Egentlig bryder jeg mig ikke om hunde, og i princippet ville jeg ikke have noget imod en lovændring, der forbyder alle løsgående hunde i det offentlige rum udover på specielt indrettede områder med tydelig skiltning.
Men hvis jeg støtter det, så støtter jeg også en tankegang, hvor enhver har krav på sit og ikke giver to milimeter til dem, der er anderledes end ham selv, og det ønsker jeg ikke. Jeg tror ikke, det er gavnligt for nogen af os på den lange bane.
Man ville forbyde rygning indendørs, og det lykkedes. Rygerne accepterede ændringen og ryger nu udenfor - til folks store forargelse. De samme folk, der nød at sende rygerne ud, er nu sure over at rygerne ryger udenfor. Det ender sikkert med, at man kun må ryge på egen matrikel, hvis endda det.
Folk uden børn vil ikke spise på restauranter, hvor børn kommer. Børnene larmer og er irriterende. Børnefri restauranter opstår. Argumentet er, at børnene ikke opfører sig ordentligt. Spørgsmålet er, hvordan de skal lære at opføre sig pænt på restauranter, hvis de formenes adgang.
Folk med børn vil på ferie med andre folk med børn. Der oprettes resorts, hvor børnefamilie kan være på ferie med andre børnefamilier. Så slipper de for fulde 18årige drenge og piger, der er på drukferie. For de unge larmer og kommer sent hjem.
Folk uden børn vil have fly, hvor børn forbydes adgang, fordi børn græder og larmer på flyveturen. Det er ikke rimeligt, at man ikke kan arbejde eller konversere på sin flyvetur. Flyselskaberne indfører børnefri afgange.
Jeg aner ikke, hvorfor vi er endt her. Folk med en favnende og konstruktiv tilgange til andre er blevet en sjældenhed, og det eneste vi er enige om, er at vi hver for sig har krav på vores og at alle andre bare skal rette ind. G'et er forsvundet i gensidig respekt. Før betød det, at begge parter tog hensyn til hinanden og fandt ud af tingene i fred og fordragelighed. Nu betyder det, at "skadevolder" bare skal pisse af, og at "skadesramte" har 100% ret og krav på sit.
Argumenterne er næsten altid af typen "hvis jeg ikke har gjort noget forkert, hvorfor skal jeg så finde mig i, at andre gør det?". Den slags argumenter mødte man før kun i børnehaver, fordi en del af almen dannelse var at opdage, at der er andre mennesker i verden, og at der skal være plads til alle. I dag bruges børnehaveargumentet rask væk af voksne mennesker overalt. Ikke-rygere skal ikke finde sig i rygere, ikke-hundeelskere skal ikke finde sig i hunde, ikke-børnefamilier skal ikke finde sig i børn, ikke-ammende personer skal ikke finde sig i ammende, ikke drikkende personer skal ikke finde sig i drikkende.
Hvordan skal vi lære at være sammen allesammen på en god måde, når vi starter med at kræve, at alle andre retter ind eller skrider, inden vi er sammen? Skal vi ende med at sidde i hver vores enklave og være enige med dem vi er enige med i at alle andre er idioter?
Jeg kan huske for år tilbage, at jeg egentlig syntes det var fair nok, at man forbød druk på det lokale torv i min provinsby. Man gjorde det for at fjerne de lokale bumser, der sad og drak deres årgangsøl på bænkene til stor forargelse for byens damer, når disse var til torvedag hver lørdag. I dag kan jeg se, at det var en fejl. Det var et første skridt mod det sted, vi er i dag, hvor der ikke er plads til nogen form for forskellighed.
Så selv om jeg hader hunde går jeg ind for, at hundene og hundeejerne stadig skal være her. Sammen med bumserne, rygerne, børnefamilierne, singlerne, punkerne, emoerne, hippierne, bankdirektørerne, damerne med hatte, teenagerne, børnene, de gamle, de skæve, grønlænderne, mødrene med barnevogn, cyklisterne, bilisterne og dem der tager toget. Allesammen og helst alle sammen.
