
Mens vi sidder og venter på åbningsceremonien, så er det måske værd at se lidt frem i tiden. Der er 2 kampe på programmet i morgen i Brasilien, og den tidlige kamp står mellem Mexico og Cameroun.
Holdene er i gruppe A med Brasilien og Kroatien, så mon ikke de også er klinet foran tv-skærmen i aften for at få et indtryk af konkurrenterne. For både Mexico og Cameroun gælder det, at man skal bruge en sejr for for alvor at være med i kampen om at gå videre fra gruppen. Modstanderne bliver ikke lettere i de sidste to runder.
Efter gårsdagens artikel er jeg desværre nødt til at droppe alle billederne (minus intro-billedet) i de her optakte. Grunden er mulige copyright-issues. Jeg vil i stedet forsøge at få lidt youtube-klip med, som så måske bliver lidt mere historisk, men forhåbentligt nok til ikke at gøre artiklerne alt for tørre :)
Tilbage til det, det hele handler om. Mexico er virkelig et hold med traditioner inden for VM-fodbolden. Det kommer måske som en overraskelse for mange, men de har været kvalificeret til VM 15 gange, og selvom man ikke vinder, så er det i sig selv en bemærkelsesværdig præstation. Denne gang var det dog på et hængende hår. Man var presset efter nogle uventede nederlag i træk og hjemmekampen mod de direkte konkurrenterne fra Panama skulle vindes, hvis man skulle kunne håbe på at holde muligheden åben. Og hvilken måde den kamp blev vundet på. Uden at afsløre for meget, så er det det tredje mål, der er værd at se:
Med den scoring kunne Mexico selv afgøre det mod Costa Rica i sidste runde, men da man der igen tabte, så var man afhængig af, at USA tog point fra Panama, og da stadionuret sagde 90 minutter, førte Panama den kamp 2-1. To overtidsscoringer senere var Mexico klar til play off-runden, hvor man udraderede New Zealand.
Mexico er aldrig nået længere end til kvartfinalerne, og det forventes vel heller ikke for alvor af dem i år.
Tager vi et kig på Cameroun, så er de noget sjældnere gæster ved et VM, men til gengæld var deres entré i 1990 noget, der fik verdens øjne op. Man fik æren af Argentina i åbningskampen og leverede et absolut chokresultat ved at vinde den kamp 1-0. Det blev samtidig Camerouns bedste VM hidtil med en kvartfinaleplads. I år har Cameroun Eto'o, men allerede dengang havde man en stjerne i form af Roger Milla. Han har stadig rekorden for den ældste spiller til at score i VM nogensinde, da han i 1994 som 42-årig scorede i 1-6 nederlaget til Rusland:
Det var lidt historisk perspektiv. Mexico har som nævnt haft en meget turbulent kvalifikationsturnering og skiftet træner hele 4 gange undervejs. Endvidere, så er holdet ændret på kryds og tværs flere gange. Som eksempel kan nævnes, at man spillede med et rent ligalandshold imod New Zealand. Det er ikke et sammenspillet hold, og man kunne sagtens forestille sig, at det koster nogle procenter på den konto.
Camerouns vej har været meget mere sikker. Der har ikke for alvor været slinger i valsen. De har som Mexico skiftet ud en del på pladserne, men det har virket for dem hver gang, så Cameroun ser ganske stærke ud. Er Samuel Eto'o i topform, så kunne der godt ligge en overraskelse og lure fra det camerounske mandskab.
På forhånd har bookmakerne Mexico som svag favorit, men de rigtige at spørge må være PN. Så spørgsmålene, vi står tilbage med, er:
- Har Mexico styr på truppen eller har det kaotiske forløb op til slutrunden afgørende skadet deres chancer?
- Er Samuel Eto'o i form og klar til at gå forrest?
- Kan Cameroun skabe en ny overraskelse a la 1990?
Og måske vigtigst af alt:
- Hvem spiller DU på?