Dag 0
Karavanen med de nye folk ankom sent om eftermiddagen, hvor solen kun lige netop kunne skimtes i horisonton over den brede væg af store bakker, som omringede den fredelige lille landsby New Heaven. De nyankomne folk var trætte ovenpå deres lange rejse og havde blot brug for afslapning, men det var ikke en mulighed – de blev straks inviteret til et stort festmåltid, som skulle fejre ankomsten af nye venner.
De nyankomne blev bombarderet med spørgsmål under middagen, men de syntes kun at give meget vage svar omkring deres baggrund. De var især tilbageholdende med at forklare, hvorfor de egentlig forlod deres gamle landsby. Dette betød dog ikke det store for indbyggerne i New Heaven, som i stedet begyndte at fortælle om deres egen landsby – den vidunderlige nye brønd, deres skole med 26 elever, den gode høst osv. Alt denne information formåede kun at trætte de nyankomne endnu mere. En enkelt af dem kunne dog trods alt opbygge mod til at spørge, om landsbyen virkelig var så perfekt – og ja, himmelsk – som det lød til? Der var en kort pause. Lige pludselig lød der en dyb, rungende stemme nede fra enden af det store bord, som de alle var samlet ved. Det var en af byens ældste vise mænd Thingyman, der begyndte at fortælle om mørkere tider.
Landsbyen havde åbenbart i de gamle dage været plaget af hyppige varulveangreb. Blodtørstige menneskeulve indtog gang på gang byen i den kolde nat for at flænse og æde uskyldige indbyggere. Disse stridigheder mellem indbyggerne og varulvene havde dog i de sidste par årtier fortaget sig, efter at en stor indsats ledet af Thingyman og Bridgeking havde drevet bæsterne bort én gang for alle. Siden da havde varulvene blot været noget, som man stødte på i ens mareridt.
Historien fangede de nyankomnes interesse, som havde lyttet meget opmærksomt efter. Efter Thingyman havde snakket færdig, skulle en af de nyankomne til at sige noget, men et skarpt blik fra en af de andre afholdte ham fra at tale. De nyankomne takkede for den gode mad og fik endelig mulighed for at hvile sig efter en lang og udmattende dag.
Der var en fuldmåne den nat. Indbyggerne sov fredfyldt det meste af natten, indtil en forfærdelig lyd vækkede alle sammen. Alle mændene stormede uden for og løb hinanden i møde, mens kvinderne låste dørene og blev tilbage med deres børn. Hvad var det for en besynderlig lyd, som de havde hørt? En af mændene kiggede ned på jorden og så en lille blodklat. Ved nærmere undersøgelse kunne han se et helt spor af blod, som den ene vej førte ud mod skoven og den anden vej førte hen mod en lade. Mændene løb straks ind i laden, hvor de forfærdedes ved synet af Thingyman og Bridgeking, deres elskede ældre, som var blevet sønderrevet i stykker. Deres indvolde var spredt ud over hele laden, og man kunne se bidemærker i det, som var tilbage af deres kød.
Det var på dette tidspunkt, at det forekom klart for dem, hvad der havde hændt.
Varulvene var tilbage.
DET ER STADIG NAT. I MÅ IKKE SKRIVE I TRÅDEN ENDNU.