Den 1. Maj 2021 er det 60 år siden spillebutikker i England blev legaliserede.
I den anledning bliver jeg nødt til at ønske min Fjende Nr 1: Tillykke med dagen!
Spillebutikker – de såkaldte betting shops - opstod i England i 1800-tallet. Dengang blev de kaldt “list houses” fordi de havde lister med dagens hestevæddeløb hængende på væggen.
Ligesom nu var der også dengang grupper i samfundet, som var modstandere af gambling.
I 1853 blev der vedtaget en lov, som forbød disse populære butikker.
Spil var herefter kun tilladt på selve væddeløbsbanerne.
Loven betød dog kun at spillet fortsatte andetsteds; nu arrangeret af illegale bookmakere, som opererede på værtshuse og arbejdsplader, eller simpelthen på gaden. De gik fra hus til hus og tog imod væddemål fra kunderne.
Loven, som forbød spillebutikker, holdt helt indtil 1961. Politikkerne indså til sidst at det var bedre at have butikker, hvor spil var tilladt end illegale operatører på fabrikker og værtshuse.
Disse nye butikker viste sig at være utroligt populære. Den første måned – maj 1961 – åbnede 7.000 betting shops. I slutningen af 1961 var der 14.000.
De tre mest populære sportsgrene at spille på var: hestevæddeløb, hundevæddeløb og fodbold.
Fodboldvæddemål faldt dog hurtigt i popularitet i takt med at regeringen indførte ekstra høje afgifter.
Først var det 25% i 1964, senere 33% i 1968 og til sidst 42% i 1972. Fodboldvæddemål blev indgået flere dage forud for kampene og sendt ind med post.
Det minder lidt om det vi kender fra gamle dage i Danmark, hvor tipskuponer skulle indstemples senest onsdag inden middagstid, for derefter at blive sendt til Dansk Tipsfortjeneste i Brøndby.
Da England vandt VM i fodbold i 1966, var det ikke en stor udbetaling for bookmakerne.
De havde simpelthen ikke taget nævneværdige bets på begivenheden.
Der gik selvfølgelig ikke længe inden skattefar fik øje på den gyldne gås og der blev indført en omsætningsafgift. Det startede med 2.5% i 1966, blev fordoblet til 5% i 1968 og sat op til 6% i 1970.
Da undertegnede for første gang satte sine ben i et af disse etablissementer i 1999 var omsætningsafgiften på 9%.
Der var en ekstra lille rubrik på kuponerne, hvor man kunne skrive om man ville betale afgift eller ej.
Et væddmål på £100 kostede således £109. Man kunne vælge mellem at betale afgiften af indsatsen eller den mulige gevinst. Så hvis man spillede £100 @ 5/1 og betalte £109 ville man få £600 tilbage på en vinder. Hvis man ikke betalte de ekstra £9, ville udbetalingen blive: £600 minus 9% = £546.
Man kunne selvfølgelig også vælge at spille £109 – ikke betale skat – og så ville udbetalingen være: 109 x 5 + 109 minus 9% skat = £595.
Denne uhyrlige afgift gjorde det så godt som umuligt at lave overskud på sportsvæddemål foretaget i butikker.
Seriøse gamblere tog ud på væddeløbsbanen, for at spille. På banerne var der ingen betting tax.
Statsminister Churchill havde prøvet at indføre en spilleafgift på væddeløbsbanerne i 1920erne, men blev mødt med strejke fra bookmakerne og opgav ideen.
En stor forandring skete i 1986. TV-transmissioner blev tilladt. For første gang kunne kunderne se hestevæddeløbene på TV fremfor at høre dem over radioen.
Jeg satte for første gang min fod i en betting shop i maj 1999, hvor jeg som 23-årig backpacker var rejst en tur til London.
Omend det ikke var kærlighed ved første blik, endte det alligevel med et længerevarende forhold.
Den høje spilleafgift kombineret med en fejlslagen spillestrategi betød at jeg startede med at være en “god kunde” (en god kunde = en taber).
Det nye årtusinde bød på mange forandringer.
Internettet begyndte at blive populært. Bookmakerne åbnede kontorer i Gibraltar og tilbød online spil med en lavere omsætningsafgift, som de kunne proppe i egen lomme eftersom de derfra ikke var underlagt den britiske spillelovgivning.
Inden længe kunne man spille online helt uden afgift.
2000
Spillebørser, hvor folk kunne vædde mod hinanden, blev opfundet. De første hed Flutter og Betfair.
2001
Det var ikke holdbart at folk kunne spille skattefrit online og man samtidigt skulle betale 9% i butikkerne. Spilleloven blev ændret.
Fra den 6. Oktober 2001 kunne man spille i betting shops uden omsætningsafgift. Istedet blev bookmakerne pålagt en skat på 15% af deres overskud.
Det betød en ny opblomstring for spillebutikkerne. På trods af de nye muligheder for at spille på internettet foretrak mange stadigvæk at gå i en fysisk butik og spille.
2002
De nye regler, der afskaffede 9% skat, betød ligeledes at bookmakerne nu kunne tilbyde roulettespil. Det startede i januar 2002 med de såkaldte FOBT maskiner (Fixed Odds Betting Terminal).
2005
Fire år efter afskaffelsen af omsætningafgiften blev spilleloven for alvor revideret. The Gambling Act of 2005 gjorde det muligt at inddrive spillegæld gennem retssystemet. Før denne lovændring var spillegæld - æresgæld. Hvis man havde spillet på kredit, hvilket mange bookmakere tilbød via en telefonkonto, kunne man undlade at betale når måneden var omme. De fleste betalte selvfølgelig, ellers kunne de jo ikke få lov til at blive ved med at spille, men bookmakerene havde før denne ændring ikke lovhjemmel til at inddrive spillegæld.
2007
I 2007 kom rygeforbuddet, som ikke gjorde den store forandring. Folk gik bare ud og røg en smøg og kom ind igen.
2018
Et stort dødstød kom til gengæld i 2018 da der blev indført beløbsgrænse på FOBT maskinerne.
For at forhindre folk i at spille sig fra hus og hjem blev maksimum indsatsen sat ned fra £100 til kun £2.
Siden denne begrænsning er det for alvor gået ned ad bakke for spillebutikkerne.
Roulettemaskinerne, der blev sammenlignet med crack kokain for ludomaner havde efterhånden fået så stor betydning at de i årene 2005-2018 stod for halvdelen af omsætningen i butikkerne.
De gamle OMC (Old Man Coffee) kunder, som kommer i butikkerne for at få en kop kaffe, en sludder og spille lidt på hestene er en uddøende race.
Spillebutikkerne havde ved hjælp af FOBTerne skabt en anden slags kunder:
Spillenarkomaner, som får deres fix ved at dække det virtuelle roulettebord med jetoner for derefter at se den virtuelle roulettekugle snurre rundt og give dem en gevinst, der er mindre end indsatsen – fordi de har dækket hele pladen.
Følelsen af at have vundet er hvad, der giver dem et kick.
Uagtet at de får mindre tilbage end hvad de satser giver selve handlingen og gevinstlyden et endorphin-skud.
De fodrede FOBT uhyret med den ene £20-seddel efter den anden og trykkede på knapperne indtil pengene slap op eller de på anden måde blev afbrudt i deres rus.
Disse roulettemaskine-ludomaner kan ikke længere få deres behov dækket i spillebutikkerne på grund af både beløbs- og tidsbegrænsninger.
Det har medført butiksdød i stor stil.
Nye potentielle sportsbetting kunder hiver bare mobilen op og trykker på et par knapper – ingen grund til at gå i den lokale spillebutik.
Denne drastige kunde og omsætningsnedgang betyder en uvis fremtid for spillebutikkerne.
Bookmakerkæden William Hill havde for et par år siden 2300 butikker. Nu har de kun 1400 tilbage, og dem vil de sådan set også gerne af med. Selskabet er blevet opkøbt af Caesar’s Entertainment, men de er kun interesseret i den amerikanske del af forretningen og leder nu efter en køber til de skrantende butikker.
2020-21
Corona-lockdowns har kun gjort det endnu værre.
Fremtiden vil vise hvor mange butikker, der vil lade livet efter Coronakrisen.
I 2020 var der 7.681 betting shops i Storbritannien.
Butikkerne åbnede igen efter Lockdown #3 den 12. april med strikse regler.
Siden mandag den 12. april har jeg rejst rundt i London for at besøge nogle af de tilbageværende betting shops.
Min fornemmelse er at mange bliver holdt kunstigt i live.
Jeg tager selvfølgelig mine forholdsregler, da jeg om nogen er klar over at disse farlige butikker kan lede godtfolk i fordærv.
Det bliver kun til 15 minutters ophold i hver butik og ingen TV-transmission fra hestevæddeløbsbanen.
Istedet må jeg gå ud og streame løbene på mobiltelefonen.
Nu er der kun 18 dage til Pokerspillernes Befrielsesdag - den 17. maj 2021.
I kasinoerne kan man i endnu højere grad end i betting shops blive ledt i fordærv.
