William af Sonnergaard

Jeg må sige at denne novelle er nok en af mest barske jeg nogensinde har læst.

Læs den selv og skriv hvad du synes om den.

Jan Sonnergaard

William

Radiator
1997




Ulla klemte min hånd, så op på mig og sagde: ― Det må du søreme undskylde! ― mens hun smilede på den her ironiske måde, hun bruger, når hun føler sig fuldstændig tryg, men alligevel gerne vil have der sker et eller andet, for hun har fået lidt for meget at drikke, og det må for alt i verden ikke blive kedeligt, hun vil have at jeg svarer igen, når hun provokerer mig, hun vil have mig til at reagere. Også selvom hun er klar over, at der ikke er noget, der sådan for alvor kan ødelægge det, vi har sammen. Hun véd det, og hun ville blive lige så ulykkelig som jeg, hvis det skete. Men alt for kedeligt ― dét må det ikke blive.

Jeg lagde armen om hende, og sagde, at jeg tilgav alt, og vi gik langsomt ud i vores by, midt om natten, og der var varmt og alt var godt. Byen var næsten tømt for mennesker, og der lå en besynderlig hededis over det hele, som altid i august, og vores by virkede helt menneskelig nu, hvor bilerne stort set var ude af byen, og træerne levede, og der er ikke de store chancer for,at vi møder en vi kender, og helst ville være fri for. Vi var alene, og Ulla havde aldrig været smukkere, og jeg var næsten sikker på, at hun nu endelig var blevet gravid, at det endelig var lykkedes, og hver gang jeg tænkte på det blev jeg ufattelig stolt over, at hun gik her sammen med mig, og ikke en anden. Og selvom jeg endnu ikke havde fortalt hende, hvor glad det gjorde mig, var jeg allerede begyndt at planlægge, hvad vi skulle gøre, når barnet endelig kom, hvor vi skulle flytte hen alle tre, og hvad vi skulle kalde det.


Jeg klappede hende på maven og spurgte: ― Er han begyndt at banke? ― og hun legede vred, puffede mig væk og vrissede, at jeg "aldeles ikke kunne være sikker", at hun "kun var tre dage over", og at det overhovedet ikke behøvede være mig, fordi "det i princippet kunne være hvem som helst" ― og at jeg i det hele taget ikke skulle komme for godt i gang. Da jeg lod som om hun havde såret mig ― og såret var jeg naturligvis ikke, men der var alligevel noget ubehageligt ved tanken om det der med, at det kunne være "hvem som helst", og på en måde var det ikke så morsomt igen ― greb hun fat i min arm og kyssede mig og undskyldte, at hun var så uartig, og det var, som om hun parodierede en lillepige, som om hun gjorde nar af Lolita, eller hvad ved jeg.


Og vi gik videre, med hinanden i hånden, i København, midt i sensommeren, og der var kun os, og vi behøvede ikke bekymre os om noget som helst, og der var ingen risiko for at møde nogen af vores morsomme venner og bekendte, der altid gør nar og kalder os "gamle" eller "satte" eller "borgerlige", fordi vi gør så meget ud af forholdet. Der var kun Ulla og mig, der var kun København og denne meget varme sensommer, og så var der måske barnet inde i Ulla.

Vores ferie havde varet siden mandag, og den havde været lige så uregelmæssig og egoistisk, som man kan ønske sig. Vi stod op, når det passede os, vi blev derhjemme så længe vi ville og gik først vores vej, når vi fik en vild idé om en eller anden exces, og vi sørgede for hele tiden at være opmærksomme over for hinanden, og som en selvfølge at bruge så mange penge som det var os muligt. Vi vekslede mellem teater, biograf, restauranter og udstillinger, og mine feriepenge var allerede formøblet onsdag, og min meget store bonus fra bureauet var næsten halveret nu, for vi spiste og drak vanvittig dyrt, og jeg forærede Ulla alt hvad hun pegede på, og vi lod os naturligvis transportere frem og tilbage i taxa. I dag spiste vi på Era Ora, og da vi var nået til kaffen, lod Ulla som om hun ville stikke af fra regningen. Tjenerne lod sig nu ikke narre af skuespillet, så hun blev nødt til at gå tilbage til bordet igen, og det hele var sådan set ret pinligt, men på den anden side også morsomt og pirrende, så jeg tilgav hende hver gang hun spurgte om jeg var "sur nu", og jeg kunne se, hvor glad hun var over, at jeg håbede hun langt om længe var blevet gravid ― selvom hun naturligvis spillede skuespil og lod som om det irriterede hende ― og til sidst begyndte hun at klappe mig på maven og påstå, at jeg havde været hende utro, og nu ville hun ikke finde sig i al min liderlighed længere, og da hun havde gjort dét så tilpas mange gange, at det ærlig talt gik mig lidt på, sejlede vi ind på Cafe Nielsen, hvor jeg som det første skyndte mig op til disken og bestilte cappuccino og Cordon Bleu.


Ulla råbte : ― Dobbelt! ― og også dét ønske opfyldte jeg, og da jeg kom tilbage undskyldte hun endnu en gang og forklarede, at det naturligvis var hende, der ville føde barnet, og at vi i så fald kunne være ganske overbeviste om, at det blev en vandmand. Hvis det var mig ville det nok blive en vædder, men når det nu ikke var mig, så blev det jo nok ... en vandmand. ― "Et meget klogt barn", ― svarede jeg.

Da vi havde siddet et stykke tid med alle vores jokes og spidsfindigheder og indforståetheder, kom en lille mand ned og spurgte, om han måtte have lov at "sidde lidt ved vores bord". Han virkede ved første øjekast nærmest barnlig, som om han var stoppet på et tidligt tidspunkt i sin udvikling. Men han var sikkert ældre end man umiddelbart skulle tro.


Ulla rykkede tilbage i stolen og kikkede væk, og da jeg kender hende så godt som jeg gør, blev jeg hurtigt klar over, at hun ikke brød sig om ham, og at hun også var en smule bange, selvom det naturligvis aldrig ville falde hende ind at indrømme det. Hun lænede sig tilbage mod stoleryggen og så ud i lokalet på alt andet end ham og, desværre også, mig.


― Jeg forstyrrer vel ikke? ― spurgte den lille mand med en særpræget stemme, der ligesom stadig var i overgang. Han prøvede at fiksere mine øjne, men da jeg gjorde dem iskolde begyndte hans blik at flakke, og jeg kunne ikke lade være med at føle en form for medlidenhed med den lille mandsperson og hans gnækkende stemme, så jeg svarede:


― Nej nej, overhovedet ikke, ― og for at drille Ulla gik jeg op i baren og bestilte to dobbelte cognac til os, og en firedobbelt til ham, så han følte sig velkommen og blev siddende.

Han takkede ikke, og da jeg satte mig ned gav han sig igen til at stirre mig direkte ind i øjnene, og et kort øjeblik virkede han ubehagelig bekendt. Så flyttede han blikket og begyndte at nidstirre Ulla. Dét varede et godt stykke tid længere, og lykkedes en hel del bedre. Hun fik små, røde pletter på halsen. Men så løftede han glasset, forsøgte at skåle med os, og jeg kunne igen se ham som noget anonymt: Som en fremmed.


― Jeg håber virkelig ikke, jeg griber ind i noget, ― peb den lille mand, da han opdagede, at Ulla helst ville være fri for hans selskab, ― men I virkede så forelskede, ja ... så lykkelige. Derfor ville jeg gerne sidde her lidt, ― Ulla fnes usikkert, blinkede til mig og råbte "skål!" til den lille mand. Og jeg var bange for, at hun ville lave endnu et pinligt optrin, så jeg skyndte mig at hæve mit glas og forklare, at "vi ér skam også meget forelskede", og jeg rakte det frem for at klinke med ham, og med hende.


― Du behøver aldeles ikke være glat, ― bjæffede han, ― du behøver slet, slet ikke være glat over for mig! Jeg kan gå med det samme, hvis I vil have det, ― Jaaaah, gør dét! ― råbte Ulla og klappede begejstret i hænderne.

Den lille mand blev såret. Han så bedrøvet på hende og vendte sig så over mod mig.


― Jeg forstyrrede jer åbenbart alligevel, ― sagde han skuffet, ― men grunden til at jeg gik herhen var, at jeg ville fortælle en historie. Må jeg ikke nok få lov at fortælle en kort historie? En meget kort historie? ―


Nu blev jeg sgu også lidt urolig, og jeg overvejede, hvordan jeg kunne få ham til at skride, for jeg måtte jo også tage hensyn til Ulla, og hendes mere og mere tydelige ubehag ved hans tilstedeværelse. Men inden jeg fik gjort noget ved det, råbte hun:


― Jubiiih, en historie, ― hun smilede kælent til ham og opfordrede:


― fortæl en historie! ―


Hendes djævelske blink i øjet fortalte mig, at hun mente, at den nu stod 1 ―1 i vores indbyrdes magtkamp, og at jeg skulle passe på, generelt, at komme for godt i gang. Men den lille mand opdagede naturligvis ikke vores finesser. Han satte sig forlegent til rette på stolen, og gav sig til at ordne cigaretpakker, tændstikæsker, glas og kopper i et kunstfærdigt, symmetrisk mønster. Derpå rømmede han sig grinagtigt højt, fikserede Ullas blik og gav sig til at fortælle. Han tog ikke ét sekund øjnene fra hende. Der var ingen pauser i hans monolog, og vi fik ikke mulighed for at afbryde eller kommentere det, han sagde. Historien startede bare, som om vi havde trykket "play" på en båndoptager:
― Det er meget skægt, ― sagde den lille mand med et smil, der intet havde at gøre med glæde eller humor, ― hver gang jeg tænker på min skoletid, er det aldrig på de halvdårlige og ligeglade lærere og heller aldrig på den snavsede og mørke bygning, vi gik i. Jeg har glemt næsten alt hvad vi lærte, jeg tænker kun på William.

Ser I: William fik nemlig tæsk.


Der var ikke kun tale om tjatterier. Vi bankede ham, som man ville banke, hvis man var voksen. En dag han kom over og gerne ville være med til et eller andet, som jeg nu har glemt, sluttede vi kreds om ham, tog vores våde håndklæder op af sportstaskerne, og så begyndte vi at slå løs på ham, igen og igen, til han segnede, og vi slog også løs på ham, efter at han var faldet. Vi svingede de våde håndklæder over hovedet og lod slagene regne ned over ham, så der stod små vanddråber ud i luften, og han gik i panik og begyndte at skrige efter hjælp, og til sidst blev han helt stille. Vi slog og slog og slog, og vi ramte i flæng overalt på kroppen, i skridtet, i ansigtet og i maven. Og der kom ingen lærere og prøvede på at standse os. Ingen blandede sig. Vi slog og slog. Og det skægge er: Der var ingen som helst grund til, at vi gjorde det ... Han kom bare over til os og ville gerne være med i gruppen, og måske var det derfor. Han ville så gerne være med, men vi ville sgu da ikke have ham med til noget som helst.


Efter et stykke tid rejste han sig, og han fortalte aldrig nogen om det. Han sladrede aldrig. Tre dage efter gjorde han grin med det hele og lod som om vi bare havde lavet sjov med ham. Men jeg ved helt sikkert, at det ikke var sjovt, for vi slog så hårdt vi overhovedet kunne, og til sidst blev han helt stille. Og vi slog også løs på ham, efter at han var gået ned. Vi slog og slog og slog.


Det skete ikke kun denne ene gang, og I må endelig ikke tro, at det kun var drengene, der plagede og ydmygede ham. Pigerne deltog også. Engang han kom gående ned ad gangen trængte de ham op ad en væg, og den ene efter den anden jog de deres nyspidsede blyanter op i røven på ham, og de hvinede af fryd, og de lo, og der kom tilløbende fra de ældre klasser, og de var helt med på legen. Der kom flere og flere, og til sidst var der et opløb af nogen og tyve, og de morede sig fantastisk over William og alle de bank, pigerne gav ham, så selvfølgelig gjorde de ikke noget for at hjælpe ham. De betragtede det som underholdning, og virkelig god underholdning.

Når jeg tænker over det, er det sådan set forbløffende, at han fandt sig i det. Og det er endnu mere forbløffende, at vi kunne fortsætte med at overfalde ham så længe, som vi gjorde. Jeg tror, vi begyndte på det engang i anden klasse, og vi fortsatte helt frem til tiende, og vi gjorde det hver evig eneste dag. Vi havde altid et eller andet til ham, og selvom vores ideer ikke altid var lige ondskabsfulde, kunne han være helt sikker på, at hver dag var der et eller andet til ham. Han vidste det godt, og det slog aldrig fejl. Vi gennembankede ham.


Engang lod vi ham vente lige til skoledagens allersidste time. Alle var søde og rare, og han blev helt forvirret. Til sidst troede han måske, at vi havde fået medlidenhed med ham, og at alle ydmygelserne var hørt op, og at nu havde vi besluttet os for at acceptere ham, hvorfor i alverden vi så skulle gøre dét. Men så gik en af pigerne hen til ham og sagde: ― Værsgo William, her har du et æble! ―


― Ih tak, ― sagde han og begyndte at bide i det, for hun var den eneste, han nogensinde havde haft rigtig tillid til, men da han havde spist omkring halvdelen, kom vi alle sammen løbende og råbte "Nej ― nej ― nej, William" og "er du da gået helt fra forstanden menneske?" Pigen, som ellers sjældent deltog i de daglige overfald, råbte:


― Vi har kommet rottegift på ... ― og en af de andre hentede en spand han kunne kaste op i, og John løb over til kontoret "for at ringe efter en ambulance". William blev kridhvid i ansigtet, og jeg sagde beroligende:


― Slap dog af. Det er ikke særlig farligt. Det er kun det der ... fareklasse B, ―


Da han først var blevet overbevist om, at vi virkelig havde forgiftet ham, og han var lige ved at besvime af angst, så fortalte Jens sandheden, nemlig at det var et ganske almindeligt æble. Men nu var han kommet så langt ud, at han ikke troede på os. Han forsvandt, og da vi hørte, at han havde ringet efter en ambulance, brød vi sammen af grin, og det blev hurtigt en sport at liste hen og kigge på, hvor latterlig han tog sig ud, mens han sad dér, med et kridhvidt ansigt og vildt rystende hænder og ventede på, at ambulancen skulle komme og hente ham.


Det virkede alt sammen så naturligt, og når nu alle deltog, så var det vel, fordi det kun var rimeligt og retfærdigt. Der var aldrig nogen der satte spørgsmålstegn, og heller aldrig nogen der prøvede at standse det. Gad vide, om han ligefrem selv accepterede det. Hans far tævede ham jo også temmelig meget. Han gjorde aldrig modstand, og han sladrede aldrig, og han blev i skolen indtil tiende klasse, ligesom os andre. Han gjorde intet for at få det til at holde op. Nogle gange spørger jeg mig selv, hvad der kan være blevet af sådan et menneske, og hvordan han kan have reageret på, at vi gjorde alt det ved ham. Men når jeg har leget lidt med tanken glemmer jeg det som regel hurtigt igen, og mine minder ender med: Hold da helt kæft, hvor vi bankede ham.


Jeg har allerede fortalt, at vi tæskede ham lige til han gik ud af tiende klasse. Der går oven i købet rygter om, at et par af mine klassekammerater tævede løs på ham selv, efter at vi var gået ud af skolen. Rygterne siger, at de smadrede næsen på ham med en jernstang, så blodet sprøjtede. En tilfældig forbipasserende så optrinnet, og da hun ikke kendte sammenhængen skyndte hun sig at ringe efter politiet, og mine klassekammerater blev anholdt og fik senere en betinget voldsdom.

I midten af niende klasse lavede vi svendeprøven. Vi var alle blevet kønsmodne, og et par af os var blevet nogle virkelig flotte fyre på næsten to meter, og én havde allerede fået overskæg. Men William var stadig et barn ― han var stadig kun 1 meter og 60, han havde ikke fået én eneste bums, han havde ikke hår på pikken, og hans stemme var ikke gået i overgang. Vi fik fat i ham ovre ved fysiklokalet, og først gav vi ham nogle bank og tvang ham til at æde et viskelæder. Så krøllede vi ham sammen. Jeg mener det helt bogstaveligt: Vi krøllede ham sammen. Vi pressede hans små, tynde ben op imod brystkassen, så han fik en smal forlænget røv, og vi holdt ham indtil Henrik kom tilbage med en papirkurv, og så pressede vi med al magt hans smalle, forlængede røv ned i plasticspanden. Den kunne kun lige med nød og næppe være der, og vi måtte virkelig bruge kræfter for at få ham ned. Men ned kom han. Hans ben strittede lige op i vejret, og hans arme hang ned langs siden, helt slappe. Så åbnede vi et vindue og stillede spanden med William på kanten af vindueskarmen, så den lige med nød og næppe balancerede. Der var omkring ti meter ned, og man kunne se, at han var dødsens angst for at tippe over.


― Hør nu efter, din lille rotte, ― sagde Henrik og slog ud efter ham,


― hvis ikke du holder dig fuldstændigt i ro, så falder du ... med hovedet først, ―
Så gik vi vores vej ...

Her standsede den lille mands fortælling. Og da jeg så på ham opdagede jeg, at alle menneskelige træk var væk. Han havde sådan et mærkeligt plasticansigt, og han lignede én der aldrig nogensinde havde levet. Og jeg havde regnet ud, hvad det drejede sig om. Og det var pinligt. Det var meget pinligt.


Ulla havde ikke sagt et ord, mens han fortalte, men nu stirrede hun rasende på ham, så jeg dårligt kunne genkende hende. Hun råbte ham lige ind i ansigtet:


― Hvad satan er meningen med at komme og fortælle sådan noget perfidt lort? ―

Og den lille mand krympede sig. Det plasticagtige udtryk forsvandt fra hans lille ansigt, og han rystede og begyndte Gud hjælpe mig at få tics, og det var som om dét fik bægeret til at løbe over. Hun slyngede sin cognac i ansigtet på ham og rejste sig rasende. Hun løb ud af baren, og de andre kunder så forbavset på os, og den lille mand begyndte at græde.


Vi vakte opmærksomhed, og det var meget ubehageligt, og jeg skyndte mig ud efter Ulla, for det var naturligvis hende jeg holdt med, men jeg kunne ikke undgå at høre, at han råbte:


― Det er min egen historie, ― og inden jeg nåede døren lød det mekanisk, monotont, som havde han råbt det samme i årevis:


― Det var mig, ―

Og idet jeg puffede svingdørene op, vrælede han:


― Ullaaaaaa ... ―

kl er 23.00
gider virkelig ikke læse en novelle... wrong forum Brydrup

@itc
Spot on

Som CaliKid

Har læst den før, og den er skam ganske god, men hvor relevant synes du egentlig det er? Og desuden går det ikke så godt med citationstegnene :\

Mjah, den er vel fin. Men det er så også det.

Absolut en af mine favoritter af Sonnergaard...
Men hvad laver den her?!?!

Jeg kan nu bedre lide "jeg er stadig bange for casper michael petersen"