/promoters (Rubadub holdet, og andre reggaepromotors), og professionelle musikere (der alle er bevidste om, okay, kraftfulde typer, der kan godt blive en fremtid i dem), lydmænd og DJs/producere (Pharfar, Youngblood, eller svenske/norske tilsvarende) - det sker bare ikke når du er en gammelfar, uden selvindsigt, og med begrænset talent, kan man sige.

Kommer også til at tænke på Ziddidada. Danny Linde og Jimmy der startede bandet i sin tid, mødte hinanden i kælderen på Mojo. Det opstod simpelthen lige der. På et spillested, igen omkring professionelle folk (og amatører ja), som en del af et miljø og netværk.

Jeg begår mig primært, som forbruger, i metalgenren.

@Hin_Spage - ligeledes i det østjyske

Jeg synes scenen er mere sprudlende end nogensinde før. Rigtig mange nye bands med kæmpe potentiale kommer frem. Primært drevet af sociale medier og live gigs arrangeret af ildsjæle i musikforeninger. Især foreninger i Silkeborg gør et kæmpe flot arbejde på tiden.

Verden har ændret sig de seneste år. Det kræver ikke længere studietid, at producere en habil demo. Det er nemt at komme ud til sit publikum via sociale medier.

Pengene ligger ikke længere i LP/CD salg. Økonomien kommer fra livegigs og streams. Og der er mange om budet, da markedet er let tilgængeligt.

Det gør det nok sværere at blive karrieremusiker. Men diversiteten for slutbrugeren har aldrig været større.

Shadowwarrior skrev:Jeg skulle lave en præsentation i mandags, hvor jeg havde mappet en simplificeret oversigt over væsentlige processer i det jeg kaldte for "The artist journey". Spørgsmålstegnet er det personlige mål, hvad enten det er selvrealisering, fame, penge, fanbase eller what ever. Rejsen kan forståes som en sang, et album, en periode, eller what ever. Hvad der står i boksene, må I ikke tage så tungt. Det var underordnet for min pointe, og blev derfor løbet let hen over.

Min pointe: Det er faktuelt indenfor kreative studier, at jo højere mængden er af ideer, des større er chancen for at man finder nogle rigtig gode ideer. Inden for entreprenørskab (som musik jo i høj grad kan kategoriseres som), bruger man ofte en metode, der går ud på at undersøge, teste, fejle, lære... og fortsætte denne iterative proces indtil dét lykkes. Min hypotese er, at det præcis samme gør sig gældende inden for musik. Dette illustreres ved den store pil i bunden.



Derfor kunne jeg godt tænke mig at få nogle inputs på, hvordan man kan gøre denne "rejse" lettere og hurtigere, således volumen af sange, albums, osv kan øges.

Håber I forstår :-)

Man kan godt sige, at det samme gør sig gældende inden for musik, eller kan gøre sig gældende inden for musik. Man kan måske sammenligne generel entreprenørskab og musik, lidt som skak og nl holdem. NLHE har den her all-in faktor, og er nok et lidt mere komplekst spil end skak. Hvor musik har den faktor, at dit produkt skal have en særlig af x-faktor, før end det overhovedet nytter noget som helst. X-faktor kan godt komme af trial and error, vil jeg mene. F.eks. kan man ikke afvise at vores egen Academics rammer den på et tidspunkt, men endnu er hans projekt håbløst, fordi hans egne tanker/refleksioner om det, er ok skudt af. Hvis jeg skulle give ham et simpelt gyldent råd, ville det være "fjern alt du har lagt op på YouTube/Spotify/Facebook - alt Bool Fashion, alt Platinmand. Gå i tænkeboksen, og tag arbejdshandskerne på, og kom ikke tilbage på scenen, før om et par år, når du har ramt den lige i røven (inkl en solid strategi)"

Pointen her er dels, at en som Academics er sin egen værste fjende. Hans refleksioner om hans idéer/sit projekt, hænger ikke sammen (min personlige subjektive holdning obv). Han burde aldrig have udgivet hverken Bool eller Platinmand (måske den første direkte parodi på Gulddreng kan retfærdiggøres, som værende sjov), i stedet burde han have tænkt "ok, jeg synes der er lidt potentiale, men er det godt nok, er det stærkt nok? Har jeg en plan med det hele?", og komme frem til, at nej, det er ikke tiden til at gå efter det store gennembrud. Han har lagt alt ud som "nu skal I bare høre!!", når man gør det, bør man have mere i baghånden (han havde en Bool single, efter nogle måneder kom der en mere, og så var det slut - han burde have et helt album, før han udgav første single, han burde også have nogle videoer inden, og forskellige former for nyhedsværdi (billeder, anmeldelser, grafik, koncertdatoer), så han kunne holde et kontinuerligt nyhedsflow, i meget lang tid) - den anden pointe er, man kan skyde nok så mange idéer af, men det er stort set ligegyldigt, hvis man ikke forstår alle de her ting. På den anden side, så sælger den stærke musik altid sig selv. Hvis en sang er stærk nok, skal den nok finde vej, fra mund til mund, uden den store strategi og nyhedsflow osv. - så er det bare nedtur, hvis man ikke har noget at følge op med, før et halvt år efter, og derfor ikke fik brugt sit momentum, til at bryde igennem.

Hin_Spage skrev:Det er meget få forundt at have et ”medfødt” netværk; men mange har lysten til at udforske, om talentet rækker til mere end en hobby.Eller hvis man er nået til et niveau, hvor musikken ikke længere er en hobby, hvordan kommer man så videre?

Det er ikke ambitionen at spotte det næste talent. Nærmere at øge sandsynligheden for, at talentet bliver spottet af andre.

I tillæg, men af stor betydning, bliver der skabt nye netværk blandet paneldeltagerne (og musikere), som forhåbentligt kan skabe et alternativ til de beskrevne noget vanskeligt tilgængelige netværk.

Ja, jeeg ville også ønske jeg havde et medfødt netværk, og medfødt musisk talent (kan så måske være glad for, jeg har et ok skarpt hoved, og en stærk vilje), men når man ikke har det, hvad gør man så ja? Som i et af de forrige indlæg, så er det så pokkers svært at sige konkret, hvor man skal gå hen, og hvad skal gøre. Man kan søge på konservatoriet, men konservatorierne har aldrig formået at løfte den opgave (det hjælper måske på det efterhånden, har ikke fulgt meget med der, de sidste par år). Ellers er der ikke så mange konkrete steder at gå hen, og som også tidligere nævnt, dem med det store talent og produkt (!), de som regel blevet spottet, eller bliver spottet. Man kan måske sammenligne musikbranchen, som fodboldverdenen. Der er scouts alle steder, både ansatte, og menige folk (i musikverdenen, kan det være musiklærere f.eks.), der kender nogen, der kender nogen. Alle er hele tiden ude efter at spotte det næste talent, spotte dem der rykker, få foden inden for, inden andre gør det. Så generelt skal talentet nok blive spottet (de sociale medier er også en kæmpe hjælp her).

En pointe her er også, at "jamen der er jo siiindssygt mange kæmpe store talenter, som efter 10 år stadig ikke er blevet til en skid?" - det er korrekt, de er over det hele, og det er oftest fordi de er deres egen værste fjende. De får enten ikke lavet et konkret produkt (sange/produktioner), ellers er de for umulige at arbejde med, eller får ikke lavet det benarbejde, der også skal til, med en ubevidst tilgang om "hvorfor er der ikke nogen der gør det hele for mig..".

Men jo, at få skabt et netværk, er vejen frem. Problemet i dit koncept, kan måske være, at få de rigtige ind i netværket. Jeg kommer til at tænke på pokermiljøet. Tag den gode hhecklen, der fra starten har sparret med Lasse (? hans gamle buddy, der også er highstakes chef, kan ikke huske navn/nick). Er det tilfældigt at de hookede op, og sparrede i sin tid? Tilfældigt at lige de nåede toppen? Havde en spiller med potentialet lige under deres, i deres begyndelse, vundet på at kende dem? - lidt som jeg beskrev i et af de forrige indlæg, kan det ofte handle om det rette match. Ligesom hhecklen næppe ville få noget ud af at sparre poker med mig :-D :-D ligeså vel, vil de proffe musikere/branche, ikke få meget ud af at netværke, med dem længere nede - medmindre det så lige er det store talent, der har hele pakken, men de skal som sagt nok blive fundet.

-vil i øvrigt lige pointere, at jeg kender ekstremt lidt til metalmiljøerne. Det er en anden scene, med andre kanaler, end mine. Her ville jeg selv have svært ved at vide, hvor jeg ville skulle gå hen, hvis jeg havde lavet det fedeste metal-album (men så igen - jeg ville måske sende det til Metalized, hvis det stadig eksisterer, og ville kontakte et par af mine gamle elever, der er succesfulde på den scene, eller har skrevet meget for Metalized. Jeg ville starte der, og så bare søge det mere, i det hele taget).

Jeg har fulgt med lidt fra siden i den her tråd. Mest fordi jeg har været på en længere forretningsrejse og ikke har haft tid, men også fordi at det jeg har at sige, stort set er blevet sagt allerede. Både

@Basscheck

@Shadowwarrior

kommer begge med nogle rigtig gode synspunkter og observationer og det meste er jeg enig i. Så jeg ser faktisk ikke rigtig nogen grund til at skrive et helt indlæg der blot gentager det som der allerede er sagt, mere eller mindre.

Jeg vil selvfølgelig gerne svare på spørgsmål, hvis der skulle være nogle hvor en second/Third opinion kan bruges. :)

Men for også at komme med lidt brugbart, måske, så vil jeg også gerne sige at det er rigtig hårdt arbejde at kunne leve af at lave musik i Danmark.

Og hvis man kun laver musk på dansk, så mindskes chancen betydeligt.

Nu er det nogle år siden at jeg var igennem alt det lort, men at skaffe et publikum dengang var skide svært.

Jeg har ikke tal på de skide plakater og flyers jeg har smækket op på gymnasier, lygtepæle, plakatsøljerm opslagstavler og diskoteker, bare for at få folk til at komme. Nu smider du bare et tweet eller en status eller et billede på Insta/Snap/FB/Twitter og så ved folk at der sker noget fordi de får det i skallen.

Men i takt med at det er blevet lettere at komme ud til folk, er folk også blevet mere kræsne.

Som jeg også sagde til Academics, så er det så pisse vigtigt at skille sig ud. Der er hundrede andre artister der er mindst ligeså gode som dig og der er ALTID nogle der er bedre. Altid. Så hvis du bare er en kopi af en anden, laver noget som andre laver eller ikke har din egen stil, jamen så forsvinder du ud i intetheden. Det kan da godt ske at du får 250.000 plays på YouTube inden, men hvad kan du bruge det til?

At du laver 1 OK sang, er pisse ligegyldigt hvis du ikke kan følge op på det.

Og det er det som rigtig mange nye talenter glemmer.

Det er de hurtige penge og den hurtige vej til stjernerne de vil have, fordi de har set at det kan lade sig gøre i talentshows eller Reality tv.

"Se mig" kulturen vokser og vokser desværre og det gælder også indenfor musik,.

Det sværeste som musikker er at holde sig relevant. At udvikle sig med sit publikum.

Tag et band som Kings of Leon.

Jeg har haft æren af at møde dem en håndfuld gange, både i kbh og i London og fik lov til at snakke med Caleb i et par timer her og der.

Den udvikling de tog fra Holy Roller Novocaine og bare til deres tredje (fjerde, hvis man ikke tæller HRN som en EP) album er kæmpe stor. Musik, skiftede de stilen ud fra at være Nashville Rock til pludselig at være Rock. De gik fra en "smal" fanbase, til pludselig at ramme et helt nyt segment.

Det gjorde de fordi de pludselig stod foran et publikum der havde ændret sig. Det kan så småt høres på Aha Shake Hearbreak, at de udvikler sig, og jeg er af den personlige holdning af deres tredje album, Because of the Times, er et af de bedste der er lavet.

Teknisk, musisk, lyrisk og mixet er, IMO, helt perfekt.

Og det der gør det endnu mere fantastisk, er at de udviklede sig kanont, men forblev dem selv. Du kan høre det er dem, men du kan høre at det er ikke længere er en flok knægte fra sydstaterne, men en gruppe mænd der laver noget de elsker.

At de voksede med opgaven og forblev relevante. Selvom 06-07 var der hvor Youtube begyndte at vækste rigtig meget og publikum fik adgang til en masse musik, så formåede de at lytte til hvad folk ville have, bearbejde det til noget som de selv kunne lide og udvikle sig til det verdensband de var.

Den største udfordring var, som skrevet, at forblive relevant. Og det er det stadig. Måske mere nu end nogensinde før.

Og det er pga Sociale Medier. ALT går så skide stærkt. Der er så mange der banker på for at få deres opmærksomhed og hvis du ikke formår at holde den, jamen så bliver du glemt.

Hurtigt.

Og ligesom med de fleste andre brancher, så er netværk en kæmpe del af det. Kender du de rigtige mennesker, ved du hvem du skal have fat i når de kommer til stykket og hvem der kan få dig i rotation på radioen, jamen så er du allereded langt foran. Også selvom dit musik er lort sat overfor hamq den anden der laver det samme musik og samme stil, men som har et kæmpe talent og har lavet et pisse godt stykke musik,

Vennetjenester afgør rigtig meget og meget mere end man lige tror det gør, når man kigger på Danmark.

MEN, talent fornægter sig aldrig og har man lavet et godt stykke musik, ikke kun i ens egne øjne, jamen så skal det nok finde vej frem. Det handler bare om at ville arbejde nok for det.

Jeg ved at der sidder rigtig mange mennesker derude, som kan lave noget rigtig godt musik, men som ikke ved hvor de skal gå hen med det og har knækket nakken på at få afslag på afslag på bare at få et enkelt lyt.

*Edit: .. Der kom lidt meget ligegyldigt skidt med og den blev lidt længere end jeg lige havde regnet med og jeg ved sgu ikke helt hvor brugbart det er. Men ja, jeg vil gerne svare på spørgsmål, hvis jeg kan og ellers så har de andre ret godt fat i det.

Så der er ikke så meget jeg kan tilføje, andet end sjove anekdoter og så namedroppe en masse ligegyldige navne. :)

JohnnyChock skrev:1) Nu er det nogle år siden at jeg var igennem alt det lort, men at skaffe et publikum dengang var skide svært.
Jeg har ikke tal på de skide plakater og flyers jeg har smækket op på gymnasier, lygtepæle, plakatsøljerm opslagstavler og diskoteker, bare for at få folk til at komme. Nu smider du bare et tweet eller en status eller et billede på Insta/Snap/FB/Twitter og så ved folk at der sker noget fordi de får det i skallen.
Men i takt med at det er blevet lettere at komme ud til folk, er folk også blevet mere kræsne.

2) Som jeg også sagde til Academics, så er det så pisse vigtigt at skille sig ud. Der er hundrede andre artister der er mindst ligeså gode som dig og der er ALTID nogle der er bedre. Altid. Så hvis du bare er en kopi af en anden, laver noget som andre laver eller ikke har din egen stil, jamen så forsvinder du ud i intetheden. Det kan da godt ske at du får 250.000 plays på YouTube inden, men hvad kan du bruge det til?

3) At du laver 1 OK sang, er pisse ligegyldigt hvis du ikke kan følge op på det.
Og det er det som rigtig mange nye talenter glemmer.
Det er de hurtige penge og den hurtige vej til stjernerne de vil have, fordi de har set at det kan lade sig gøre i talentshows eller Reality tv.
"Se mig" kulturen vokser og vokser desværre og det gælder også indenfor musik,.
Det sværeste som musikker er at holde sig relevant. At udvikle sig med sit publikum.

Jeg har lige tilladt at sætte nogle numre på dit indlæg, så det er lettere at kommentere.

1) Jeg har ofte en diskussion, med (typisk de ældre) folk i branchen. De siger "man kan næsten ikke leve af sin musik mere", "Spotify har ødelagt det hele", "Det hele var meget bedre i gamle". Det er ikke fordi jeg er stor fan af Spotify, men i og med, at musiksoftware/DAWs har udviklet sig, og plugins kan alt det de gamle analoge studier kunne, stort set lige så godt, så er det blevet meget lettere/billigere at udgive en plade. Og i takt med de sociale medier, har alle pludselig en chance for at blive hørt. Dem der så har de bedste numre, der sælger sig selv, eller de personer med mest hype, er så dem der klarer sig (for en stund i hvert fald). Det er også sjovt som hype er blevet en kæmpe faktor, det var det ikke i samme grad førhen, vil jeg mene. Første store eksempel på det i Danmark, var nok Cheff Records, med Kidd som første skud. Det var ikke kvaliteten der solgte det, det var hypen. I USA gjorde trap navnene det i nogle år inden. Hype over kvalitet. Selv synes jeg der er noget fedt over det. I dansk kontekst svarer det lidt til at bevise, at pladeselskaberne ofte har taget fejl førhen, at det handler om mere end bare at synge/spille godt. At der er andre faktorer

I gamle dage skulle man først have kontakt til et pladeselskab, så skulle man skrive en kontrakt, man typisk blev røvrendt i, så skulle pladeselskabet investere 100.000 kr eller mere, for at indspille og producere albummet, og bruge mange penge på at trykke det på LP/CD/Bånd. Så skulle de bruge mange penge på at trykke plakater og annoncer og lave tv-reklamer. Nu kan man hente cracked software, og bruge de sociale medier, og det kan koste stort set gratis. Det koster billigt at uploade på spotify, og trykke cd'er (hvor man så tjener 100% selv, modsat 10% før fordi pladeselskaberne tog 90%). Derfor har alle dybest set en chance nu, hvilket jeg synes er positivt.

2) Havde præcis samme tanke "Tillykke du har 250.000 views på YouTube, men hvad kan du bruge det til?". Kan han leve af det? Åbenbart ikke.. Man har desuden ikke lyst til at have 250.000 views, hvis det er for at være en joke - medmindre man er komiker :-)

Som du netop sagde til/om ham, at det virkede til det handlede om opmærksomhed/bare vil være kendt. 250.000 views overskrift, det er noget man skriver, for at imponere nogen. Sony Music har interesse, det er også noget man skriver for at imponere. Man prøver at være mere end man er, og alle ser det.

3) Fuldstændig enig. Man har altid haft one hit wonders, men man har nok faktisk færre nu. Det er selvfølgelig fedt, at have bare et radio hit. Man er bare nødt til at følge op mere, hvis man vil have en karriere ud af det. Jeg ville anbefale upcoming navne, til at have mange fede numre/videoer/materiale klar, inden de udgiver noget som helst. Så man har noget at følge op med, og kan holde gang i en kontinuerlig nyhedsstrøm. Nyhedsværdi, er generelt en kæmpe faktor.

Som BassCheck kan jeg rigtigt godt lide tanken om de muligheder sociale medier og lettere hjemmeproduktion giver. Det er nemt at komme ud til et stort publikum.

Men det er ikke kun godt imo. Det er svært at sætte ord på, men jeg tror, det er blevet væsentligt sværere for niche-genrer og det mere eksperimenterende at slå igennem. Det ville ikke være nemt for en Frank Zappa at slå igennem i dag, da han ville drukne i mainstream.

Jeg synes for tit man ser, at musikere fravælger at udvikle sig, da de har en solid position og fanskare, de ikke vil gamble med. Og det gælder også de helt store. Et lysende eksempel er Volbeat. Tidligere eksperimenterede M. Poulsen. Nu har han og co. fundet et guldæg. Rigtig fin forretning, hvilket er ok, men det er på bekostning af det manden kan.

Der kommer stadig gode ting fra undergrunden. Men det er pokkers svært at holde momentum. Sværere end nogensinde. Lucas Graham er slet ikke min genre, men et godt eksempel på et band, der er nødt til at genopfinde sig selv. Hvilket er pokkers svært, med et massivt hit som 7 Yeats i bagkataloget. I den genre, er der absurd mange spillere på banen. Vil man forblive på toppen, skal man tilføre nyt. Sker det ikke, bliver man overhalet af en million artister der kan og vil det samme.

BassCheck skrev:
Jeg har lige tilladt at sætte nogle numre på dit indlæg, så det er lettere at kommentere.

1) Jeg har ofte en diskussion, med (typisk de ældre) folk i branchen. De siger "man kan næsten ikke leve af sin musik mere", "Spotify har ødelagt det hele", "Det hele var meget bedre i gamle". Det er ikke fordi jeg er stor fan af Spotify, men i og med, at musiksoftware/DAWs har udviklet sig, og plugins kan alt det de gamle analoge studier kunne, stort set lige så godt, så er det blevet meget lettere/billigere at udgive en plade. Og i takt med de sociale medier, har alle pludselig en chance for at blive hørt. Dem der så har de bedste numre, der sælger sig selv, eller de personer med mest hype, er så dem der klarer sig (for en stund i hvert fald). Det er også sjovt som hype er blevet en kæmpe faktor, det var det ikke i samme grad førhen, vil jeg mene. Første store eksempel på det i Danmark, var nok Cheff Records, med Kidd som første skud. Det var ikke kvaliteten der solgte det, det var hypen. I USA gjorde trap navnene det i nogle år inden. Hype over kvalitet. Selv synes jeg der er noget fedt over det. I dansk kontekst svarer det lidt til at bevise, at pladeselskaberne ofte har taget fejl førhen, at det handler om mere end bare at synge/spille godt. At der er andre faktorer

I gamle dage skulle man først have kontakt til et pladeselskab, så skulle man skrive en kontrakt, man typisk blev røvrendt i, så skulle pladeselskabet investere 100.000 kr eller mere, for at indspille og producere albummet, og bruge mange penge på at trykke det på LP/CD/Bånd. Så skulle de bruge mange penge på at trykke plakater og annoncer og lave tv-reklamer. Nu kan man hente cracked software, og bruge de sociale medier, og det kan koste stort set gratis. Det koster billigt at uploade på spotify, og trykke cd'er (hvor man så tjener 100% selv, modsat 10% før fordi pladeselskaberne tog 90%). Derfor har alle dybest set en chance nu, hvilket jeg synes er positivt.

2) Havde præcis samme tanke "Tillykke du har 250.000 views på YouTube, men hvad kan du bruge det til?". Kan han leve af det? Åbenbart ikke.. Man har desuden ikke lyst til at have 250.000 views, hvis det er for at være en joke - medmindre man er komiker :-)

Som du netop sagde til/om ham, at det virkede til det handlede om opmærksomhed/bare vil være kendt. 250.000 views overskrift, det er noget man skriver, for at imponere nogen. Sony Music har interesse, det er også noget man skriver for at imponere. Man prøver at være mere end man er, og alle ser det.

3) Fuldstændig enig. Man har altid haft one hit wonders, men man har nok faktisk færre nu. Det er selvfølgelig fedt, at have bare et radio hit. Man er bare nødt til at følge op mere, hvis man vil have en karriere ud af det. Jeg ville anbefale upcoming navne, til at have mange fede numre/videoer/materiale klar, inden de udgiver noget som helst. Så man har noget at følge op med, og kan holde gang i en kontinuerlig nyhedsstrøm. Nyhedsværdi, er generelt en kæmpe faktor.

NanoQ skrev:Som BassCheck kan jeg rigtigt godt lide tanken om de muligheder sociale medier og lettere hjemmeproduktion giver. Det er nemt at komme ud til et stort publikum.

Men det er ikke kun godt imo. Det er svært at sætte ord på, men jeg tror, det er blevet væsentligt sværere for niche-genrer og det mere eksperimenterende at slå igennem. Det ville ikke være nemt for en Frank Zappa at slå igennem i dag, da han ville drukne i mainstream.

Jeg synes for tit man ser, at musikere fravælger at udvikle sig, da de har en solid position og fanskare, de ikke vil gamble med. Og det gælder også de helt store. Et lysende eksempel er Volbeat. Tidligere eksperimenterede M. Poulsen. Nu har han og co. fundet et guldæg. Rigtig fin forretning, hvilket er ok, men det er på bekostning af det manden kan.

Der kommer stadig gode ting fra undergrunden. Men det er pokkers svært at holde momentum. Sværere end nogensinde. Lucas Graham er slet ikke min genre, men et godt eksempel på et band, der er nødt til at genopfinde sig selv. Hvilket er pokkers svært, med et massivt hit som 7 Yeats i bagkataloget. I den genre, er der absurd mange spillere på banen. Vil man forblive på toppen, skal man tilføre nyt. Sker det ikke, bliver man overhalet af en million artister der kan og vil det samme.

1: Enig. Jeg ville sgu ønske at vi havde haft Spotify og Youtube dengang vi lavede musik. Det potentielle publikum der havde været, kunne have ændret meget for os. Kidd er, som du også nævner, et perfekt eksempel. OA er også. Det var jo ikke fordi de var fantastisk musik, men det blev hypet, der blev skabt opmærksomhed og det var to finger til den etablerede branche. Heldigvis for dem, havde de alle lavet mere end bare en sang til at starte med og kunne udgive flere numre i træk. Og det gør altså en forskel. Om man vil det eller ej, så SKAL du have mere end bare et nummer, fordi folk glemmer dig hvis de skal vente en måned, et halvt år på det næste nye nummer.

Det ses jo også tydeligt i dag. Selv de store drenge udgiver flere singler fra et helt album, netop for at holde folks interesse.

Og ja, Kæft man hvor blev vi bollet af vores selskab. Men dengang var der ikke andre muligheder. Vi prøvede selv at gøre det hele i starten. Lejede et musiklokale med mixer af en klub og brugte utallige timer på at gøre det selv. Den EP nåede absolut ingen steder.

Det er bare en helt anden verden nu og det er jeg, må jeg indrømme, både rigtig glad for og lidt ked af.

Men det er bare fordi jeg savner charmen ved at knokle i de gamles garage og drøne rundt i et rugbrød i en måned og æde leverpostej og remoulade. (stadig en helt fantastisk kombination)

2: Ja, jamen der er ikke så meget af sige om ham. Han har et talent, men forvalter det på en forkert måde. Han er i tvivl om målgruppen og holder fast i noget der er dødt. Og det er ærgeligt.

Det virker bare som et forsøg på at blive set og score billige point hos det modsatte køn. Hvilket ikke burde være et problem når man er 1.90 og ligner en der kunne være model i det lokale Føtex. :P

3: Igen, enig. Det er så vigtigt at følge med. Som @Bass også skriver, så er der mange der vælger at holde fast når de har nået en magtposition i deres genre. Poulsen er jo en fantastisk sanger. KÆMPE talent og jeg har alt respekt for Volbeat. De kører den helt ud og det skal de fandme også bare gøre. Men på et tidspunkt, så bliver de overhalet. Og det er uundgåeligt medmindre de udvikler sig.

Lukas Graham har jo også problemer med at leve op til de nåede med 7 Years. Det er en pokkers god sang, men hvordan følger man op på et verdenshit, når man ikke udvikler sig?

(Btw, rigtig dejlig tråd og rigtig dejligt at snakke og læse hvad andre med erfaring mener og tænker. Godt arbejde OP)

JohnnyChock skrev:
(Btw, rigtig dejlig tråd og rigtig dejligt at snakke og læse hvad andre med erfaring mener og tænker. Godt arbejde OP)

Tak for det, men det er mig der takker for alle jeres betragtninger.
Der sker pt lidt i privaten, som koster på mit aktivitetsniveau i tråden, men jeg følger op, når situationen tillader det.
Jeg har derudover tænkt mig at komme med en halvsjælden update i tråden omkring status i det projekt, jeg har kørende. Især fordi jeres kompetente indspark i høj grad bidrager.

Skønt, at andre også får noget ud af tråden :-)

tak for at dele jeres tanker Bass og Johnny :-)

@JohnnyChock

@NanoQ

Er enig med jer begge i, at de moderne tider med lettere/billigere produktioner, og sociale medier, ikke kun er en fordel. De tider vi lever i har også sine udfordringer. Jeg er dog ikke helt enig med NanoQ i, at det er blevet sværere med niche genre. Ben Harper udtalte for noget der ligner 10 år siden, at noget der er positivt ved de moderne tider (de har så ændret sig lidt siden, ja), er at alt der er fedt, har potentiale til at blive mainstream. Det udsagn er jeg i høj grad enig i. Men det er klart, det er ikke fordi man kommer til at høre Klezmer musik, eller Blues på P3 i hverken nær eller fjern fremtid :-) men Jazz lever stadig i bedste velgående, blues er der stadig folk der lever af, balkan fik en kæmpe popularitet, hip hop er både mainstream og undergrund, Copenhell er mega populært, og reggae hører man kun begrænset til, fordi Pharfar har lavet dansktop de sidste par år. Men det er nok også en storby/Københavner ting. Udbuddet er uden tvivl langt mere begrænset i provinserne.

Jeg er også totalt enig i at udvikling er super vigtigt. Har også fornylig haft en del snakke, om bands som Def Leppard, Anthrax, og Deep Purple. Størstedelen af de der store 70er/80er bands har bare hængt håbløst fast, hvor det bare går hen og bliver lidt ynkeligt. Man kan sige, at de kan stadig turnere og leve af det, selvom det sjældent er stadion koncerter længere, og fred være med det. Men hvorfor ikke søge udviklingen? Det har Metallica gjort. Bevares de fleste kan bedst lide det gamle, men de har trods alt fulgt med udviklingen, inde for deres egne rammer, i lyd og stil, og sangskrivning. Black Sabbath gjorde det også langt hen ad vejen (de skulle måske have droppet det sidste album, eller fulgt i fodsporet på deres 2 reunion numre de udgav på et tidspunkt) - Ozzy har f.eks. været god til at følge med, i mange år.

Jeg tror også, at Lukas Graham får svært ved at følge op på sin succes tror jeg. Der må man tage hatten af for Mø. Hun bliver ved med at følge med, og levere, og finde nye vinkler. Jeg hørte også en af Beyonces nyere singler, hvor hun i sin vokal, havde hentet inspiration fra trap hip hop - stjerne eksempel, på en der bare bliver ved, med ikke bare at følge moden, men også sætte trend. Man kan sige det samme om Britney Spears. Ikke det store naturlige sangtalent, men hende (og hendes management i særdeleshed), er blevet ved med at træffe gode beslutninger i forhold til stil/lyd/produktioner.