Fredag den 17. april 2015,
Klokken 14.12
København NV, Danmark
Det er flere uger siden, jeg en smågrå tirsdag morgen første gang hørte om den såkaldte Operation Triple-O. 80 spillegale rigmænd og -kvinder ombord på én og samme luksusliner. 80 bramfri, danselystne og småludomaniske verdensmænd med så mange penge i lommen at hverken Obama, Putin eller Thorning herself ville have haft noget at skulle have sagt, var det foregået i deres respektive dele af verden. Det gør det ikke. Det foregår på åbent hav. I internationalt farvand, hvor den eneste regel der håndhæves er, at dealeren SKAL have et stykke, hvis man rammer et nummer lige på.
Jeg har gjort alt i min magt for at forberede mig. Jeg har drukket flere fadøl og Long Island Ice Tea end jeg kan tælle, og jeg har reciteret tilbagebetalingsprocenter på de mest gængse spillemaskiner. Jeg har en sirligt skrevet liste med navnene på de mest prominente deltagere, og har researches på de værste badboys, der uden skrubler splasher potterne og limp/reraiser preflop. It is time.
Kufferten er pakket. Mit afpresnings-udstyr er fuldt ladet og forklædning til enhver situation er på plads. Mit falske pas er klar (rødbede-farven indikerer det er dansk, men alle ved, jeg er fra Stuckholm), og roulette-ammunitionen blev hentet i morges.
Endelig har jeg mine skrub-sokker med. Disse legendariske fodvarmere vandt jeg tre turneringer i streg med, efter jeg fik dem, men siden har jeg misset flere combodraws med dem på, end paven uddeler Werthers Echte til korsang. De får alligevel en sidste chance.
Det er tid. Jeg kan næsten høre båden tude i havnen. Jeg må videre. Ønsk mig held og lykke. Jeg giver melding igen, når jeg er sikkert ombord på prammen.