Det er efterhånden nogle uger siden jeg har opdateret PokerNets fjerdebedste blog: Gullberg Bloggen.
Efter Pokerspillerenes Befrielsesdag den 17. maj 2021 startede jeg op med en frisk Bank Roll på £2000. Målet er at spille den op på $1000000, hvorefter jeg vil overveje at gå på pension og blive en omrejsende OMC.
Regnskab
Maj
Cash games: + £2081, 56½ timer
Turneringer: 0, 0 timer
Total: + £2081
Juni
Cash games: + £3981, 177 timer
Turneringer: - 270, 5 timer
Total: + £3711
Juli
Cash games: + £362, 174 timer
Turneringer: - £2320, 31 timer
Total: - £1958
I juli måned loggede jeg en masse cashgame timer på The Vic og Empire, så jeg kunne kvalificere til deres loyaltyturneringer.
Det gik nogenlunde.
Hvor hjulet hoppede af, var da jeg brugte alt for mange penge på at købe turneringsbilletter til GUKPT serien, som kom til Victoria Casino.
Det kostede dyrt. Jeg spillede dårligt og blankede alt.
I august har jeg holdt ferie og kun spillet få dage. Jeg spillede Vic Loyalty Cash Race turnering søndag den 8. august, hvor jeg for første gang i over et år cashede i en turnering. Det gav £480 for at blive nr 29 ud af 150.
Det er efterhånden ved at være over 4 år siden jeg vandt en live turnering. Jeg har fundet teoribøgerne frem i håb om at genopfriske nogle af de ting jeg gjorde rigtigt dengang jeg kom på finalebordet cirka hveranden måned og vandt 3 turneringer i løbet af 9mdr.
De gamle teoribøger dur ikke så godt længere. Der er nogle koncepter, som stadigvæk er gældende, men betsizings er anderledes.
De nye teoribøger virker bedere i forhold til hvordan folk spiller nu om dage.
Søndag den 22. august var det tid til Empire's Loyalty Cash Race.
Deltagere: 40 (8max, 5 startborde)
Præmier:
- Vegas Pakke + £1000 kontant
- £4500
- £3000
- £2000
- £1500
- £1000
- £650
- £350
Starting stack: 15000 chips.
Vi starter med kun 5 spillere ved mit bord.
Hånd 1: Level 1: 100/100 Stack: 15,000
Det er en af de første hænder og jeg har J♥10♥ i BB. Alex som er en ung cash game reg/pro åbner til 200. Knappen kalder. SB er ikke mødt op, så han folder.
Jeg vil helst være preflop aggressor, så jeg raiser til 800 (fejl nr 1, kald er bedre). Alex kalder, knappen folder.
Flop: A♣ Q♠ 7♣ (pot: 1900)
Jeg c-better 1200 (fejl nr 2, alt for optimistisk med J-høj). Alex kalder.
Turn: 4♠ (pot: 4300)
Jeg skyder tønde nr 2: 2200 (fejl nr 3, bedre at give op og håbe på et free card). Alex kalder.
River: 8♠ (pot 8700)
Jeg checker og Alex checker bag. Jeg viser op og han tager den ned med K♣ Q♠.
Hmm: så havde et større Turn bet og en All In på River nok virket, men jeg er ikke altid så go' til det med 3 tønder. Istedet har jeg tabt næsten en trediedel af mine chips på level 1.
Hånd 2: Level 2: 100-100/100 Stack: 11,700
Jeg har været nede på en 7-8000 men kæmpet mig tilbage til 11,700.
Der bliver folded rundt til den lille tykke græker (DLTG) han openlimper 100. Jeg har A♣K♥ på knappen og raiser til 500. DLGT kalder som den eneste.
Flop: Q♥ 9♣ 3♠ (pot: 1300)
Han checker, jeg husker hvad der står i Jonathan's teoribog om marginale hænder og checker bag.
Turn: 5♦ (pot 1300)
Han checker igen. Nu kunne jeg fint bette, men check bag er bestemt også en mulighed, så det gør jeg.
River: 2♦ (pot1300)
Grækeren stanger 1300 ud. Jeg kalder og han klask-mucker sin hånd face down med ordene: "Jack-High". Jeg gider ikke vise, hvis han ikke vil, så jeg afventer. Irriteret tager han sin hånd ud af mucken og viser: J♠6♠. Jeg viser op og er tilbage på sporet rent stack mæssigt.
Hånd 3: Level 3: 200-200/100 Stack: 13,500
Der bliver folded rundt til mig på knappen. Jeg har 8♣4♥ og raiser til 600 i håb om at stjæle blinds. Det lykkes ikke, da Alex fra hånd 1 kalder fra BB.
Flop: 9♣ 7♣ 3♥ (pot: 1500)
Check/check
Turn: 5♣ (pot: 1500)
Check/check
River: Q♣ (pot: 1500)
Han checker og jeg tænker min flush må være go' her, så jeg better fuld pot: 1500. Efter lidt betænkningstid kalder han. Jeg viser op og han mucker.
Han virker lidt overrasket over mit valg af åbningshånd. Han kender mig fra cash games , hvor jeg spiller væsentligt strammere.
Hånd 4: Level 3: 200-200/100 Stack: 16,000
Idiot-Robert fra Bulgarien sidder til højre for mig. Han har fuld gang i sit sædvanlige repertoire med table talk, hånende kommentarer og diverse tricks. Det er hans måde at gejle sig selv op på. Mange finder det usportsligt, men det virker tilsyneladende for ham. Ofte bliver folk irriterede på ham og laver fejl.
Der bliver folded til Robert som raiser til 400 - ubeset. Det har han gjort flere gange og sluppet godt fra det. Han har en stack på omkring 24000.
Jeg har Q♥ 9♣ og raiser til 1200. Han checker sin hånd og kalder. Resten af bordet folder.
Flop: Q♦ 8♥ 6♠ (pot: 2900)
Han checker, jeg c-better 1200. Det er nok en fejl med en marginal hånd, måske er det rigtigt fordi det er 3-bettet pot. Jeg kan ikke rigtigt finde en lignende hånd i teoribøgerne, hvor Villain åbner ubeset og kalder et 3-bet.
Turn: 5♦ (pot: 5300)
Han better 2600. Hmmm. Jeg kalder.
River: A♥ (pot: 10,500)
Han laver det helt store nummer ud af at tælle op hvormange chips der er i puljen og hvormange jeg har tilbage. Til sidst siger han I bet 3000 og smider tre 1K chips ud.
Alle instinkter siger at han har mig slået og det er et value bet, men man vil jo så gerne vinde over folk, der puster sig op ved hjælp af speech play (ala Will Kassouf), så til sidst overbeviser jeg mig selv om at jeg ikke kan folde til den pris og kalder.
Han viser: A♣Q♠ og min stack er decimeret til 7700. Jeg får en sarkastisk bemærkning med på vejen: "You are short stack now. That's good you like to play short stack"
Robert vinder på et tidspunkt en 3-vejs AIPF med QQ vs AQ vs A♠K♠. Flop: K Q 6. Sejren er i hus på en blank turn. Begge modspillere får bemærkninger om hvor dårlige de er, hvor god en spiller han selv er, og at han nu er på vej til Las Vegas. Cardroom Manageren Rommel overværer hånden og siger: "There's no need for a rub down, mate". "You wont be going to Las Vegas if you keep acting like that!"
Hånd 5: Level 4: 300-300/200 Stack: 8900
Alex har raiset fra tidlig position til 600. Jeg har A♠ 9♣ i BB og kalder som den eneste.
Flop: 10♠ 8♠ 6♣ (pot: 1200)
Check/check
Turn: 4♥
Jeg better 600, han kalder.
River: 5♠ (pot: 2300)
Jeg checker, han better 1500. Jeg kender ham fra cash games og ved at han spiller med blockere og den slags nymodens fiduser. Han har helt sikkert ikke flushen fordi så havde han bettet floppet. Ville han vælge at checke bag med hænder som AK, AQ og AJ? Desværre er svaret nok: "Ja".
QJ tror jeg han nogle gange vil bluffe. Hvad gør man her?
Jeg check-raiser til 5100. Han tænker længe og kalder til sidst med: 7♣7♥. ØV - måske havde en All In virket. Han startede hånden med 11,000 chips.
Jeg nede på 2800 og vi går på pause kort efter.
I pausen går jeg en tur rundt på Leicester Square og ærgrer mig over den mislykkede bluff.
Paddington spiser ufortrødendt sin abrikosmarmelade sandwich.
Tilbage til turneringen. Jeg har 7bb på Level 5. Det er bedre end at være ude.
Hånd 6: Level 5: 400-400/200 Stack: 2800. 7 handed
Jeg folder de første 2 hænder efter pausen, derefter er jeg utg med: J♠8♠.
Hvad siger push fold chart til 7bb her? Jeg må indrømme at jeg ikke ved det. Min fornemmelse siger: All In.
Det virker. Alle folder og jeg øger min chipstack med 35% - nok til en orbit mere.
De to blinds til højre for mig fortæller hinanden at de havde Q3 og Q6 og kongratulerer hinanden i at have taget den rigtige beslutning ved at folde. Gjorde de det? Jeg skal have læst op på de skemaer om hvornår man skal skubbe/folde/kalde når stacks er under 15bb.
Hånd 7: Level: 5 400-400/200 Stack 2800
Jeg har J♣ 7♥ på knappen og der er folded rundt til mig. Alex er i SB med 3500. Han tabte en stor AIPF med AK vs AA. BB har over 20K.
Af en eller anden grund tror jeg ikke at jeg kan få den igennem, så jeg folder.
Alex går All In med 9♥8♦ BB kalder med A♠5♠. Der kommer: 9 8 7 6, så A5 vinder hånden.
Igen var jeg i tvivl om 7bb er et skub her...?
Hånd 8: Level 5 400-400/200 Stack 2800
Jeg har A♣10♠ på knappen. Det bliver folded til Robert som raiser til 800. Jeg har ingen fold equity, men det er vel stadigvæk en All In eller hvad?
Jeg går All In. Han kalder med 66.
Flop: K♥ 6♦ 9♦.
Jeg går død på Turn og på River kommer den sidste 6'er.
Jeg køber ind for £50 i et cash game og får en plads, hvor jeg har udsigt til at Robert får en omgang massage.
Nu skal jeg bare have fundet de push/fold/call skemaer...