Efter et par kampe med lidt mindre hold på banen, så går det til midnatstid løs med braget mellem England og Italien.
England er egentlig blandt de større nationer, men de har en tendens til at skuffe. Og så har de en meget uheldig straffesparkskonkurrencestatistik til VM, hvilket ikke er stedet, man skal tabe coin flips. Man har vundet turneringen 1 enkelt gang, og det var på hjemmebane i 1966. Det måske mest berømte mål i VM-historien - i skarp konkurrence med Maradona's "Guds hånd" - kom i forlænget spilletid i netop det års finale mod Vesttyskland:
I år har vi fået kamerateknologi til at vise, om det er et mål eller ej, men det havde man ikke dengang, så et meget tvivlsomt mål kom til at være en afgørende faktor i VM-finalen i forlænget spilletid. Vi er startet dette VM med en del tvivlsomme kendelser, men at det sker i en finale medfører ramaskrig i en dimension, der er langt værre. Dette "mål" bliver stadig diskuteret til tider, selvom det er et halvt århundrede siden situationen opstod.
England har en ganske bred trup denne gang, og det er kun heldigt, for en spiller som Theo Walcott ville englænderne med garanti gerne have haft med til Brasilien, men en skade satte en stopper for den plan. I stedet stiller man formentlig op med Raheem Sterling fra Liverpool i højresiden. En anden, man kunne savne er Andy Carroll, som ligeledes blev ramt af en skade. Han nåede - modsat Walcott - at blive klar til at spille igen, men træner Roy Hodgson mente altså, at han endnu ikke var kommet tilbage i sin gamle form og vragede ham.
En spiller, der for alvor må glæde sig til VM hos englænderne er Wayne Rooney. Alle kender ham, men når det kommer til slutrunder, så har han aldrig fået lov til at slå sig løs. En brækket fod i 2006, en manglende kvalifikation i 2008, en ankelskade i 2010, en dobbelt karantæne fra start af slutrunden i 2012 er Rooney's sørgelige statistik til slutrunder, så man forstår godt, hvis han glæder sig til en fair slutrundechance i år. Apropos fair, så må man håbe, at han er blevet mere moden siden 2006, hvor han trods den brækkede fod nåede at blive klar og få spilletid - uden at score, men han fik dog gjort sig en smule bemærket alligevel, da han blev udvist for den her svinestreg:
Man gik ubesejret igennem kvalifikationen, og selvom der var nogle uheldige uafgjorte med Polen og Montenegro, så er undefeated altid en stor bedrift, og det her ligner en gruppe, som England har fine chancer for at avancere fra, og så kan alt ske. Især hvis man kan få vendt straffesparkskonkurrenceforbandelsen og begynde at vinde dem.
Italiens vej til VM kender vi som danskere kun alt for godt. Italien var suveræne i vores gruppe og sikker på kvalifikation allerede da der manglede 2 kampe. Blandt andet den i Parken, hvor Danmark så desperat skulle bruge 3 points. Det lykkedes næsten, men en overtidsscoring ødelagde endegyldigt Danmarks VM-drømme:
Italien er et power house historisk set med 4 titler. Man har dog aldrig vundet trofæet i en slutrunde udenfor Europa, så de azurblå har mulighed for at skrive italiensk fodboldhistorie i år.
Italiens helt store stjerne er Mario Balotelli, som altid er god for gak og løjer. Han er en super spiller, men ikke den bedste i et omklædningsrum. Her kan vi se, at han er dygtig nok til at få trøjen af, men på kniber det. Og så er Mario jo bare Mario og sørger altid for at blive centrum for opmærksomheden:
Italien er ikke så hårdt ramt af skader som mange af de andre slutrundehold, men Riccardo Montolivo vil med garanti blive savnet under VM. Allersidste testkamp gik Montolivo i stykker og VM forsvandt. Det er en af Italiens bærende kræfter, så det bliver spændende at se dem omstille sig. De har dog været aldeles suveræne hidtil, så mon ikke de kan det.
Dagens store spørgsmål omfatter:
- Bliver det her endelig Wayne Rooney's slutrunde?
- Kan Mario Balotelli holde sig i skindet?
- Hvem af England og Italien kommer bedst fra start og hvem skal kæmpe med Uruguay om den anden plads videre fra gruppen?
Det er ved midnatstid det går løs, og det er ikke en kamp, man vil misse ved det her VM!