Eventyr for voksne.
”Ræven” spillede en rigtig god poker. Alle frygtede ham, når han gav stakken på nakken. Specielt var han skrap til heads-up. Men han vidste ikke, at det hed heads-up. Han kaldte det bare for tomands poker. Han kendte ikke alle de svære ord. For ham hed hænderne bare treslaw, strit, farve, hus, fireslaw og farvestrit.
Men han kunne mere end sit Fadervor. Han landede altid på benene, selvom det ofte så ud som om han havde oddsene imod sig. Men den dag, Willy kom hjem fra Amerika, blev en ganske særlig dag. Det var den dag, jeg lærte, at tingene ikke altid er, som de ser ud.
Vi sad på loftet i Gothersgade 42 hos Svend Bruus. Der var 16 mand i gang med poker og 3 på ventelisten.
Døren gik op. Ind kom Willy. Han havde ikke været fremme i 5 år, og alle hilste hjerteligt på ham. Han havde en taske med ubanderoleret whisky, som straks blev åbnet , og der blev skænket op til alle. Spillet blev lidt friskere og humøret steg et par grader.
Willy havde sat sig ved det 3. bord. Han hev penge op af alle lommerne. Det var små ruller med elastikker om. Men der var eddermame mange.
”We call ´em bankrolls” grinede han. ”Er der nogen der vil spille en heads-up om twenty grand ?”
”Grand?” sagde Ræven. Er det Whist, du vil spille?
No, no. Seven stud, som jeg plejer at spille med Chip and Doyle.
”Og hvem er så Chip og Doyle?”
”Et par flinke fyre, jeg blankede af over there.”
”Jeg vil spille om hundrede kroner”, sagde Ræven. Han udtalte beløbet med ærefrygt, så vi alle kunne forstå, at det var et stort beløb.
”Er du åndssvag mand, det er jo mindre, end jeg gav taxichaufføren i drikkepenge. Jeg er kommet for at more mig. Jeg vil spille for twenty grand, ellers går jeg sgu et andet sted hen.”
Svend Bruus ville morderlig gerne have fat i nogle af de ”bankruller” så han fik en lys idé. ”Jeg vil da gerne holde en hund på ræven, hvis det kan få spillet i gang”, sagde han.
”En hund,” sagde Willy hånligt. ”Næh, du kan satse en tusse, og vi skal altså ha' nogle flere indsatser, ellers bliver det ikke til noget”
Der var ingen af de tilstedeværende, der nogensinde havde set Ræven tabe i tomands poker og 7stud var hans favoritspil.
De 20.000 blev næsten svaret op og spillet gik i gang.
Willy vandt hele knolden i løbet af et par timer. Han smed skødesløst pengene ned i tasken og sagde pænt godnat.
Kort efter gik ræven. Spillet var gået i stå ved begge bordene. Der var vist ikke flere penge til stede.
Jeg gik over i Andy´s bar for at slutte aftenen med en drink og hilse på Herman, en flink gammel pokerspiller, som serverede der.
”Hvad satan har Ræven gang i?” Spurgte han. ”Han sad og delte en taske fuld af penge med en fremmed mand. Der var mindst 20.000”
Pludselig faldt brikkerne på plads. Jeg grinede, så tårerne trillede, selvom jeg osse havde satset en hund. Det var så sjovt, at det var pengene værd. De 20.000 dengang ville have været 200.000 værd i dag. Den har været lavet før, og den kan laves igen. Spillere, som tror, de har en favør, er verdens nemmeste ofre.
Vi spiller for resten en lille, hyggelig Texas turnering på søndag kl. 16:00 i Logen. NLHU buy-in 200,00 for 10.000 jetons.
Willy fra USA.
02-11-2005 00:41
#1|
0
02-11-2005 02:17
#3|
0
dejlig historie :)
02-11-2005 10:27
#7|
0
jeg smiler stadig :D
02-11-2005 12:47
#9|
0
nh Leon :o)
Du burde samle alle røverhistorierne i en lille bog.
02-11-2005 13:33
#10|
0
Hehe, god one Leon. Kan desværre ikke kigge forbi på søndag :-(
02-11-2005 17:50
#11|
0
Little me OP
Det glæder mit gamle pokerhjerte, at jeg slet ikke er blevet skældt ud dennegang.
Der kommer snart en ny.
Du skal være logget ind for at kunne skrive et svar!