
I søndagens midterste kamp har vi en storfavorit i Frankrig. De møder Honduras og de færreste forventer en honduriansk (hedder det overhovedet det?) overraskelse.
Frankrig styrede deres kvalifikationsgruppe på trods af, at de var i gruppe med europa- og verdensmestrene fra Spanien. 4 runder før tid havde de essentielt matchbold med en føring på 2 points og selv tog imod de spanske superstjerner i Paris. Desværre for franskmændene, så løb Spanien med en meget vigtig sejr der, og pludselig var det Frankrig, der endte med at skulle ud i play off-kampe. Her skulle man møde Ukraine og efter at have tabt 2-0 i Kiev, så så det pludseligt ud til, at nedturen var fuldendt. Man havde en sidste chance på hjemmebane for at rette det op i returopgøret og denne gang var der ingen nåde:
Frankrig har taget VM-guldet en enkelt gang, og det var på hjemmebane i 1998. Nu har de ikke den massive støtte fra et hjemmepublikum, så i år bliver det en del sværere. Ikke mindst fordi man må undvære Franck Ribery, der er ude med en rygskade. Frankrig har et væld af gode spillere, der kan tage over, så det skal ikke være en undskyldning. En spiller som Karim Benzema (som vi ser score offsidemålet til 2-0 i klippet ovenfor) vil kunne gøre sig gældende på ethvert landshold i verden og må sørge for at gå forrest, når Les Bleus løber på banen i morgen.
Frankrig har noget at vise efter Sydafrika i 2010. Det var en ren børnehave og disciplinen var i bund. Man måtte hjemsende Nicolas Anelka for at svine sin træner voldsomt til. Det medførte strejke fra de andre spillere til træning inden deres altafgørende kamp mod værterne fra Sydafrika, og franskmændene endte med at tabe den kamp også. Kun ét sølle point i en gruppe, hvor de var favoritter og deres børnehaveopførsel efterlod et eftermæle, der trænger til at blive rystet af.
Honduras nød stor succes i kvalifikationsturneringen. Man formåede at få en direkte billet til VM foran blandt andre Mexico. Det hæver forventningerne til det lille mellemamerikanske land en smule, her hvor de er med for tredje gang. Man har endnu sin første sejr til gode ved en slutrunde, og selvom den formentlig ikke kommer i opgøret mod Frankrig, så er det en gruppe, hvor der er muligheder for en sejr.
Honduras består ikke af de store profiler, men man har alligevel et par spillere, der gør eller har gjort sig i den engelske Premier League. Wilson Palacios har spillet i både Tottenham og Stoke, mens Maynor Figueroa har fast plads i Hull's start-11'er. Det er dog lidt småt med navne, så det er en underdog hele vejen igennem gruppespillet, vi her får at se.
Hvis man skal pege på en farverig spiller, så må det blive angriber Carlos Costly. Han har haft det umådeligt svært på klubplan, men i landsholdssammenhæng er han godt på vej til at blive en legende. Og man kan da heller ikke andet end smile, når han folder sig ud. Her eksemplificeret med en noget anderledes måde at fejre et mål på:
Frankrig-Honduras bliver en ensrettet forestilling og det er måske kun et spørgsmål om sejrens størrelse. Hvis Frankrig skulle snuble, så eksploderer deres medier med sikkerhed instantly, så presset er stort nok. Man kan intet vinde, kun tabe. Søndagens opgør skal skabe ro i baglandet, hvis man vil have en god slutrunde.
- Er Frankrigs drenge blevet mænd i løbet af de sidste 4 år?
- Kan Honduras stå for årets største overraskelse og byde Les Bleus op til dans?
- Får vi en spektakulær målfejring fra Costly's side?
- Hvad er DIT bud på kampens resultat?