Tvinge folk i behandling?

Mega mærkeligt indlæg, men trænger til at komme ud med nogle ting et eller andet sted.

 

Min svigermor valgte desværre at tage sit eget liv i weekenden.

 

Hun har igennem de seneste år fået det dårligere og dårligere psykisk efter at hun fik en hjerneskade der gjorde at hun ikke kunne arbejde mere

 

hun har nægtet at gå til lægen og få hjælp, og familien har i flere år prøvet at få hende til at søge hjælp via interventions, møder med psykologer hvor hun ikke var med, og nogle gange hvor de overraskede hende derhjemme sammen med en psykolog. Hun har ikke ville modtage hjælp og er brændt helt af hver gang de har konfronteret hende, så hun har aldrig fået en diagnose på hendes psykiske lidelser da hun simpelthen har lukket i hver gang nogen har konfronteret hende.

 

familien har også kontaktet kommunen, selvmordslinien osv flere gange hvor svaret hver gang var at de ikke kunne gøre noget medmindre hun selv ønskede hjælp, man kan åbenbart ikke tvinge folk medmindre de har gjort noget ulovligt eller er til fare for dem selv eller andre hvilket de ikke vurdere at hun var.

 

Det har taget virkelig hårdt på hele familien at kæmpe kampen når hun ikke selv ville have hjælp. Min kone gav hende et ultimatum da vores datter blev født om at endten fik hun hjælp eller også kunne vi ikke se hende mere da det simpelthen var for hårdt for min kone, blandt andet fordi at hun fik en efterfødsels depression efter fødslen. Svigermor valgte ikke at ville have hjælp, og de har ikke haft kontakt siden da.

 

svigerfar flyttede fra hende for tre uger siden da han heller ikke kunne leve med hende mere.

 

der var også en del alkohol indvolveret da jeg ved hun mistede hendes kørekort Pga sprut og politiet har efterfølgende konfiskeret først hendes tuk tuk, og derefter en knallert fordi hun blev ved med at køre påvirket. 

 

Men her står familien så med total afmagt da hun ender med at begå selvmord to uger efter svigerfar flytter og tænker om de har gjort nok for at hun sku få hjælp? Kunne de have gjort noget anderledes? Det er jo en forfærdelig situation at stå i. De har virkelig skyldfølelse alle sammen over at der var et eller andet de kunne have gjort inden det kom så langt ud.

 

mit spørgsmål er egentlig, kan det virkelig være rigtigt at man ikke kan tvinge så syge mennesker i behandling? Hvis jaj, burde man så ikke kunne det, så man kan undgå sådanne situationer her opstår igen?

 

Dette er ikke nogen kritik af det offentlige, jeg havde bare lige nogle frustrationer jeg skulle ud med.

 

Det er ikke lige sikkert at jeg orker at svare herinde, men jeg læser jeg kommentare.

 

mvh

 

 Edit.

 

skal lige tilføje at grunden til at familien vidste at hun havde haft selvmordstanker var at efter hendes hjerneskade var hun i et genoptrænings forløb for folk med hjerneskader, her var blandt andet nogle psykolog samtaler.

 

Moren havde vist familien en udskrift fra psykolog samtalerne hvor der stod at hun havde haft selvmordstanker, men at hun ikke havde det mere og alt bare gik rigtig godt, men vi ved at hun har løjet derinde om hvordan hun havde det psykisk, og hun højst sandsynligt kun er blevet frigivet derinde fra fordi at hun har løjet sig selv mere rask end hun i virkeligheden var.

 

 

 

det er et svært spørgsmål.

Personligt ville jeg gerne have haft at de mennesker jeg har nær som har haft store psykiske problemer kunne tvangsindlægges. Ville have sparet mange bekymringer. 

På den anden side ville det åbne op for muligheden for mange negative muligheder hvis man bare kunne få andre folk indlagt bare fordi man selv synes at de havde brug for det. Folks ret til at bestemme over deres egen krop vægter alligevel for højt for mig personligt.

Jeg synes grænsen ved beviselig fare mod sig selv eller andre er fair nok. men selv det er jo svært at sige hvornår er. Gælder det hvis man skærer lidt i sig selv. gælder det hvis man drikker sig selv halvt ihjel? tja det er nok først ved et selvmordsforsøg eller lignende at den lov kan håndhæves?

 

Problemet er nok også at det meste af sådanne behandliger også kræver at personenerne selv vil det før det rigtig giver noget. det er ihvertfald mine naive holdning.

Beklager at du har været igennem et sådanne forløb-. Det må være latterligt hårdt og udfordrende for alle jer involverede.

I Danmark vægter vi det enkelte myndige individs ret til selvbestemmelse meget højt.
Psykisk syge, demente, folk med moderate hjerneskader, små begavet fra naturens side og lignende personager, er i Danmark som oftest både stemmeberettiget og med fuld råderet over f.eks. økonomi og eget opholdssted/beboelse. 

Man kan trille ud forbi Psykiatrisk Skadestue med dem, men medmindre de er selvmordstruet i nuet, selvskadende i en livstruende grad eller blæst psykisk til Mars i en psykose, kan man ikke tvangsindlæggelses i Danmark.

Har både haft familie og studerende der af forskellige årsager kunne have brug for en kærlig akut psykiatrisk behandling, og følelsen når man som pårørende/Konktatperson hører de har udskrevet sig selv i lettere manisk tilstand, eller er for demente til at forstå hvor de er, og ikke selvskadende nok til at blive tvangsindlagt er ekstremt frustrerende.

Fat mod og pas godt på din bedre halvdel. 

Livet er et man slår sig på, men derfor behøver man ikke pakke samfundet ind i skummadrasser.

Inched

 

Tak for svar.

 

ja det har været ekstremt hårdt for alle involverede.

 

Hun fik hjerneskaden i 2010, så det har været en kamp på næsten 9 år.

 

Herhjemne ved os har det påvirket både min kone og jeg i en ekstrem stor grad.

 

Vi mistede et ufødt barn i 2015 som min kone aldrig rigtig er kommet sig over, hun havde ingen støtte fra sin mor.

 

Da vi får en datter i 2017 får min kone det rigtig skidt, så skidt at hun ikke kan tage sig af vores datter, hun kan slet ikke være alene med hende da hun får angst for at der skal ske hende noget, eller at hun skal gøre noget forkert og hun ikke ved hvornår hun skal spise, sove, trøstes osv. Så det ender med at jeg tager orlov fra arbejde for at være derhjemme hele tiden. Heller ikke her er der noget støtte fra hendes mor.

 

Hun får lov at komme ud til os for at se hendes barnebarn kort efter hun blev født, det kvittere hun så med at dukke op pissefiuld og ender med at falde om og besvime herude ved os. Her får hun at vide at hun ikke er velkommen før hun har vil få hjælp.

 

Jeg ender også med at gå psykisk ned med hvad der viser sig at være stress sidste år da jeg starter op med lidt timer på arbejde ,jeg havde slet ikke lige set det komme og ku bare ingenting lige pludselig. Jeg når lige at komme op i tid igen på jobbet og så brækker jeg kræftedeme min fod til noget sport så jeg må sygemeldes.

 

Jeg har siden det hele startet langsomt afskåret mig selv fra egen familie, venner og sport fordi jeg simpelthen ikke havde overskud til andet end arbejde og min kone, til sidst blev det åbenbart for meget for mig så jeg gik ned med stress. Jeg er gået fra i 2010 at være en meget udadvendt person og et kendt ansigt i bylivet, dyrke elitesport og spille på landsholdet (meget lille sportsgren), til i 2019 ikke at have noget socialt samvær med kammerater overhovedet, have fået social angst og knap nok kan passe mit arbejde, sporten måtte jeg også droppe da jeg simpelthen ikke magtede det. Oven i det døjer jeg med svær ADHD.

 

 

 

 Min kone har haft det rigtig svært og kunne ikke forstå hvordan hendes egen mor kunne vælge hende fra ved ikke at ville have hjælp. Hun er ofte brudt helt sammen ud af det blå pga af det, og det har været helt galt omkring fødselsdage i familien og højtider. Moren har ikke deltaget i noget som helst familie komsammen de sidste 3 år, dels fordi at hun skabte sig på en eller anden måde hver eneste gang.

 

 

 

 

 

I kunne kun have fået hende indlagt ved at lyve direkte over for en læge om at hun var selvmordstruet eller farlig for sine omgivelser.

Mit bedste råd til dig i denne her situation er at komme videre.
Det lyder til i har rigeligt at slås med og ligemeget om i kunne have gjort noget eller ej så er tingene sket

Støt din kone og måske få noget eksternt hjælp i denne her situation, det altid svært når mor/far inddirekte/direkte vælger børn fra som moren jo gjorde, men i skal videre og har også et barn i skal tænke på.

Det kan være så ekstremt hårdt at være vidne til, at en person ikke får/vil have den nødvendige hjælp. Jeg tror, at følelser som afmagt, frustration og skyldfølelse er noget man ofte ser hos pårørende, netop fordi det er svært at tvangsindlægge folk. 

 

Hvis I som familie står tilbage med eksempelvis skyldfølelse og en masse frustrationer/afmagt, så vil jeg anbefale, at I selv husker at søge professionel hjælp og får talt om det.

 

Personer der oplever selvmord i den nærmeste familie har øget risiko for selv at udvikle psykiske sygdomme som følge af den ubehagelige hændelse, så professionel hjælp kan være givet rigtig godt ud, selvom det kan være svært at opsøge. 

Jeg havde selv en mor der efter et sygdoms forløb med stress, blev alkoholiker og drak sig selv ihjel. Hun drak så meget alkohol, at hendes krop ikke kunne mere.
Det er ufatteligt svært, at tilgive sig selv for ikke at have gjort mere, samt tankerne om hvorfor stoppede hun ikke, så hun kunne være i live idag og se min datter vokser op. Det fyldte rigtig meget i mange år (hun døde i 2012).
Det er en lang og sej proces. Jeg havde rigtig god hjælp af, at gå til psykolog og virkelig få snakket det hele igennem. Bogen “7 gode vaner” hjalp også.
Jeg vil lige nævne at hvis i har en sundhedsforsikring på jeres jobbes eller en rigtig god ulykkeforsikring, vil der være en for dækning af psykologhjælp.

Al virtuel kærlighed til din familie OP, det lyder godt nok hårdt ♥ Håber i kommer ovenpå igen snart og får lidt mere mod på livet. 

Tak for at dele jeres historie.  Det lyder ekstremt hårdt for jer og håber virkelig I kommer oven på igen. 

Poples skrev:

Tak for at dele jeres historie.  Det lyder ekstremt hårdt for jer og håber virkelig I kommer oven på igen. 

 

 Det var mest fordi at jeg lige havde brug for er sted at komme ud med tingene🙂 Jeg har som før nævnt langsomt afskåret mig selv fra kammerater ved ikke at tage telefonen når de ringede osv over en længere periode, så jeg har ikke rigtig nogen at snakke med sådan ting om, har egentlig heller aldrig haft behov for det, men skulle bare ud med det, og det blev så herinde 🙂

 

Min kone har allerede fået tid ved en psykolog i næste uge.

 

Jeg overvejer om jeg også skal en tur forbi sådan en, da jeg virkelig er smadret psykisk, ikke kun pga det her. Jeg har været igennem så meget lort i mit liv at sådan noget her stort set ikke påvirker mig mere, det er som om at jeg på et eller andet tidspunkt har mistet evnen til at være ked af det og vise følelser.

 

Da jeg havde stress gik jeg til en psykolog, det endte med at hun sad og tudede da jeg fortalte om min barndom.

Min kone valgte livet fra i januar og jeg fandt hende selv da jeg kom hjem fra arbejde. Så var efterladt med to børn der dengang var knap 2 og en dreng på dengang knap 5. Hun blev kun 32.
Det er meget hårdt men vi har heldigvis kunnet bo hos mine forældre efterfølgende. For det er nærmest umuligt at stå med selv. Specielt de første en til to måneder hvor man nærmest er i chok.
Det er vigtigt at tale om det, det er vel nok det eneste der hjælper. Både familie venner osv. Og så lad der gå noget tid, det hjælper også på det.

Jeg har gået til psykolog en del gange som jeg selv har opsøgt. Og så har jeg også gået til samtaler gennem nefos som er et netværk for selvmordsramte og de har stor erfaring med netop det område. Og så er det gratis. Så dem vil jeg anbefale at i tager kontakt til.

werder77 skrev:

Min kone valgte livet fra i januar og jeg fandt hende selv da jeg kom hjem fra arbejde. Så var efterladt med to børn der dengang var knap 2 og en dreng på dengang knap 5. Hun blev kun 32.
Det er meget hårdt men vi har heldigvis kunnet bo hos mine forældre efterfølgende. For det er nærmest umuligt at stå med selv. Specielt de første en til to måneder hvor man nærmest er i chok.
Det er vigtigt at tale om det, det er vel nok det eneste der hjælper. Både familie venner osv. Og så lad der gå noget tid, det hjælper også på det.

Jeg har gået til psykolog en del gange som jeg selv har opsøgt. Og så har jeg også gået til samtaler gennem nefos som er et netværk for selvmordsramte og de har stor erfaring med netop det område. Og så er det gratis. Så dem vil jeg anbefale at i tager kontakt til.

 

Det er jeg virkelig ked af at høre, det er en forfærdelig situation at stå i ☹️

 

Det var hendes bror som fandt svigermor, jeg kan slet ikke lige sætte mig ind i hvor forfærdeligt et syn det må være at komme ind til sådan noget. Kondolerer virkelig meget med jeres tab.

Trist trist historie, hvor det fortæller hvor meget en enkel persons lidelser/sygdom kan påvirke nærmeste pårørende, som føler sig magtesløse i kampen om at hjælpe vedkommende .

 

@OP

 

Du og dine nærmeste ønskes al mulig medvind fremover, og tag imod al den hjælp I kan få, for at komme tilbage på sporet.

 

Pas godt på dig selv, din kone og jeres barn.

 

Din egen reaktion med at gå ned med stress, kan jeg nikke genkendende til, når man vil gøre alt for ens nærmeste kære, og her tænker jeg ikke på svigermor, men din kone og barn. 

 

 

 

Det er en forfærdelig situation I er blevet sat i. 

 

Det lyder på mig som om I har gjort alt hvad I kunne i alle år op til nu. 

 

Det lyder også som om den hjerneskade din svigermor pådrog sig i høj grad har påvirket hendes frontal pandelap, så hun har ændret personlighed til det værre og er endt med at være rigtig ubehagelig at være sammen med. 

 

Og alligevel har I kæmpet for hende,  for at hun skulle få et godt liv sammen med jer og resten af familien. 

 

Jeg synes der er mange ting at huske på i jeres tilfælde, bl.a:

 

1) I har kæmpet for at sikre svigermor hjælp fra professionelle gentagne gange, men hun har selv sagt nej tak med al sin magt. 

 

2) I har haft flere kæmpestore personlige kriser i jeres eget liv i forløbet og har alligevel også kæmpet for at hjælpe svigermor.

 

3) Et godt familieliv er ikke noget man har ret og krav på - det er noget man gør sig fortjent til, og trods svigermor fik en ubehagelig personlighed af hjerneskaden og har gjort alt hvad HUN kunne for at støde jer fra, så har I hele tiden kæmpet for at holde sammen på jer selv OG hende.

 

4) Svigermors personlighed ændrede sig med hjerneskaden. Så reelt mistede I hende dengang. I vil sandsynligvis opleve meget blandede følelser af tab, skyld og lettelse. Men det er forståeligt og helt OK.  

 

5) Man kan som pårørende kun tilbyde hjælp og støtte til at søge behandling - men det er næsten umuligt at tvinge folk til at tage imod. Svigermor har selv ansvar for at tage imod, og det har hun nægtet.  I kunne ikke, på nogen måde, have gjort mere. 

 

6) Svigermor har ikke selv valgt at blive et ubehageligt menneske på grund af sin hjerneskade,  men hun har selv valgt at takle det ved at nægte behandling og samtidig drikke voldsomt. 

Hun har muligvis forsøgt at pålægge jer og resten af familien en masse skyld for hendes eget dårlige liv. 

Men det ER ikke jeres skyld. 

 

Jeg håber I kan få hjælp til at takle den syndflod af følelser I (Og især din kone) vil blive overvældet af i den kommende tid. 

 

Men jeg håber I vil huske, at I HAR kæmpet alt det I kunne. I har kæmpet meget mere end man nogensinde kunne have forventet eller krævet af jer. 

Og I er helt og aldeles uden skyld i, at svigermor endte med at tage sit liv. 

 

Måske kunne svigermor have fået en tvangsindlæggelse, hvis hun havde været ærlig overfor de professionelle tidligere i forløbet. 

 

Måske kunne hun have fået mere hjælp, hvis hun var endt med at mislykkes med sit selvmord, men der er desværre nogle mennesker som "lykkes" første gang de reelt prøver,  og det er hverken jeres skyld eller jeres ansvar, at hun "lykkedes". 

Polen skrev:

 

Det er jeg virkelig ked af at høre, det er en forfærdelig situation at stå i ☹️

 

Det var hendes bror som fandt svigermor, jeg kan slet ikke lige sætte mig ind i hvor forfærdeligt et syn det må være at komme ind til sådan noget. Kondolerer virkelig meget med jeres tab.

Tak. Ja det er en forfærdelig oplevelse og situation i det hele taget.
Min kone var indlagt på psykiatrisk afdeling i starten af december i 10 dage hvorefter hun blev udskrevet og holdt juleferie med os.
Men det er bare sådan at hvis en har besluttet sig for at dø så skal det nok også lykkes for vedkommende.
Men det er et langt større problem end man tror. Der er dobbelt så mange der dør af det end i trafikken fx.
Men hvis i vil tale med nogen der ved hvordan det er at være pårørende til selvmord så vil jeg anbefale at tage kontakt til nefos i hvert fald.

werder77 skrev:

Min kone valgte livet fra i januar og jeg fandt hende selv da jeg kom hjem fra arbejde. Så var efterladt med to børn der dengang var knap 2 og en dreng på dengang knap 5. Hun blev kun 32.
Det er meget hårdt men vi har heldigvis kunnet bo hos mine forældre efterfølgende. For det er nærmest umuligt at stå med selv. Specielt de første en til to måneder hvor man nærmest er i chok.
Det er vigtigt at tale om det, det er vel nok det eneste der hjælper. Både familie venner osv. Og så lad der gå noget tid, det hjælper også på det.

Jeg har gået til psykolog en del gange som jeg selv har opsøgt. Og så har jeg også gået til samtaler gennem nefos som er et netværk for selvmordsramte og de har stor erfaring med netop det område. Og så er det gratis. Så dem vil jeg anbefale at i tager kontakt til.

 

 Dit indlæg giver mig kuldegysninger. Fuldstændig sindsyg situation at stå i, med 2 små børn. Jeg har ikke selv erfaring med psykisk sygdom, eller har haft det inde på livet. Men som far til en snart 2-årig pige, så løber det mig koldt ned af ryggen at høre din kone valgte livet fra, uanset hvilke grunde hun så måtte have haft til det. Jeg vil blot ønske dig og dine børn/familie alt det bedste.

MrLe-roy skrev:

 

 Dit indlæg giver mig kuldegysninger. Fuldstændig sindsyg situation at stå i, med 2 små børn. Jeg har ikke selv erfaring med psykisk sygdom, eller har haft det inde på livet. Men som far til en snart 2-årig pige, så løber det mig koldt ned af ryggen at høre din kone valgte livet fra, uanset hvilke grunde hun så måtte have haft til det. Jeg vil blot ønske dig og dine børn/familie alt det bedste.

Tak.

Hej alle

Først og fremmest gør det ondt at læse de tragiske historier, der så åbenhjertigt bliver delt her. Stor respekt til jer for det! Selvmord og depression er stadig et stort tabu og det, at folk fortæller deres historier kan være med til at nedbryde tabu. Det er klart, at man ofte vil stå tilbage og tænke om man kunne have gjort mere for at forhindre en pårørendes selvmord. De tanker bør man helt sikkert henvende sig til professionelle eller patientnetværk mv. for at få italesat. 

Derudover bør du @werder77 overveje at kontakte din kommune ift. om de kan tilbyde noget hjælp til dine børn. Jeg er lidt i tvivl - men det er muligvis et lovkrav, at kommunerne skal have tilbud til børn, der mister deres forældre. Kræftens bekæmpelse har nogle råd, der muligvis kan være brugbare for dig, da deres behov jo ikke afhænger af, hvad deres mor er død af, men blot at hun er væk. 
https://www.cancer.dk/hjaelp-viden/boern-og-unge/hvis-boern-og-unge-mister/boerns-behov-ved-doedsfald/boerns-behov-mor-eller-far-doed/

 

-------------------------------------------------

I forhold til trådens emne - at tvinge folk i behandling, kan jeg - med forbehold for, at jeg hverken er psykiater eller (sundheds)jurist - sige lidt om, hvad lovgivningen siger om tvang (og behandling uden samtykke) i sundhedsvæsenet. 

Først og fremmest er det vigtigt at forstå, at sundhedsvæsenet er stærkt reguleret af love og bekendtgørelser. Fx.

Sundhedsloven, Bekendtgørelse om ret til sygehusbehandling, Bekendtgørelse af lov om anvendelse af tvang i psykiatrien m.v (psykiatriloven),

Derudover er sundhedspersoner underlagt autorisationsloven.

Sundhedsloven
Udgangspunktet er, at man ikke kan tvinge folk til noget i sundhedsvæsenet. 
§ 15. Ingen behandling må indledes eller fortsættes uden patientens informerede samtykke, medmindre andet følger af lov eller bestemmelser fastsat i henhold til lov eller af §§ 17-19.

Begrebet behandling skal i sundhedsloven forstås som nærmest alle aktiviteter i sundhedsvæsenet

§ 5. Behandling omfatter efter denne lov undersøgelse, diagnosticering, sygdomsbehandling, fødselshjælp, genoptræning, sundhedsfaglig pleje samt forebyggelse og sundhedsfremme i forhold til den enkelte patient.

§§ 17-19 omhandler mindreårigere, patienter der varigt mangler evnen til at give samtykke og patienter der midlertidig eller varigt mangler evnen til at give samtykke, og som kræver akut behandling - fx en bevidstløs mand, der har indre blødninger bragt ind på skadestuen fra en trafikulykke.

 

Psykiatriloven

I psykiatriloven §5 er beskrevet kravene for frihedsberøvelse. Frihedsberøvelse er en nødvendig forudsætning for tvangsbehandling, tvangsindlæggelse eller tvangstilbageholdelse (for indlagte patienter). Den pågældende skal være sindsyg eller i en tilstand, der kan sidestilles dermed og et af følgende kriterier skal være opfyldt.
1) udsigten til helbredelse eller en betydelig og afgørende bedring af tilstanden ellers vil blive væsentlig forringet eller

2) den pågældende frembyder en nærliggende og væsentlig fare for sig selv eller andre.

Derudover er tvang altid sidste udvej og tvangen skal ophøre så snart det er muligt. 
§ 3. Indlæggelse, ophold og behandling på psykiatrisk afdeling skal så vidt muligt finde sted med patientens samtykke.

§ 4. Tvang må ikke benyttes, før der er gjort, hvad der er muligt, for at opnå patientens frivillige medvirken. Når forholdene tillader det, skal patienten have en passende betænkningstid.
stk. 4. Tvang må ikke anvendes i videre omfang, end hvad der er nødvendigt for at opnå det tilsigtede formål.

Lovene levner, som love altid gør, en række spørgsmål. 

Er man sindsyg fordi man tænker på selvmord? 

Hvornår frembyder man en nærliggende fare? 

Jeg tænker, at psykiatrisk selskab har nogle konkrete retningslinjer i forhold til emnet, men mest konkret er formentligt Sundhedsstyrelsen vejledning til sundhedsprofessionelle om vurdering og visitering af selvmordstruede fra 2007 (forbehold: der findes måske en nyere vejledning fra Sundhedsstyrelsen om samme emne, men jeg kunne ikke finde noget), der både beskriver, hvad der kendetegner akut selvmordsfare, og anbefalinger for "sikring" af patienter i akut selvmordsfare:

https://www.sst.dk/~/media/91027820FBE747E9B07B9BD1A7DF6274.ashx
Side 31
Ved akut selvmordsfare er det afgørende at sikre, at patienten overlever og
ikke gør skade på sig selv. Dette bør gøres tydeligt for patienten for at mindske
oplevelsen af umyndiggørelse. Man bør søge at opnå den ønskede virkning
med det middel, som patienten opfatter som mindst indgribende. Imidlertid
må det overordnede mål, at sikre patientens overlevelse, prioriteres højest.

Det vil sige, at Danmarks øverste sundhedsmyndighed siger, at hvis man som sundhedsperson har vurderet, at en person er i akut selvmordsfare så er første prioritet overlevelse. Det vil sige, at frihedsberøvelse og tvangsbehandling er muligheder ift. mennesker der i akut selvmordsfare. Ergo må akut selvmordsfare være at sidestille med en psykotisk tilstand jf. psykiatrilovens §5.

De fleste læger og andre sundhedspersoner vil selvfølgelig have en naturlig modstand mod at frihedsberøve et andet menneske. Jeg vil dog mene, at en praktiserende læge vil være forpligtiget til at lave en vurdering af en patients selvmordsfare - og reagerer adekvat - hvis han/hun bliver bekendt med, at patienten kan være i akut selvmordsfare f.eks., hvis patientens ægtefælle henvender sig. Det gælder selvfølgelig også vagtlæger, hospitalslæger mv. der måtte have patienten i behandling. Min vurdering af, at det er en forpligtigelse følger af autorisationslovens krav til omhu og samvittighedsfuldhed.

 

§17 En autoriseret sundhedsperson er under udøvelsen af sin virksomhed forpligtet til at udvise omhu og samvittighedsfuldhed, herunder ved benyttelse af medhjælp, økonomisk ordination af lægemidler m.v.

Hvis man vil læse mere om hvordan det rent praktisk kan foregå kan man læse afsnittet om råde papirer her.

https://www.sundhed.dk/sundhedsfaglig/laegehaandbogen/psykiatri/tilstande-og-sygdomme/tvangspsykiatri/tvangsindlaeggelse/

Mvh

/D2D