.
.
.
.
.
.
Største Sørgehøjtidelighed, Hovedstaden har oplevet
Fra Kongeslot til Udmarkshus viste Folket sin Sorg over Staunings Død.
STATSMINISTER STAUNING’s Bisættelse blev den mest storstilede Sørgehøjtidelighed, København har oplevet. Det var et helt Folk, der viste sin bortgangne Fører den sidste Ære.Sorg og Alvor prægede Ansigterne som paa den Dag, Dødsbudskabet kom. Menneskemængden, Tusinder og atter Tusinder, der mødte for at hilse Staunings Baare, Flagene, der vajede paa halv Stang i Majdagens Sol, og Sørgehøjtideligheden i Forum, hvor hele Landets Befolkning var repræsenteret, og hvor der blev givet uforglemmelige Udtryk for dansk og nordisk Samling – alt dette skabte en Højtidsdag, den bortgangne Folkehøvding værdig.Vi refererer i det følgende Højtideligheden i Forum og Sørgetoget gennem Byen.
Sørgehøjtideligheden
Forums Kæmpehal var smykket med Sørgeflor og med Dannebrogsflag, som dannede den smukkeste og værdigste Ramme om Højtideligheden.Paa den brede Forhøjning i Hallens vestlige Side stod Staunings lyse Egetræs-Kiste, dækket af Blomster i Landets Farver, hvide Kalaer og dybtrøde Roser. Tribunens Fod og Hallens Midtergang dækkedes af prægtige Kranse og Blomsterdekorationer.Allerede en halv Time før Sørgehøjtideligheden skulde begynde, var de fleste af Pladserne i den store Hal besat af Følget. Repræsentanter for Staten og dens Institutioner, Arbejderbevægelsens Organisationer og for den øvrige Befolkning, hvis Ønske det var at deltage i Højtideligheden, men som maatte nøjes med at møde ved Stedfortrædere blandt de 8000 Mennesker, som Hallen kunde afgive Pladser til.I Rækkerne nærmest Terrassen sad til venstre Medlemmer af Rigsdagspartiernes Samarbejdsudvalg, længere til højere de udenlandske Magters Gesandter, Rigsdagens Præsidium og den danske Regerings Medlemmer. De reserverede Pladser i Rækkerne bagved optoges af Rigsdagens Medlemmer, Organisationernes Repræsentanter og Delegerede for Ministeriernes og Statens øvrige Embedsmænd.Paa Tribunen til højre for Baaren havde Det kongelige Teaters Kor og til venstre Københavns Koncertforening Plads.Kl. 13.15 holdt Arbejdernes Faner deres Indtog. Forsamlingen rejste sig under det halve Hundrede røde Faners Opmarch. De flankerede Kisten paa begge Sider. Nærmest den vajede Fanerne fra Staunings Fagforening, Cigarsortererne, og fra hans Vælgerforening, Københavns 2. Kreds, samt Socialdemokratiets afblegede historiske Fane fra Fælleden 1872, alle smykkede med Sørgeflor.Kl. 13.30 ankom Kongen, Kronprinsen og PrinsKnud, der modtoges ved Indgangen af Statsminister Buhl, Departementschef Andreas Møller, Partiformand Alsing Andersen og af Staunings to Sønner og ledsagedes af dem op gennem Hallens Midtergang. Det saas, at Kongen var stærkt bevæget. Forsamlingen rejste sig og blev staaende, til Kongen, Kronprinsen og Prinsen havde indtaget deres Pladser ved Tribunen nærmest til højre for Kisten.Forinden var alle andre Siddepladser i Hallen besat og Dørene lukkede, og nu indlededes Sørgehøjtideligheden med Københavns Koncertforenings Udførelse af Griegs dejlige Komposition ”Vaaren”, hvis blide Toner, der steg til Vaarbrus og atter smeltede hen, fyldte det mægtige Rum.Saa rejste Statsminister Buhl sig fra sin Plads, gik ad de faa Trin op paa Tribunen, standsede ved Baaren og hilste den med bøjet Hoved, besteg derpaa den med sort betrukne Talerstol og talte fra den over Kisten ud til Forsamlingen i den store Hal, i hvis fjerneste Kroge hvert enkelt af Ordene i hans smukke Tale hørtes.Ved slutningen af Talen rejste Forsamlingen sig som Tilslutning til Ordene og til Ære for Staunings Minde. Dette var ogsaa Tilfældet efter de følgende Mindetaler, der
Stauning vilde et jævnere, friere og lysere Danmark.
Statsminister Buhls Ord ved sin Forgængers Baare.
Statsminister Buhl udtalte:– I en alvorstung Tid er Thorvald Stauning segnet midt i sin Gerning, og det danske Folk har derved lidt et smerteligt Tab. Omkring hans Baare samles nu med vor Konge Tusinder af Danske for at bringe en sidste Hilsen og vise ham den Hæder, vi er hans Livsværk skyldige. Ogsaa Repræsentanter for vore Nabolande og for andre Stater er kommet til Stede for at ære hans Minde og give synligt Udtryk for den Deltagelse, hans Død har vakt uden for Landets Grænser.Thorvald Stauning meldte sig i de unge Aar som ivrig Deltager i Arbejdet inden for de faglige Organisationer og det politiske Liv, og da han i 1906 blev valgt til Medlem af Folketinget, stod han allerede fremme i Forgrunden blandt Arbejderbevægelsens betroede Mænd. Paa Rigsdagen kom han hurtigt til at indtage en ledende Stilling, og han blev i 1910 valgt til Formand for den socialdemokratiske Rigsdagsgruppe.Sin Ministergerning begyndte Stauning som Minister uden Porteføjle i Ministeriet Zahle i Aarene fra 1916 til 1920, og derefter har han fra 1924 til 1926 og atter siden 1929 beklædt Posten som Statsminister i et Tidsrum af ialt 15 Aar.I Ministeriet Zahle fik han i 1918 overdraget Ledelsen af en Række centrale Sager, og han var i sit første Ministerium selv Minister for Industri, Handel og Søfart, medens han i sit andet Ministerium i Tiden inden 1935 først var Minister for Søfart og Industri og derefter Forsvarsminister. Under hans andet Ministerium blev Grønlands Styrelse henlagt under Statsministeriet, der ogsaa blev det centrale Ministerium for Færøerne. Stauning omfattede begge disse Landsdele med stor Kærlighed og Interesse. Tungt følte han Afbrydelsen af Forbindelserne, og med Længsel saa han hen til den Dag, da disse atter kunde genoptages.
Den Menneskealder, hvori Thorvald Stauning har deltaget i offentlig Virksomhed, hører til de mest bevægede Tidsafsnit i vor politiske Historie. Det var i den forrige Verdenskrigs vanskelige Aar, at han første Gang blev Minister; derefter fulgte Krigens haarde Efterdønninger, og nu ved hans Død hvilede Byrderne tungere paa hans Skuldre end nogensinde før. Store Krav blev stillet til ham, men han ejede i sin stærke og levende Personlighed et lykkeligt Fond af de Egenskaber og Forudsætninger, hvorpaa Evnen til Førerskab i Politik beror.Stauning havde sin Rod i den danske Arbejderbevægelse, og han bevarede med den Trofasthed, der var et fremtrædende Træk i hans Karakter, den stærke og varme Samfølelse med Arbejderne og andre Smaakaarsfolk Livet igennem. Men Ensidighed laa ham fjernt. Han var Realiteternes Mand og søgte gerne Samarbejde, hvor der var Mulighed for Resultater, som han ansaa for betydningsfulde. I det daglige Arbejde i Regeringen og paa Rigsdagen gav hans politiske Erfaring, hans klare Overblik og rolige Omdømme ham en Sikkerhed i Holdning, som indgød Tryghed og Respekt.Der boede i Stauning den Magtvilje, som er Statsmandens Særkende, men han søgte ikke Magten blot for at eje den. Han vilde tjene sit Land, han vilde se det gro omkring sig, og han lagde hele sin sunde Styrke ind i Arbejdet for at føre den demokratiske Udvikling videre frem.Det var ikke blot de materielle Livsvilkaar, han havde for Øje. Han var Skole og Videnskab, Kultur og Kunst en god Mand, han værnede om den danske Naturs Skønhed og Særpræg, og han tog med Glæde Del i Arbejdet for at skaffe den jævne Befolkning Adgang til Skov og Strand og Dyrkelse af Friluftsliv.Stauning vilde et jævnere, friere og lysere Danmark, men han vilde ogsaa et Danmark, hvor alle staar sammen om de fælles folkelige Værdier, og derfor satte han hele sin Autoritet ind paa at bringe den danske Arbejderbevægelse i Samklang med dansk Tankegang og dansk Indstilling. Det er Stauning, det først og fremmest maa regnes til Ære, at Arbejderne ikke nu som førhen skiller sig ud fra det øvrige Samfund, men føler sig som et levende Led af den danske Nation.Stauning fremhævede altid Betydningen af et forstaaende Samvirke med andre Nationer. Opretholdelsen af et godt Naboforhold til Tyskland har altid ligget ham paa Sinde, og han var en ivrig Deltager i det nordiske Samarbejde. Mange er de Besøg, han har aflagt i Finland, i Norge og i Sverige, og ogsaa hans Rejser til Island, hans Loyalitet over for den med Island trufne Ordning og hans Anerkendelse af den Udvikling, Landet er undergaaet som selvstændig Stat, er velkendt.Bedømmelsen af de enkelte Faser i en stor Politikers Gerning vil altid være forskellig, og det gælder ogsaa for Stauning. Men alle vil være enige om, at han i Kraft af sine fremragende politiske og menneskelige Egenskaber nød en enestaaende Tillid inden for alle Dele af Befolkningen. Det var denne Tiltro til hans kloge og sikre Føring, der gjorde ham til det danske Folks politiske Samlingsmærke, da Krigens Begivenheder ramte vort Land, og naar denne Tids Historie skal skrives, vil det blive Stauning til uvisnelig Hæder, at han i sin dybe Kærlighed til Fædrelandet kaldte paa denne Samling, og at hans Stilling i Nationen var saa stærk, at hans Ønske villigt blev fulgt.Nu er Thorvald Staunings Livsbane brudt paa en Tid, da han mindst kunde undværes. Da Meddelelsen om hans Død kom, lod Kongen Flagene hejse halvt og gav derved et smukt Udtryk for det Tillidsforhold, der bestod mellem ham og hans prøvede Raadgiver igennem de mange Aar.I Dag hædrer Staten ved denne Bisættelse Staunings Minde. Fra Hundredetusinder Landet over gaar Tankerne nu til hans Baare, og Vemod fylder danske Sind.Stor er vor Sorg – stor er ogsaa vor Taknemmelighed.Vi takker dig, Thorvald Stauning for Gerningen, du har øvet til Folkets Gavn. Trofast var du i dit Kald, redelig i al din Færd, for Danmark vilde du altid det bedste.
Æret være i Nutid og Fremtid dit Minde.
