Onsdag starter med afgørelsen i gruppe F. Det er Argentina's gruppe og har været en af de mere stille og rolige grupper under VM. Argentina har formået at få hevet to sejre hjem, men ikke i overlegen stil, så det bliver spændende om de når at komme op i gear inden VM er slut. Lad os kaste et blik på stillingen i gruppen:
De sidste to kampe er Nigeria mod Argentina og Bosnien-Hercegovina mod Iran.
Før sidste runde er det afgjort, at Argentina går videre fra gruppen, samt at Bosnien-Hercegovina må tage hjem efter gruppespillet. Både Nigeria og Iran er i den situation, at man kan gå videre, lige såvel som man kan ryge ud. Mit bud er, at Nigeria får points mod Argentina og derigennem går videre, men lad os se på, hvad det kan ende med i gruppe F:
Scenarierne for gruppe F er:
- Hvis Nigeria vinder, så går Nigeria videre som 1'er og Argentina som 2'er uanset resultatet af Bosnien mod Iran.
- Hvis Nigeria og Argentina ender uafgjort, så går Argentina videre som 1'er og Nigeria videre som 2'er uanset resultatet af Bosnien mod Iran.
- Hvis Argentina vinder og Bosnien mod Iran ender med sejr til Bosnien eller uafgjort, så går Argentina videre som 1'er og Nigeria som 2'er.
- Hvis Argentina vinder og Iran vinder, så går Argentina videre som 1'er og målforskel afgør, hvem der går videre af Nigeria og Iran. Hvis de har den samme målforskel, så er det det hold, der har scoret flest mål i turneringen, der går videre. Hvis det også er lige, så kigger man på det indbyrdes opgør, som endte 0-0, og derefter går man til lodtrækning.
Det her er den gruppe, der mest realistisk kan ende med en lodtrækning. Det vil i så fald være den første gang nogensinde, at en lodtrækning skal afgøre, hvem der skal videre og hvem der skal hjem. Det er sket et par gange før i historien, at der er blevet trukket lod om placeringer, men det har altid været blandt hold, der begge var videre. Så måske får vi skrevet historie i dag.
--------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------
Nigeria-Argentina:
Den første kamp, vi kigger på, er Nigeria mod Argentina. Nigeria er ikke det hold ved VM, der har sprudlet allermest, men alligevel har de fået samlet 4 points. Det samme kan man næsten sige om Argentina, der også - i forhold til argentinske standarder - har været relativt anonyme. Argentina har alligevel samlet 6 points, så noget må de gøre rigtigt.
Nigeria startede ud mod Iran, og lige nøjagtig den kamp kandiderer til VM's kedeligste. Iran stod langt tilbage på banen, og Nigeria sørgede for hele tiden at holde 5-6 spillere mellem målet og Irans forreste angriber, og det selvom Nigeria var i boldbesiddelse. Det er tvivlsomt om man kunne tælle bare én stor chance i kampen, men hvis det var, så må det være nogle af Irans spæde forsøg på kontraangreb og deraf følgende hjørnespark. Det var en kamp, som de fleste allerede har lykkeligt glemt. 0-0 var som det skulle være.
I den anden kamp mødte Nigeria Bosnien-Hercegovina, og Bosnien havde ryggen mod muren. Et nederlag ville sende Bosnien hjem, så det var liv eller død for bosnierne.
Bosnien kom da også bedst fra start og scorede ved Edin Dzeko, men desværre for dem valgte dommeren - fejlagtigt - at annullere målet for offside. I slutningen af halvlegen var bosnierne så ofre for endnu en kontroversiel kendelse (eller mangel på kendelse), da Emmanuel Emenike måske/måske ikke begik frispark, da han stjal bolden fra Spahic og afleverede til Peter Odemwengie, som efterfølgende scorede. Dermed kunne Nigeria gå til pause med en 1-0-føring, der med en anden dommer let kunne have været stik modsat.
I anden halvleg pressede bosnierne på, men det var først i overtiden, at den helt store chance opstod. Edin Dzeko kom fri i feltet, men Enyeama i det nigerianske mål afviste flot Dzeko.
1-0 sluttede kampen og farvel til Bosnien-Hercegovina i den her omgang. Målet kan du se her:
Argentina var fra start blandt de helt store VM-favoritter. Da de gik på banen mod Bosnien-Hercegovina i første kamp var det da også tydeligt, at bosnierne havde meget respekt for sydamerikanerne. De stod dybt på banen og ventede på, at Argentina stod for at skabe spillet. Når man har Messi, så er det kun fair, at man skal skabe spillet.
Desværre var det også holdningen blandt alle argentinerne på banen. De ventede på, at Messi skulle gøre noget og foretog sig ikke noget selv - og selv Messi kan altså ikke alene. Så udover et bosnisk selvmål i starten af halvlegen, så skete der intet i første halvleg. I anden halvleg oplevede vi adskillige pibekoncerter, hvilket var ganske forståeligt. Hen mod slutningen af kampen viste Messi alligevel en enkelt gang, hvorfor han er blandt verdens bedste spillere. Et hurtigt træk ind i banen og så stod der 2-0. Bosnien fik reduceret til 2-1, men tæt på var de aldrig rigtigt. Argentina løb med den første sejr ved dette VM.
I kampen mod Iran var forventningerne vokset. Iran var lilleput indenfor VM, og det virkede som et spørgsmål om sejrens størrelse. Argentina havde dog ikke lært lektien fra kampen mod Bosnien, og første halvleg løb ud i sandet uden reelle chancer.
I anden halvleg var det overraskende nok Iran, der begyndte at blive mere offensive og til tider var de faktisk bedre end argentinerne. Iran kunne sagtens have fået ét eller flere point fra denne kamp, men igen viste Messi, hvorfor Argentina er blandt VM-favoritterne. I overtiden trak han fri og afgjorde kampen til Argentina's fordel. 1-0 sluttede kampen, men godkendt var den ikke fra Argentina's side - Ikke hvis de vil regnes blandt favoritterne til titlen. I øjeblikket er Argentina 'kun' en enmandshær:
Nigeria mod Argentina er en kamp, der let kan gå hen og ende uafgjort. Det er nok for Nigeria til at komme videre, og de forventer sikkert ikke at kunne slå Argentina. Argentina derimod vil sikre sig førstepladsen på den måde, så begge er glade. Læg dertil det meget stille tempo gruppe F indtil videre er blevet afviklet i, og så kan det næsten kun ende i en uafgjort.
--------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------
Bosnien & Hercegovina-Iran:
Gruppens andet opgør står mellem Iran og Bosnien-Hercegovina. Iran var et hold som på forhånd ikke var levnet mange chancer ved denne slutrunde, men de har faktisk gjort et udmærket indtryk. De har haft en meget defensiv spillestil og levet på kontra, men de har gjort det ganske fornuftigt. Her i sidste runde møder de et bosnisk hold, der intet har at spille for og derfor kan det måske godt blive til 3 points. I så fald har de faktisk en chance for at gå videre, hvilket vil være en kæmpe sejr for iransk fodbold.
Iran startede deres slutrunde mod Nigeria, som gad lige så lidt som Iran selv. Iran kunne sagtens leve med ét point i den kamp og overraskende nok, så virkede Nigeria ligeledes tilfreds. Der var i hvert fald på intet tidspunkt i kampen tempo over feltet, så de 22 spillere gik sig til en 0-0.
I anden runde var Iran oppe mod kæmpen Argentina. Iran stillede med samme defensive formation som mod Nigeria og forsvarede sig flot igennem første halvleg, hvor Argentina dog må siges at have været lidt skuffende.
I anden halvleg overraskede Iran det meste af fodboldverdenen ved pludseligt at forsøge at slå igen og spille lige op med Argentina. Det kom måske overraskende for argentinerne, men selv i det tilfælde burde de have kunnet håndtere iranerne. Som kampen forløb, så var anden halvleg en lige affære, og Argentina skal være mere end glade for, at Messi endnu en gang viste hans klasse og egenhændigt i overtiden sikrede en smal 1-0 sejr til argentinerne. Den her kamp kunne være ligeså godt være endt uafgjort eller måske endda med en iransk sejr. Iran havde kæmpe ære af det opgør og er en af de positive overraskelser ved dette VM, selvom de i overtiden måtte overgive sig til Messi:
Bosnien-Hercegovina har ligeledes kæmpet godt ved dette VM. Mod Argentina i første runde stod de dybt på banen og selvom de ikke rigtig var tæt på at hive points hjem, så skyldtes nederlaget et uheldigt selvmål, for foruden det, så ville kampen have været en hel anden, og Argentina var ikke særligt kreative. 1-2 nederlaget var måske nok fair, men omvendt så var Argentina ikke skræmmende, så på en god dag kunne Bosnien godt have hentet point.
I den anden kamp stod Bosnien overfor Nigeria. Her var uheldet endnu værre end mod Argentina. Først fik holdets stjerne Dzeko fejlagtigt annulleret et mål for offside, og efterfølgende fik Nigeria et mål, der muligvis burde have været annulleret for frispark. Resten af kampen forløb uden de store chancer, og det var først i dommerens tillægstid, at Bosnien igen fik en stor chance, men den nigerianske målmand var på sin plads og forseglede Bosniens skæbne. Her sluttede Bosniens VM endegyldigt:
Bosnien tager formentlig titlen som VM's uheldigste hold, men de gjorde en helt acceptabel indsats som VM's eneste debutant i år. De skal nok komme igen en anden gang. I dag får de en sidste chance for at pynte lidt på det indtryk.
Iran mod Bosnien ligner en iransk sejr. Før slutrunden ville jeg ikke have budt på det, men motivation betyder meget, og iranerne har stadig chancen for at gå videre. Bosnien kan ikke undgå at være lidt bitter over deres uheld, og de vil måske mest af alt bare hjem. Jeg forventer et noget mere livligt Iran end Bosnien.